The Lost World - Who writes the story?
 
IndeksForsideCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin

Share | 
 

 Home again... (colt)

Go down 
Gå til side : 1, 2  Next
ForfatterBesked
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 06:58

Dato: 2. April 2012
Årstid: Vinter
Sted: Colts lejlighed
Tid: 14.00
Omgivelser: Den lille billige lejlighed i en sidegade.

Han sad i bilen sammen med Colt på vej hjem til lejligheden... Han sad og kiggede ud af vinduet meget af tiden, mens han forsøgte at fange hendes ene hånd og flette fingre med hende... Han følte sig stadig lidt som om han var svag, men det betød ikke at han ikke ville føle hende, og vise hende at han stadig elskede hende, fordi det gjorde han af hele sit hjerte, og endnu mere nu hvor hun havde hans barn i sig, nu hvor hun og ham var i gang med at få det største et par kunne... At give nyt liv... Og dyret i ham havde nu fået fuldført sin livsopgave...

Han kiggede lidt på hende, mens de drejede ned af vejen til lejligheden, og gjorde an til at stoppe bilen... Han glædede sig ikke til at skulle forsøge at kravle op af trapperne... Men han var nød til det, så han kunne komme op og ligge i sengen eller på sofaen og slappe af... Hvilket han gerne ville specielt hvis hun havde tænkt sig at ligge sig ved ham...

"Så søde nu kommer udfordringen snart... Håber ikke jeg er for stor en belastning..."

Han lænede sig lidt over til hende og kyssede hende på kinden...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 07:34

Selvfølgelig holdt Colt øjnene på vejen undervejs, men hun så mod Segovax så ofte, hun kunne, en smule bekymret over, han så så meget ud ad vinduet, som han gjorde. hun var ivrig til at flette fingrene sammen med hans, da hans hånd fandt hendes, men hun sagde ikke rigtigt noget. Han var tydeligvis optaget af nogle tanker, og Colt kunne kun forsøge at gætte sig til dem. Hun ville ikke afbryde hans funderen, lige meget hvor bekymret, hun så end var for ham. Han havde været lidt stille, og hun havde som altid svært ved at gætte sig præcist til hans tanker. At han stadig følte sig svag, var hun dog ikke i tvivl om, og hun hadede, han skulle have det sådan - især fordi det var det sidste, hun så ham som værende. Lige meget hvordan eller hvad, så ville hun aldrig kunne se ham som sådan, og det gik hende på, han ikke kunne forstå det.

Da de drejede ned ad den sidste gade, måtte hun slippe hans hånd helt for at få styr på gearet, og hun trak vejret dybt. Hun havde overvejet, før hun tog af sted, at ringe til et par af sine venner for at få deres hjælp til at få Segovax op i lejligheden, men hun kunne lige forestille sig hvordan, han ville have det med det. I stedet havde hun lånt en stok af Django - og guderne måtte vide hvorfor han ejede sådan en - og Sego ville kunne støtte sig til den med sin raske arm, mens den anden kunne ligge hen over nakken på hende, og så måtte de jo få slæbt ham op. Hun ville forsøge at tage så meget af hans vægt som muligt, om han så kunne lide det eller ej, men hvor godt, det ville gå, havde hun ikke den mindste anelse om. Men nu måtte de få ham derop, og så kunne de altid falde om side om side og få pustet ud der.

Hun smilede skævt ved hans ord og fik parkeret så tæt på døren, det var muligt.
"Så længe vi ser det som en udfordring; de kan overvindes!" sagde hun og smilede kærligt til ham, før hun så på ham let bebrejdende og modtog hans kys på kinden. "Segovax, hold nu op; selvfølgelig er du ikke en belastning! Og selv hvis du var, så er det ikke noget, jeg har noget imod! Jeg elsker dig lige meget hvad, det ved du også godt." Hun smilede igen og lænede sig så selv over for at give ham et kærligt kys, hendes dog mod hans mund, før hun steg ud af bilen og kort gik i bagagerummet for at fange stokken, før hun skyndte sig om til døren og fik den op. Hun fik hans arm forsigtigt om nakken på sig selv, før hun rakte stokken til ham.
"Jeg ved godt, den ikke er det fedeste, Segovax, men jeg kan ikke klare det på egen hånd." hun smilede til ham og håbede virkelig, han ville tage den til hjælp. Skulle de miste balancen, ville det komme til at gøre ondt på ham, når de faldt, for hun ville ikke kunne holde dem oprejst.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 07:58

Han havde nydt at mærke hende læber mod hans egne det var simpelt hen noget af det bedste han kunne opleve nogle gange... Eller nej faktisk var det det bedste han kunne opleve sammen med hendes krop, de lagde faktisk på en delt førsteplads...

Han fulgte efter hende ud af bilen og hoppede på et ben om mod hende da hun gik om til bagagerummet, for at hente en stok til ham… Han var meget imod den men han vidste godt at han havde brug for den, for at du kunne få ham op af trappen… Han tog derfor imod den med den raske arm, og lagde den anden om hendes nakke, og lod hende støtte sig…

Han smilede ved hendes ord om at hun gerne ville hjælpe ham og at hun elskede ham selvom han var besværlig som han så sig selv som værende lige på det tidspunkt… Han var dog stadig glad for at hun gerne ville hjælpe…

”Det er jeg glad for at høre søde og jeg elsker også dig af hele mit hjerte…”

Han kyssede hende blidt på kinden, mens de begyndte at gå imod døren og op af trappen, som af en eller anden grund virkede som et kæmpe bjerg der var nært umuligt at bestige for nogen som helst… Han kiggede nærmest opgivende henne, mens et svagt suk undslap hans læber fordi det virkede så u overskueligt at skulle bestige den trappe…

”Nå søde nu begynder bestigningen af mount staircase?”

Han så smilende og nærmest grinende på hende da han begyndte at få dem til at gå imod trappen og han fik en smule overbalance allerede da han var på vej op af det første trin, og han satte sig bare grinende op af væggen…

”Well søde det her går ikke så godt huh?”

Han så smilende på hende, og droppede turen indtil videre…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 08:40

Colt nød bare at have ham hos sig igen. Bare at have ham i nærheden - i hvilken form det så end var og hvad end de lavede sammen - var det bedste for hende. Om så de fjollede rundt og skule forsøge at få ham op ad en trappe eller om de elskede med hinanden, så nød hun bare at have ham.

Det var en lettelse, han trods alt tog imod stokken, og hun smilede varmt til ham og lagde den ene arm om ryggen på ham, mens hun placerede den andens hånd mod hans bryst for at have en smule styr på hans balance.

Det var lidt spøjst, som Seogvax havde tendens til at glemme det når hun var besværlig. Hun kunne ikke just have været let at have med at gøre med begge hænder og en fod forbundet, eller da hun ahvde rendt rundt med den forbandede krave om halsen. Men det havde han tilsyneladende lige glemt igen. Han var bestemt ikke den eneste, der kunne føle sig svag og besværlig, og hun overvejede faktisk at minde ham om det.

Hans ord fik et bredt smil frem, mens han kyssede hendes kind igen, og hun fulgte med ham hen mod døren og trappen, mens hun opmærksomt så mod jorden og forsøgte at holde styr på deres balance. hun fik åbnet døren for dem, og de kom ind.

De delte opfattelsen af trappen, men Colt havde ikke i sinde at give op, og da slet ikke før de var kommet i gang. Hun mødte hans blik og læste godt hans opgivende udtryk, men hun ville ikke spejle det og smilede blot optimistisk tilbage.

"Åh ja, det bliver en lang og udfordrende tur, og vore tapre klatrende vil opleve mange farer, måske endda den berygtede og dødens farlige glemte rulleskøjte!" Hun lo selv muntert og satte en fod mod det første trin, før hun mærkede ham miste balancen. Hun kæmpede for, de ikke skulle vælte, og det var en lettelse, da han fik sat sig op ad væggen.

Hun slap ham let og så overvejende på ham, før hun løftede blikket op ad trapperne med et tænksomt udtryk. Når hun plejede at bakse rundt med en bilmotor for at få den på plads, brugte hun en del tovværk, men der var ikke det store at gøre noget fast i her. Der var selvfølgelig gelænderet, men hun ville få mast sig selv flad, hvis hun skulle prøve det for at få noget af vægten lagt på noget andet. Det ville ikke gå. Hvad kunne hun ellers komme i tanker om? Hun så ned på ham igen med hovedet let på skrå.

"Arh skråt op med det! Det bliver ikke elegant, men hvis det virker!" Hun gik op bag ham og bukkede sig ned for at få fat under hans arme. "Godt, du skubber fra med hånden, mens jeg løfter dig op, så kan vi nok sammen få dig op i højden til næste trin, og så bruger du foden til at skubbe dig ind, og så tager vi ét trin ad gangen! Klar?" Hun ventede på at mærke ham begynde at skubbe fra med armen, og såfremt han gjorde det, ville hun være klar til at give en hånd med for at få ham op. Hun håbede bare, han ikke ville mene, det var for meget arbejde for hende, for det mente hun ikke selv! Hun ville da nok være øm bagefter, men pyt nu med det!
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 08:56

Han grinede ret kraftigt af hendes tossede kommentar omkring en eller anden rulleskøjte som han lige skulle granske hjernen for helt at forstå hvad det var hun faktisk snakkede om da han ikke helt kendte til så mange ting… Han var stadig meget dyr inden i og derfor var han sådan at han ikke kendte mange ting… det var nok lidt underligt for hende at han var sådan, men hun havde levet med det indtil videre så hvorfor skulle hun ikke kunne fortsætte med at leve med det… Han elskede at hun altid var så forstående, og han elskede også når han kunne hjælpe hende… Det var altid en god ting for ham…

”Ahh… Glem det…”

Det var den eneste kommentar han havde til hvordan hun snakkede om at få ham op af trappen… Han var nok en tand for stædig til hendes smag når det kom til det punkt men lige der ville han godt se hvor langt han kunne klare sig selv… Han skubbede sig selv op på et enkelt ben, og begyndte så ellers hurtigt at hoppe på et ben op af trappen, mens han støttede sig til genlænderet og den lille stok han havde lånt og det gjorde det faktisk en hel del nemmere at komme op af…

”Kom nu søde, jeg vil op og slappe af…”

han var lidt sprælsk og drillende i sin stemme som han havde da han bare hoppede stille og roligt afsted op af trappen, og han stoppede først da han var nået op på 1. etage… Han var dog nød til at holde en pause da han nåede derop… Han satte sig igen ned og hvilede sig op af væggen, mens han bare så på hende… Han så undskyldene på hende da han godt vidste hun meget gerne ville hjælpe ham og den eneste grund til at han ikke havde ladet hende var fordi han ville se om han faktisk kunne…

”Undskyld søde at jeg ikke lader dig hjælpe men det er bare fordi jeg gerne vil se om jeg er i stand til at gøre det…”

Han fik sig rejst op igen, og støttede sig op af væggen uden at fortsætte… Hvis hun bare hjalp ham med at holde balancen nogenlunde og støtte ham lidt burde det kunne fortsætte med at han hoppede på et ben videre op af trappen…

”Hvis du bare hjælper min balance og støtter mig lidt, kan jeg sagtens fortsætte med at hoppe på et ben…”

Han så smilende på hende, og kyssede hendes læber blidt…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 09:57

Hun kunne godt se på ham, da hun havde fået talt, han ikke anede hvad, en rulleskøjte var, og en diabolsk plan om at tage ham med ud og løbe på dem en dag i løbet af sommeren, slog ned i hende. Hvis hun overhovedet ville kunne få ham til det altså, men det måtte tiden lige vise.
Hun fandt det bare kært, han ikke havde helt styr på alle de ting, hun selv tog for givet, og hun elskede ham skam ikke mindre af den grund.

Da han bad hende glemme sin ide med at hjælpe ham, var hun ikke helt tilfreds, og hun så ikke videre imponeret ud, da hun lagde armene over kors og betragtede ham komme op at stå og begynde at hoppe op ad trappen. Hun fulgte tæt efter ham klar til at forsøge at gribe ham, hvis det skulle blive nødvendigt, selvom det nok bare ville få dem begge væltet ned.

Nogen gange kunne hans stædighed virkelig gå hende på nerverne, mest af alt fordi hendes egen ikke just var lille, og at hans, når den blev blandet med hans infernalske stolthed, altid ville ende med at overtrumfe hende. Han gav hende ganske enkelt ikke noget valg, hvilket kunne irritere hende grænseløst.

"Ja ja, mit lille æsel, jeg er lige bag dig, og fald nu ikke ned, vel!?" sagde hun lettere opgivende og dog en anelse drillende selv. Æslet var naturligvis en hentydning til hans stædighed, som hun håbede, han ville fange.

På førstesalen lagd ehunigen armene over kors og bare betragtede ham let tvivlende og en smule bebrejdende med hovedet på skrå. Det undskyldende blik hjalp dog lidt på det, og hun slap armene fri og sukkede tungt.

"Segovax, om så en bygning faldt ned over dig og du lå kilet fast og kun lige kunne trække vejret, ville du forsøge at klare den selv og løfte hele bygningen i stedet for at lade bygningsarbejderne hjælpe dig ... Det ville være rart for en gangs skyld at kunne gøre et eller andet for dig i stedet for at være hensat til hjælpeløs tilstand." Hun sukkede tungt og vendte blikket op følgende trapperne. Der havde ikke været nogen form for bitterhed i hendes ord; de var bare triste, og sådan følte hun sig også lige nu.

Hun så ham rejse sig ud af øjenkrogen og sukkede tungt og lydløst, klar til at se ham tumle videre på egen hånd, mens hun aldrig kunne gøre en skid ved noget som helst. Derfor overraskede det hende faktisk lidt, han trods alt havde en smule, hun kunne hjælpe ham med, og hun så mod ham og nikkede tavst, før hun gik hen til ham, lod sig kysse og gengældte, før hun forsigtigt fik fat om hans hofte bagfra, da det næsten var den nemmeste måde at støtte ham. Der ville hun i alt fald have den største kontrol. Hun ville kunne trække i ham, hvis han var ved at ryge forover, og bagover? Nå ja, så kunne hun lægge panden mod hans ryg og stå imod med hele sin vægt. Det ville da kunne virke ... ikke?
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 17 apr 2012, 20:10

Han grinede svagt over hendes kommentar med hvordan hun kaldte ham et æsel, og hun havde vel ret når man tænkte over det, at han var stædig som et æsel, og når han nu tænkte over det havde hun nok også ret i at han ville forsøge at løfte hele bygningen selv og dø i forsøget end at han ville lade folk hjælpe ham… Men en ting vidste han at hvis der var noget der kunne gøre ham endnu mere stædig i at klare tingene selv så var det hvis hun var kommet til skade og ikke kunne klare det selv… Han ville ikke lade andre personer hjælpe hans elskede Colt… Det var hans ansvar hvis hun ikke selv kunne og ikke nogen andre der skulle gøre det…

”kom nu her og støt lidt af min vægt søde skat… Jeg kan ikke klare den videre selv… Jeg har brug for dig…”

Han løj lidt men han skjulte det så godt han kunne. Han havde som sådan ikke brug for hendes hjælp til at klare det, men han kunne se at hun gerne ville give ham en hånd og hjælpe ham, og derfor ville han ikke ødelægge den mulighed for hende… Han så derfor også lidt ned over at han var nød til at bede om hjælp selvom det bare var for hendes skyld at han faktisk bed om hjælp…

Han kom til at tænke lidt på den første gange de var rendt ind i hinanden, og hvor mærkeligt det havde været for dem, fordi når man så på hvordan de havde været overfor hinanden havde det ligesom være i det skjulte at de ville ende sammen da de begge vinkede hinanden mod det, men alligevel havde de begge to virket bange for det, fordi de var bange for at miste den anden…

”Søde har du nogensinde tænkt over hvordan vi mødtes?”

Han så stille på hende, fordi det var virkelig underligt hvordan det var sket… Han var løbet ind i hende, og de var så småt begyndt at falde for hinanden, og jo længere tid der gik mens de var sammen jo mere faldt de for hinanden… Han var allerede faldet meget for hende i løbet af den første nat de havde været i hytten… Han havde bare ikke kunnet indrømme det overfor sig selv eller hende dengang, fordi han var bange for at det var forkert at komme videre så hurtigt efter at være blevet forladt ved alteret…

Han fik hende hen til sig og lagde armene om hendes nakke og skuldre så han kunne få lidt støtte af sin vægt, og derfor kunne klare sig videre meget nemmere… Der var jo kun to etager endnu så de skulle nok klare den…

”Søde er det i orden at jeg smider mig på sofaen når vi kommer hjem… Jeg kommer nok til at ligne en slatten fisk eller noget i den stil de næste par timer… Eller dage…”

Han sukkede let over det, og håbede ikke hun havde noget imod at hun nok blev nød til at hjælpe ham lidt de næste par dage… Han havde tænkt sig at bide meget af sin stolthed i sig og lade hende hjælpe sig… Det blev sikkert hårdt for ham, men han ville da gerne gøre noget for hende… Han vidste jo hun gerne ville hjælpe ham…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 06:30

Før hun havde mødt Segovax havde hun altid anset sig selv som værende det stædigste af alle væsner ... Men hun havde mødt sin overmand, og han havde tvunget hende til at lære at begrænse hendes egne udbrud. Men der var dog stadig nogen af hendes bekendte, der ville skrive under på, hun tog præmien - måske fordi de ikke kendte Segovax på den måde, de af dem der altså kendte ham. Hun huskede stadig hvor opsat, hun havde været på at få Crystal med i byen, dårligt givende pigen en chance for at sige fra. Det samme gjalt for de løb, hun havde været med i, og der var flere andre eksempler, der gled gennem hendes hoved. Dog kunne hun erkende det, når hun var i til halsen eller deropover og ikke selv kunne komme ud. Hun kunne godt bede om hjælp og bide sin stædighed i sig, og det var hun virkelig ikke sikker på, Segovax kunne.
Havde hun vidst i hvor høj grad, han anså hende for sit ansvar, når det kom til ting, der groede hende over hovedet, ville hun blive noget underligt til mode. Hun brød sig ikke om at være så pokkers afhængig af ham hele tiden - specielt når det virkede til kun at gå den ene vej - og hun var glad for at kunne trække hist og her på sine kontakter, når hun havde brug for en hånd. Den eneste hun ikke var helt glad for at trække på, var den fandens engel, hun havde fået på nakken; resten kunne hun godt bide sin stolthed i sig og spørge.

Hun hævede det ene øjenbryn ved hans ord og så lettere tvivlende på ham.
*Kom nu, Colt, i det mindste forsøger han! Det er da sødt, så tag dig nu sammen og lad som om, du tror ham!* Hun lod ansigtet glide over i et smil, for det var nu faktisk sødt af ham, han ville prøve for hendes skyld. Og hun vidste jo hvor meget, det kostede ham at gøre.

Ved hans spørgsmål bredte smilet sig yderligere, og et blødt skær sneg sig ind i hendes øjne.
"Om jeg har? jeg har moret mig lidt over, det for en gangs skyld ikke var mig, der væltede ind i nogen." Hun lo kort og kærtegnede så hans arm forsigtigt. "Ej, jeg har nu tit tænkt over det. Kan stadig huske da jeg så på dig første gang; altså så på dig. Jeg har altid haft en svaghed for høje, mørke og farlige typer!" Hun lo lidt mere.
Dengang de lige var mødtes, havde Colt måske også lidt fornemmet, det lå i kortene. Og hun havde faktisk ønsket det, selvom det først gik op for hende langt senere. Hvorfor skulle hun ellers være taget med en fremmed op i bjergene på den måde?
"Ved du godt, du faktisk aldrig fik vist mig udsigten deroppefra, som du snakkede om?" Hun smilede bredt og drillende.

Colts nervøsitet dengang havde mest ligget i hvor længe, hun havde været alene, og at hun ikke var blevet behandlet så specielt godt af sin sidste kæreste, og hun havde virkelig ikke kunnet bære det, hvis han havde vist sig at være sådan også. Hun var kun lykkelig for, det ikke var sådan, virkeligheden var.
Hendes tanker gled også tilbage til den nat, de havde tilbragt sneet inde i hytten. Det var spøjst som den slags bragte mennesker - og varulve tilsyneladende også - tættere på hinanden. Dengang havde hun vist været noget nervøs, men det tænkte hun ikke så meget over lige nu.

Hun hjalp ham med at få armen på plads, selvom han ikke behøvede det, og hun forsøgte at gøre sig så behjælpelig som mulig. Det var bare ikke acceptabelt, han skule ende med at have fundet det lettere uden hende og derved fortryde, han havde spurgt hende. Derfor tog hun også godt fra med henblik på hans vægt og forsøgte stadig at holde fuld kontrol over deres balance.

Endnu et kærligt smil blev sendt til ham ved de næste ord. Det var ikke helt at spørge om hendes hjælp, og alligevel lå det indforstået i ordene, han ville få en smule brug for hende, hvilket var en betryggende tanke. Tanken om, han slet ikke havde brug for hende og klarede sig bedre uden hende var bestemt ikke rar.

"Det skal du slet ikke tænke på, min egen! Betragt mig som din personlige sla.. tjener." Hun blinkede drillende til ham. "Jeg skal hoppe og springe på dit mindste vink og opvarte dig, så du til sidst helt vil overveje aldrig at lade dem fjerne gipsen!" Det var naturligvis ment for sjov, for hun kendte ham godt nok til at vide, det ville være lidt af et mirakel om gipsen faktisk fik lov til at sidde på så lang tid, som den burde.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 07:20

Han nikkede bare til det meste hun sagde, og kunne ikke så meget andet end at give hende ret i det hun sagde… Fordi de var aldrig kommet videre end den lille hytte før de var blevet nød til at vende hjem ad, fordi han var blevet rigtig godt og grundigt skidt tilpas, men helt hvad det var der var sket med ham kunne han desværre ikke huske… Men han kunne huske at der havde været noget ved den tur på hospitalet hun havde haft det rigtig svært ved, men han vidste ikke hvad det var, men han havde en fornemmelse af at det ikke bare var det at han var kommet til skade…

”Nej jeg ved det søde… Det må vi få lavet om på, på et tidspunkt når jeg er mere frisk end jeg er lige nu… For helt ærligt så orker jeg ikke at tage til bjergene i min tilstand… Når jeg ikke kunne komme helskindet hjem sidst, hvordan mon det så ikke ville gå nu?”

Han smilede let ned til hende, da han talte og var glad for at have hendes støtte, faktisk måtte han erkende at det var helt rart ikke at klare alting selv denne gang… Måske han kunne vænne sig til at få hjælp af hende… Måske han helt kunne vænne sig til at hun var hans egen lille opvarter?

*Det kunne da være rart… Bare at ligge på sofaen og slappe af hva gamle dreng, mens hun sørger for at du har det godt?*

Han tænkte over det, men blev så enige med sig selv om at han havde da brug for at træne en gang i mellem, om ikke andet så bare for hendes skyld hun skulle da ikke miste den dejlige krop han havde, og som han vidste hun havde en ret stærk forkærlighed for…

”Det lyder da rart søde… Men jeg skal jo op og træne en gang i mellem så jeg ikke ender som en slatten fedtklump…”

Han grinede let, og da de nåede op til døren, hoppede han lidt af iver efter at komme ind, og være sikker på at der kom andre og så ham i den tilstand han var i af svaghed… Han var jo denne gang direkte fysisk svag, hvilket han ikke havde været før i hvert fald ikke som han kunne huske…

Så snart hun havde åbnet døren hoppede han fra hende, og hoppede indenfor hvor han fik støvlerne hurtigt af og hoppede så videre ind og lagde sig forsigtigt på sofaen… Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle gøre, men han ville have det lidt sjovt, så han ville hundse lidt med hende med det samme…

”Kan man få noget at spise? Og lidt at drikke? Jeg kunne også godt bruge noget at læse? Måske lidt massage? Og lidt selskab?”

Han begyndte så at skraldgrine af ham selv, og han begyndte at hose og hakke i det, fordi han grinede så meget, og han trak bare vejret langsomt og meget dybt, mens han ventede på at hun kom ind til ham… Det regnede han da med at han ville… Eller var han helt galt på den?

Han regnede da med at hun havde lyst til at være sammen med ham selvom han var slap og slatten, lige i øjeblikket… Ja selvfølgelig ville hun det, hvad skulle hun dog ellers lave… Han stoppede sig selv i at tænke længere, fordi nogle af de tanker der var dukket op da han havde været med Cherlyn kom tilbage… Tankerne om at hun måske havde været ham utro dukkede op… Han havde jo set hvordan andre så på hende…

*Nej drop det gamle dreng… Hun elsker dig… Hun elsker dig og ingen andre!*
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 08:31

Hun smilede ved hans nikken og koncentrerede sig bare om at støtte ham så godt, hun nu kunne. Og hun anstrengte sig en hel del mere end hun først havde haft i tankerne af den simple grund, han fandeme ikke skulle kunne sige, det ikke havde været nemmere med hendes hjælp!
Colts tanker gled også rundt omkring hytten, og uundgåeligt endte de med synet af Segovax, der flåede sit eget håndled op, hans ord rungende igennem hendes hoved, som de havde gjort det ofte gennem hendes mareridt:
*fordi jeg er jo heller ikke andet end et dumt dyr ... kan ikke leve på den her måde.* Hun sank en klump og skubbede det væk, men tankerne fortsatte. Hvordan hun havde fået ham ud i bilen, var kørt af sted så fandens bange for at miste ham, selvom de kun lige havde mødt hinanden. Hun følte sig stadig skyldig over det, der var sket ... Det var også det, der senere havde fået hende til at gå med til lægens krav om bestikkelse for at få ham væk derfra ... Hun holdt blikket rettet mod gulvet og forsøgte at se koncentreret ud om ikke at vælte med ham, mens hun kæmpede et øjeblik mod tårerne. Hun fandt dog lidt styrke i at gentage for sig selv i faste vendinger, hun ville have gjort det samme for ham den dag i dag, hvis det kom til det!

Heldigvis afbrød hans ord hendes tankerække, og hun nikkede uden dog at have modet til at sige noget. Hun frygtede at høre sin egen stemme knække, hvis hun forsøgte. hun gav ham et kort klem og fortsatte ellers bare opad.

Hun havde tænkt sig at varte ham op, om han så ville have det eller ej, og måske ville han vænne sig lidt til det som dagene gik. Det var hendes håb i alt fald.
Da han snakkede om at træne, havde hun fået så meget styr på sig selv, hun kunne sige noget igen.

"Så, hvad har du tænkt dig at gøre? Armbøjninger på én arm tynget af gipsen, holdende balancen på det ene ben? Måske lænet let op ad sofaen? Små hop på stedet?" drillede hun kærligt. Naturlgivis var hun glad for hans krop, fo rdet var hans, men mindre ville også kunne gøre det. Alt ville kunne gøre det, så længe det var ham! Det burde han vide! Og en fedtklump ville han nok aldrig blive. Der var stadig meget af en helsefreak over hende, selvom hun havde puttet nogen flere proteiner på menuen for hans skyld, og det var i alt fald ikke fedt, man fandt det store af i deres kost. Så den kunne han godt slå ud af hovedet; den ide!

Hun låsede op så hurtigt, hun kunne, og smilede kærligt efter ham, da han hoppede indenfor. Hun havde før set ham fysisk svag, selvom det ikke var i helt samme grad som nu, og dog havde hun aldrig set ham som værende svag. For pokker, manden sprang stadig omkring som en vårhoppe, hvad svagt var der over det?!

Hun lænede sig let mod væggen og bøvlede lidt med sine støvler, før hun fik lagt dem ind til væggen og samlede hans sko samme sted hen. Hun så kort efter ham ud mellem krøllerne med et smil og hørte ham så begynde på sine ordrer, hvilket morede hende kosteligt.

Nå, men de kunne være to om den leg, kunne de! Med et skævt smil gik hun ud i køkkenet og lod vandet rinde, så det kunne blive koldt, mens hun gik i køleskabet og fandt en af de fantastiske bladselleri, som han ikke forstod, hun gik og gnavede af. Så fyldte hun et glas og gik ind til ham med begge dele, hvor hun skubbede sellerien ind mellem tænderne på ham og gav ham glasset, mens hun satte sig ved siden af ham.

"Skånekost," informerede hun med et drillende smil, "Det er alt du får de næste par dage! Lægens udtrykkelige ordre!" Hun havde svært ved ikke at flække af grin og så blot på ham for hans reaktion. "Og så må jeg fortælle dig en historie, mens jeg masserer dig, så skal du heller ikke trætte dine stakkels øjne." Hun strøg en finger langs undersiden af hans øje påpasselig med ikke at prikke ham i det. Hvis han tog sellerien ud, havde hun tænkt sig bare at stoppe den tilbage igen med et kærligt smil. Om ikke andet, skulle den nok forhindre ham i at blive den fedtklump, han åbenbart frygtede at blive.

Selvfølgelig havde hun lyst til at være sammen med ham. De sidste par dage uden ham havde været så tomme og ensomme, og der var intet, hun hellere ville. Hun havde faktisk kedet sig så meget, hun havde taget hovedrengøringen om igen - tre gange ... Der havde ikke været meget andet at tage sig til. Django havde ikke været hjemme, og hun havde ikk erigtigt været i humør til så mange af de andre. hun havde kort snakket telefon med Crystal, men det var ikke blevet til meget, og ellers havde hun bare kedet sig ved computeren og kikket på informationer om graviditeter til hun blev skråstribet i hovedet.

Havde Colt været klar over hans frygt, var hun nok blevet en smule såret, for selvfølgelig var hun ham ikke utro. Hun ahvde virkelig ikke øjne for andre fyre, når hun havde ham i nærheden. Og selv når han ikke var fysisk i nærheden, så var han altid i hendes tanker, og i sidste ende havde det samme effekt. Selvfølgelig kunne hun da se på en anden fyr og finde ham tiltrækkende, men det gik aldrig længere end dertil, og tanken og ansigtet var glemt igen øjeblikket efter. Han havde virkelig ingenting at frygte på det punkt. Selleri-punktet derimod var en helt anden sag!
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 08:53

Da hun kom hen til ham, var han allerede bange da han så det hun havde i hånden... Han var seriøst bange et kort øjeblik for at hun var seriøs om at det var lægens ordre, men selvom det var lægens ordre, så havde han godt nok ikke tænkt sig at følge dem... han var et rovdyr, og han krævede sit kød ellers så ville han helt sikkert dø... Det var der ingen tvivl om på nogen måde...

Han lagde nakken bagover og spyttede seleriet bag ud så det kom væk fra dem begge to… Han rejste sig så hurtigt op på det ene ben mens han hurtigt drak vandet for at fjerne den ækle smag af selleri han havde fået i munde… hvorfor skulle hun dog ville følge lægens ordre på den måde…

Han hoppede hurtigt over til vinduet og åbnede det mens han hev efter vejret som om den var helt galt med ham… Han vendte sig så rundt og kiggede på hende, med et meget skuffet blik, men han smielde stort over at hun stadig kunne drille ham det var rart for ham..

”Ja såååå… Hvis det er sandt søde, så kan jeg sgu lige så godt kaste mig ud af vinduet… Jeg overlever ikke de dage så hvis jeg ikke får kød…”

Han begyndte så langsomt at ’gå’ frem mod hende, med et meget sulten og blodtørstigt blik… Han lavede sjov med hende men hun skulle nok se godt efter for at se at han ikke var alvorlig med det… da han havde sat det blik op for mange gange…

”Men så må jeg jo bare nøjes med at spise dig?”

Han ’gik’ helt hen til hende, og mens han kom tættere på blev hans ansigt mere og mere grinagtigt og han så ikke længere farlig ud på nogen måde… han så mere kærlig og lysten ud der, mens han stod og kiggede på hende… Han greb fast i hende med den frie hånd og rev hende ind til sig, mens han forsigtigt bed hende i halsen, eller nappede var vel mere korrekt da der på ingen måde var rigtigt nogen mærker at se bagefter… Han begyndte så at kysse hende op af halsen, og fangede så hendes læber i et meget dybt og lidenskabeligt kys…

”Så længe jeg har dig søde… Kan det næsten være lige meget om jeg får mit kød…”

Han smilede til hende, og humpede tilbage til sofaen og lagde sig ned på ryggen igen… han kiggede bare op på hende… Tankerne om hendes utroskab kunne ikke lade være med at drille ham lidt, men han fjernede dem og kunne ikke lade være med at tænke på at selvom hun var ham utro kunne han ikke lade være med at ville tilgive hende for det…

Han kiggede bare op på hende, med glade, veltilfredse øjne… Han havde det faktisk godt som han lagde der og han vidste ikke helt hvad han ellers skulle kunne bede om for at få det hele til at være bedre end det var lige der…

”Hvor meget skal du egentligt arbejde den næste tid mens jeg ligger her?”

Han håbede ikke hun skulle arbejde ret meget fordi, de arbejde begge ret meget og så nogle gange ikke hinanden ret meget, og sov lidt for ofte ifølge ham hver for sig… Han håbede derfor at hans skader kunne være med til at betyde at de kunne få noget mere sammen, og at deres arbejdsgivere kunne forstå det… Eller nok mere at hendes forstod det da han jo var tilskadekommen og der derfor ikke var så meget at stille spørgsmål ved…

”Jeg håber lidt du er her det meste af tiden mens jeg er slatten…”

Han smilede til hende mens han lagde på ryggen…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 09:38

Det var underholdende at se hans ansigtsudtryk, da hun kom nærmere, men hun holdt masken. Om så det havde været lægens ordre, så havde hun nok heller ikke selv været opsat på at holde den, da det ville være skadeligt for ham at få så lidt kalorier indenbords. hun havde selv en tendens til ikke at få nok, men det ville hun aldrig udsætte ham for - læge eller ej! Det var udelukkende for at drille!

hun kunne ikke lade være med at le, da sellerien fløj ud af munden på ham og væk fra dem. Nå, så han havde kunnet forudse hvad, hun havde villet gøre med den? Eller også var han bare for snu til at løbe nogen risiko. Latteren fulgte ham, da han kom på benene og kastede vandet ned, som hun havde bragt med af samme årsag. Hun kunne kun give ham ret i, de smagte ækelt, selvom hun aldrig ville lade ham vide, hun tænkte sådan selv. Han ville bare begynde at undre sig enormt meget over hvorfor pokker hun så spiste dem. Men nu havde lægen jo sådan set givet hende svaret på den uforklarlige sult, der på det seneste havde fået hende til at gnaske sig gennem ikke så få bundet selleri. Hun valgte udelukkende at spise dem, fordi det var noget, hun ikke ville tage på af; det var virkelig det sidste, hun ønskede, selvom det nok ville blive nødvendigt med den lille på vej.

Ganske ubevidst strejfede hun sin nederste del af maven med fingrene og så efter ham med et kærligt smil. Hans måde nærmest at skabe sig på var komisk, og smilet blev atter til latter. Skuffelsen i hans blik modsat hans smil, var dog en smule forvirrende, og hun var ikke helt klar over hans tanker omkring hendes lille spøg. Men hun fik ham altså ikke overtalt til at spise bladselleri lige foreløbigt.

Smilet forsvandt en smule ved hans snak om at kaste sig ud af vinduet, og hun kom på benene og gik over mod ham uden helt at kunne se det morsomme lige i den del.
"Du er hård at forhandle med, min egen," bemærkede hun og lagde hovedet let på skrå. Han havde vel ikke i sinde at gøre det? Hun var ikke helt sikker; manden havde gjort sindssyge ting før, og hun var lettet, da han i stedet begyndte at gå mod hende. Udtrykket i hans øjne - sultent og blodtørstigt - fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, men hun fastholdt hans blik og fortsatte frem mod ham i et stadigt roligt tempo. hun havde aldrig været bange for ham før, så hvorfor skulle hun være det nu? Da hun kom lidt tættere på og fik set bedre efter, blev hun dog mere overbevist om hans spøg, og hans ord fik hende derfor blot til at hæve det ene øjenbryn uimponeret og lægge hovedet til siden, mens håret gled af hendes skulder og hals, efterladende begge dele blottet.

"Tag for dig," smilede hun udfordrende. Det var dog en lettelse alligevel, at hans maske krakkelerede jo tættere på, han kom, og det udtryk, der erstattede det forrige, tog ganske pusten fra hende. Hun kunne stadig næsten skælve ved synet af det blik.
Hun lod ham trække rundt med sig og sukkede blidt ve følelsen af hans nappen og kyssen, og hun mødte hans læber lige så intenst og passioneret som han selv, mens hun gled armene forsigtigt om halsen på ham.

Hans ord fik hende til at rødme og smile lettere genert, næsten som en lille skolepige, og hun lod ham kun modvilligt ud af sine arme, så han kunne humpe tilbage til sofaen. Hun fulgte efter ham og stod lidt og bare så kærligt på ham. Det var så usigeligt godt at se ham se glad og veltilfreds ud, som han lå der, og hun smilede bredere og lagde sig til rette op ad ham, hvor hun forsigtigt lod fingrene løbe over hans bryst meget påpasselig med ikke at flå i hans skrammer. Hans spørgsmål gjorde hende dog en smule trist.

"Lige i dag har jeg i alt fald fri - med mindre der sker noget komplet uventet ... Og jeg tror nok, Procella ville forsøge at klare sig de næste par dage også, men der kan altid dukke noget op. Så bipper pageren jo bare, eller telefonen ringer på sin egen halvpaniske facon. Men jeg vil skynde mig, hvis det sker. Jeg tror nok, hun forstod min situation i alt fald."

*Det er straks værre med hendes mand! Bare han ikke flår hovedet af mig ... Eller Segovax...* Hun lænede sig ned og kyssede ham blidt. Hun var ganske enig med ham i, de arbejdede for meget og for dumt i forhold til hinanden. Hun savnede ham i hverdagene, men hun turde virkelig ikke at holde op med at komme eller at holde op med at adlyde Procellas mindste befaling og ønske. Segovaxs liv kunne i sidste ende afhænge af det, hvis hun ikke havde misforstået Wicked helt. Det ville blive nok af et hyr, når hendes mave begyndte at vokse i så stor grad, det ville besværliggøre arbejdet for hende, og hun kunne kun håbe på, han ikke ville flå hende over det. Hvordan var det egentligt lige, det var endt sådan? Nej, hun gad faktisk ikke tænke på det, nu ville hun bare nyde at være hos ham!

"Awh, det håber jeg virkelig også! Jeg gør mit bedste for det i alt fald." Hun kyssede ham igen, en smule længere og en anelse mere længselsfuldt, før hun bare lagde sig tæt ind til ham.

"Du drømmer ikke om hvor ensomt det har været herhjemme ... På trods af arbejde har jeg skuret hele lejligheden af fire gange i alt eller sådan noget ... Jeg har været komplet rastløs ved tanken om, du var så langt væk" hun skar en grimasse og sukkede så tungt mod hans skulder.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 18 apr 2012, 19:38

Han fik sig lagt ned på sofaen, og han kunne stadig smage hende på sine læber, og han nød smagen af det… Hvorfor havde han dog overhovedet så meget som haft tankerne om at gå andre steder hen end direkte hjem til hende den aften… Han forstod det virkeligt ikke… det gav jo ikke nogen mening hvorfor han ahvde gjort det. Han burde virkelig være taget hjem og have været sammen med hende, og så var de også sluppet for at han skulle ligge på den tåbelige sofa og vente på at blive klar igen, det var simpelthen noget være lort der var kommet ud af det hele…

Han nød at hun lagde sig ned til ham, og han var glad for at hun lagde sig der… Han fik sig lagt sådan at de bedre kunne være der begge to og så han bedre kunne ligge den raske arm om hende og aede hendes side og mave let med den hånd han havde om hende, og nød bar følelsen af hendes fingre der gled ned over hans bryst… Han ønskede ikke andet lige der, og hvorfor skulle han dog også ønske noget som helst andet end at ligge der med hende… Han kunne dog ikke lade være med at overveje at der helt klart var nogle andre ting der også kunne komme på tale…

Hendes ord blev han glade for, og han kunne da ikke se hvorfor Procella og Wicked ikke skulle give hende lov til at holde fri, fordi de virkede jo som nogle helt fantastiske og venlige mennesker, man kunne jo bare se på Wicked som havde ladet ham overnatte hos ham fordi han var kommet til skade på arbejdet, og han havde endda hentet Colt til ham, for at han havde det bedre når han vågnede… Han var jo en fantastisk og dejlig mand, og Procella var vel lige så venlig og rar en kvinde…

”Jeg er da ret sikker på at de nok skal finde ud af noget søde… De virker som venlige og rare mennesker…”

han kiggede på hende, og han lagde sit hoved tættere på hende, og kyssede hende blidt på læberne, for igen at få smagen af hende til at flyde over hans læber. Hun var så dejlig, og han forstod stadig ikke helt hvorfor han var så heldig at have hendes kærlighed, det gav ikke helt mening i hans hoved, men han havde valgt at ligge det væk, og bare være glad for at hun faktisk elskede ham…

”Søde hvad har du tænkt dig at lave i dag?”

Han kiggede bare smilende på hende… Han ville gerne vide hvad hun havde af planer, fordi selvom han gerne ville have hendes hos ham, ville han også gerne have at hun lavede noget andet, og ikke følte sig forpligtiget til at være hos ham… Det ville simpelthen være for meget for ham at bede om hvis hun ikke lavede andre ting. Han ville føle sig alt for krævende hvis hun ikke lavede andet, end at være hos ham…

”Jeg håber i hvert fald du har andet at lave… Fordi ellers føler jeg mig lidt for krævende overfor dig… Jeg vil gerne have dig her hos mig det meste af tiden, men jeg regner da med at du stadig har andre ting i dit liv som du skal tage dig af...”

Han kiggede ned i fra hende, men vendte hurtigt sit blik mod hende igen. Han kunne jo ikke lade være med at kigge ind i hendes smukke øjne, selvom han havde set dem så meget fik han aldrig nok af at se på hendes øjne… Han vidste ikke hvad der var med dem, men et eller andet gjorde at han kunne fortabe sig helt i dem…

Han aede hende stadig over siden og lidt over maven en gang i mellem… Han var så glad for at de skulle have et barn…
”Jeg kan ikke helt forstå at vi faktisk skal have et barn sammen søde… Det er simpelthen utroligt…”

Han så på hende smilende… det var nemlig helt fantastisk for ham… Han havde mistet Ziga dengang, og han var bare glad for at de ikke var nået til at få børn, som hun så også var stukket af sammen med… Det ville simpelthen have slået ham helt ud hvis hun havde gjort det…

Det hun sagde omkring at det havde været helt ensomt, varmede hans hjerte meget...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tors 19 apr 2012, 04:14

Sego var ikke den eneste, der stadig havde en fornemmelse af den anden på læberne, og hun smilede stille og kom til at tænke på sellerien, der lå ovre ved væggen. Smilet voksede lidt ved erindringen om hvordan, han havde spyttet den ud. Hun ville fjerne den senere; lige nu var det alt, hun kunne magte at ligge her ved ham.
Colt forsøgte at holde det ude af tankerne, han havde fortalt på hospitalet om Cherlyn. Det havde jo ikke været hans skyld, sagde hun fast til sig selv og afviste så erindringerne nådesløst. Han havde ikke ønsket at gøre det, og han var kommet til hende og havde fortalt hende om det med det samme og været helt knust over det. Hun stolede på ham, tvivlede ikke på ham et sekund ... gjorde hun?
*Nej, selvfølgelig ikke!* sagde hun hårdt til sig selv. Bare måden han så på hende beviste det! Hun følte sig virkelig lav at tvivle på ham - hvor kort et øjeblik det så havde været.

Varmen fra ham trængte sig ind på hende, og hun følte sig et øjeblik temmelig kold, mens han lagde armen om hende. Hun sukkede let og smilede ved hans kærtegn, lige så tilfreds med at ligge der sammen med ham, som han var ved at ligge sammen med hende. Så længe hun kunne holde sine tanker på afstand, var hun perfekt lykkelig ved bare at have ham hos sig.

Efter hvad end Wicked havde gjort mod Segovax, havde de virkelig en forskellig opfattelse af parret. Colt kunne dog ikke nære det samme had for Procella, hun gjorde for Wicked, for i og for sig havde Procella aldrig gjort hende andet end at være gift med den hæslige dæmon. Hun var dog glad for, Segovax tilsyneladende ikke kunne huske noget om tiden i kælderen, for han ville på en eller anden måde have bebrejdet sig selv, Colt havde været for stædig og stupid til bare at svare i stedet. Og alle hendes forsøg på at beskytte Segovax, hvad var de endt i? Hun var låst godt og grundigt fast, og hvis Wicked bad hende danse, måtte hun danse, og stak han hende en på siden af hovedet, måtte hun vende den anden kind itl og bede om en mere ... Alt andet ville kunne gå ud over Segovax! Så hvis pageren bippede, ville hun knapt give sig tid til at kysse ham farvel, før hun var af sted.

Derfor skar hun også et lille ansigt ved hans ord, selvom hun havde hovedet lagt, så han næppe ville kunne se det. Hvordan skulle hun lige få vendt den? Hun havde lovet ikke at fortælle Segovax noget.
"Altså, hvis Procella er alene med fire småbørn, så kan der hurtigt gå panik i den, så hun vil måske få brug for hjælp alligevel."

Hun løftede hovedet op med et påtvunget smil, da han flyttede sit tættere på ham, og hun gengældte hans kys og trykkede sig en smule ind mod ham, mens hun bare lod følelsen af ham sluge sine tanker. Hun følte sig mindst lige så heldig som han gjorde det. I betragtning af alle de nedture, han havde haft, de gange han havde forsøgt at skubbe hende væk, at han havde forsøgt at forlade hende faktisk sårende hende fysisk, hans selvmordsforsøg ... I betragtning af alt det, så var det faktisk lidt af et mirakel, han lå der hos hende endnu.
Hun lagde hovedet bedre til rette mod hans skulder og lukkede øjnene i, mens noget af hendes hår gled lidt rundt for at finde sig til rette.

"Hvad jeg har tænkt mig at lave?" spurgte hun let undrende og så på ham. Hun ville aldrig føle sig forpligtet til noget som helst, når det kom til ham, og det gik hun faktisk ud fra, han vidste. Men på den anden side havde hun det med at undervurdere graden af hans dårlige selvværd, så måske vidste han det ikke? Hans opfølgende ord bar svaret, o ghun løftede sig en lille smule op for bedre at kunne se på ham, hvad hun gjorde med stor alvor.
"Segovax, du er ikke krævende over for mig! Jeg gør ikke noget, jeg ikke selv vil - ikke ret tit i alt fald - og over hovedet ikke, når det kommer til dig! Jeg kunne såmænd ligge bare og kikke på dig hele dagen, eller jeg kunne ligge her op ad dig med din arm om mig, og det ville virkelig ikke genere mig!" Hendes blik var en anelse dystert, da han igen mødte det efter kort at have set væk.

"Segovax, du er ikke en byrde, du er ikke krævende, du er ingenting negativt for mig - overhovedet! Du betyder alt for mig, og du tvinger mig ikke til noget som helst; jeg elsker dig af egen fri vilje og det samme gælder for alt, jeg gør for dig - og ved dig ... Jeg ville ønske, du kunne se dig selv, som jeg ser dig.. at du kunne forstå hvordan, jeg føler for dig ..." Hun sukkede lettere melankolsk og kæmpede for at få et smil frem. Hun følte det godt nok lidt håbløst med ham nogen gange, men på den anden side var hun for stædig og optimistisk på bunden til at give op. Fandeme så om hans lave selvanskuelse skulle vinde over hende! Hun fastholdt hans blik lettere stædigt, så han i det mindste kunne se, hun mente sine ord dybt alvorligt.

Hun faldt lidt til ro igen ved hans kærtegn, og hans ord om barnet fik hende til at smile bredt.
"Du er ikke den eneste! Jeg ved ikke om jeg skal være lykkelig og fascineret eller dybt skræmt over at have ansvaret for et andet liv på den måde ... Men utroligt, det er det!" Hun strøg ham over kinden og kyssede ham blidt. Hun havde ikke selv troet, det skulle ske, og slet ikke endnu, at hun skulle blive gravid, men nu var det altså sådan. Hun tvivlede faktisk lidt på, hun ville være en god mor; hun følte sig meget ung og vild endnu, og ville hun virkelig være det bedste for et lille barn? Og hun og Segovax havde stadigvæk deres problemer, især med hans selvværd. Han ville dog nok være mere egnet til forælder end hun selv; hun havde virkelig aldrig været typen med et barn i armene. Jo andres, men ikke et hun ikke ville kunne lægge ansvaret for fra sig igen. Var hun overhovedet ansvarsfuld nok til at kunne gøre det? En dyb tvivl greb hende, og hendes fingre gled ned over maveregionen, mens hun funderede. Og alt det rod, hun var viklet ind i, var det virkelig noget at byde et barn? Var hun noget at byde et barn?
Hun håbede ikke, han ville kunne mærke på hende, hvordan hun tænkte, men måske ville han. Det var ikke ligefrem fordi hun havde haft hovedet nok med sig til at skjule sin bekymring fra øjnene.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 24 apr 2012, 09:02

Han nød bare at ligge og holde om hende på den måde… Hun fik ham til at føle sig hjemme og selv om det var hende der lagde i hans hænder følte han sig tryg og i gode hænder… Det var som om hendes nærhed var mere end nok til at gøre ham til et gladere og mere trygt menneske… Han kunne ikke tænke på noget bedre end bare at ligge der med hende… Hvordan skulle han kunne forestille sig noget bedre? Der var vel ikke noget der kunne være bedre end at ligge med den person man elskede mere end noget andet? Han kunne ikke forestille sig andet i hvert fald…

Hun var en smule kølig, men han følte ikke det var værre end det plejede at være med hende… Hun virkede altid kølig syntes han, og det var altid så rart at mærke hvordan de stod i kontrast til hinanden ved at han var så utroligt varm, og hun var lidt af en frossenpind… Det ord hun havde brugt om sig selv da de var mødtes…

”Har man brug for lidt varme? Din lille dejlige frossenpind? Eller er vi bare helt kold i røven i dag?”

Det sidste var også en hentydning til noget af det hun havde sagt om sig selv da de var mødtes den første gang… Han mindedes at det var noget hun var blevet kaldt af hendes mor, men han kunne godt lide at drille hende og så bare holde samtalen i gang så der ikke endte med at være en eller anden underlig akavet stilhed i mellem dem, det ville han ikke lige kunne overskue som de lagde der… det var der slet ingen tvivl om, og så elskede han også at høre hendes stemme… Han elskede hende mere end han nok nogensinde kunne beskrive over for hende og endnu mindre overfor sig selv…

Da hun fortalte om at lade Procella være alene med fire unger, kunne han godt se problemet med det… Hun virkede ikke helt som kvinden der var klar til at slå sig ned og bare passe børn, hun virkede stadig vild og, ja hvordan skulle man sige de, eksperimenterende? Han vidste ikke hvorfor men han havde lidt et billede af at de ikke var hinanden helt tro de to personer, men hvad vedkom det egentligt også ham så det lagde han bare ligge og tænkte lidt over hvordan han skulle svare hende på det hun havde sagt i stedet for at tænke på den mand og kvinde…

”Ja det kan du nok have ret i… Så må vi håbe at vi kan undvære hinanden eller hun finder ud af noget andet for at løse problemet og mysteriet med den mangelende barnepige?”

Han smilede let og grinede lidt til hende… Noget han var blevet bedre til med tiden, og det var bare blevet endnu nemmere for ham siden han var vågnet op nede i den kælder og det havde han tænkt lidt over, hvordan et kunne være at det var blevet nemmere for ham…

”Er jeg glad for at høre skat… Du ved at jeg ikke ville kunne lide hvis du gjorde noget fordi du følte dig tvungen til det… Jeg ville simpelthen ikke have det godt med at få dig til at gøre ting bare fordi jeg har dummet mig…”

Han smilede roligt til hende… Han nød at se hendes ansigt og han kunne knap nok forklare hvor meget han faktisk nød at se hendes ansigt… Hvorfor havde han overhovedet haft tanker om Cherlyn selvom det bare havde været meget meget kort… Det gav ikke mening for ham længere, men han var ret sikker på at hun ikke ville være et problem for dem længere…
Det at de skulle have et barn være stadig noget der glædede ham og var helt vildt fantastisk for ham, og så med hende han kunne da slet ikke forestille sig nogen andre at få et barn med det ville jo ikke være andet end dejligt med hende…

Han lyttede til hende og nød hendes blide kys og da kysset blev brudt talte han meget hurtigt for at fortælle hende det han var bange for at hun tvivlede på fordi han kunne slet ikke se nogen grund til at hun skulle tvivle på om hun kunne være en god mor… Det kunne hun sagtens han var nok dårligere til at være far når det kom til stykket specielt hvis det blev en pige… Han kunne måske håndtere en dreng…

”Du skal nok blive en helt fantastisk mor… Du har jo allerede mig at øve dig med, så du skal nok lære at passe barn…”

Han grinede lidt fordi det kun var sagt i sjov, så svag så han dog ligegodt heller ikke sig selv… Svag ja men som et spædbarn? Nej den skulle de sgu længere ud på landet med…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 25 apr 2012, 08:31

Jo længere hun lå i hans arme, jo mere forsvandt tankerne og den kortvarige, nagende tvivl, der havde haft samme effekt som hviglødende jern. Hun følte sig halvt om halvt brændemærket af tanken, selvom den var væk, og hun havde fået et chok over graden af smerte i den. Men den gled dog i baggrunden, som hun bare lå der.
"Nu passer du på med armen denne gang," drillede hun let og lagde benet ind over hans for at komme endnu tættere på ham, og hun sukkede svagt af velvære. Hun havde aldrig kendt en ro eller lykke som den, hun fandt i hans arme. Det var som om han på mystisk vis i den tid, de havde været sammen, havde helet de sår, der havde revet i hende i så mange år, hvor hun havde troet, hun havde glemt alt om dem. Men først nu var hun helt i fred med fortiden. Det var faktisk ikke en gang noget, hun rigtigt havde tænkt over, før det lige pludselig slog hende i dette øjeblik. Det var ganske simpelt bare gledet ud ad hendes hoved! Fascinerende som han havde påvirket hende, og det fik hende kun til at elske ham højere og føle sig det mere taknemmelig over for ham.

De var på mange punkter en stærk kontrast til hinanden, men modsætninger mødes, sagde man jo, og det måtte siges at være rigtigt. Hun strøg ham kærtegnende over brystet og lyttede til hans ord, før hun skar en grimasse og lagde hånden på sin egen bagdel et øjeblik, før hun igen lagde armen ind over ham.
"Helt kold i røven er jeg nu ikke, men du tøer mig op indefra, startende med hjertet, og jeg er åbenbart bare lidt sejlivet at komme hele vejen igennem." Hun skar en grimasse og kunne godt selv høre hvor dumt, det lød. "Men det er dejligt at have en stor og fantastisk brændeovn til at varme en op." Hun kunne lige så godt fortsætte med at lyde dum, og det lykkedes vist også. Hun skar en ny grimasse.
"Kan jeg ikke bare vinde præmier for intelligens lige nu!?" lo hun muntert og puttede sig ind til ham.
Om der så var stilhed eller snak imellem dem, var Colt ligeglad, så længe hun havde ham. Og for hende der ellers altid havde talt som et vandfald var det faktisk lidt imponerende, hun havde fundet en, hvor hun ikke var nervøs for bare at være stille. Men måske havde hun vænnet ham til sin snakken efterhånden?
En dyb følelse af at være tilfreds med tilværelsen spredte sig i hende, alt sammen kommende fra ham. Hun ville virkelig ikke vide hvad, hun skulle gøre uden ham. Hun ville være komplet fortabt, og hun ville aldrig nogensinde føle sig hel på den her måde igen.
"Du må aldrig forlade mig, Segovax," hviskede hun ved disse tanker og holdt ham lidt tættere, som om hun ville have en jordisk chance, hvis han forsøgte at gå. Det havde de vist allerede fået bevist, hun ikke havde, selvom hun havde været fandens stædig omkring det. Hun gemte ansigtet lidt væk ved ham for, han ikke skulle se den angst, der pludselig greb hende midt i al den glæde, hun ellers lige havde følt. Humørsvingninger? Hun var ikke helt sikker, men det kunne da bare være typisk!

Procella var ikke just den oplagte kandidat som mor til firlinger, og Colt huskede tydeligt alle de babybøger, hun havde måttet slæbe op til hende. Og hun tvivlede lidt på, Pro ville søge hjælp andre steder fra. Det var trods alt Colts arbejde, og Wick stod bag hende. Så hun kunne skam godt forestille sig at blive kaldt ud pludseligt - faktisk forventede hun det lidt.

"Vi bliver nødt til at undvære hinanden, men jeg vil skynde mig så meget, jeg kan. Så må vasketøjet og rengøringen vente lidt, og jeg må fokusere på det mest nødvendige."
Kort gled billedet af Wickeds ansigtsudtryk, da han havde fundet hende med hans undertøj i hånden foran vaskemaskinen gennem hendes hoved, men hun skød det væk og ville slet ikke tænke på ham. I stedet forsøgte hun at le sammen med ham, men det blev ikke så helhjertet, som hun kunne have ønsket det. Hun var stadig trist, men lige for tiden var de her humørsvingninger ikke noget nyt, selvom hun da havde forsøgt at skjule dem for ham indtil videre. De sidste par dage, hvor hun havde været alene, havde hendes humør skiftet fra leende lykke til at sidde sammenkrøbet i et hjørne og græde med Georgie gnubbende sig op ad hende. Det var så vældigt underholdende at være gravid nogen gange. Det var faktisk lige før hun ikke en gang kunne glæde sig over og nyde hans latter, og hun hankede alvorligt op i sig selv. Selvfølgelig nød hun den, sagde hun hårdt til sig selv og tvang et smil frem.

Hans ord hernæst fik hende til at kysse ham på kæben.
"Det ved jeg, og derfor gør jeg det ikke," svarede hun ham roligt og bare så op på ham, mens hun kæmpede for at virke mere munter end hun følte sig lige nu.

Var Colt blevet gravid med en hvilket som helst anden mand eller på et hvilket som helst andet tidspunkt - og om hun så havde elsket manden nok så meget - ville hun aldrig have følt det samme, som hun gjorde over at skulle bære Segovaxs barn. Dog var hendes følelser mere blandede. Hun glædede sig og var stolt, men hun var også bange for en masse ting; at miste barnet, at miste ham, ikke at slå til og hundrede sytten andre ting. Det var meget frustrerende og fyldte hendes hoved meget.

Colt tvivlede en hel del på sig selv i den her situation, og hun kunne slet ikke se sig selv i rollen som mor, hvad faktisk var det, der skræmte hende mest.
Hans ord fik bare tårer frem i hendes øjne, men hun blinkede hidsigt for at få dem væk og tvang et smil frem.
"Det er ikke just fordi du ligger på min arm og bidder mig i brystet, og jeg håber heller ikke, du har intentioner om, jeg skal skifte dig," sagde hun i et svagt forsøg på at joke. Hun så dog langt fra glad ud, og faktisk havde hun mest lyst til bare at krølle sig sammen om ham, som jærven havde gjort det om hans hals, da hun mødte den første gang, og bare græde uden hun havde nogen som helst anelse om hvorfor. Katastrofetanker angreb hende et øjeblik, og hendes hoved gennemgik filmen "117 måder din baby kan dø på" samt "fiasko mor: Colt Rey" ... Ikke videre opmuntrende, og hun kæmpede for at afvise tankerne.

"Arh, tag dig ikke af mig lige nu, det har ikke noget med dig at gøre, dearest!" forsikrede hun ham lettere frustreret og med en lettere rusten stemme.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 25 apr 2012, 19:08

Han elskede hende så meget at han knap nok kunne forklare hvad pokker det var der gjorde det… Han havde et stadig lidt svært ved det, og tankerne om at han ikke helt var nok for hende ramte ham stadig en gang i mellem… Han endte dog næsten altid med at skubbe det væk og tænke på at hvis ikke hun mente han var god nok så ville hun vel have fundet en anden… Han troede jo på at hun var ærlig omkring det meste og at hun ikke valgte at skjule noget eller lyve overfor ham. Det var endnu en af de grunde der gjorde at han elskede hende så meget som han gjorde. Han åndede ud lidt tunge men man kunne nok godt høre på ham at han nød det og han havde det rigtigt godt som han lagde der med hende i sin arm…

Han var altid glad for at han kunne tage ud og være udsmider fordi der kunne han i pauserne være alene og tænke lidt over nogle ting… Han kunne tænke lidt over Cherlyn og Ziga og for dem bearbejdet og skubbet væk lidt bedre… Det var derfor han gjorde som han gjorde, mes at han ofte i de tilfælde gik så langt væk fra de andre og fik grædt ud og skadet nogle livløse objekter, som jo ikke kunne føle smerte… Han havde nogle gange bare brug for at få tankerne ud og det klarede han bedst ved at slå på noget eller banke nogen… Eller han kunne på anden måde være fysisk aktiv…

’’Nej præmier for intelligens kan du nok ikke… Men så meget som muligt kan du eller som for at være søde, kærlig dejlig, og eller bare helt ubeskrivelig fantastisk…’’

Han kyssede hende blidt… Han elskede når han kunne få lov til at sige komplimenter til hende, og han kunne godt lide at sige det helt direkte til hende… Han ville helst ikke have at hun skulle risikere at misforstå det han sagde, og få det forkerte billede af hvordan han så hende… Han så hende jo som det bedste og dejligste i hele verden…

Da hun snakkede om at hun ikke ville have at han forlod hende, kiggede han lidt på hende og kyssede hende igen… Han havde gjort forsøget før og kunne godt føle at det var da helt klart ikke det bedste valg han havde gjort nogensinde, og derfor kunne han aldrig finde på at gøre det igen… Han følte at han bare havde opført som en tumpe…

’’Bare rolig søde… Jeg elsker dig jo… Og så længe du ikke vil af med mig forsvinder jeg ikke…’’

Han var ikke glad direkte for at hun skulle smutte men alligevel ville han jo heller ikke have at hun bare gik hjemme hos ham bare fordi han var der… Det var simpelthen ikke det han havde brug for at nogen skulle… At nogen skulle ville bruge så meget tid på ham var ret så svært for ham at arbejde med… Han vidste ikke hvorfor men han havde altid haft det lidt svært med sit selvværd…

’’Ja men du skal jo også andet end bare at være hos mig…’’

Han mente det seriøst og derfor sagde han det, men hvis hun absolut ville være der hele tiden så kunne han nok godt vænne sig til det, og leve med det… Men det gad han ikke tænke på længere det var der jo ikke nogen grund til at han skulle…

Han kunne tydeligt mærke på hende at hun ikke var helt i godt humør, og regnede med at hun bare havde lidt brug for at være sammen med ham, og have ham hos sig, så hun kunne føle sig lidt bedre tilpas, hun havde måske også brug for at han sagde nogle pæne ting om hende, og fortalte hende om hvor helt fantastisk han syntes hun var… Han kyssede hende igen, hun skulle helt klart føle at han elskede hende og det skulle der ikke ligge og tro det ikke var noget han mente…

Da de snakkede om det med at passe et barn, kunne han ikke helt lade være med at smile over hvordan hun snakkede om det, og hun havde jo ret, fordi selvom han havde brug for meget hjælp var det jo ikke helt det samme som et barn…

’’Nej det er vel ikke helt det samme…’’

Han kunne ikke lide at hun virkede så nede over det, også fordi han kunne jo ikke lade være med at føre at han havde en skyld i det, fordi det var jo ham der havde gjort hende gravid… Han aede hende over siden og nussede hende blidt, så hun kunne føle at han var der for hende… Han ville absolut ikke forlade hende og det kunne han jo heller ikke helt gøre i den tilstand han var i…

’’Selvfølgelig skal jeg tage mig af dig skat… Du er mit livs kærlighed og du skal have det så godt som muligt…’’

Han mente det meget seriøst at han ville have at hun skulle have det godt at hun virkelig var hans livs kærlighed… Og han regnede ikke med at der nogensinde ville finde nogen der kunne give ham den samme følelse som hun gav ham… Det var simpelthen ikke muligt troede han… Men han havde jo heller ikke troet at det ville være muligt for hende at få ham til at føle som han gjorde lige på det tidspunkt efter at de nu havde været sammen med hende i en del tid…

’’Jeg elsker dig virkelig meget skat, og du skal have det godt, og ikke ofre noget for min skyld…’’

Han kyssede hende igen, denne gang var det meget lidenskabeligt og han vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende… Han ville gerne gøre alt for at hun havde det godt, og at hun følte sig som noget af det mest værdifulde der var i verden… Og for ham var hun som en ædelsten… Smuk, værdifuld, men på det rigtige punkt kunne hun jo alligevel krakelere i tusind stykker… mange ville nok ikke se det som noget godt, men han kunne ikke lade være med at se det søde og gode i det…
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tors 26 apr 2012, 11:59

For Colts vedkommende var det let at sige hvorfor, hun elskede ham. Hun behøvedet blot at møde hans blik i dette øjeblik og se alt han var, vide hvad han tænkte og følte, vide hvad, han havde gået igennem og at han alligevel var der hos hende og for hende. Han var ganske simpelt et ufatteligt menneske - eller varulv, det rørte hende ikke - og hun tilbad alting ved ham og så op til hans styrke, fandt mod i hans smil, glæde i hans latter og tryghed og et hjem i hans arme. Han var alt, hun nogensinde havde ønsket for og forestillet sig og stadig mere til, og hun beundrede ham for det alt sammen - måske med undtagelse af det lave selvværd, der tilgengæld gav hende en følelse af formål, når hun forsøgte at ændre det.
Hun forstod heller ikke, han fandt hende værdig til sit hjerte. Mange gange følte hun sig ganske utilstrækkelig, men hun var for egoistisk af natur til at gå fra ham af den grund. Hun havde alt for meget brug for ham til at kunne undvære ham.
Og hun var ærlig for ham så langt hen ad vejen, det ikke skadede ham. Den eneste store hemmelighed, hun havde for ham var den om Wicked, som han ville blive dræbt, hvis hun fortalte ham, og seende ham nu i sammenligning med før, var hun splittet i sin mening om dæmonen. Kun på det ene punkt dog. Men hun holdt hemmeligheden for ham. Ellers var det småting som at vente et par dage med at sige noget eller skjule humørsvingninger eller morgenkvalmen.

Colt vidste aldrig rigtigt om hun skulle være glad for hans job eller ej, men han virkede til at kunne lide det. Han kunne få brugt nogle muskler, komme af med nogle aggressioner, og det vidste hun, han trængte til fra tid til anden, men hun var altid så bange for, han skulle komme galt af sted. Hun afskyede virkelig at se ham i smerter, mest af alt fordi der aldrig var det mindste, hun kunne gøre for at hjælpe ham, og fordi han aldrig ville tillade hende at gøre noget alligevel. Og fordi han stolt bare bed det i sig. Det tog hårdt på hende hver gang. Hun var dog ikke klar over om han rent faktisk vidste det.

Hun rødmede let ved hans ord og gengældte kysset, før hun smilede til ham. Han var den, der var ubeskrivelig dejlig at tale sådan om hende. Og hun følte sig som han sagde, han så hende, når han kom med de komplimenter. Hun havde aldrig været vant til at få mange af dem, og når det var sket før i tiden, havde været nogle hårdere, lettere flabede nogen ikke ganske ulig de ting, der blev sagt ved racerløbene. At høre dem så oprigtige og ukomplicerede, som Segovax fremlagde dem, fik hende til at føle dem ægte.
"Awh Segovax, du gør mig helt forlegen," smilede hun, "og jeg vil ikke tage imod nogle af de præmier, hvis jeg ikke må dele dem med dig, for du når da mindst op på højde med mig!" Hun smilede fortsat og kærtegnede hans brystkasse, før hun gled hånden op langs hans hals.

Det var ikke kun efter hans forsøg på at forlade hende, hun havde frygtet, han ville gøre det: det havde hun i og for sig været bange for hele tiden. At hendes egen sårede ulv ikke ville kunne bære at have hende i sit hjerte mere. Men det var også mere end at gå fra hende; det var i høj grad også at dø fra hende. Den frygt ville aldrig forlade hende efter den dag i hytten, hvor han havde flået sit håndled op. Det var faktisk hendes største frygt, han skulle forsvinde på den måde, for trods alt, hvis han gik fra hende, ville hun kunne bære det, så længe hun vidste, han ville være glad et andet sted - sågar sammen med en anden. Så længe han var glad, så kunne hun bære tabet af ham - så højt elskede hun ham.

Hun blinkede et par tårer væk ved hans ord og nikkede tavst og bare trykkede sig tættere ind til ham. Hun ønskede så brændende at tro ham.

Hun havde ikke lyst til meget andet end bare at være sammen med ham hele døgnet rundt, men okay, hvornår havde hun nogensinde det? Og hun måtte jo passe sit arbejde - for ellers! Det huede hende dog ikke på nogen måde, men hun forsikrede sig selv om, at var de op ad hinanden fireogtyve timer i døgnet konstant, ville der ikke være meget at tale om, og de ville aldrig føle glæden ved at gense hinanden og være savnet. Så sådan måtte det jo være.

"Jeg skal, men jeg vil ikke," sukkede hun trist og følte sig tung om hjertet ved tanken på trods af tankerne lige før.

Helt præcist hvad, Colt havde brug for lige nu var at få overstået de første tre måneder af graviditeten, så hendes humør ville blive stabilt igen og den infame morgenkvalme, der aldrig rigtigt var klar over hvornår, det var morgen, ville dampe af igen. Men jo, hun havde da også brug for bare at være sammen med ham. Der var intet som at være det, der fuldstændigt kunne tage hendes tanker væk ... sådan var det i alt fald normalt, selvom det kneb lidt lige nu.
Hun gengældte hans kys længselsfuldt og forsøgte at drukne tankerne i følelsen af ham, men det var alt for hurtigt overstået til at have den store effekt på hende.
Hun følte sig altid elsket, når hun var sammen med Segovax, og han var faktisk den eneste, der kunne få hende til at føle sig som sådan. Siden hendes forældre havde kylet hende ud på den måde, havde hun ganske simpelt ikke turdet tro på den slags ... men med ham gjorde hun det fuldt ud.

Til hans kommentar om babyplejning, rystede hun blot svagt på hovedet uden at sige noget.

Skylden for graviditeten måtte han pænt dele med hende, og det var heller ikke fordi hun fortrød det på nogen måde, hun var bare nervøs og usikker over sig selv, og hormonerne var ikke faldet til ro endnu, hvilket lavede rod i hende. Hun nød hans nussen og sukkede ind mod ham, mens hun trykkede sig lidt tættere på ham.

Hans ord om, han nok skulle tage sig af hende, fik bare tårerne til at løbe ud fra hendes øjne, og hun smilede blegt uden at føle rigtigt for det. Soma ltid, når han kaldte hende skat gled en farm fornemmelse gennem hende, og hun holdt ham bare tæt.

"Det var ikke det, jeg mente," hviskede hun og forsøgte at holde de forbandede tårer tilbage. "Mit humør, mente jeg. Du skal ikke ligge noget i det ..." Hun kunne ikke lade være med at snøfte og sukkede irriteret over sig selv.
Segovax var også Colts eneste ene, og hun behøvede ikke en gang spørge sig selv, om hun ville kunne finde en tila t erstatte ham - nogen sinde. Hun kendte allerede svaret; når hun så gladeligt bar hans barn, hvordan kunne hun så tvivle på det svar?
At han ikke havde troet det muligt for hende sådan at nå ind til sig, havde hun godt fornemmet helt fra starten, hvilket faktisk bare havde gjort hende det mere opsat på at komme det. Og det havde vist sig at være det bedste hendes stædighed nogensinde havde gjort for hende.
Hun snøftede let igen, tårerne løb stadig ukontrolleret.

Hun nåede ikke at svare på hans hjertevarme ord, før hans mund lukkede sig over hendes, og hun gengældte med samme lidenskab, som han selv lagde for dagen. Han behøvede ikke sige mere; det gjorde han aldrig. Han vidste altid præcis hvad, der skulle til, selvom det lige nu ikke stoppede tårerne, som i grunden ikke havde nogen grund til at være der.
Da de slap hinandens læber igen, sukkede hun let rystende og tvang et smil frem, mens hun strøg ham over kinden.

"Jeg elsker også dig, dearest, og du betyder alt for mig! Jeg ville ofre alting for dig uden så meget som at blinke! Ville ikke en gang tænke over det, bare gøre det, hvis det var påkrævet! Du betyder alt for mig!" hviskede hun passioneret og mente hvert et ord. Hun ville endda give sit liv i bytte for hans, hvis det var der, det førte hen. Var det måske ikke det, hun faktisk havde været parat til, da hun troede det faktisk var kommet dertil den dag i baren med Cherlyn? Hun havde været klar til at blive flået levende frem for at lade Cherlyn komme i nærheden af ham, da hun troede, hun ville skade ham. Og igen med Wicked i kælderen. Hun havde udholdt hans tortur hellere end fortalt ham om Segovax, selvom lidt var sluppet fra hende alligevel. Hun havde flere gange bevist sin kærligheds styrke over for sig selv - på samme tid findende en ukendt styrke i sig selv. Et kort øjeblik genkaldte hun sig ufrivilligt de pinsler, Wicked havde ladet hende gennemleve for ikke at svare sig, og flere tårer løb over hendes kinder. Hun havde virkelig haft det elendigt der, men hun havde ikke villet give sig alligevel, og hun mente da selv, det havde taget en del at knække hende. Om Wicked var af samme mening anede hun ikke, og hunhavde bestemt ikke i sinde at spørge ham!
Hun vendte tilbage til tanken om Segovax. Jo, hun ville virkelig ofre sig selv for, han skulle have det godt; han betød alt for hende, var solen hendes verden drejede sig om, grunden til, hun stod op om morgenen og gjorde ting.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Søn 06 maj 2012, 09:48

Han holdt bare stille om hende, og lagde ikke mærke til ret meget andet end hende men hvorfor skulle han dog også det… Han aede forsigtigt hendes side og mave hele tiden, bare fordi han simpelthen ikke kunne lade være med det… Han kunne stadig ikke tro at den dejlige kvinde der lagde der sammen med ham virkelig bar på hans barn, og virkelig var villig til det… Det var helt utænkeligt i hans hoved, grundet hans dårlige selvværd…

’’Selvfølgelig må du dele dem med mig… Det viser jo bare hvor storslået og fantastisk du er søde…’’

Han kyssede blidt hendes tår væk så godt han kunne, og trykkede hende bar blidt ind til sig, for at hun skulle vide at han var der for hende og at det hun gik igennem virkelig ikke var noget hun skulle klare alene på nogen måde, han ville være der for hende og sikre sig at hun ikke skulle stå med det store ansvar alene…

’’Jeg er her for dig skat… Jeg vil hjælpe dig alt hvad jeg kan være din støtte, og gøre alt for dig som du ikke selv kan…’’

Han vidste ikke hvor meget hun var villig til at lade ham hjælpe hende, men han regnede med at hun ikke var lige så stædig når det kom til at modtage hjælp som han selv var, og derfor kunne han nok godt få lov til at hjælpe med en hel del, men lige nu var det jo så godt nok ham der havde brug for en smule hjælp…

’’Jeg vil også gøre alt for dig elskede… Det håber jeg du ved…’’

Han sukkede tungt ud fordi han havde lyst til hende, og han var nød til at indrømme at han havde lyst til hende seksuelt men han var bare ikke i stand til det med de skader han havde og han hadede det så meget, og så at han ikke vidste hvordan hun ville tage det hvis han sagde det… Men det pressede sig på at hun skulle vide det…

’’Skat… Jeg har lyst til dig…’’

Hans stemme var en smule nedslået fordi han ikke kunne, men alligevel smilede han til hende bagefter, fordi han ikke kunne lade helt være når nu han var sammen med hende…

//undskyld det korte svar… Skal lige i gang igen… ^^’//
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Søn 06 maj 2012, 10:44

((Helt okay, Sego, ellers ender jeg nok også oppe på mine sædvanlige 2-3000 ord i stedet for det her :P))

Hun lå og bare nød at mærke ham der, at mærke hans kærtegn, især på maven. Det beroligede hende en hel del, og hun lå bare lidt med halvt lukkede øjne og bare følte tent fysisk. Hun havde ikke selv helt vænnet sig til tanken om at bære hans barn, og alligevel havde hun en eller anden fronemmelse af, hun måske i grunden havde vidst det nogen tid, hvor hun bare ikke var gået til lægen. Det havde ikke været så stort et chok, mere en tanke som *nåååh det er dérfor jeg har haft det sådan.* Det havde været meget mærkeligt, og hun ville faktisk halvt om halvt ønske, hun havde taget ham med. Men hun kendte hans holdning til læger, så hun havde ladet være. Det skulle nok blive vældigt interessant med scanningerne undervejs. Den første var aftalt kun tre uger frem, og hun havde fået at vide, det var sandsynligt at kunne se fosteret bevæge sig allerede der. Man ville kunne skelne arme og ben også efter hvad hun ahvde kunnet finde frem til på nettet, og hun var faktisk bare nervøs for om han overhovedet kunne overtales til at tage med på hospitalet til det. Og hvor meget han egentligt ville forstå af at sidde og kikke på en skærm med et ultralydsbillede i 3D ... Hun var slet ikke sikker på, han ville kunne forholde sig til det, og lige nu var hun ikke sikker på var det rigtige tidspunkt at spørge ham om det.
I alt fald ville hun have billeder at tage med hjem, og så kunne hun gengive lægens ord til ham bagefter, men nu måtte de se hvordan og hvorledes.

Hans ord fik hende til at rødme, og hun smilede taknemmelig for dem ude af stand til rigtigt at finde på noget at svare ham. Hun var ganske simpelt løbet tør for ord.

Som han kyssede hendes tårer væk på den måde, lukkede hun øjnene i og koncentrerede sig om følelsen af hans læber mod sin hud, og hun sukkede let og var glad for, han ikke bebrejdede sig selv, hun græd sådan.
Hun var ikke i tvivl om, han ville være der og støtte hende gennem forløbet, og hun ville måske skulle gøre det samme for ham, men det var alligevel rart, den måde han reagerede på. Hun følte sig ganske tryg.

"Yeah, angående det der med hvad jeg ikke selv kan, så kan jeg forestille mig, jeg nok vil gå hen og blive lidt gnaven over det, når det bliver nødvendigt med hjælp ... Det er ikke noget, du skal lægge for meget i, men du er ikke den eneste med en hvis mængde stolthed ..." Hun sukkede let og kyssede hans kæbe smilende svagt og seende undskyldende på ham. "Jeg ved, du er her og vil hjælpe mig, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, jeg vil prøve selv hundrede gange, før jeg giver op ... Du kender det selv." Hun tog en dyb indånding og så lidt mismodig ud, men tog ikke blikket fra ham. Hun håbede ikke, hun havde været for direkte, lydt anklagende på nogen måde eller noget andet, for det havde ikke været hendes intention, men nu kunne hun kun afvente hans reaktion, hvad hun gjorde nervøst. nye tårer løb over hendes kinder, til hendes store frustration.

Hans kalden hende sin elskede forhindrede hende kort i at trække vejret, og hun så bare på ham og nikkede ude af stand til at få et eneste ord frem, selvom hun faktisk havde noget at sige ham. I stedet trykkede hun bare læberne lidenskabeligt mod hans.

Colts indre lige nu var én stor pærevælling af følelser og tanker, som hun knapt kunne finde rundt i, og det begær, hun selv følte for ham, forsøgte hun at drukne i de andre, netop fordi han lå såret på den måde. Hormonerne pressede dog på også for det, og det var meget frustrerende alt sammen og var måske også noget af det, der fik tårerne til at løbe. Kunne hun da så bare finde ud af sig selv! Et øjeblik måtte hun kæmpe for ikke at være vred på sig selv over det, men vreden døde faktisk først ud ved hans bekendelse, og hun gengældte hans smil. Det var altid en fantastisk ting at vide, han begærede hende, og at han skulle gøre det stadig, på trods af at ligge på den måde, fjernede i det mindste den tanke og fornemmelse fra hendes hoved, at det var forkert lige nu også at have lyst til ham.

"Jeg kan ikke ligefrem kravle op på dig lige nu," sagde hun halvvejs jokende, halvvejs alvorligt og kyssede ham blidt, løbende hånden ned over hans mave, forsigtigt så hun ikke voldt ham smerte, og dog fast nok til, det ikke burde kilde ham. Hun havde efterhånden lært ikke at kilde ham med sine kærtegn, selvom det havde taget lidt øvelse at komme dertil. "Men der er andre måder," hviskede hun kærligt og gled fingrene under hans bukselinning, strygende forsigtigt over hans hud, før hun lod hånden glide længere ned og greb fat om ham med et varmt smil, mens hun kyssede ham igen.
"Det er ikke det samme, det ved jeg, men det kan måske alligevel gøre lidt for dig?" spurgte hun ømt og bevægede roligt hånden hen over ham, mens hun lagde næsen mod hans kind, panden mod hans tinding og lukkede øjnene i bare koncentrerende sig om ham med alle sine sanser.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tirs 22 maj 2012, 21:17

Han vidste ikke hvad han mere skulle gøre eller sige... Da hun snakkede om det med stolthed blev han en smule flov over at han faktisk altid gerne ville hjælpe hende, men han ville aldrig rigtigt tage imod hjælp fra hende... Han vidste slet ikke hvorfor han havde det sådan men det var ikke noget videre imponerende når han gjorde den slags... Han ville helst ikke indirekte sige at han var bedre end hende, fordi det mente han ikke at det var...

''Du må ikke tro jeg mener jeg er bedre end dig søde... Det er ikke derfor jeg ikke vil have din hjælp...''

Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre... Han ville gerne vise hende at han elskede hende, begærede hende og alt i alt ville have alt hun kunne tilbyde ham både fysisk og psykisk... Han havde brug for det følte han... Han vidste ikke hvad han kunne sige til hende... Han sukkede igen fordi han gerne ville forklare hvorfor han ikke ville have hendes hjælp, men kunne ikke da hun tog fast om ham og begyndte at bevæge sin hånd... Han sitrede og tog fast i hendes arm, og fjerndede hendes hånd...

''Ellers tak skat... Vil hellere vente... Så længe går der jo nok hellere ikke...''

Han smilede til hende... Han havde nydt det, men han ville hellere vente til han var helt frisk og fordi han vidste at så ville hun også få mere ud af det, og på samme måde ville han selv nyde det endnu mere og han ville få meget mere ud af det når han også havde ventet lidt...

Han kyssede hende blidt på læberne mens han stille aede hende over ryggen med den hånd han faktisk kunne bruge ordentligt... Han hadede at ligge der på sofaen og ikke rigtigt kunne gøre noget fordi han havde været så tæt på at lade sig forføre af den dæmon... Han hadede sig selv fordi han tvivlede på sig selv og om han kunne være Colt tro...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tors 24 maj 2012, 04:30

Ved hans ord og forlegenhed tyssede hun bare på ham og lagde fingrene over hans læber med et kærligt smil, før hun strøg ham over kinden. Hun var skam klar over det, og det havde ikke været dér hendes tanker var gået hen.

Et stik af dårlig samvittighed kom over hende. Hun vidste jo godt, han ikke så sig bedre end hende, vidste godt hvorfor, han ikke ville modtage hendes hjælp, og hun vidste også godt, han elskede hende og ville have hende - det hele af hende. Nogen gange kunne hun bare halvt om halvt tvivle på, han var klar over, hun havde det på samme måde. På dette punkt var de meget ens; de nærede det samme ønske om at være der for hinanden og vise den anden, h*n var elsket.

Hun vidste ikke helt om hun skulle være skuffet, da han fjernede hendes arm igen, men hun smilede dog ved hans ord, gengældende hans eget, før hun lænede sig ind over ham og kyssede ham på kinden, hvor hendes ansigt lå.

"Det er op til dig, dearest, jeg vil bare gerne se dig glad og tilfreds - og jeg ved, det ikke helt er nemt i den her situation!" Hun kærtegnede forsigtigt hans mave i stedet og smilede bare varmt ind mod ham, indtil han kyssede hende, hvor hun gengældte og løftede hovedet lidt op, så han ikke skulle strække halsen for meget for at nå hende. Lige nu ville hun bare gerne have, han skulle have det godt og være glad, og så måtte alt andet vente, både dæmoner, hormoner og babyscanninger og hvad fanden der ellers truede dem fra den ene eller den anden side. Lige nu skulle han bare være glad, og så måtte resten af verden vente!
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Ons 30 maj 2012, 05:14

Han havde ikke ment det for at give hende dårlig samvittighed overhovedet, på nogen måde, det var slet ikke det der have været hans mening med det han gjorde... Han havde overhovedet ikke troet at det ville ske...

''Søde dog... Jeg er glad og tilfreds så længe jeg bare har dig... Mere behøver jeg ikke...''

Han holdt kysset i noget tid før han slap det og så bare lagde sig ned igen... Han lagde sig godt til rette og rykkede enn smule på sig, som om han nærmest forsøgte at grave sig ned i sofaen, alt sammen bare for at han kunne komme til at ligge godt.

Han lagde bare og slappede lidt af, mens han kunne mærke at hans øjenlåg blev en smule tunge og det var svært for ham at holde sig vågen meget længere... Det der med at ligge på sofaen helt syg, var slet ikke noget han kunne holde til... Det var slet ikke ham at gøre den slags... Han gabt træt og udmattet, mens han lukkede sine øjne helt, og døsede langsomt hen...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tors 31 maj 2012, 01:16

Hun smilede stille, men tårerne løb stadig over hendes kinder stille og roligt. Dog, ved hans ord, blev smilet lidt bredere. Hun ventede med svaret til efter kysset.

"Det er jeg glad for - det gør det hele lidt nemmere for mig." Hun forsøgte at sende ham et drillende blik, men det blev en smule halvhjertet, og hun sukkede let og lagde sig ind til ham igen, mens han fandt sig bedre til rette.

Hendes tanker gled lidt frem og tilbage, mens de bare lå der, og der var mange af dem! Det blev ved med at vende tilbage til hende, hvad han havde været udsat for, og tårerne blev ved med at løbe, mens et væld af følelser gled gennem hende udskiftet hurtigere end hun næsten kunne følge med. Et kort stik af vrede, jalousi og så over i sorg og afmagt. Hele tiden skiftede det, og hun følte sig ekstremt udmattet til sidst. Det var dog ikke til for hende at falde i søvn, så hun lå bare mussestille og forsøgte forgæves slet ikke at tænke. HVad hvis Cherlyn ikke gav op? Ville hun fortsat være en plage i deres liv? Og.. med så mange dæmoner og alt det andet rendende omkring ... når barnet blev født ... Ville hun overhovedet have en chance for at beskytte det? Tanken om at være en dårlig mor kom over hende igen, og hendes hals snørrede sig sammen. Ufrivilligt blev hun angrebet af billeder af en flået baby, og kvalmen steg pludselig voldsomt, mens hun fik pletter for øjnene.

Der var ikke noget at gøre lige nu, og hun trak sig hurtigt ud af Segovaxs arme og løb ud på badeværelset, slående armen hårdt mod karmen undervejs. Men hun nåede toilettet lige i tide, og det tog imod morgenmaden, som det nu engang havde gjort det før.

Hun kom på benene med et støn og skyllede ud, før hun vaskede hænderne og skyllede munden godt og grundigt. Hun drak lidt og så på sig selv i spejlet.

*Kæft hvor ser du bare godt ud lige nu!* tænkte hun ironisk og tørrede tårerne væk fra kinderne. Hun var rød under øjnene, og det var i det hele taget tydeligt, hun havde grædt, og hun endte med at hælde lidt vand i ansigtet, før hun gik ind til ham igen og satte sig på sofaen ved siden af ham. Hun betragtede ham en smule udmattet, men mest af alt udtryksløst, mens hun forsigtigt strøg ham over kinden.
Tilbage til toppen Go down
Segovax
D-rang
D-rang
avatar

Antal indlæg : 1504
Bosted : Colts lejlighed
Beskæftigelse : Dørmand på Muse

IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   Tors 07 jun 2012, 18:44

Han lagde der bare stille, og lod hende lægge sig indtil ham, og hørte ikke engang hvad det var hun sagde da han allerede var på vej rimelig godt til at falde i søvn... Han var gået hen og var blevet meget træt af bare at ligge på den forbandede sofa, og ikke rigtigt kunne lave andet end bare at ligge der og ligne en død fisk, som ikke kunne andet end at blive smurt på toppen af ens rugbrødsmad...

Han mærkede svagt at hun flyttede sig, og han reagerede i sin søvne ved at at grynte lidt utilfreds, og mumle et eller andet om at hun skulle blive, og ellers lukkede han sig bare sammen til en lille sammenkrøllet kugle lidt i stil med en hund når den krøllede sig sammen for at sove...

Han kunne svagt mærke i sin søvn at det gjorde ondt at han lagde på den måde, hans brækkede knogler blev pålagt et meget svagt tryk, af at han lagde på sin side nu... Men det var ikke nok til at vække ham...

Han snorkede svagt en gang i mellem og sov ellers bare roligt videre...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://sajrossoul.blogspot.com/
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Home again... (colt)   

Tilbage til toppen Go down
 
Home again... (colt)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 2Gå til side : 1, 2  Next
 Similar topics
-
» Home, but why don't you stay? - Alice - xxx
» home Finaly home//Delilah //
» Far away, from what I call home - Hik (xxx)
» Dragom peak is like a home (Nille=privat)

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Werclare :: Byen-
Gå til: