Hvad bliver det til? (Tristan)

"Tja..." Svarede Tristan og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han vidste jo ikke hvordan det var når man levede evigt, men han var lidt uenig. Sådanne ting kunne sagtens holde...
"Nogle holder... Andre gør ikke... Survival of the fittest.." Fortsatte han og tog noget cola inden han rettede sig op.
"Men jeg mener... Er det ikke meget ... Tidligt... At være på banen følelsesmæssigt igen? " Prøvede han lidt uroligt og vidste godt at han ikke burde blande sig.. Det involverede jo ikke ham.. Eller jo, måske lidt. "Eller det er bare mig?"
Sidste gang.. Før Camille... Han havde 'set' nogen, var over to år siden, men dte havde også været meget.. misbilligende.

Han mærkede den vrede kraft i sig, kæmpede for at komme ud...
*Slap af zean...*
*Åh...lad mig skade ham! Lad mig...skade...ham!*
Nej.
Leonard så igen længe på ham, før han lænede sig tilbage. Et kort glimt af utålmodighed gled over hans øjne, men forsvandt hurtigt igen. Leonard foretrak at folk ikke så hvd ha følte eller hvordan han havde det...folk havde nemlig en tendens til at blande sig.
"Bland du dig bare uden om det...Især hvis Zean ikke skal jage dig fra nu og til den dag du dør...Kærlighed er et meget...følsomt emne. Jeg er glad for det ikke fungere for ham, men også træt af at det tager så lang tid at få ham på rette køl bagefter" han lænede sig frem over bordet og så direkte ind i øjnene på Tristan.
"Sådanne ting kan skifte meget hurtigt...Men det har været undervejs længe...Er vi så færdige?" Det hele sagde han med samme rolighed som han plejede, uden at vise noget andet om hvad han selv følte ved dette emne.
Han lænede sig lidt tilbage igen og lagde sine hænder rundt om sit glas med vand. ahh, dejlig køligt.
Hele tiden var hans øjne rettet mod Tristan, som for at understrege at dette emne skulle de ikke fortsætte med..Især ikke hvis han ville slutte aftenen uden en skramme.

Tristan kunne ikke lade vær' med at smile. Så grinede han kort.
Så hvis han fortsatte med dette emne ville han få ballade? Zean ville jagte ham? Hvis det var så slemt så kunne han bare komme an.. Tristan kunne ikke hjælpe , men at se det som en ... form for udfordring.
"Du frister mig til at begynde" Smilede han kæphøjt og lænede sig fremad over bordet imens han holdt øjenkontakten.
han vidste jo allerede hvordan han fik Zean ud hvis han ville. Han skulle bare nævne Elyas forkert... Selvfølgelig, var det ikke noget han nogensinde ville gøre. Meget kunne man kalde ham , men løgner og barnemorder - no go.
Det ville heller ikke tage mange upassende sætninger om Camille, men det ville nok ikke gøre nogen gavn at han begyndte på det. Det ville ikke bare gøre Zean sur, men også ham selv en hel del.

Leonard kiggede lige rolig på ham, med de samme kolde øjne, som fortsat holdt kontakten. Han var ligeglad. Men det ville jo nu være nemmest når begge sider i en, bare enes nogenlunde..Og det kunne de ikke så længe Zean truede med at overfalde Tristan.
"Jeg er begyndt at synes om dig...ødelæg det nu ikke. Om ikke andet, så for Camille" sagde han kort for hovedet. Lod sine negle klikke mod glasset i en ellers ukendt melodi.
Han løftede sine øjenbryn som for at sige: vil du virkelig noget?
Men ellers gjorde han intet. Som altid.

Tristan lænede sig tilbage igen.
"Du ville ikke synes mindre om mig om jeg så provokerede Zean lidt.." Svarede han skarpt, men gjorde intet. Det skulle ikke være nogen hemmelighed at Tristan ikke brød sig om Zean. Han fandt ham overfladisk og selvoptaget samt egoistisk. Eller var det bare den side han havde set?
Grunden til at han ikke lod sit indre legebarn op for at provokere og svinge rundt med Zean var og blev "Camille... Ja, du har ret, hun ville ikke synes om det" Svarede han bare og kiggede ud af vinduet.

Hvad mente han lige med det? Hvor troede han at han viste det fra? Hvor vidt han selv ville bryde sig om ham, lige meget om han drillede Zean?
*åhh, du brænder jo også selv for det....*
*Nej Zean...nu er det nok!* Der blev stille et øjeblik, men lidt efter begyndte brokkeriet igen.
Han valgte dog slet ikke at sige noget, men lænede sig bare tilbage igen, slap glasset med vand og trak sine hænder til sig igen.
Sådan blev han roligt siddende, mens han bare kiggede på ham.

Tristan sukkede af Leonards tavshed og sagde bare: "Fint fint, hils ham fra mig og sig at jeg nok skal stoppe nu" Han viftede kort med den ene hånd for at sige 'det til side' og satte sig lidt længere op.
"Hvor længe havde Zean haft 'kontrollen' før du begyndte at tage den igen ?" Spurgte han henkastet og havde bemærket at det nok ikke var så meget Zean der havde kontrollen for tiden. Mest på den måde Leonard snakkede.

"nææ hør nu" sagde han med et lille smil, mens han så på ham. Det morede ham næsten...Men også kun næsten.
"Du stiller godt nok nogle lidt...private spørgsmål. Hvis vi tænker på at vi burde prøve at slå hinanden ihjel nu...Så lade os lave en aftale. Af den simple grund at jeg ikke fortæller hvad som helst om mig selv uden en grund.
"Stiller du mig et spørgsmål, så stiller jeg dig et" sagde han og tog en tår af sit vand.
"Og siden du allerede har spurgt mig...Hvor har du så din evne fra?" spurgte han, oprigtig interesseret...mennesker havde jo normalt ikke evner.

Tristan smilede bare. Ja han spurgte meget, men var det ikke det han var bedst til måske?
Et træk på skulderene. "Deal...Hvilken evne snakker du dog om?" Drillede han, men rystede så på hovedet. Leonard havde set nok til at vide at den var der.
"Kender du en dæmon ved navn Sakref Morladin?" Sagde han så og ville svare på spørgsmålet alt efter om Leonard kendte ham. Eller det var nemmere at svare på hvis han kendte ham.
Tristan trommede let på bordet med fingerspidserne og hans hånd sitrede for at få lov at lave de smukke gnister igen, som om evnen havde sit eget liv.

En mærk skygge gled over hans ansigt et øjeblik. Åh ja...var det ikke for ham, havde den dæmon også haft kløerne i Camille. Måske ville hun nok have lært noget, men personligt så han ikke sådan et forhold for sundt. I hvert fald havde han reddet hende fra at blive holdet fanget hos ham. Og det havde bragt en del...blandede...oplevelser med sig.
"Åh ja, ham kender jeg...." svarede han kort og ventede på han fortsatte historien.

"Den kære Sakref...Lærte mig et par ting i en periode.. Dengang jeg var svag, jeg er sikker på at Zean husker det... Blandt andet min specielle... evne egenskab.. " Afsluttede han og konstaterede hurtigt efter.
"Bemærk at når jeg nu fortæller dig dette så stoler jeg på at det ikke kommer videre... For så kan og vil jeg benægte det" Han løftede et øjenbryn, men lod dte ligge.
"Tilbage til mit spørgsmål... Hvornår havde du sidst styringen?"

Hmm...interessant...så...Sakref var grunden til evnen? Havde han hele tiden haft den eller fik sakref den frem? Han havde ikke hørt hverken fra eller om Sakref i lang tid, så han havde ikke troet han rigtig...lavede så meget.
"Hvorfor skulle jeg sige det videre? Jeg elsker bare at samle...oplysninger" svarede han med et svagt, selvsikkert smil. Elskede at samle oplysninger, og brugte dem kun for sit eget bedste. Men de fleste ting blev alligevel aldrig sagt videre, aldrig brugt...var der bare.
"åhh, da vi kom til øen" svarede han kort.
"Faktisk har jeg haft styringen de sidste...små hundrede år eller lidt mere, siden hans sidste...forelskelse...Det ødelagde os fuldkommen. Men så mødte han Dawn og formåede at skubbe mig i baggrunden, selv om vi havde aftalt at enes, at hjælpe hinanden til at overleve...Igen måtte han sande at hans overlevelse ikke ligger i forhold" det var sikkert hvad han vlle vide. I hvert fald var der ingen grund til at sige mere.
"Men nu har han droppet det igen og jeg har lettere ved at styre os den rigtige vej...2 han nikkede svagt for sig selv.
Han overvejede hvad han mere ville vide...Måske lidt mere...om ham.
"Du er dusørjæger...hvorfor?"

Tristan nikkede bare og kiggede ned i sin cola. Guderne måtte vide at det var forelskelse der ødelagde selv de bedste mænd. Før havde han ikke rigtig brudt sig om Zean eller den anden vej rundt, mennu kunne han åbentud fornemme at Zean hadede ham. Det var nok ikke ku imellem de to..
"Så du er faktisk den der styre showet for dte meste..? Nej det var retorisk, ikke nogetdu skal svare på.." Sagde han så og lænede sig lidt tilbage.
Spørgsmålet kom ikke bag på ham, han havde fået det flere gange i løbet af livet.
"Jeg blev opdraget til at være det.. det er en dårlig grund, men jeg har ikke bedre..." Svarede han kort og trak på skulderen. Han brød sig ikke om de fleste væsner - det var sandt, men hvis han nu var blevet opdraget anerledes og blevet lært anerledes havde han måske ikke haft noget imod dem. Det var simpelt fordi han var født ind i det.
"For mig handler dte mest om at leve op til navnet."

Han så lidt på ham, skjulte som altid hvad han enlig tænkt eller følte over det der blev sagt, selv om der var en del skepsis lige nu.
"Bare det? Jep, en dårlig grund...Intet væsen der har ødelagt dig liv, hevet dine elskede fra dig? Ingen djævlens skabninger? ingen personlige mål eller tro? Bare fordi du er...født ind i det?" han havde lyst til at grine, men lod være, smilte bare lidt mere.
"Du burde arbejde på det...find en god grund, selv vælge hvad du vil...Og ikke bare fordi andre siger du skal" åh ja han kendte det.
*Leonard! Du er en McGivens! En respekteret dæmonfamilie!* hans fars stemme rungede gennem hans hoved...Og se ham nu? Ikke lige frem den mest berømte dæmon...Han sukkede svagt og så sig omkring.

Tristan grinede lidt og viftede med en hånd.
"Jamen det er skam min grund. Det er ikke fordi jeg ikke vil være dusørjæger.. Jeg har bare ingen grund til det" Svarede han og rystede på hovedet . "Masser af slægtninge dræbt af væsner... Men de havde nok mere eller mindre bedt om det" Tænkte han og kiggede væk fra Leonard. Nu gjorde det jo ingenting. Hvis han ville kunne han jo bare stoppe med at være dusørjæger nu og finde et ordenligt arbejde.. Stifte en familie væk fra den verden. For nu havde han bevist for sin far og bedstefar at han godt kunne.. ved at få mere succes end de nogensinde havde fået, men han var nu begyndt at holde af det.
"Er i så født som to personer eller kom det senere?" Spurgte han til sidst og kørte en hånd igennem sit hår.

Han rystede svagt på hovedet. Det gav ingen mening, at være dusørjæger bare...fordi?
spild af tid...Den sidste dusørjæger han havde mødt, og som havde prøvet at slå ham ihjel, havde den personlige grund at væsner havde dræbt hendes familie. Hun var eneste overlevende. Se det var en grund, personlig godt nok, men en grund man kunne forstå og forholde sig til.
Han sukkede svagt.
"Nææ...Ikke rigtig. Man kan vel sige at dæmoner har større chance fir at udvikle flere personligheder end andre. Men vi fødes ikke med dem...eller ikke os alle sammen" han smilte lidt. Han kendte en der måske var født med sin...men det var nu også fordi det var hendes tvillingesøster hun havde indeni i sig. De to var godt nok forskellige.

Tristan smilede skævt og folede armene.
"I know... De hundredevis af bøger om dæmoner jeg er blevet tvunget til at læse... De var ikke forgæves, dæmoner har højere chancer for personlighedsspaltning..." Svarede han kækt. Han rodede lidt i sit hår og lagde hovedet på skrå. Hvorfor havde han egentlig ikke en grund til at være jæger? Jo.. Væsner havde gjort meget .. Dræbt meget familie, men den familie havde han aldrig haft et tæt forhold til.. Personligt havde han stadig en lille 'grudge' imod den dæmon der en gang havde påvirket hans mor under graviditeten.. Det var derfor han ikke havde arvet 'talentet' som hans far kaldte det, og nok også grunden til at han kunne få den evne frem..
Alt dette havde dog kun noget med én dæmon at gøre og ikke resten...
Han havde altid set lidt ned på holdningen de fleste dusørjægere havde.. Fordi et væsen havde gjort noget så hadede de hele racen.. Ikke at han skulle se sig bedrem han havde jo selv ingen grund til det han gjorde.

Han smilte lidt. Flere bøger`? Han havde selvfølgelig ingen mulighed for at vide det...men han tvivlede på der var så mange bøger...faktisk havde han slet ikke troet det fandtes bøger om sådan noget.
"aha...så må i have et interessant bibliotek" nikkede han. Han havde ikke lige noget at spørge ham om lige nu. Han tog en tår vand og lod blikket glide rundt.
Her skete ikke rigtig noget...men det gjorde der jo sjældent, medmindre man selv lavede det.

Tristan himlede med øjnene og rystede på hovedet.
"Interessant.. Nej.... Du ville blive overrasket over hvor mange dusørjægere der på deres ældre dage vælger at blive forfattere..." Grinede han og tog det sidste af sin cola... Måske var det ved at være tid til at tage ud med det lig.. Før nogen opdagede at han var død..

Leonard var som sagt ligeglad...et lig fra eller til.
Han smågrinte lidt og overvejede også selv at komm videre...Han kunne jo ikke sidde her hele aftenen. Tja, de fleste skrev deres viden ned...tænk nu hvis den gik til spilde. han rystede svagt på hovedet, det kunne faktisk være sjovt...hvis folk skulle lære alt forfra igen og igen.

Tristan rejste sig op da Leonard ikke sagde noget. Han ville i hvert fald ikke risikere at en civil faldt over liget.
"Jeg må videre.. Det lig skal afleveres... Så har jeg også penge nok til mad" Smilede han og begyndte at gå imod døren. Leonard kunne selv bedømme om han ville med eller om han ville komme videre med sit liv nu. Det var underligt at tænke på hvor lidt de kendte hinanden og alligevel havde de hængt ud sammen i okay lang tid, uden at det blev akavet.

Han så lidt efter ham, men rejste sig så og gik med ham ud.
"jeg er nysgerrig over hvor jeres hovedkvarter ligger...men derefter trækker jeg mig nok tilbage til mig selv" smilte han roligt. Han trak vejret dybt da de kom ud i den friske luft igen, han lod blikket gldie rundt...men så meget aktivitet var der heller ikke lige nu. Måske en gruppe fulde teenager...

Tristan grinede og slog hovedet lidt tilbage for at se på Leonard.
"Jeg er bange for at jeg ikke kan tage dig med hele vejen til hovedkvarteret.. Både for din sikkerhed og hovedkvarterets anonymitet" Svarede han og nåede hen til gyden igen.
Et par fulde teenagere svalsede rundt på gaden. Hvis han skulle gætte så havde de været ude siden kl 1De yngste omkring 13 år... Alt for tidligt..

Han lod kort blikket glide over dem. Han var van til at se det...og enlig også ligeglad. Hvis de syntes det var så sjovt...
Men det var nu også ganske morsomt. At være fuld.
"åhh...bare så tæt på som muligt" smilte han, en smule hemmelighedsfuldt. En dusørjæger der bekymrede sig for en dæmons sikkerhed? Jep, man viste aldrig hvad man oplevede i løbet af en dag.Eller nat.
Det var nu også mere for nysgerrighedens skyld jo...

"Tjoo.. Nu ser vi.. " Svarede han kækt og slyngede ligets arm rundt om sin egen skulder så han kunne slæbe ham afsted. Så satte han i retning af sin motorcykel som holdte på en parkeringsplads lidt væk.
Det var jo egentlig ikke fordi han bekymrede sig så meget om Zean eller Leonards sikkerhed... Men Camille ville ikke blive glad hvis han var ansvarlig for at de blev fanget eller dræbt.
"Har du et køretøj?" Spurgte han lidt efter da de nærmere sig perkeringspladsen.