monsters in the sewers (silvianne)

Tid: 02:31
omgivelser: Lige over kloakkerne.
vejret: stjerneklart og varmt.

En barnesang lød ned af den øde gade, folk var taget hjem for at sove, og dem der end gik der prøvede at undgå opmærksomhed. En lille pige omkring de 8 år gik ned af gaden og sang denne søde sang. Hun løb i gadedrenge løb ned af gaden, og hendes rottehaler i hendes lyse hår oppede op og ned for hver gang, hun tog et skridt. Hendes hvide kjole snurrede rundt omkring hende, og hun havde hvide strømpebukser og små fine sko. Mira en af Crasies personligheder gik her på dette tidspunkt, selvom det slet ikke var et tidspunkt for et barn at gå. Men hun var ligeglad, hun nynnede bare videre. Mens hun holdte sin brunebamse i den ene hånd, så gik hun forbi et åben deksel til kloakkerne nede under. Men så hørte hun en lod dernede fra. Hun stoppede op og kiggede med et barns nysgerrighed ned i kloakken. Mira var ikke bange for noget andet end vampyrer. Der er intet mere Mira frygter end vampyrer, men det regnede hun ikke med var hernede. Måske var der et sødt lille monster hernede. Tænkte hun med et smil, mens hendes grønne øjne gløder af nysgerrighed. Mira var som et hvert andet barn, intet kan overskride hendes opfattelsesevne. Alt var tilladt for hende, så selv søde små monster i kloakkerne var ikke en fjern tanke for hende. Det var en af de store kloakrør, som har lys nede i. Hun kravlede lige så forsigtet ned. Dette var heldigvis et rør der blev brugt til overskudsvand, altså det vand der kommer f.eks for regn. Så den stank ikke langt væk af lort osv. Der var heller ikke nogen rotter hernede. Mira kiggede omkring og syntes det hele var så spændende.
"halløjsa er der nogen hernede?"
Sagde hun med en venlig barnestemme, hun havde et stort smil på sine læber. Hun elskede at lege udforskning, det var altid spændende.

Den tunge vægt af personen der blev slæbt henover afsatsen lød tungt og koldt. Det lød som om nogen skubbede personen fremad og tvang den videre, som om den ikke længere kunne gå selv, som om verdenen var stoppet for denne og kun eksisterede i det næste skridt der skulle tages. Det var dog ikke helt det, der foregik. En høj, krumbøjet mand bevægede sig langsomt fremad mod den person der gemte sig i skyggen mellem to lys, der kastede deres uldne skær over det klare vand. Man kunne svagt ane bunden, der var helt hård og lige, nok en halv meter under det overskydige vand. Man kunne svagt ane duften af regn fra dagen før, men den hang kun ved, som hvis en person var død i et soveværelse - Lugten blev der lidt længere, kun for at minde folk om bedre tider.
Så hørte man hvordan det næste skridt slæbte sig af sted, fremad, indtil det blev stoppet af en kaldende stemme længere tilbage: "Halløjsa, er der nogen hernede?" Det var et barns stemme. En piges stemme. Uskyldens stemme. Den glammede tilbage mod de to skikkelser, der begge var blevet lammet af frygt og nysgerrighed. En lav skikkelse stod foran den høje, med retning mod barnet. Hvis bare hun kunne slippe uden om og komme væk!
Og heldigvis! I det hun sprang frem og kastede sin krop ind mod hans, som en edderkop over sit bytte i spindet, vendte han atter opmærksomheden mod hende. Det var Silvianne, en pige, der ej så ældre end 5-6 år ud. Hun havde en kasse af en art på ryggen, hvori Emily og Lucy lå. Violinen og buen, der kunne blive spændt i ekstatiske melodier. Man hørte hvordan mandens strubehoved gav efter for de kraftige kæber, der pressede sig ind mod ham. Hun bed videre, hårdere, blodet eksploderede i hendes mund! Det var alt og intet, det der foregik lige nu! Hun pressede ham, længere ned, over mod vandet, farvel og tak! Hun gav slip på ham, han blobbede ned i søen af regnvand og vand fra havet og misfarvede det i få sekunder. Så sank han tungt videre, som en pose kartofler der blev rullet ned af en bakke.
Silviannes opmærksomhed blev fradraget, da hun atter kom i tanker om Uskyldens stemme. Den havde runget højt, selvom det blot havde været en svag kvidren. Som et fuglepip til et ørneskrig. Hun bevægede sig langsomt fremad, hen mod skikkelsen. Det var en hvidklædt pige der klamrede sig til en brun bamse. Blondt hår. Spinkel. Tydelige blodårer.
Dæmon.
Så løftede Silvianne højre hånd og strakte venstre arm ud. Højre hånd gled ned til det indadvendte albueled og den bugtede sig langsomt deraf. Så faldt Silviannes hænder ned langs siden. Hilsenen havde betydet "Silvianne." Så løftede hun atter højre hånd og pegede på pigen, for nærnest at spørge "Hvem er du?" eller "Hvad hedder du?"

Mira havde forventet at måske at monsteret havde været en lille lilla pelsklump med øjne, mund og to små ben. Der kunne hoppe derud af og som ville være blødere end blød. Men dette hun så på der, var ikke lige frem det monster hun havde forstillet sig. Den var godt nok lille i forehold til alle de andre af dens art, men det gjorde den ikke mindre skræmmende. Hun så med skræk, da vampyrpigen bed struben over på manden, og hans livløse krop faldt på bunden og kunne ikke ses mere. Mira så med store skræmte øjne på det røde vand, der bredte sig ud for stedet. Hun turde næsten ikke at vende blikket på pigen. Hun knuede bamsen til sig og gemte hovedet i den. Hun havde stadigvæk billedet af pigen på nethinden. Denne lille pige med blod dryppende ned af munden, og hvor bloddråberne glider ned af hendes hals og farver hendes tøj. Mira mumlede en sang for sig selv, en som hun selv havde fundet på. Som hun brugte når hun havde mareridt.
"lille lille skræmmende monster, jeg er ej bange for dig. du er stor og grum og farlige, men jeg er ikke bange for dig"
Hun tøvede og så tog hun hovedet stille og roligt op, og hendes øjne nåede kun lige over til at se pigen, og så gemte hun dem igen. Den var ikke forsvundet, det var virkeligt! Miras krop stivnede fuldstændigt. Disse sylespidse tænder som stikker igennem huden som nåle, var det mest skræmmende. Men Mira var også utrolig bange for disse blodrøde øjne. Mira havde godt nok hørt ting, hvordan man kunne bekæmpe dem. Men Mira er ikke lige frem en der kæmper, lige nu var hun kun en udforsker ikke andet. Hun løftede hovedet igen, og nu kunne hun ikke tage det ned igen. Hendes krop var stiv som en pind. Man ville sikkert kunne skubbe hende, og så ville hun falde som en bjælke. Hendes pupil i hendes søde grønne øjne var totalt opspilede af skræk.