The Lost World - Who writes the story?
 
IndeksForsideCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin

Share | 
 

 Livet er i sig selv en kamp (Tristan)

Go down 
Gå til side : 1, 2  Next
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Ons 15 jun 2011, 22:27

S: Dreins mountain
O: bjerge
V: overskyet
T: eftermiddag

Den unge mand, eller sådan så han i hvert fald ud, kom roligt gående på en af de mange stier der førte en ind mellem bjergene.
Han havde nogle sorte, løse bukser på der blafrede svagt i en let vind. Han havde en mørkegrå t-shirt på og bare fødder. Ikke mere, selv om vinden var en smule kølig, men han så ikke ud til at fryse det mindste.
Hans mørkebrune hår strittede og gled skiftevis ind foran øjnene på ham mens han gik og hans øjne...Hans øjne var det man mest lagde mærke til, disse underlige, livlige øjne...På en gang indeholdt de både ungdommelig livlighed og gammel visdom. Disse øjne søgte efter forståelse, efter viden og så alligevel efter at nyde livet. Som var der nogle sandheder om livet han bare ikke kunne få øje på. Og de var stærke, uden rigtig selv at vide det udfordrede de folk, udfordrede dem til at fortælle om dem selv, om at have tillid til ham, at være rolig...Og dog var de skræmmende, som om den skjulte kraft i dem ville knuse en vis man gjorde det mindste forkert.
Men nok om det.

Zean stoppede op på toppen af et mindre...bjerg måtte det vel være. Han kunne, vis han kiggede bagud af den vej han var kommet, se starten af byen. Vis han kiggede lidt til siden kunne han se skoven. Og kiggede han lige ud kunne han se resten af bjergene.
Et sted nede mellem nogle af bjergene lå der nogle hytter hvor eneboere boede. Eller folk som bare ville bo der og ikke gad byen eller skoven. Han strakte sig roligt og lod en hånd glide gennem håret, dog hjalp det ikke da der bare strittede lige så meget som før. For en gangs skyld gad han ikke tænke over noget som helst, om hende eller fremtiden, om andre folk eller fortiden. Han ville prøve bare at slappe af, en dæmon han havde mødt tidligere havde inspireret ham lidt. At finde meningen med livet...Var næsten det samme som at nyde det, ikke? Han kunne ikke helt huske det, deres filosofiske samtale havde været en anelse forvirrende og de havde snakket om to emner næsten hele tiden.
Han lod blikket glide op mod himlen, overskyet, altså ingen sol til at gøre en svedig, ingen alt for kold vind eller regn til at få en til at fryse.
Fred...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Ons 15 jun 2011, 23:11

Vinden havde taget fat i de få træer på nogle af bjergene og en let lyd af blæstens 'fløjten' kunne høres rundt omkring. Alt var ellers stille.. Også hørtes et skud, efterfulgt af en irriteret jamren. Det var en ung fyr der skød til måls et stykke oppe i bjergene. Bjergene havde altid været et idyllisk sted at træne da ingen nogensinde kom eller kunne høre det. Helt perfekt..
Den unge fyr havde et stort orange hår og et par mandel formede lysebrune øjne. Han var iført et par mørkeblå jeans, en hvid T-shirt med kort v-udskæring og med forskellige farver print, et par cowboy blå allstars sko, samt et langt rødt og hvidt striber tørklæde som vinden havde taget fat i og kastede bagud i store buer.
Koncentreret løftede han sin antikke handkannon igen og sigtede imod målskiven på et træ et stykke væk. Han tog nøje sigte og affyrede med et brag inden han utålmodigt fyrede 3 mere. Så sank han hurtigt sit våben og løb over imod træet med en forventningsfuld mine.
Efter et par lange skridt var han fremme ved træet og måbede irriteret, ikke en eneste så meget som ramte skiven. "Arg, jeg lære det aldrig!" udbrød han mest til sig selv og lod sig dumpe ned på jorden ved siden af den mørkebrune efterårsjakke som han havde haft med. Med et surt udtryk vendte han og drejede pistolen et pat gange. det var en flot antik handkannon der skinnede i lyset, en smule bronze eller guld.
Han sukkede og vilede hovedet i sin håndflade. Det var surt, han kom aldrig til at lære det med at være dusørjæger, selvom du burde ligge i hans blod og det burde falde ham naturligt. Livet var hårdt nogle gange.
Imens han sad der lukkede han let øjnene og drømte sin bevidsthed væk til flere år fra nu hvor han sikkert havde fundet en sød pige og var blevet en førsteklasses dusørjæger og hans forældre var blevet stolte og havde ture overlade det med væsner til ham. Hurtigt åbnede han øjnene op igen. Nej. Det ville ikke ske tænkte han for sig selv og lavede et anstrengt smil.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Ons 15 jun 2011, 23:31

Selvfølgelig. Han grinte svagt af sig selv, han levede i menneskernes verden, der var intet der hed fred. Han så ned mod skoven, hvor der på vejen var nogle ensomme træer hist og her. Det var der også andre steder, men det var her lyden var kommet fra. Af skydevåben. Hvem hev et skydevåben med herud? Det var ikke sæson for jagt og hvad var muligheden for at det var en psykisk syg person? Måske nogen der øvede sig...Og sikkert en dusørjæger. Og den irriteret lyd. Tingene gik vist ikke helt som regnet med.
Han sukkede svagt og begav sig ned af bjergskråning, trods han var let at se. Men han vidste jo ikke hvor personen var og viste ikke om han kunne se ham...Ellers måtte han bare håbe på at denne dusørjæger ikke lige havde lyst til at skyde efter ham.
Han brugte de træer han nåede til at skjule sig ved og se sig lidt omkring efterhånden som han kom ned ad.
Endelig...en skikkelse længere henne, et...menneske, sagde lugten ham. Og et menneske der så ret fortvivlet ud. Han smilte svagt for sig selv, mennesker var overraskende lette at vælte, ikke fysisk...Men mentalt, vis bare man havde lidt indsigt i hvad der styrede et menneske.
Han listede hen til næste træ og opdagede nu at der længere henne var en skydeskive...Som ikke var ramt overhoved. Det havde altså været nogen der øvede sig.
Han blev stående hvor han var, bag et halvstort træ, der var nogle meter hen til det næste, men han ville ikke gå tættere på, han havde bare været nysgerrig og tænkte allerede på at gå videre igen, han ville gå tilbage til byen og måske finde lidt mad. en tilfældig sjæl som aldrig havde kunnet forestille sig at blive spist på den måde. Han tænkte på hvor mange sjæle han enlig havde taget gennem årene...Nå pyt. Han kastede et blik på den unge...ja, en blanding mellem dreng og mand kunne man vist sige, han virkede ret ung og...Typisk for tiden..Havde han orange hår. Han ville han helt sikkert kunne genkende vis han mødte ham senere.
Et hurtigt glimt gled gennem hans hoved, et billede af en familie...Og en følelse af ikke at være god nok. Han fik et glimt af en mand og en kvinde der hele tiden opfordrede deres søn, den orangehåret dreng, til at blive god.
Han tog sig kort til hovedet, hans evne til at se noget af folks fortid eller mærke nogle af deres følelser var trættende, især fordi han ikke havde lært at styre den. Nogen gange fik han glimt af folks liv når han gik på gaden, ganske almindelige mennesker! Han lænede sig o paf træet...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Tors 16 jun 2011, 02:21

Tristan kiggede forsat ned i jorden og orkede ikke rigtigt at rejse sig. Der var rart her, tørt og ikke specielt koldt. Men alligevel fik han taget sig sammen til at hoppe på benene med sin handcannon i hånden.
Han ville prøve igen. Med et hurtigt vrid kroppen havde han vendt sig rundt og var på vej tilbage til der hvor han stod før for at skyde, men idet han havde taget et par skridt fremad synes han at han fik et kort glimt af noget bag et træ.. Han kiggede yderligere efter, men rystede så på hovedet, det var nok bare hans fantasi.
Han løb det sidste stykke og snurrede rundt så han havde front imod træet igen. Så tog han hurtigt sigte og præciserede det inden han skød 3 gange og sænkede sit våben. ”Pleeease lad bare en have ramt..” mumlede han for sig selv og begyndte at gå med raske skridt imod træet. Det var sjovt, det var som om at der var længere til træet end før, men det var nok bare forventningen.
Endelig nåede han hen til træet og studerede det kort inden han slog hovedet ind i skiven. ”Fuck!” lød det kort fra ham og han slog yderligere hovedet ind i skiven et par gange. ”hvorfor kan jeg aldrig…” begyndte han men stoppede sig selv da hans øjne ramte en lille flænge helt ude i kanten af skiven. Tristan spærrede kort øjnene op og lod sine fingerspidser køre hen over den lille flænge. ”Er det...JA!!!!” udbryd han og hoppede et par gange på stedet ”Jeg ramte!”.
Han hoppede op og ned et par gange mere og vendte lidt rundt og ud af øjenkrogen synes han igen at han så noget omme bagved et træ. ”Øhm, er der nogen?!” råbte han hen imod træet og kløede sig let i det orange hår.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Tors 16 jun 2011, 03:58

Han blev hurtigt hevet tilbage til virkeligheden og han så kort ud mod drengen igen. Han var i bevægelse nu, ikke mod ham, men til at prøve igen. Han var lige ved at grine da han så hans reaktion, dusørjæger? Right...Men han måtte ikke undervurdere ham, han kunne jo blive farlig senere hen... Han holdt sin latter inde, selv da han jublede over at have snittet skiven.
Og han hørte der blev talt til ham. Så han havde fornemmet ham? Og hvad så? Han virkede ikke sikker, ellers var han også kommet om bag træet for at se, så vis han blev stående ville han vel tro det bare var synsbedrag eller hans fantasi, ikke?
Han trak vejret dybt for at få roen igen, en kølig vind kom fra nord og han fik kuldegysning.
Han lod en hånd glide gennem håret igen, mest af vane og smilte så svagt. På den anden side...Det kunne være sjovt at lege lidt med ham, se om han nu også kunne noget...Og så ville han nok også have lært lidt til næste gang. Han vendte sig om så han nu havde front mod træet i stedet for ryggen til og ventede til den orange håret dreng var uopmærksom, så ville han kravle op i træet og sidde der og se på ham. Vis han så gik nogen steder kunne han følge efter ham, vis han var heldig kunne han måske gøre ham lidt...irriteret i hvert fald, nogen gange gav han folk forfølges vanvid, bare for sjov, men så let var det nok ikke med ham her. Og det varede jo også kun så længe han ikke opdagede ham. Men han var også uforudsigelig, fordi han virkede så uerfaren, så man vidste aldrig hvad deres reaktion ville være. Men han kunne jo håbe på det blev sjovt.
Han ventede roligt uden at besvare kaldet...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 17 jun 2011, 03:26

Tristan rystede hurtigt på hovedet af sig selv og vendte sig rundt igen. Det var fjollet at snakke med sig selv. Og det havde nok heller ikke været andet end hans fantasi. Idet han vendte sig rundt og begyndte at gå tilbage imod træet stivnede han kort da han var sikker på at han havde hørt nogle grene rasle unormalt i træet, men vendte sig ikke rundt. Nu måtte det være nok, han kunne ikke begyndte at blive paranoid.
Han rystede på hovedet igen og løb over til træet, hvorefter han samlede den mørkebrune efterårsjakke op og tog den på, måske var det alligevel blevet lidt køligt. Hurtigt rettede han på det lange smalle hvide og rød stribede tørklæde, inden han begyndte at begive sig længere op på bjerget.
Det varede ikke længe før han var på toppen af den bjerg/bakke han før havde trænet på. Der var mere vind heroppe og det virkede mere trygt fordi man næsten kunne se alt deroppe. Udover at der stadig var få træer hist og her.
Tristan sparkede lidt til noget græs og gik derefter med faste skridt over imod et træ længere væk som han svingede sig op i. Så nu ville han kunne se alt. Det var underligt han havde det lidt som om nogen fulgte efter ham, men det var vel jobbet som dusørjæger der gav ham lidt stress.
Imens han sad der kunne han ikke lade være med at lade sine tanker vandre. Han havde oplevet meget. Lige fra at blive næsten trænet i at være dusørjæger af en vampyr, hvilket var stik imod alt han var blevet opdraget som, godt hans forældre aldrig havde fundet ud af det. Eller havde han også mødt hende pigen på biblioteket. Joy var det? Han havde da virket meget sød, men der havde været et eller andet ikke menneskeligt over hende, skønt han ikke havde bemærket så meget.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 17 jun 2011, 05:41

Han smilte svagt, det var åbenbart blevet for meget for ham så han valgte at gå. Han bemærkede hans hovedrysten, så han troede altså ikke på det? At der virkelig var nogen? Eller snød han ham bare...
Da han var gået hoppede han ned fra træet igen og så sig lidt omkring, han gik en lille runde rundt på det område hvor han havde været før, men han kunne ikke umiddelbart se mere der kunne give et pej om hvordan han var. Han kiggede lidt op af bjerget hvor han var forsvundet op og overvejede lidt hvad han skulle.
Men han valgte så at følge sin plan og fulgte efter ham,så usynlig og lydløst som muligt.
Han så at han gik helt op af bjerget. Han listede sig videre til næste træ, men da han kiggede op igen var han væk. Var han virkelig nået helt om på den anden side af bjerget så hurtigt? Eller måske var han skjult bag et træ...Han stod og ventede lidt, men til sidst fik hans utålmodighed sejret og han begav sig op mod bjergets top, han gik under træerne for ikke at blive set mere end nødvendigt.
Først da han kom op på toppen, og stadig ikke kunne se ham, at det gik op for ham at vinden var forkert, den blæste den forkerte vej og derfor havde han ikke kunnet lugte ham vis han var gået forbi ham...SÅ han måtte have en fornemmelse af at han havde været der og havde gemt sig, enden mellem træerne eller i et træ.
Han lod blikket glide over træerne, men selvfølgelig kunne han ikke se ham med det samme, vis overhoved. Som en jæger på jagt blev han stående helt roligt og kiggede på så mange træer som muligt for at se tegn på om der var nogen...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Tors 23 jun 2011, 23:45

Tristan sad stadig og tågede i træet. tankerne fløj rundt i hans hoved og det begyndte at blive provokerende at tænke på det hele. Lige i det han skulle til at slynge sig ned på jorden igen fangede hans blik noget nede på jorden. Næsten lige under ham faktisk. En fyr, nok lidt ældre end ham selv. Han virkede som om han spejdede efter noget. Hurtigt, men lydøst krøb han sammen og trak sig helt ind til stammen af træet så han ikke ville kunne ses og slyngede hætten på sin trøover hovedet for at skjule det iøjenfaldene hår.
Han sad helt stille og trak vejret roligt, var det et væsen dernede? Der havde helt sikkert været noget underligt over ham. Igen lydløst greb han fat om sin ene daggert under sin jakke for at være klar hvis det var.
Det var faktsik ikke det han havde mest lyst til lige nu, ikke at han nogensinde havde lyst til at møde væsner, men lige nu var han bare sørgmodig, led og ked.
det var ikke ligefrem det humør han ville kæmpe med. Lod man sine tanker vandre under en kamp kunne dte blive dyrt.

//sorry det er så lang tid siden jeg har svaret og sorry længden //
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 04:33

Han sukkede og strakte sig.
Han valgte bare at opgive det, denne dusørjæger var jo alligevel ikke stærk nok til at lege med ham. Han begyndte at gå tilbage mod byerne, mellem træerne og begav sig væk fra ham. Han havde sikkert gemt sig i et træ. Han kunne vel lugte sig frem til ham, men....igen, han ville nok ikke slås. Og hvis han ville...jamen så gik han bare glip af noget. Han tænkte lidt tilbage...Nede i byerne blev han selv tit jagtet og her havde det næsten været omvendt. Han smilte lidt for sig selv.

//Det går :)//
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 04:40

Tristan strakte hovedet lidt ud fra grenen for at se hvor personen var på vej hen, men idet han gjorde det fik han overbalance og kæmpede forgæves for at holde balancen, men for sent. Med et 'bonk' ramte han jorden med røven først og lavede en beklagende lyd. "aaaav..." mumlede han forsig selv og kiggede hurtigt op, havde personen opdaget det? han tog kort fat i sit tørklæde for at rette på det, det kvælte ham næsten.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 04:42

Han stoppede op allerede da han hørte bladene rasle. Et bump og en lille udbrud af smerte fik ham til at smile. Han vente sig om og så hen mod træet fra før, hvor den unge dusørjæger nu sad.
Han gik lidt der hen ad og stoppede hænderne i lommerne på sine bukser. Han stoppede op og lænede sig op af det nærmeste træ og stod lidt for bare at se på ham. Mest for at se hvordan han ville reagere. Gå direkte til angreb? Tanken havde aldrig strejfet ham.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 04:47

Tristans lysebrune øjne ramte hurtigt fyren der havde lænet sig op ad et træ. Han rynkede lidt brynet og overvejede hvad man gjorde i en sådanne situation. "Sjællent man møder andre mennesker her oppe" sagde han så imod fyren og håbede at få afsløret om det var et menneske han stod overfor, selvom han tvivlede stærkt på det.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 04:59

Han så sig rundt som om han prøvede at få øje på et eller andet, men smilte så svagt og så på ham igen.
"Og denne gang har du heller ikke mødt et" svarede han så, hvorfor lægge skjul på at man ikke var menneske? Mennesker var svage...Så hellere blive jagtet for hvad man virkelig var.
Han rettede sig lidt op igen og gik afslappet hen mod ham. han gjorde et kast med hovedet den vej hvor han havde øvet sig i at skyde før.
"Jeg så dig øve..." sagde han så og smilte lidt igen, de fleste ville nok tage det som en hån, men Zean var ligeglad. Folk måtte tolke det som de syntes.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Fre 24 jun 2011, 05:06

Tristan smillede kækt, smilet var dog en smule falsk imens han hurtigt trak en daggert frem. "Det tænkte jeg nok." svarede han og hoppede på benene. Da han hørte det næste væsnet sagde sukkede han irreteret. "Øve...ja.." svarede han og sænkede daggerten bare en smule. Han måtte se ham som en komplet newbie, men så igen, god var han langt fra. "Det havde jeg lidt håbet at du ikke havde set.." afsluttede han med en fortvivlet stemme og rodede sig i det orange hår der var kommet til syne fra hætten igen da han var faldet ned fra træet.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Søn 17 jul 2011, 02:30

"Så du håbede du kunne true mig lidt..." smilte han
":..Hvorfor tror folk altid det værste om os? Hvorfor skal vi lide for hvad forfædre måske har gjort?" sagde han tænkende og gik endnu et halv skridt frem.
"Eller hvordan ser du på det? umiddelbart ligner det mest du gør det fordi...Ja, måske fordi dine forældre gør det eller noget, uden det virker som om du helt selv gider?" sagde han med et lille smil.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 02:57

Tristan ændrede hurtigt sin fortvivlede grimasse til en irreteret en. Han hadede når væsner havde evner til at kunne se noget om ham, fx hans forældre... "I høre ikke til her." svarede han og tilføjede hurtigt. "Desuden så er halvdelen af jer fra forfædres tid." HAn skar tænder og hævede daggerten lidt mere frem foran sig. "Hold mine forældre udenfor!" udbrød han tilsidst. Han var godt klar over at de nok havde påvirket ham meget, men det ændrede ikke på hvad han måtte gøre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 03:04

Han så lidt på ham.
"Gad vide hvorfor vi så startede med at være her...Hvis vi ikke høre til? Tror du på gud?" spurgte han, selv gjorde han ikke. Hvordan skulle han kunne det?
Han så lidt på ham og smilte så roligt, ja, havde næsten lyst til at grine.
"Dine forældre? Jeg er ligeglade med dem, sikkert bare endnu et par dusørjægere med den forkerte opfattelse af verdenen....Men i slår jo aldrig jer selv ihjel...Hvem siger ikke at i ikke høre til her?" sagde han
"Hvad nu hvis vi rigtig høre til her?" foreslog han uden at føle frygt overhovedet. Var denne unge dreng overhoved i stand til at tage et liv?
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 03:17

Tristan fnøs flabet og svarede koldt. "Nej. Gud er en illusion nogle bruger til at håndteger frygt for døden". Han løj ikke når han sagde at det var det han mente. At tro på en gud ville være komplet irationelt.
"Ingen siger at det ikke er os. Der er heller ikke nogen som siger hvem der var først her i verden. Det er vel en smadsag.." fortsatte han og styrede uden om forældre emnet, det pissede ham bare af når væsner skulle vade rundt i det, de vidste jo ikke en skid om det. De var altid så perfekte på ydersiden, i hvert fald for folk der ikke vidste bedre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 03:33

Han grinte
"Ja, en smagssag...Som regl har folk ytringsfrihed...Det skal de have lov til, men jeg troede ikke de måtte slå ihjel for deres mening...Men p åden anden side...Nogen kender jo ikke reglerne" de regler der selvfølgelig ikke var der.
Han flyttede sig lidt igen og så lidt på daggerten. Efter den uro der havde været der for en del tid siden havde stort set alle dusørjægere specielle våben på sig, som kunne dræbe dæmoner. Det var en smule bekymrende, men heller ikke mere end det. For de fleste vidste alligevel ikke hvordan de brugte dem-.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:04

Tristan fnyste igen "regler er vel til for at blive brudt" svarede han og havde det lidt skidt med at det faktisk var ham der var trængt op i en krog imod træet + at det hele var i atituden for ham.. "Men si' mig, i væsner dræber for at holde jer i live ikke? Er det ikke også at slå ihjel for jeres mening? Den mening at i bedre end dem i dræber?" Fortsatte han irreteret. Det var faktisk interesant at høre en mening han overhovedet ikke kunne sætte sig ind i. Han var godt klar over at nogle væsner ikke slog ihjel og han anede ikke om væsnet foran ham gjorde, men hele atituden han havde gjorde bare at man havde lyst til at udryde ham.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:32

Han så lidt å ham og grinte.
"Jeg ved ikke hvad andre gør, men jeg slår kun ihjel for at overleve...Lige som jer" smilte han. Sandt nok. Han tog kun en sjæl når han var sulten...Nåja okay...ENgang slog han også ihjel fordi han kede sig...Men nu slog han kun ihjel fordi han var sulten.
Han vurderede situationen lidt...Selv syntes han at han stod godt.
"Nå men...Hvad har du tænkt mig? At slå mig ihjel?" smilte han drillende, de måtte vel hellere komme lidt videre i legen...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:48

Tristan skar tænder bag et ikke eksisterende smil.
"I slår intelligente individer ihjel, uskyldige, hvordan lever du med det hr?" fortsatte han og lavede et anstrengt smil. "Tsk, nogen skal jo trække nitten og jage jer.." fortsatte han flabet og blinkede et par gange imens han bed sig i underlæben.
"Det var min plan ja, nu ser vi hvordan det går.." svarede han og vidste godt at det nok ikke ville gå og at han ville ende med at flygte for sit liv eller undvige, medmindre han fik tilkaldt forstærkning hm?.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:51

Han så lidt på ham som om han faktisk overvejede det. Og trak så på skuldrene.
"Helt fint...Jeg skal jo overleve..." egoistisk ja. Og han kunne godt lide det.
Han var snart nået helt op foran ham, det vil sige at han snart ville blive presset yderligere mod træet...
Og netop som han tænkte det, gjorde han det. Han trådte det sidste skridt frem mod ham og pressede ham nærmest mod træet, dog uden at røre ham.
Og smilte.
"Så prøv..."
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:55

Tristan lavede en lille grimasse. Han havde vidst ikke oddsende med sig og det var klart for dem begge 2. Presset op imod et træ.. Han følte sig lille.
"Så går det løs.." mumlede han og kastede sig ned i et rullefald sidelæns for at komme væk fra den krog han var trængt op i. Så trak han sine anden hånddaggert så han nu havde en i hver hånd. Han kom på benene og slyngede den ene imod væsnet med en svirpende lyd.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   Man 18 jul 2011, 05:57

Han trådte et skridt tilbage og fulgte ham med øjnene. Han dukkede sig for hans forsøg på at ramme ham og greb i stedet fat i hans håndled.
Han pressede et bestemt sted som fik ham til at slippe daggerten og slap ham så og samlede daggerten op. Han kiggede kort på den, men uden at tage opmærksomheden fra ham. Han smilte roligt.
"1-0 til mig? Eller hvad?" spurgte han
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Livet er i sig selv en kamp (Tristan)   

Tilbage til toppen Go down
 
Livet er i sig selv en kamp (Tristan)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 2Gå til side : 1, 2  Next

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Werclare :: Dreins Mountain-
Gå til: