The Lost World - Who writes the story?
 
IndeksForsideCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin

Share | 
 

 Helt alene ~ Fergus

Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 07:33

Sted. Gå gaden i Deepshell
Omkring. Et par få mennesker
Tid. 21.32
Vejr. Iskoldt og stjerneklar nattehimmel
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Vinden blæste hårdt imod ens ansigt, stjernerne lyste op på himlen og ingen skyer var synlige på den smukke nattehimlen. Azriels øjne befandt sig op på de smukke stjerner, med et lille sødt smil på læberne. Hun var helt alene, hvilket var en sjælden ting for hende, men havde brug for det. Hun frøs ikke, men havde dog stadig en skoldhed kop kaffe i hænderne. Man kunne mærke varmen igennem papkoppen, og de varme dampe sivede ud gennem hullet i toppen. Der var få mennesker som befandt sig på gå gaden, og ingen syntes at ligge mærke til Azriel, selvom at hun sad på bænken ved et synligt sted. Hun trak sine ben op til sig, og havde knæene oppe ved hagen og tog fat omkring sine ben. Hun så ret lille ud, i den stilling, og Azriel var faktisk ret glad for at ingen kom over til hende, da hun var så vant til det, og var blevet så træt af det...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 07:58

Fergus lod et lille smil glide over hans læber. Se på dem. Løbene rundt i cirkler som forvirrede myrer, så trygge i deres illusion om ret og sandt. Dette var deres rom. Deres krop var deres Cæsar. Han fortsatte sin gang, indtil han trådte ind på en øde gyde.

Han støttede sig til en stok, omkring den gamle vampyr, var der en svag lugt af aske, en man først svagt anede, når man kom indenfor en halv meter af ham. Han var iklædt en skjorte, som nok havde været på mode for ca. 60 år siden, og et par jakkesæts bukser, der havde set meget bedre dage. Hans engang brune lædersko var slidte, og sidderne bar tegn af aske, som ikke var tørt væk.

Han havde lige spist, en ung mand, omkring 21. Han havde altid været mest til mænd, der var en vildskab, noget forkert i at tage en fra sit eget køn. Sådan havde det også været da han var i live, og nu hvor sex var intet, var blodet alt. Dette betød dog blot at hans elskere som oftest kun var til engangsbrug.
Den brune stok slog imod jorden da han gik, støt og roligt afsted. I hans højre hånd *Han havde altid fået at vide han var kæjt håndet... Hvem lo nu?* bar han en bog. Gammel, læderindbundet, håndskrevet. Papiret var gulnet i kanterne. Læderet var sort, og på forsiden var ordene Imeres Pyros skrevet med slyngede bogstaver.

Han satte sig på en bænk, ved siden af et ungt barn, tydeligvist på vej hjem fra fastelavn. Han kækkede kort for sig selv. Gaden var umådeligt tom.

"Mit barn... Er de ikke lidt hjemmefra? Burde de ikke være hos deres moder?"

Hans stemme var slidt, knækket, brækket og gammel.
Han nød snakken. Det gjorde det hele lettere.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 08:17

Azriel havde siddet lidt i sine egne tanker, men kom tilbage til den normale verden, da bænken knirkede svagt da en anden satte sig ned ved siden af hende. Hun så ikke på manden, og rynkende panden, da hun kunne lugte en svag duft af aske. Det kunne da umuligt være mandens parfume. Eller deo. Var det bare en naturlig duft? Duften var svag, og hun kunne ikke rigtig få den væk fra sine næsebor, hvilket irriterede hende lidt, da der også var en anden duft. Den anden kunne bare ikke komme ordentligt frem, på grund af den svage duft af aske, men hun havde det som om at hun havde duftet den duft før.
Hans stemme skar igennem stilheden, og Azriel lod sit blik langsomt gå over på manden, da det var tydeligt at han snakkede til hende. Hendes øjne mødte en ældre herrers, som så ud til at være enten hjemløs eller mødt nogle hårde tider. Han så gammeldags ud, selvom at hans udseende så ud til kun at være i midten af 30'erne. Den måde han snakkede på, lød også en del gammeldags, men dog høfligt hvilket Azriel godt kunne lide.
Hun lbev ikke overrasket da han kaldte hende et barn, men hun måtte jo lege med på, at hun blot var et barn for ham, da hun ikke kunne lugte at han var vampyr.

"Min herrer, hvorfor tror de at jeg burde være ved min moder?" spurgte hun, og var også selv gammeldags i sproget "Jeg forsikrer dem om, at jeg er det sted, som jeg burde være" forsikrede hun manden om. "Og hvad laver de herude?" spurgte hun nysgerrigt. Hun prøvede lidt at finde ud af om han virkelig var et menneske, da hun var stensikker på at den anden lugt han havde, var ikke menneskelig, men stammede fra et væsen...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 08:34

Han nikkede forstående, som om han lyttede til et uudannet barn, der påstod at 2 og 2 var lig 5. Hvilket det i og for sig også kunne være. I et kort sekund så han blot på hende, med et smil om sine læber. Ikke et bredt smil, men det var der, hvis man så lidt efter. "De har ret lille frøken, mødre kan have en vis ..." Han standsede. *JUAN! REJS DIG, VI SKAL VÆK!...* Han blinkede en enkelt gang, undtrykte minderne der vældede op i hans hoved, projekteret på indersiden af hans granium, som skyggebilleder fra en forglemt og undertrykt tidalder, der nu vældede op i ham.
Tal. At tale overdøvede dem, det gjorde det altid.

"Hvad fortager jeg mig..." Han tænkte lidt over spørgsmålet. "For nu at sige det lige ud, så handlede det om aftenens næringsbehov der skulle stilles." Han rystede på hovedet. "Jeg lyder som et gammelt fjols"
Han så på hende, hans øjne var blå, det ene lidt mere blåt end det andet, faktisk meget mere blåt end det andet, det ene lysegråt, og det andet mørkeblåt. Mr. Maior rullede en gang med nakken, og smillede da et "krgk" hørtes. I det fjerne kunne høres lyden af nattelivet. Det undrede ham sådan set ikke, men alligevel havde han ikke lagt mærke til det før nu.

Han lagde bogen i sit skød, undrede sig kort over, hvornår dagen ville komme. Han havde ventet længe nu, og måske var dette barnet? Nej, barnet var ikke den slags. Der var noget over hende, noget helt, helt forkert, der gjorde hun ikke kunne være den de mange skrifter talte om.

Han snussede kort ind, kort, hurtigt, uden provokation. Da slog det ham. Grunden til tale og tøj, den stærke duft af jern. Et bredt smil bredte sig over hans læber. "Well played, den havde jeg ikke set komme" Han smillede til hende, man kunne lige akkurat ane de spidse hjørnetænder. Men kun, hvis man vidste hvad man så efter.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 08:53

Azriel betragtede manden, og vidste at han ikke så hende som et lille barn, som ikke vidste hvad hun snakkede om. Hun ville ikke virke uhøflig, så hun smilede blot tilbage til ham, og lyttede til det som han fortalte. Da han standsede, kunne hun ikke lade vær med at rynke på panden i nyserrighed, men var dog også lidt forvirret at han havde standset, og ikke samlet emnet op igen, og blot gik videre på noget andet. Hun havde ikke lyst til at spørge hvad det der lige havde gået ud på, og lyttede bare videre til det som han fortalte.

Hun lyttede og nikkede, og forstod det som at han skulle have noget at spise, og syntes at det ord som han brugte var lidt sjovt for et menneske. Hvad er det han lugter af? Aske, og hvad mer?, tænkte hun langsomt for sig selv. Hun rystede hurtigt på hovedet, da han beskyldte sig selv for at lyde som et gammelt fjols "Nej da, min gode herrer" sagde hun med et skævt smil. Hun så ham ind i øjnene og blev ved med at smile til ham. Hans øjne var blå. Når man så på begge hans øjne, kunne man let se at de ikke var helt ens begge to. Hendes egne var helt dybe og isblå, og kunne fange en person fuldstændig. De var utrolig pæne, og de gik godt til hendes ansigt og fik hendes ellers pæne ansigt, til at blive endnu kønnere at se på.

Hun bed sig blidt i underlæben, da han fik sin egen nakke til at knække. Hun brød sig ikke rigtig om lyden som var kommet derfra, men kommenterede det dog ikke.
Der var lidt stilhed fra dem begge, men da han så endelig sagde noget, var det en sætning som fik hende til at rynke panden endnu engang "Hvad mener de dog?" spurgte hun og vidste ikke hvad han mente. Hun så lidt på ham, og så så hans smil og kunne med det samme se det. Hans hjørnetænder.

Det var dét hun havde kunnet lugte! Duften af jern og aske. Han var vampyr. Hendes facade ændrede sig lidt. Hun smilte svagt "Det siger jeg også til dig, min herrer" sagde hun, og ændrede dog ikke den måde hun snakkede på, da det var den måde hun snakkede på. "Må man spørge om hvem du er?" spurgte hun nysgerrigt, og havde aldrig set ham før og gættede på at han var ny. Hun var imponeret over manden, da hun altid kunne lugte hvad folk var meget hurtigt, men da han havde den svage duft af aske til at gå ind og blande sig med duften af jern, var det blevet en hel del sværere for hende. Hun havde ikke fattet mistanke før hun så hans hjørnetænder. Bravo...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 09:10

Han hævede et øjenbryn. "Blot fordi de og jeg har samme hemmelighed, ændrer det ikke på til talen." Han rystede på hovedet, og mumlede et næsten uhørligt "Børn nu til dags" han forstod ikke hvordan folk, som havde flere år på bagen, ikke kunne opretholde bare et lavt niveau af høflighed, det var da det mindste man kunne forlange, at folk bare frostod hvad det ville sige at være dus med en person.

Han så hende ind i øjnene, hun var en køn pige, men en pige der skulle opdrages, en pige der skulle disciplineres, der var helt sikkert potentiale i hende, hvis man havde tålmodigheden til at lære hvordan man opførte sig. Hun skulle udannes, noget hun tydeligvist ikke havde brugt tid på efter hun blev forvandlet.

Gad vide hvad hun havde brugt sin tid på? Når man var ung og med magt, hvad gjorde man da? Plyndrede slikbutikker og græd når man fandt ud af, at ens eneste lyst nu var at fortære blodet på ens kammerater? Man blev vel hurtig voksen, konstaterede han.

Han slog op i hans bog, nej, intet om hvordan psykologien tog affekt i børn, når de blev forvandlet. Pfft, de burde nok have myrdet af resten af vampyr samfundet, i sekundet de fik viden om en så ung, så uerfaren skabning, der var til fare for dem alle. Rådet burde virkelig... Nå nej... Hans tankestrøm blev afbrudt af det faktum, at roms vampyr råd ikke eksisterede mere. Vampyrerne havde ingen form for ledende prinser mere, dagene hvor man kunne spørge en bonde om fyrsten og få svaret: "Fyrsten kommer ud om natten, drikker blod og knuser mennesker som var de papir" og sådan var det bare, det var en del af virkeligheden. Var ovre. Den slags tider var forbi, og grundet tanks, flammekastere og uv lys, var verden et meget mere forfærdeligt sted at have spidse tænder i.

Han overvejede kort om han burde, om han burde skille sig af med hende, det ville nok være det bedste for alle vampyrer. Ingen børn.

Han fnyste mentalt. Det var ikke hans ansvar. Pigebarnet ville være død inden 20 år, og han ville kun huske hende fordi han havde tænkt netop denne tanke.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 09:20

Azriel så på manden og rynkede panden. Til talen? Hvad mente han dog? Hun kunne lige få de næste ord ud med nød og næppe og rejste sig op "Hvad for noget?" spurgte hun og var lidt fornærmet over ham "Undskyld, men jeg er intet barn" sagde hun og ville ikke hører sådan noget i hendes påhør "Vil de være venlig at lade vær med at sige sådan noget?" spurgte hun og holdt armene over kors.

Hun var jo ikke som ham. Langt fra. Hun betød noget for den verden de to levede i, og han var blot en vampyr som ingen rigtig kender. Han burde virkelig ikke snakke til hende, som om at hun var et lille barn. Hun rømmede sig for at få lidt orden på sig selv igen "Må jeg spørge om hvem de er, min gode herrer?" spurgte hun og var stadig høflig og ville ikke fornærme ham på nogen måder. Hans krop var jo ældre end hende, og hun vidste jo aldrig om han var en af de der aggressive vampyre, som kunne finde på at gå til angreb hvert øjeblik det skulle være.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Ons 02 nov 2011, 23:44

Han nikkede "Så fandt de deres høflighed, hvor dejligt" Hun lagde armene overkors, som en lille find dukkepige, der var utilfreds på, om hendes legetøjshus nu blev taget fra hende. En impuls til at grine højlydt slog ham, men han undertrykte den, man vidste aldrig med kvinder, og da bestemt ikke i den alder! "Det må de da gerne" Sagde han, hvorefter han intet sagde.

Det var sjovt at mange mennesker mente, at de simpelthen kunne forlange svar, og blev ved med at spørge, som om de helt seriøst forventede et. Tiderne havde godt nok forandret sig meget. Han sukkede lydløst. Han fugtede sine tørre læber, smagte på luften omkring dem. Han fandt det synd for pigebarnet, at hun var fanget i den latterlige illusion at hun kunne kræve ting af ham, han havde set Imperier falde, og hvis det var tid til at han skulle dø, så var det måske. Der var ingen grund til at han levede videre i denne postmerdistiske verden, om ikke andet, så for at videreføre den viden han havde indsamlet.

Han strakte sig, og knækkede sin nakke igen, hans lemmer var ømme, gamle og trætte, men alligevel fyldt med energi og kræft, fra det uhellige blod, der pumpede gennem hans åre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Tors 03 nov 2011, 09:28

Azriel betragtede manden og satte sig langsomt ned. Hun svarede først ikke på det som han havde sagt, men da han ikke fortalte sit navn, kunne hun ikke tie stille "Og du har åbenbart tabt din" sagde hun, da det egentlig ikke var en særlig sød opførsel han havde overfor hende. I starten havde han været venlig og høflig, men så blev han bare mere og mere irriterende.

Hun bed sig igen i læben da han knækkede med nakken. Hun tog sig til nakken, og syntes at det gjorde ondt bare at høre på det "Lad venligst vær.." mumlede hun irriteret, da det var ulækkert.

Hun rømmede sig og rystede på hovedet af ham "Du er ikke som alle de andre.." mumlede hun og betragtede ham med et løftet øjenbryn. "Jeg hedder Azriel" sagde hun, for at få navnene frem. Måske var han end af de personer, som ikke kunne lide at fortælle fremmede sit navn, uden at vide den andens navn. Hun ville helst ikke fornærme ham, men det var dog lidt svært for hende, med hans opførsel..
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Søn 06 nov 2011, 05:16

"Jeg behøver ikke være dem høflig, de er et barn" Han så på hende, og ignorerede åbenlyst hendes ønske om at han stoppede med at knække sin nakke. Fergus talte da igen. "Mit navn er Fergus Juan Maior" Et kort sekund, skulle han tvinge sig selv til, ikke at oplyse sine forældres navne, og at han borger i Rom. Men han huskede hurtigt tiden, det var væk, dødt, borte. Opslugt i legender og nu... Rom var en skygge af sig selv, en gadekvinde i klimmertrøje og guldsko. Det var hvad rom var faldet hen til at være!

Han rømmede sig. Lænte sig tilbage på bænken, og strakte sine fødder, han vrikkede med sine tæer, og kunne mærke hvordan blodet igen pumpede igennem ham. "Undrer de dem nogensinde, Frk. Azriel, om det måske var tid til at vise menneskeheden vores ansigt?" Han foldede sine hænder og lagde dem over sin mave.

Menneskeheden vil ikke have forandring... Mere. Tænkte han. De ville ikke være nød til at tænke, til at bruge deres fantasi, til at håbe på noget andet end at være "middel" eller det at åben deres øjne for mulighedernes verden. De ønskede blot deres plastic liv, i en verden hvor færdig retter, TV og sex var alt der regerede. Med ét satte han sig op, som om der var gået en strøm igennem ham. Derefter slappede han af. Ingenting. Som altid, ingenting. Typisk.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Søn 06 nov 2011, 05:29

Azriel så på Fergus og rystede på hovedet af ham "Som jeg har forklaret dem, så er jeg intet barn" sagde hun og så over på ham "Jeg er Azriel Rosevelt. Leder af vampyrene. Jeg tror ikke at de ville vælge et barn til sådan en rolle" sagde hun, og var virkelig irriterende at han ikke kunne se bort fra at hun lignede et barn.

Azriel lænte sig tilbage på bænken i samme tid at Fergus gjorde, og så på ham. Spørgsmålet var lidt underligt, men det overraskede hende ikke. Hun havde fået det spørgsmål før. Hun rystede svagt på hovedet "Menneskeheden er ikke klar til at se sandheden. De er skrøbelige og svage, og hvis man ikke passer på, vil det gå i flere tusinde stykker. De vil gå i panik" sagde hun ærligt og så langsomt over på ham for at se hans reaktion på hendes svar. Hun fik et lettere chok da han pludselig satte sig op, og derefter at sætte sig afslappet tilbage igen. Han var en mærkelig fyr, ham Fergus..
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Søn 06 nov 2011, 05:59

Han rettede rykken. "De er et barn. De er ... hvad... Udfra deres håbløst umoderne tøjvalg ville jeg gætte på Victria tiden. 200... 300? Hvis det er heldig 600 år, og så er de højst sandsynligt fra et af rigtige steder, rent udviklings mæssigt" Han gabte, en smule irriteret over barnet, der stadig mente hun kunne kræve respekt. "De er altså, et barn. Både af sind og af sjæl." Han trak på skuldrene. "Men fra børn og fulde folk skal man høre sandheden." Han rystede på hovedet, det var måske slet ikke det der var essencen i det hele. Måske, og kun måske, var der mening i hvad pigebarnet sagde.

Fergus nysgerrighe var pirret. "Ah, men i kaos er der vel oplysning? Kun da vil de blive revet løs fra deres liv af apathi, kun de stærkeste overlever i naturen, og kun de stærkeste overlever, hvis de bliver rystet ud af deres lille mondane verden" Han hostede kraftigt, han var gammel, han kunne mærke det, selvom han var holdt uhelligt i live, var hans krop stadig gammel.

"Og du kalder" Han lagde et ironisk tryk på det at hun kaldte sig selv, tydeligvist ville han skide hendes titel et stykke. "Dig selv for leder. Men der skal vel kun en fejltagelse til før det hele ramler sammen om ørerne på dig, ligesom Rom, Pompejii og andre nationer før dig."
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Søn 06 nov 2011, 06:32

Azriel så på Fergus og var begyndt at blive virkelig irriteret "Jeg er barn i krop, men i sind er jeg gammel og vis ligesom dem. De har ikke ret i at sige at jeg er helt i gennem et barn" sagde hun, og gjorde sit bedste for at holde roligheden i sin stemme. Hun vidste skam godt at denne mand var ældre end hende, og vidste mere og var kommet mere omkring end hende, men hun var stadig livsklog og havde meget viden i sig. Han skulle derfor ikke tro at han blot kunne komme her og kalde hende for et barn. Næ nej..

Azriel betragtede ham og løftede et øjenbryn af ham "Men hvad er verdenen værd, hvis den er i kaos? Menneskeheden virker bedre i uvidenhed" sagde hun og nikkede svagt. Hun vidste hvordan mennesker reagerede ved sådan en viden, og Azriel mente at det ikke var det værd, ved at gøre dem klar over hvem og hvad de går blandt i hverdagen. Det ville skabe frygt og kaos blandt alle.

Azriel rynkede panden og rystede på hovedet "Jeg har fået denne titel. Jeg er en af de stærkeste vampyre der er. Jeg laver ikke fejltagelser" sagde hun og rystede igen på hovedet "Du skal blot tie stille, og holde sådan nogle kommentare for dig selv. Det vil gå galt for dem, på et tidspunkt" fortalte hun og vidste at hun selv var begyndt at blive irriteret over ham, og det kunne jo være at han mødte nogen med mindre tålmodighed end hende en dag, og så ville det gå grueligt galt for ham.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   Søn 06 nov 2011, 07:26

Fergus øjne var rettet frem i luften, stirrende på noget som ikke var der. "Jeg nævnte aldrig at det var dem der begik en fejl. Måske en anden? Hvem er sådan set ligegyldigt, men en enkelt fejl, og så er hele jeres lille latterlige verden brudt." Han kløede sig i nakken, det var egentligt sært, hvordan var det lykkedes indtil nu? Højst sandsynligt bare ved hjælp af meget få vampyrer, hvis der var lidt flere, var det en selvfølgelighed at uheldet ville ske på et eller andet tidspunkt.

Med vilje kommenterede han ikke hendes bemærkning om alder, han havde ret og han vidste det, barnet troede stadig hun var mere værd end ham, eller at hun var noget værd overhovedet, og nu også at hun var STÆRK? Han hævede et øjenbryn da hun sagde dette, og smillede skeptisk, herefter vendte han tilbage til han forrige ansigtsudtryk.

"Men resten er dødt" Han trak vejret. "Kærlighed, fest, had, det er jo alt sammen dødt. Det eneste vi har tilbage er traditioner. Det gælder både mennesker, vampyrer og alle andre racer. Vi har tabt meningen, vi vil kun det vi kender, vi vil kun middel, vi ønsker ikke viden, vi ønsker ikke sensation. Hvilket imperium at lede over. Hva?" Han grinnede lidt, og kneb det ene øje i. Dette blink var ikke et der sagde noget venligt, men nok mere et der sagde: "Er du stolt nu hva? Sukkertop".

Han rejste sig, tog stokken i hånden. Overvejede kort om der var mere at sige til pigebarnet, det virkede som om hun skulle til at fortælle om hvor dygtig hun var, i håb om at få en dukke eller en ny kjole. Pfft.... Børn.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Helt alene ~ Fergus   

Tilbage til toppen Go down
 
Helt alene ~ Fergus
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Deepshell :: Gågaden-
Gå til: