Children of the evening - Eliot

Dato: 13. februar
Tid: 21.41
Årstid: Vinter
Vejr: Det er koldt, der er nyfaldet sne og solen er lige gået ned.
Sted: udkanten af legepladsen
Omgivelser:et par mennesker der går en aften tur i parken

Det var en stille aften i parken, den ny faldende sne lå som et hvidt tæppe hen over landskabet. Det sted det meste af sneen var blevet leget med var ved legepladsen. Der havde været mange børn hen på aften som var kommet ud for at lege. Kodashi havde brugt den chance for at få malet et fint portræt af alle børne i sneen. Det var sådan en dejlig årstid at male på da sneen gav en hel unik sjæl til maleriet. Men igen, næsten alle årstider var rare at male på.
Kodashi stod med sit staffeli og var ved at pakke sine ting sammen, hun små frøs selvom hun var pakket godt ind, nu skulle det nok gøre godt med en varm kop kaffe hjemme hos hendes mor hvor hun boede disse dage efter sit overfald. Det var faktisk lidt utroligt at Kodashi allerede var igang igen med at male, men verden kunne jo ikke bare gå i stå af en enkelt uheldig episode så Kodashi havde samlet sig godt sammen og var kommet ud for at male lidt.
Billede i sig selv var et potræt af legepladsen hvor der stod en snemand på og 3 legende bøørn. Kiggede man der hvor Kodashi havde stået lignede det stedet på en prik ned til mindste detalje, det eneste der manglede var de legende børn men de var jo taget hjem.
*Se Kodashi.. det blev pænt, du kan jo godt trods omstændighederne* tænkte Kodashi for sig selv som hun stadig pakkede sine ting sammen.

En høj skikkelse bevægede sig ikke langt fra kvinden med maleriet. Han havde godt set hende, for lang tid siden. Han havde hænderne i lommen på den lange sorte, detektiv-agtige jakke, der skjulte den sorte, løse t-shirt, men som fremviste lidt af de sorte fløjsbukser. Han havde sine velbrugte sorte, lædersnøresko på, hans hår strittede til alle sider med vilde, bløde krøller. De himmelblå øjne skinnede kraftfuld igennem det påtagende mørke, som en kniv skar igennem et stof. Han havde sine øjne på hende, men hun havde sikkert ikke lagt mærke til ham endnu, hvilket indtil videre var starten af planen. Han havde ikke jagtet i flere dage grundet arbejde, hvilket havde ført til at han nu havde et ængsteligt temperament og en stor, rungende sult.
Han gik med rolige, lange skridt med destination imod kvinden. Hun så fin nok ud bagfra, men selvom hun måske ikke ville vise sig at være hans type, så ville han formentlig stadig spise hende. Han bed sig let i læben, han var snart fremme. Han stoppede op og smile vagt med de blege, lettere rosa læber:
"Goodevening... miss... isn't it cold tonight?"
Han kunne dufte hendes blod, til trods for han stod et par meter fra hende på stigen. Hans blik var ganske roligt, skønt han som nævnt havde en vildskab i sig. Han håbede hun ville skrige.

Kodashi havde pakket alle sine ting ned og manglede kun at tage billede samt stafeliet under armen og komme videre som hun hørte en stemme bag sig. Hurtigt med et mindre chok vendte Kodashi sig om og var lige ved at få et hjertestop, hun så kvinden der havde overfaldt hende foran sig... Eller vent hvad.. nej det var slet ikke en kvinde det var en mand. Var Kodashi nu også begyndt at se syner
*Flot Kodashi, nu ser du også syner* tænkte Kodashi opgivende for sig selv.
"Godaften... Jo ganske koldt, heldigvis er jeg godt pakket ind" sagde Kodashi med et lille smil mens hun gned sine hænder imod hinanden for at få varmen lidt i sine fingre.
Det havde været værst at få varmen i dem efter at havde stået et par timer og malet.
Kodashi betragtede lidt personen foran sig og lagde mærke til alle hans træk.
"De ser da ikke selv ud til at have alverdens på... er det ikke koldt" spurte Kodashi om som selv var pakket ind i hat, halsterklæde og vanter hvor der var hul i fingrespidserne.
Kodashi kunne dog slet ikke se på manden at han skulle have det koldt, han så jo ud til at have det tilpas godt nok, det var lidt underligt i kulden her men sådan var det jo bare.

Da kvinden vendte sig, bredte der sig et svagt smil på mandens læber. Hun var hans type. Hun var køn, det var hvad han gik efter. Han betragtede kort maleriet, og rettede sine hænder til rette i lommerne. Han frøs slet ikke, men det kunne han jo bare sige at han gjorde - hun ville ikke fatte mistanke:
"You are... and right, I'm not, I guess I am feeling a bit more cold than you. I am Michael."
Han havde en hæs, men behagelig stemme og en meget britisk accent. Han rykkede sig ikke en meter, selvom han vidste at det ville være ganske nemt for ham at springe på kvinden. Selvom han var ved at grammes over begæret efter hendes blod, så foretrak han alligevel altid at lege lidt med sin mad først. Han skulle nok få hende... med tiden.