Alle kan jointe men det er til valencia.- Efterår?

DAG:IRL
OMGIVELSER:SUMP OG SKOV
DATO:IRL
VEJR:KOLDT.
ÅRSTID:EFTERÅR
STED:SILENT RIVER


Demetri stirrede blindt ud i luften som havde udsynet af sumpens vand.
Hans hud var kold og hårdt som sten hvis en kunne ville ham ville de kunne mærke det.
Hans øjne var døde eller det lignte de sådan som de bare blev ved med at se ud i intetheden.

Valencia kom gående langs kanten lidt væk fra Demetri.
Hun stoppede lidt op ved lugten af Vampyr, hun overvejede at vende om da hun ikke orkede ballade lige nu.
Hun skulle til at vende om da hun fik øje på Demetri, hun så små overasket ud.
Men tænkte at det ville blive for akavet hvis hun gik hen til ham.

Demetri var for længst kommet ud af sin trance da han havde opdaget Valencia,
og stod nu og stirred direkte på hende istedet.
Duften af dæmon spradte sig så hurtigt, at Demetri blev svagt irreteret et kort øjeblik men
det forsvandt hurtigt igen.

Valencia mærkede hans blik og så hen imod ham.
Hun stirrede tilbage på ham og løftede provokerende det ene øjnbryn.
Og smilede svagt, hun kiggede væk og vendte sig om for at gå.

Demetri slikkede sig svagt over sine løber, og sagde idet hun vendte sig om, "Det lang tid siden" han havde et stort bredt smil på smile læber, men om det var godt når Demetri smilte hviste folk aldrig.

Valencia stoppede op da han ret faktisk talte til hende, hun vendte sig om.
"Det må man sige" sagde hun så og smilede svagt.
Selvom de havde været kærester, følte hun alligevel at hun ikke kendte ham særligt godt, men så alligevel.

Han nærmede sig langsomt hende med meget langsomme og tunge skridt og imens han gik sagde han, "Men du har vel haft travlt" jo tættere han kom jo mere studerede han hende.
Hans smil forsvandt mere og mere jo tættere de kom på hinanden.

Valencia stod stille, hun holdte blikket på hans ansigt.
Det irriterede hende lidt at han holdte den facade.
Hun fjernede en tot af det lange røde hår, som hang løst ned af hendes ryg.
"Det har jeg vel.." sagde hun uden følelse.

Han stoppede op ca 90 cm foran hende.
"Du ligner dig selv" sagde han og skævede svagt tilbage før hans øjne igen ramte hendes ansigt, og kiggede ind i hendes øjne.
"Og dufter også sådan" sagde han og sugede ind af.
Hans smil blev svagt større efter han havde snakket om hendes lugt.

Valencias blik forsvandt kort fra hans ansigt før hun sukkede og så på ham igen.
"Der er ikke sket så meget siden vi sidst mødtes, Kun et par enkelte kærester og sådan, så det er vel ikke helt unormalt at jeg ikke har forandre mig?" sagde hun så "Du virker heller ikke forandret, du er ligeså forvirrende som altid" sagde hun så med et smil i mundvigen.

Han smilte kort og så forsvandt smilet lige som det var kommet.
"Tja nogen kæreste, det lyder som dig normalt" sagde han bare
og løftede øjenbrynet i 5 sekunder.
Hans øjne blev helt grumset grå, og der var en hvis dødhed over hans
ellers så metalliske øjne.

Valencia trak på skuldrende "Du kender mig .. " sagde hun så og så ind i hans metaliske øjne, Hun selv havde et alvorligt blik men et halv provkorende smil i mundvigen. Valencia havde meget svært ved at knytte sig helt tæt til personer og det var grunden til de kærester hun havde haft. Lige for tiden, gik hendes hverdag mest ud på at hjælpe væsner, som ville have hvisket deres hukommelse ud eller ligende. Hun så ikke længere sit eget liv som noget særligt "Du må da selv havde haft gang i nogen? .. " sagde hun så og løftede sit ene øjnbryn og smilede.

"Hvis du mener drab så ja" sagde han hvorefter han
børstede noget af sin sorte t-shirt som Fie havde købt
til dem den dag han var flyttet ind til hende....
"Tja...Jeg har i det mindtste fået et hjem" sagde han
og kiggede så på Valencia, hun var smuk som altid
stadig det samme han havde faldet for dengang ved
hende som hun havde i dag. "Men du nyder vel dit "liv" sagde han
i gåseøjne.

Valencia løftede atter det ene øjnbryn da han fortalte om at han var flyttet sammen med en, Det irriterede hende faktisk et eller andet sted, Men gjorde intet tegn på det "Liv og Liv.. Jeg er ikke den dæmon jeg var en gang .. Jeg hjælper andre væsner .. " sagde hun så og vidste godt det måske var lidt af en skændsel for en dæmon at gøre, Dæmoner var onde væsner. Hun kørte hånden igennem det naturlige lange røde hår " .. Men ellers, Er det jo det samme .." sagde hun så og så ind i hans øjne.

Han smilte et underligt smil, "Men i dæmoner er jo
blevet sære" sagde han og mente det.
I de gamle dage var Dæmoner virkelig monstre men
de fandt ud af at menneskernde var væsner de faktisk
kunne holde af, Demetri fik det billedetlig talt dårlig af
syntea af en dæmon og et menneske sammen.
Det gav et kort skær i hans øjne, "Men de fleste racer
er en stor skændsel..." sagde han og løftede lidt hagen
op i luften.

Valencia smilede skævt "Jaa .. Det kunne jo også være det er jer Vampyrer der bare ikke udvikler jer? .. Fordi i er døde væsner?" Sagde hun så og kunne ikke lade være med at virke lidt provokerende, hun var jo trosalt stadig dæmon, selvom om hun hjalp andre væsner. Hun gik lidt rundt om ham for at betragte ham "Døde, ude af stand til at forandre sig .. ingen kan nogensinde forandre jeres hjernedøde opførelse og arrogante holdning til ting .." sagde hun og stoppede foran ham og betragtede hans øjne.

"Nej....det sandt og det er derfor vi har kunne styre jer andre væsner gemmen tiden"
sagde han med et grinende smil hvorefter han pjuskede dit hår så det strittede endnu
mere end det havde gjort før...."Men btw....jeg har jo engang elsket en dæmon, men
jeg fandt ud af at det blev som alle andre jeg havde elsket." sagde han og bed tændernde somm med en sænkede øjne. Hvorefter han drejede kroppen lidt væk Fra Valencia

Valencia blev kort anspændt i kroppen da han jo hentød til hende " ... Du viste mig ikke kærlighed før det var for sent Demetri .. " sagde hun og hendes smil var borte med vinden " .. Jeg troede ikke du elskede mig, Ikke før jeg fortalte dig det var forbi? .." sagde hun og så lidt væk. Hun kunne simpelthent ikke se på ham.

Demetri så koldt på hende, "Din kærlighed var ikke stærk nok så det kan være ligemeget din kærlighed er alligevel død mig" sagde han og trak kort på skuldernde.
"Jeg følte at jeg havde elskede dig i forskellige verdner men i denne her var jeg vel en anden" sagde han og sukkede. "Men nu er jeg så kold i mit indre som altid og så har vi glemt det" sagde han og blev ved med at stirre så koldt med sine metalliske grå øjne som Valencia engang havde elsket.

Valencia sank og så på ham, Så ind i hans øjne. Hun gik helt tæt på ham og lagde sine bløde hænder på hver side af hans hoved. Hans aura var kold, det kunne tydeligt mærkes. Hun så ham dybt ind i øjnene, prøvede at se hvad der gemte sig "Du er den eneste person i den her verden .. Jeg aldrig vil kunne gennemskue .. Hvis du bare ville fortælle mig for en gang skyld lige præcist hvad du tænkte .." Sagde hun så og kunne mærke hans sorte mellem sine fingre.

Demetri stod kold og stiv alt imens Valencia rørte ved
ham, han så på hende som var det noget naturligt at
nogen rørte ved ham eller kom så tæt på ham.
"Mine tanker kan være ligegyldige, det er det jeg gør der
tæller" sagde han med en melankolsk og død stemme, der
var ingen følelse i den. Han så på hende han engang havde
elsked.

Valencias ansigts udtryk forblev det samme "Men grunden til det du gør, er dine tanker .." sagde hun så og fjernede sig fra ham "Men hvad havde jeg regnet med når det er dig jeg taler med ?" Sagde hun så med et nedladende klang "Jeg kunne jo selvfølgeligt bruge en af mine dyrebare evner .. men det ville være snyd? Ikke sandt?" sagde hun så og smilede svagt.

Han trak på skuldernde...."Måske" sagde han og kiggede
på hendes mund da hendes læber bevægede sig.
"Men ville det så være sandheden?" sprugte han så, hvorefter
hans øjne fald op til hendes øjne. Han stirrede en kort tid
på hendes øjne, hvorefter han så kiggede ned på sit tøj
han havde fået af Fie den dag han havde flyttet ind hos hende.

Valencia så ham i øjnene "Mine evner svigter mig ikke.. Men jeg har ikke tænkt mig at snyde" sagde hun så "Så længe du selv holder din evner i ro holder jeg mine" sagde hun og så lidt væk. Et eller andet sted havde hun virkeligt lyst til at gøre ham vred og se nogle agrasioner.

Han slikkede sig pluselig drilsk i mundvigen, "Der er vist også
noget andet der skal holdes i ro"sagde han så, der kom et lille
smil på hans læber, dog havde han ikke tænkt sig at skjule det.