Touched by an...angel? [Ranja]

Dag: Tirdag d. 7 februar
Tid: 14:45
Sted: Hospitaletsgangareal
Omgivelser: Varierende kaos af orden og tilstrømning af personale og "nødstedte".
Påklædning: Lavtaljede cowboybukser, en tyk sort rullekrave-jumper med oversized halsudskæring, den lange læderduster ud over, et blommefarvet halstørklæde der er slået halvt op om ansigtet for at skærme mod kulde, samt de knælænge sorte læderstøvler.

Procella holdt hovedet lavt imens hun gik afsted. Hendes skridt var bestemte hun ville ud. Hun brød sig ikke om hospitaler...overhoved! Til dels fordi at hun tragisk nok havde set indersiden af dem alt for ofte, til hendes egen smag, men også fordi hun blev nødt til at kvæle sine medfødte evner for ikke at gå fra forstanden. Selv gennem de dæmpede sanser bed den skarpe medicinske og kliniske stank hende i næsen, men i det mindste slap hun for den værste dunst af menneskeblod. Den tunge lugt fik det stadig til at vende sig i hendes mave. Blod generede hende ikke som sådan, men menneskeblod...lugten...

Det var svært at forklare. Hun havde haft et problem med menneskeblod før graviditeten. De gange hun havde set Victoria drikke havde hun væmmedes på et plan der var ukarakteristisk for en jæger. Efter hun var blevet gravid havde det direkte frastødt hende. Nu lå det som en mental blokering. Det var ikke så meget blodet, men mere tanken om hendes reaktion der fik hende til at vige bort og undertrykke alle sanserne.

Den eneste grund til at hun havde været her var for at checke op på en opgave. Dagen forinden...eller...natten...havde hun bragt en såret kvinde til hospitalet. Hun havde været ør af blodtab. Forbandet fang-banger. Hvad var der med folk på den her ø?! Hun lærte ikke at sætte sig ind i hvordan folk frivilligt kunne stille sig op foran en vampyr og tigge dem om at bide sig. Jojo de var vel lidt kønne nogle af dem, men det blev satme også opvejet af deres kolde hud og generelt sjæleløse legemer, for ikke at tale om deres klamme tænder og meget kedelige tendens til at æde folk.

Procella så derfor ikke den meget spraglede candy-striper der kom gående hende imøde med slikvognen til ungerne på børneafdelingen. Hun så faktisk ikke så meget før end hun brasede direkte ind i vognen og slikkepinde stod ud over gulvet i en kulørt regnbuesky. Af sig selv gled hun ned på det ene knæ og begyndte at skrabe de raslende plastikfristelser til sig for at hjælpe med at rydde sit eget rod op igen.

"Sorry! Sorry I didnt uhm...sorry!"

Mumlede hun usammenhængende og så tøvende op. Det let overjordiske fik hende til at stivne. Raseriet der med det samme flammede op virkede underligt...fladt...Procella rynkede sine bryn let og lagde hovedet en smule på skrå. En engel? Her?

"Who are you?"

Spørgsmålet der egentlig skulle have været skarpt og have bidt hovedet af englen, virkede i stedet en smule distanceret og eftertænksomt

What is wrong with me...

Rynken i jægeren pande blev en smule dybere og hun lod slikket falde da hun rettede sig op, ikke helt sikker på hvad hun skulle stille op, og ikke sikker på hvorvidt englen var en trussel eller...noget andet...

Ranja havde slet ikke travlt denne eftermiddag. Der havde været en hyret klovn de sidste par timer for at underholde ungerne og Ranja vidste fra erfaringen at de altid havde lommerne fyldt med slik, mest til de børn der blev bange for dem. Hun var på vej fra kantinen, hvor hun havde fyldt sin termokande med den jordbær-te de lige havde købt dernede.

Hun gik stille hen ad gangen, nynnede for sig selv og klappede de ventende patienter på hovedet i det hun gik forbi. Det var lidt synd for dem at de bare skulle sidde herude hvor alle folk rendte frem og tilbage. Hun mærkede et voldsomt sug i maven og selvom det burde have fået hende til at stoppe op var det som om der var noget der trak hende hurtigere hen ad gangen. Sangen forstummede i hendes hoved og blev afløst af en masse vrøvl uden sammenhæng. Der var kun en enkelt tanke der brændte igennem og nåede Rajas bevidsthed.

Det er nu... Det er nu det sker! Er du klar, Ranja? Sådan virkelig klar? Det er NU!

I det samme blev hendes tankestrøm afbrudt. En kvinde var banket lige ind i hendes vogn. Ranja blev en smule irriteret, hun var så tæt på! Og så kom dette kvindemenneske og ødelagde det!
I det mindste hjalp hun med at rydde op. Det var pænt gjort, selvom hun mumlede noget Ranja ikke kunne forstå.

Kvinden kiggede op og hendes blik mødte Ranjas. Ranja så et glimt, om det var had eller overraskelse, eller noget... Unaturligt. Det var hun ikke klar over. Men hun vidste noget andet. Var sikker. Så sikker havde hun aldrig været på noget før. Hun havde lyst til at kaste sig i armene på kvinden, kysse hende på panden og hvine som en lille pige. Det var dog ikke svært for Ranja at fornemme at dette ville have været en jævnt dårlig idé. Det troede hun at alle ville kunne se, måske endda Daniel med Downs oppe på børneafdelingen.

Kvinden stillede hende et spørgsmål, men det eneste Ranja kunne høre var en brusen for hendes øre.

Det er hende! Det er det du skal! Det er det du har ventet på! Åh min gud, min gud, min gud! Hvordan mon jeg ser ud?!

Ranja glattede let på kjolen, gav slikkepindende på gulvet et hurtigt blik og sagde så

"Jeg havde troet du ville være højere..."

Ranja gav kvinden det mest strålende smil hun kunne mønstre og strøg en af de gyldne lokker væk fra hendes grå øjne.

Procella skød kampberedt kæben en smule frem og pustede sig umærkeligt op. Hvad fanden skulle det betyde?! Selvom hun kunne mærke arrigskaben der kogte og boblede under overfladen som altid, så var det som om den fes ud før den kom rigtigt i udbrud. Det var lidt som en overspændt ballon der langsomt blev feset for luft i stedet for at komme med det sædvanelige svært tilfredsstillende BANG.

"Me? Why? Taller than what?"

Procella havde ikke lige først fanget hvad der var sket. Hun havde ingen fornemmelse for det sjælebånd englen havde skabt til hende, da det lå uden for hende, og ikke var gensidigt, men var et bånd fra englen til hende.

Hun blinkede kort. Studsede over smilet og de strålende øjne. Så faldt tiøren. Procella begyndte at bakke væk med hænderne afværgende holdt op foran sig.

"Oh hell no! Not again! Im NOT doing this again! Why cant you guys just leave me alone? huh? I dont WANT a freaking candystriper breathing down my neck. Could you just...take it back? Pretend you didnt see me?"

Hun gned sig stønnende over ansigtet. Hvordan fanden skulle hun forklare det her til Wick?

Hello darling...you see...I went to the hospital, and all i got was a t-shirt...and...an angel

Hun viftede forsøgsvist med hænderne

"Shoo! Shoo! go away...please? Look im cleaning! You never saw me!"

Hun sank hurtigt ned på knæ og begyndte at samle de forbandede kulørte tingester op igen og smed dem lettere surt ned i bøtten de var skvattet ud af.

Det var næsten for meget for Ranja. Hun hørte godt kvindes protester, men det var som om de ikke rigtig sank ind. Hun var bare så glad! Hun kunne ikke modstå, klappede en enkelt gang i hænderne og lavede et lille hop på stedet.

"Jeg vidste det!"

Det var ikke meningen hun ville have sagt det højt, men alt det der sprudlede inde i hende blev nødt til at komme ud. I hvert fald bare en lille smule.

Ranja satte sig hurtigt på hug, kjolen formede en perfekt cirkel omkring hende og fik hende til at ligne en detaljeret cupcake. Hun placerede hænderne på gulvet og stak sit ansigt helt tæt på kvinden. Det strålende smil var ikke blegnet, til trods for kvindes protester.

"Hvad hedder du? Hvem er du egentlig? Du har virkelig smukke øjne, ved du godt det? Det er altså også lidt et chok for mig, men du behøver virkelig ikke samle dem der op. Vi skal nok hurtigt vænne os til hinanden. Jeg har noget specielt i lommen, vil du have en? Ej, det lød forkert, men det har jeg altså!"

Talestrømmen ville ikke rigtig stoppe. Hun var godt klar over at hun muligvis overtrådte et par grænser, men var sikker på at det nok skulle gå. Hun gjorde endnu et forsøg på at stoppe med alle spørgsmålene, men det resulterede bare et fnis der endte i et grynt.

Selvfølgelig Ranja! Det er da nu at du skal blive så overgearet at du ikke aner hvad du foretager dig! Tag dig nu lige sammen og hils ordentligt på hende...

"Det virkelig også nogle flotte støvler, er de gode at gå i...?"

Procella gik lidt i stå i sit arbejde med at samle slikket op. Hun blottede de lidt for skarpe tænder af Ranja og stirrede på det lille navneskilt på kjolen

"What? No look! Stop it! We are not bonding! We are not doing this"

Hun viftede frem og tilbage med hænderne mellem dem

"You and me? No! Not happening! I cant do this! I have a husband and four children! I dont have room for you in my life...thank..."

Procella stoppede op midt i det hele, som var hun blevet slået i ansigtet. Hvis hun havde kunne blive oprigtigt gal havde englen nok fået sig en flyvetur hen af gangen, men nu halvknurrede hun bare svagt af hende.

"Stop talking about my eyes, my eyes are not of your concern okay? I dont want to get used to you, i want you to go away"

Jægeren lukkede kort øjnene som for at samle sindsro, men faktisk blev hun bare sært mere...piftet af det, da hun trak vejret dybt og den kvælende duft af rosentræ - hendes specielle kendetegn på engle - kvalte alle andre dufte.

"My name is La...."

Procella lukkede munden så hårdt så hun faktisk bed sig selv i tungen

"Stop doing that! Dont use your freaky mojo on me! Its not fair! Call me Procella if you need to call me anything! And yes my boots are actually really nice to walk in thank you very much!"

På en eller anden måde kom hun til at lyde som en formildet og surmulende teenager. Jægeren skulede irriteret af englen. Hun havde bidt hul i tungen og den lidt bitre smag af blod samlede sig i hendes gane. Hellere det end at stå og plapre sit sande navn ud midt på et hospital hvor gud og hver mand kunne snappe det op.

"And you know what? YOU have nice eyes!"

Hun nærmest gøede det ud som var det en anklage i stedet for et kompliment. Hun stampede i gulvet med den ene støvle og tog sig til hovedet

"God! Will you stop doing that? Ranja? Is that your name? Stop being...fluffy! Its all very cute and...and...pink!"

Hun stirrede atter anklagende på englen. Ikke at være i stand til at eksplodere gjorde underlige ting ved hende. Hun smilede faktisk svagt til en pateint der rullede forbi hende med et drop i stang og sendte dem et skævt sideblik. Hendes skulen til englen blev mere udpræget.

Ranja lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. Da hun åbnede dem igen var hendes stemme forvandlet til en kælen hvisken og hendes smil var mere drilsk end nogensinde før.

"Procella? Det er altså et fint navn. Ranja lyder lidt ligesom når man har noget galt i halsen"

Ranja skar ansigt og lod som om hun havde noget galt i halsen

"Rrjhaanjjaa... Nogenlunde sådan! Og tak! Så er vi to piger med kønne øjne, det er det første vi har til fælles!"

Ranja tog Procellas hænder og rejste sig langsomt op mens hun trak hende med sig. Hun fniste lidt af hendes egen morsomhed og stak den ene hånd i lommen.

"Jeg plejer ikke at sælge dem, de har dem rent faktisk slet ikke på hospitalet, men jeg er så glad for dem. Vil du have en skumfidus? Det beroliger altid mig, du ved, når der sker en masse jeg har lidt svært ved at håndtere. Og jeg tror du har lidt svært ved at håndtere det her, har du ikke? Nåh, men det er ikke noget lidt sødt ikke kan hjælpe på! Og så er de samtidig sjove at tygge på!"

Ranja maste en skumfidus i hånden på Procella og smilet bredte sig igen.

"Børn siger du? Har du billeder? Jeg tror du er en fantastisk mor, med det temperament kan du ikke være andet!"

Procella så lige dele fortabt og opgivende på den jubeltossede engel foran hende. Hun hev hænderne til sig og registrerede nærmest ikke den fluffede hvide substans i hendes hånd før hun - lettere åndsforladt - havde puttet den i munden. Hun blinkede et par gange og var nærmest ved at kløjes i det søde skum i munden på hende.

"God! Will you PLEASE stop doing that?! come on!"

Det var komplet tåbeligt, men hun stampede atter i gulvet som et forurettet lille barn. Var det sådan her Porcelain følte det hvis Wick ikke fik lagt sine hænder på hende i tide? Procella ville nok have foretrukket at vade direkte ud foran en bil...ved et tilfælde...naturligvis!

Hun tyggede surt på slikket for at få munden fri så hun kunne tale ubesværet igen. Hvorfor vidste hun ikke helt for det var øjensyneligt komplet skruphamrende ligegyldigt hvad hun sagde til den der irriterende happy-go-fucking-lucky-engel.

"You know what...im gonna get so fat is you feed me like this..."

Brummede hun. Så flammede hendes ravgyldne øjne kort op i ætsende rovdyrgul da hendes temperament fik lavet flænger i aurapåvirkningen

"You! You really gotta stop doing this crap! You hear me?! You cant brainfuuuu...hello there"

Procella smilede og vinkede plastikagtigt til en besøgende der trak ned af gangen forbi dem med en lille dreng der kiggede langt efter slikket. Hun vendte sig rasende mod englen, altimens de rovdyrgule øjne atter fik en blød ravfarve og raseriet fes ud af hende igen

"you know what...i have just met you, and i already know im gonna have the biggest migraines because of you. I am a horrible mom by the way. I eat children for breakfast, and angels for dessert. I killed my last angel...well actually he was not an angel anymore, he became human and then vampire and then..."

Procella hvæsede irriteret og knaldede en hånd over munden

"i am going home! Goodbye!"

Mumlede hun mod håndfladen og begyndte arrigt at trampe ned af gangen. Hvad fanden var der galt med hende?!

Ranja lagde hovedet lidt på skrå, hev en lok ned fra bag øret og lod håret lege mellem hendes fingre. Hun kunne ikke lade være med at smile, men en undren havde alligevel ramt hende.

Aner hun ikke hvor vigtigt det her er? Forstår hun slet ikke at vi burde fejre det, fyrværkeri, fest, balloner og kage! Masser af kage!

Ranja fik rigtigt set på Procella. Rigtigt, så langt ind i hende som hun kunne.

Sikke vred hun er! Så meget frustration og vrede der bobler i hende. Gad vide hvad der sket? Jeg er sikker på jeg nok skal hjælpe hende, det må ikke være rart at være... Vent!

Det var først nu at ordene rigtig sank ind, at Ranja forstod at Procella rent faktisk var ved at gå.

"Hov hov! HEY! Død?! Vampyr? Ej, nej nej nej! Du kan tro nej! Kan du så komme tilbage!"

Ranja satte i løb ned af gangen for at indhente det vrøvlende kvindemenneske

Hun mente sikkert ikke rigtig død... Som i... Død! Det er sikkert en metafor! Det er det... Ja, det er det det er!

Procella fik rystet en del af aurapåvirkningen af sig jo længere væk hun kom fra sin...nyanskaffelse. Hun blev mere og mere vred, og en tung knurren rumlede igennem hende.

If she yells a bit louder the entire hospital will hear her...

"Shut your goddamn mouth! Lousy freaking fluffy thingy!"

Snerrede hun rasende og satte farten op, og alligevel begyndte hendes vrede at blive dæmpet igen. Hun skævede over skulderen. Så sgu da også!!! Det vanvittige kvindemenneske fulgte efter hende?!

Da Ranja så på Procella og så ind i hende, så hun ikke alt. Det gjorde de færreste. De de isblå øjne låste sig fast i de ravfarvede, nærmest dyriske, så Ranja mere følelser. Hvordan Procellas forsvarsværker var hendes sarkasme, hendes vrede. Hvordan hun dræbte og flygtede fra virkeligheden. At nedenunder al vreden var en dyb frygt og forvirring. At jægeren et eller andet sted følte sig enormt fortabt, og higede efter nogen eller noget der kunne få karuselturen til at stoppe og få alting til at give mening for sig. Hun fornemmede kort det komplet ubrydelige kærlighedsbånd der var skabt mellem Procella og en anden skabning, og så brød jægeren øjenkontakten.

Procella havde kortvarigt fornemmet noget blødt og fremmed mod sit sind. Noget...fremmed. Det fik det til at krybe under hendes hud. Alt for mange gange i løbet af hendes liv var folk trængt ind i hendes sind og havde brugt det som deres private forlystelsespark.

Jægeren lod englen indhente sig. Hun tog meget blidt fat i den skrøbelige skikkelse for ikke at knuse hende, og pressede hende roligt op af væggen. Udefra ville det nok mest ligne to fortrolige veninder der havde en lavmælt samtale.

"I am only gonna say this once. So listen up. I dont care who you think you are, or what your purpose is. If you ever do that again, it will be the last thing you do. Are we clear?"

Der var ingen vrede i hendes stemme. Den var rolig og næsten venlig.

"You keep you freaking angel-eye-look-behind-the-veil-thing to yourself. Understand?"

Procella trykkede let til før hun slap englen. Hun rettede med et ryk på den tunge læderjakke. Den korte kontakt med englens bevidsthed havde...rørt ved noget i hende. Hun kunne ikke forklare det helt. Men...det føltes ikke længere som om hun var helt så ensom når hendes tanker gled til det tomrum hvor Micha havde været så dominerende, og nu var et ekko af hvad hun havde været før. Uden at være sig bevidst om det begyndte hun at smile stille. Et lille lettet og forundret smil.

Ranjas smil blegnede og blev i stedet erstattet af et undrende, næsten barnligt, udtryk. Hun lagde hovedet let på skrå og lod munden stå lidt åben.

"Undskyld... Engang imellem har jeg lidt svært ved at styre mig. Jeg tror bare slet ikke du forstår hvor stort det her er! Her, tag en skumfidus til..."

Ranja roede i lommen og trykkede endnu en varm, klistret skumfidus i hånden på Procella. Hun forsøgte at finde smilet frem igen, men fornemmede at det muligvis ville skubbe Procella ud over en eller anden imaginær kant.

Okay... Så det er sådan hun vil have det. Så er det da bare det vi gør. Du kan sagtens, Ranja. Det er ikke svært. Bare lad være med at tænke på glade ting og så burde det nok gå det hele. Hun kvaser dig hvis du fniser igen, så en lille smule selvkontrol er nok ikke en helt dum idé...

"Går du fra mig...?"

Spørgsmålet overraskede selv Ranja. Hun sænkede blikket og stirrede på sin ene sko mens hun lod benet svinge i en halvcirkel foran hende. Det var virkelig ikke meningen at hun ville have spurgt, hun var godt klar over hvor fjollet det lød. Ranja vidste, dybt inderst inde, at hun altid ville kunne finde Procella. Ligemeget hvor hun var. Men tanken om at hun skulle forsvinde så hurtigt igen var næsten nok til at knuse Ranjs ellers glade humør.

"Du må ikke gå nu... Ikke nu! Jeg har ventet så længe!"

Procella rystede hånden så den ulækre tingest faldt på gulvet

"Stop giving me candy. I am breastfeeding, im on a very...strict...dietplan"

Det var vidst årets underdrivelse. Ville Ranja kunne dufte at hendes kost i høj grad bestod af blod og kød fra en hybridengel? Nå men det kunne hun ikke stå og spørge om midt på et hospital vel? Og hun anede jo heller ikke hvordan Ranja ville opfatte - hvad der for hende nok ville være - halvkannibalisme.

"Am I? Oh lord..."

Procella himlede irriteret.

"I am going home! Im not leaving. I cant leave...you. So unless I kill you, witch i dont feel inclined to do...sadly enough...or you get killed, or I get killed, we are stuck in this mess. Please feel free to play amongst the trucks. I hear angels fly very well"

Procella forsøgte at tørre de klistrede fingre af i cowboybukserne, men fik i stedet for bare mørkeblå fnuller ud over hånden, og et fedtet mærke på det ene lår.

"Hear this, if nothing else. You cant follow me. I am a hunter. My husband would love to eat you, he knows of your kind. Dont seek my out okay? I dont have room for you...for this..."

Procella blev eftertænksom et øjeblik. Hun havde ingen anelse om hvad pokker der egentligt potentielt ville ske hvis en dæmon åd en engel der havde sjælebundet sig til et menneske. Ville hun kunne mærke det hvis Ranja kom til skade - som hun kunne mærke hvis Micha blev gjort fortræd? Hun rystede tanken af sig. Det kom der intet godt ud af. Hun måtte beskytte sig selv, og englen. Ergo...ingen hyggelige sammenkomster med hendes mand!

"Just go and do balloon animals and pass out candy for children here. You will be safe here. I hope. I think. Just..."

Hun udstødte en frustreret lyd og begyndte at trave lidt mere betænkeligt ned af gangen. Okay...hun havde ikke mærket et bånd med englen. Hun havde fornemmet englens bånd til hende og hvordan noget var mere...rigtigt nu. Men det kunne overhoved ikke sammenlignes med båndet mellem hende og Micha, eller båndet mellem hende og hendes børn, eller sågar båndet mellem hende og Wick. Hvad end det her var, så kunne hun ikke aktivt søge englen, så hvis hun ikke kunne søge englen, kunne Wick så mærke noget var forandret? Hvis hun ikke lod ham komme ind og vade rundt med militærstøvler i hendes bevidsthed?

Svaret var rungende tavshed. Hun anede det vitterligt ikke. Hun kunne selv fornemme noget. En forskel. Men hun kunne ikke sætte fingeren på hvori den bestod. Det var som om noget i hende havde sukket lettet og en anstrengthed var sevet bort.

Ranja lænede hovedet mod væggen og betragtede skikkelsen der stille forsvandt ned af gangen. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule fortørnet. Hun var trods alt ikke et lille barn og troede denne kvinde virkelig at hun aldrig havde haft kontakt til andre væsner før? Var hun ikke klar over at Ranja sikkert havde været på denne fordømte ø i tre gange Procellas levetid? Og for pokker, hun arbejde på hospitalet! Et hospital, af alle steder! Mon ikke der en enkelt gang eller to var kommet en ind der måske ikke var helt menneske? Eller i hvert fald havde været i kontakt med andre væsner?

"Ranja, det gør så ondt. Og her er så koldt... Hvorfor ved de ikke hvad der er galt med mig?"

Ranja rystede let på hovedet og forsøgte at få billedet af den lille pige med de frygtelige sår ud af hovedet. Hun havde kunne lugte noget på den lille pige, noget unaturligt, og vidste hvor det bar hen. Hvorfor kunne hun ikke redde hende?

Hende her... Hende kan du redde. Det er det du skal. Og det kan du også sagtens

"Jeg kan mere end du tror! Jeg kan holde til mere end hvad du regner med. Og så var det forresten ret tarveligt bare at smide den der på gulvet, det var min sidste..."

Ranja bukkede sig, samlede den maste skumfidus op og kastede den efter Procella. Hun kunne ikke lade være med at grine højt, det var da nok den mest fjollede ting at gøre. Hun fjernede sølvspændet fra håret og lod lokkerne lege om hendes ansigt. Hun sukkede, tog sine sko af og satte sig på gulvet for at rydde op.

"Jeg glæder mig til at møde dine børn. Og din mand, for den sags skyld. Jeg er sikker på han er blid som et lam."

Ranja fniste og proppede en slikkepind i munden. Hun havde en ustyrlig lyst til at folde sine vinger ud, men det måtte vente til hun var væk fra hospitalet. En tur i skoven, bare hende og hendes vinger, ville nok gøre hende godt.

Procella stivnede da et lille klistret dunk lød mod hendes ryg. Selvom det burde være umuligt gennem det tykke læder og de indlagte aluminiumsringe, kunne hun faktisk fornemme hvordan den klistrede hvide klump slap i den ene ende og i bedste tumlingestil efterlod et fedtet hvidt sukkerfedtet spor efterhånden som den drejede om sig selv på vej ned af hendes ryg. Det gjorde udslaget. Da hun vendte rundt i et brus af mørkt hår og rovdyrgule øjne fik Ranja for første gang den fulde effekt af en rasende Reaper. Hvis øjne havde kunne dræbe var Ranja blevet filet på nuværende tidspunkt, så det var nok meget heldigt for englen at afstanddrab med blikket, ikke var en af Procellas mange underlige egenskaber.

"Who ever informed you that I was nice...might have been mildly exaggerating"

Stemmen var iskold. Man kunne skære sig på den stemme. Brænde sig på den. Der var ikke noget frustreret eller mæglende eller træt over Procella længere. Hun var et flammende bål af hvidglødende raseri og drabslyst. Det eneste der afholdt hende fra at tage sin pistol og smække en kugle i panden på englen var faktummet at hospitaler altid var spækket med kameraer.

"You are never going to meet my children, and I hope for your sake you dont run into my husband. I am the gentle one in this relationship"

Et bredt kattevenligt smil bredte sig pludselig om hendes læber

"Wait...maybe you should meet him. A little...family-dinner. Ill invite his niece too"

Stemmen var farlig. Trods invitationen og smilet lå der mørke og død bag det, og en kvinde der var komplet ligeglad. Ranja var for langt borte, og Procella for rasende. I fortiden ville hun havde været bange for at blive så gal. Det havde været en invitation, men ikke nu.

Mange kilometer borte åbnede et sæt sorte øjne sig fra deres søvn, i reaktion på Procellas stærke følelser.

Procella trak sig ned af gangen. Baglæns - stadig smilende.

"Its an open invitation. I live in La Sunisha. Please come and find me. Im sure you know how to do that"