Tranquility [Til familien]

Der var ingen besvær med at trænge ind i hendes sind. Overhoved intet. Alle mure og forsvarsværker der var i selv det mest åndsforlaste menneske, var ikke at finde i Procella - og lydende hamrede sammen om Wicked.

Tusinder af mænd og kvinder hviskede og trak i ham, da han var et holdepunkt og de ikke var. Alle prøvede de at komme til orde, og alle prøvede de at kræve retten til den bevidsthed de prøvede at overtage. Et eller andet sted i havet af stemmer var hun. Han kunne fornemme hende, men hun var ikke til at se.

Der var ingen eng, der var ingen manifestation af hende. Der var mørke og stemmer og glimt af scener, set med øjne der ikke var Procellas. Uvirkelige slørrede tågede billeder. Blod, latter, mennesker, væsner. Steder, årstider, menneskealdre. Krige.

En konstant fornemmelse af en evighed der strakte sig langt på den anden side af menneskeheden, på den anden side af tiden selv. Glimt af mørkhårede børn, alle med samme store udtryksfulde ravgyldne øjne.

Remember...we remember...wrong...so wrong...where is the keeper...hide...hide the children...too many....

Et sted i det mørke hav af utallige bevidstheder, der samtidig fungerede som én, var der en enkelt der skilte sig ud. Der skreg i frygt over det ukendte, og i trods over at blive kastet rundt som en badebold på hvide bølgetoppe i et oprørt ocean.

No keeper....no keeper...the blood-children took the keeper...so wrong...remember...dont remember...remember all...remember nothing...

Wicked bevægede sig igennem hendes sind som en skygge, iagttog og lyttede, indtil han nåede det mørke hjørne, han før havde forvist Micha til. Døren der var blevet smækket i og låst, åbnede sig under hans berøring og afslørede - ingenting. Søsterens plads i Procella var en tom afgrund, en uudfyldt plads, hvor den pludselige mangel var blevet fyldt af de klagende skrig.

Wicked trak sig langsomt tilbage fra hendes sind og åbnede øjnene igen. Det glødende blik så kort, overvejende, imod de fire senge, indtil han rystede på hovedet og vendte sin opmærksomhed imod Procella igen.

Han betragtede hende et langt øjeblik, før han lagde en hånd imod hendes bryst. Igennem båndet, rullede Wickeds kraft, ind i hendes krop som mørke skygger. Videre ind i hende, som is i hendes årer, nåede de det skinnende midtpunkt af hendes sjæl og lagde sig rundt om den som en barriere. Kraften afgrænsede Procellas sjæl, fra stemmerne der forsøgte at finde vej igennem hende. Mørke runer, en forvredet genspejling af de lyse symboler der spillede på hans hud, flød ind og ud af skyggemuren omkring hendes essens.

Laurens sjæl i Laurens krop.

Wicked lænede sig tilbage i sofaen. Magien var midlertidig - og udmattende. De slanke fingre kravlede ned til en lomme og fandt den slanke mobil frem. Han trykkede

"Fletcher, I need the information from the vault. No, the archaeological findings. Yes, have them brought to the mansion."

Samtalen sluttede brat, da han trykkede på en knap og klappede mobilen sammen. De slanke fingre overlod den lille telefon til bordet og hævede sig til Procellas ansigt. Wicked trak sin magi tilbage fra hende og lænede sig tilbage for at vente, mens de slanke fingre filtrede sig ind i det lange, mørke hår.

Procellas sind vred sig under tyngden da de mange tusinder af stemmer. Da Wick kastede hende en redningsline gennem deres bånd, klamrede hun sig til den, som en druknende til en planke.

Lauren...I am Lauren....

Der gik nogle ryk igennem jægerens øjenlåg og hun mumlede utydeligt. Hun vendte ansigtet ind mod Wicks skød og krøllede sig halvt sammen i fosterstilling, men så hendes krop krøllede halvt sammen omkring hans siddende skikkelse i sofaen.

I am Lauren...And I am not afraid

Der var noget stolt over stemmen. I Procellas bevidsthed begyndte noget at skille sig ud fra mørket. En tåget kvindeskikkelse begyndte at glitre uhåndgribeligt hvor der før intet havde været.

I am not afraid

Der gik et lille spjæt gennem hendes krop da hun åbnede øjnene med et sæt. Procella stirrede ind i det mørke buksestof og var slet ikke med på hvad hun betragtede. Hendes hjerne kørte tungt og sløvt.

"Wick...did you?"

Procella stønnede svagt da den berusende fornemmelse i hendes hoved steg i styrke, fordi hun fokuserede på giften i kroppen og den virkning den havde på hendes sanser

Det sidste lys fra de store ruder for enden af lokalet, blev fanget i de mørke øjne der mødte hendes blik. De slanke fingre gled let og beroligende igennem hendes hår, som om han havde gjort det i så lang tid, at uglerne langsomt var blevet redt ud. Nu var håret glat og knitrede let i stilheden.

"You haven't been out long."

Det blonde hoved tiltede let og betragtede hende med det blik, der imellem dem erstattede ord. Den fri hånd rakte ud og hjalp hendes hoved bedre på plads. Hvis Procella havde set sig selv udefra, kunne det have været en perfekt scene fra en romantisk film, sådan som hun lå med hovedet i hans skød og så op på ham.

"Do you remember what happened?"

Fingrene i hendes hår fortsatte deres rolige bevægelse og et af børnene pludrede. Det var omkring så normalt, som det nogensinde havde været, imellem dem.

Procella så groggy op på ham og gned sig i ansigtet. Hun puttede sig en smule bedre til rette ind til ham og prøvede at få sin hjerne i omdrejninger.

"I...uhm...Nari?"

Hun så søgende og en smule usikkert op på Wicked og lukkede øjnene kort. Verden sejlede ubehageligt for hendes blik, og fingrene gennem hendes hår var beroligende og hun nød deres kærtegn.

Procella fik en bekymret rynke i panden og hun strakte sig mod Wick som for at søge hans fysiske berøring som trøst.

"Nightmares...just stupid nightmares...its okay. Micha keeps them away."

Mumlede hun. Hun rakte op og tog hans ene hånd og flettede sine fingre ind mellem hans. Så holdt hun deres flettede fingre mod sit bryst, førte dem kort mod sine læber og lod dem så glide ned på sit bryst igen.

"Where did you go?"

Spurgte hub, og så sløvet op på ham

Wicked sænkede en slank finger og kærtegnede ned over hendes kind, før han endte ved hulning af hendes hals. Uden for hendes synsvidde, gled fingeren igen henover guld-smykket og dets lyn-symbol. De blege læber spidsede let, da han igen fortabte sig i overvejelser og onde anelser.

"They both left a little while ago."

De mørke øjne spillede i lyset, da hun nævnte mareridt og Micha. Et øjeblik gled et underligt udtryk henover hans ansigt, før det blide smil var tilbage. Han bøjede det blonde hoved og strejfede hendes pande med sine læber.

"Don't worry about that. Just rest. We'll talk later."

Mumlede han dæmpet imod hendes hud. Han rakte ud, hev et tæppe ned fra sofaens armlæn og dækkede dem begge. Den hjemlige stilhed, kun afbrudt af børnenes pludren, lagde sig igen.

[[End]]