The Lost World - Who writes the story?
 
IndeksForsideCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin

Share | 
 

 Jagten på fornøjelser - Flynn

Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 05:49

Dato: 12/6-12
Tid: 19:00
Årstid: Sommer
Vejr: Lunt.
Sted: Skoven (Den triste skov)
Omgivelser: Træer, men ikke meget liv.

En tung stilhed lå over skoven. En stilhed som der snart vil blive brudt, tænkte Malou, idet hun betragtede sit bytte 20 meter fra hende. De snavsede poter bevægede sig varsomt nærmere, undgik at træde på kviste, som ville afsløre hende for mennesket. Ikke at det ville gøre nogen forskel, mennesket ville dø uanset hvad, om det så havde 100 meters forspring.. Det var bare en del af legen. At forblive uset. Endnu engang var byttet en ung pige med et kamera. Malou forstod godt de unge fotografer. Skoven havde en magi over sig, og fangede man det på kameraet, ville det blive et fantastisk billede. Bare synd, at pigen ikke ville have mulighed for at vise disse billeder frem.

Det var ikke lang tid siden, at Malou rastløst havde befundet sig i sin lejlighed, vandrende frem og tilbage over gulvet, ude af stand til at finde ud af, hvad hun skulle give sig til. Hun var træt af det hele. Hvorfor skulle hun også føle denne nagende fornemmelse? En tung ubehagelig knude i brystet, der de seneste par dage var blevet sværere at fjerne igen. Men hun kunne ikke finde ud af, hvad der frembragte denne misfornøjelse.. Manglende underholdning måske. Derfor gjorde hun, som hun plejede. Styrtede ud af døren af sted mod skoven, uden nogen ting, bare sig selv.

Hun havde klædt sig af i udkanten af skoven, og pænt lagt det sammen. Alt for meget af hendes tøj, havde lidt under hendes forvandlinger, og det var ikke ligefrem penge hun væltede i. Hun havde stået nogle minutter i stilhed. Forberedt sig selv på smerten, som hun aldrig nogen sinde ville vende sig til. Hun havde flænset himlen med et hyl, for at afværge smerten. Fundet sit bytte, og var nu klar.
Den brune ulv trådte frem, og lod pigen få øje på hende. Det første pigen gjorde, da hun fik øje på ulven, var måbende at tage et billede. En knurren lød fra Malou, pigen skulle helst blive skræmt. Malou så tilfreds hvordan panikken gled over pigen, som straks efter satte i løb, hurtigere end hun nogensinde havde løbet. Ikke længe efter, luntede Malou efter, en smule skuffet over, hvor utrolig let det ville blive. Med et spring var hun over pigen, der under Malous voldsomme skub, fik revet sin skulder af led. Pigen lå fladt på maven, med en skulder der så unaturlig ud og fik vendt sig om på ryggen, med et panikslagen blik op på Malou. Malou kredsede om sit bytte for at trække tiden ud, før hun lagde en pote på den skadede skulder. Pigen skreg, men Malou tog sig ikke af det. Hun kiggede pigen i øjnene, som kiggede igen med sine panikslagne øjne. Malou ventede. Sænkede knurrende hovedet mod pigens. Et fjernt mat blik gled pludselig over pigens øjne. Det blik der altid dukkede op, når mennesket erkendte, at det skulle dø. Det blik, som Malou altid ventede på, før hun satte tænderne i byttets strube. En tung stilhed hvilede igen over skoven. Et sted dybt inde i Malou, mærkede Malou den kildrende fornemmelse. Svagere end nogensinde. Glæden gemte sig så godt for tiden.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 07:35

Det var igen på tide at komme ud… Komme ud og få rastløsheden og aggressionerne ud af systemet. De sidste par dage havde især været pinefulde: netop fordi Flynn følte sig kort for hovedet og måske endda hvileløs. Han havde været anspændt, og det sociale liv havde han ikke lagt spor vægt på. Når han arbejdede var det ikke så slemt, men så snart han vendte hjem til den tomme lejlighed i Werclare, begyndte trangen at hobe sig op. Trangen til at jage i skovens dyb. Han havde, kunne mærke forventningerne helt ude i fingerspidserne, da han besluttede sig for at det var på tide at forvandle sig.

Derfor havde han pakket sine ting, og var taget ud i skoven. Alt gik efter rutinen: han parkerede sin bil skjult bag nogle træer i skovbrynet, pakkede nogle ting ned i en rygsæk og vandrede resten af vejen indtil han nåede den lille hytte, som han benyttede sig af. Hytten var egentlig ejet af en jæger ved navn Ben Davies. Men Flynn havde for længst lavet en aftale med jægeren om, at han måtte bruge hytten udenfor jagtsæsonen.
Blot en halv time efter lukkede Flynn hyttens dør bag sig, og spejdede ud i skoven. Jovist, var han nøgen, men der var ingen mennesker i området. Alligevel forvandlede han sig så hurtigt, at han knap nok havde stået i et dusin sekunder, før han begyndte at mærke smerten ved forvandlingen. Det var blevet lettere med årene: processen var ikke så langsom længere. Smerten var ulidelig, men følelsen så snart ulveskikkelsen var fuldendt, var en følelse præget af eufori.

Han løb rundt i skoven… De blågrønne øjne søgte rundt efter et dyr. Noget friskt der kunne stille hans blodtørst. Småkravl som egern og mus sagde ham selvfølgelig ikke noget – og de var også sværere at fange, trods det faktisk kunne være morsomt at sætte jagten ind. Det var nærmest en leg. Netop da Flynn havde fået et dådyr i sigte hørte han et skrig lidt derfra. Straks rettede han sit pjuskede hoved op og løftede ørene højt, mens han lyttede. Trods hans ulveinstinkter hørte skriget fra endnu et bytte, var det de humane instinkter der tog over, da han løb efter lyden. Der gik noget tid før han fandt frem til stedet… Allerede før han havde set ulven og pigen, kunne han lugte blodet. Friskt og varmt, trods alt i hans krop sagde nej.

Da han så ulven bide sig fast i pigen, sprang han derhen. Knurrende. Pigen var stadig i live, men kun netop. Hun blødte voldsomt fra halsen, og hendes skulder så helt absurd ud fra hans vinkel. Han pressede sine øjne sammen mens han snerrede af ulven. Et dumt dyr – bedømte han hurtigt, trods han ikke havde tænkt over at dette nok ikke var en normal ulv.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 08:17

Malou slab hurtigt sit tag i pigen og vendte sig med front mod den fremmede ulv. Hun undrede sig over denne pludselige afbrydelse. Måske var dette bare en sulten ulv, der var ude på at tage hendes bytte. Hvis det var det ulven ville, var den velkommen. Malou havde bestemt ikke tænkt sig at spise dette menneske. På trods af, at hun ofte lod sig styre af sine ulveinstinker, var menneskekød ikke noget for hende. Det var alligevel for absurd. Hun så det nærmest som kanibalisk, selvom hun ikke betragtede sig selv som et menneske. Der havde været tider, hvor det havde været nødvendigt for hende, at tygge et menneske i sig. En tid, hvor hun ikke havde været særlig heldige med jobs, og næsten også havde været tvunget til at sælge sin lejlighed. Hun svor, at det aldrig skulle komme så vidt igen. Det havde ikke været en fornøjelse.

Hun betragtede ulven, mens hendes tanker bombarderede hende som aldrig før. Hendes sanser fortalte hende, at dette ikke var en normal ulv. Det var altså en varulv, som hende selv. Den fremmede ulv, var en del større end hende selv, så hun vurderede, at vedkommende var af hankøn.
Med en utrolig nysgerrighed, trådte hun et skridt fremad mod den truende ulv. Aldrig havde hun set en anden varulv i sin ulveform. Denne ukendte oplevelse, gjorde hende en smule konfus, og ude i stand til at beslutte sig for, hvordan hun skulle reagere. Han var tydeligvis ikke særlig glad, men Malou havde ikke lyst til at være fjendtlig overfor den fremmede. I hvert fald ikke uden grund. Og denne grund, havde hun ikke fået endnu. Et angreb fra hans side, ville kunne betragtes som en udmærket grund.

Til sidst satte hun sig fredeligt ned, betragtede ham afventende med sine nøddebrune øjne, og tog sig ikke af det rallende offer ved hendes side. Mennesket betød intet for hende. At pigen stadig var i live og nu led en kamp, var såmænd den fremmede ulvs skyld. Hun lod aldrig sine ofre lide i længere tid. Det var ikke en del af morskaben. Et eller andet sted inde i Malou, var der også en smule moral tilbage. Dybt inde, skjult godt for fremmede.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 08:52

Det var i dét sekund - da Flynn mødte ulvens øjne, at det gik op for ham at der var noget... unormalt, over dette eksemplar. Han havde mødt to varulve før: den første havde bidt ham, den anden havde fået ham på rette spor efter flere drab. Dog virkede det stadig ligeså unormalt for ham, at stå ansigt til ansigt med en af samme "slags". Flynn plejede netop at føle sig alene når han jagtede: han havde følt at han var den eneste. Og nu stod han der, og viste tænder til en ulv, der ganske vist var mindre end ham selv, men som lige havde krydset en grænse, som Flynn aldrig selv ville have gjort.

Det at dræbe mennesker var for Flynn noget der ikke kunne beskrives med ord. Følelsen af at tage et liv, fik ham blot til at føle sig mere som et monster. Føle sig uværdig til overhovedet at blive kaldt et menneske. For det var sådan han så sig selv... et menneske. Blot med en forbandelse som han måtte leve med.

Lugten af blod steg op i hans næsebor da han, fortsat, havde rettet blikket mod ulvens øjne. Det var længe siden han havde spist noget friskt, men trods blodtørsten hvilede i ham, var det empatien der havde drevet ham derhen. Derfor sendte han et koldt blik til ulven, før han skridtede hen til pigen, der lå og vred sig i smerte. De lyde hun udstød af smerte, og al bloden der flød fra hende, var nok til at få en vrede til at stige op i Flynns krop. Men denne gang... ja, heldigvis var det denne gang ikke hans skyld. Han så tilbage på ulven, der havde sat sig ned... Det var tydeligvis ikke sulten der drev den.
Flynn bøjede sit store pjuskede hoved ned over pigen og snuste til hende; nærmest for at se om der var noget at gøre. Var det for sent at gøre noget? Han havde efterhånden på arbejdet set flere forbløde fra biluheld, men dette så grusomt ud. Det store bid i halsen var næsten usynligt grundet blodet.

Flynn tog en hurtig beslutning. Hans evner strakte sig ikke langt nok til at helbrede dette.. Det vidste han. Derfor lagde han sig nærmest ned ved siden af pigen; og lod sin ulveskikkelse berøre hende netop nok, til at nogle af evnerne kom i brug.. Han forsøgte at dæmpe pigens smerter, indtil hun ganske kort tid efter drog sit sidste suk.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 09:44

Malou havde visse forventninger overfor denne fremmede ulv. Ligesom at mennesker altid snakkede om vejret, forventede hun også, at ulven overfor hende, ville dele nogle fællestræk med hende. Det var oplagt, at ulven nok jagede ligesom hende. Og nød det selvfølgelig, hvem ville ikke nyde en jagt. Han fulgte, som hende, nok sine instinkter. Dræbte når det lystede, og hvem det lystede. At man kunne vælge at gå direkte mod sine instinkter, skænkede Malou ikke en tanke. Hvem ville dog vælge at gå mod sin natur? Det var ikke noget hun selv havde beskæftiget sig med, udover at lade være med at æde dem hun dræbte. Der havde dog været en gang.. For lang tid siden. En mørk tid som Malou aldrig lod komme frem til overfladen. Det havde været umuligt for hende, at sætte sig imod instinkterne og siden da, havde hun ikke gjort et forsøg igen.

Med opfattelsen af, at de var af samme natur, fulgte hun ulven med blikket, idet han gik hen til mennesket ved hendes side. Så havde hun haft ret. Denne ulv, var bare en sulten ulv og på udkig efter hendes bytte. Hun skulle til at vende blikket væk igen, da ulven til hendes store forundring, ikke gik i gang med at guffe det saftige kød i sig. Tværtimod så lagde han sig ved hendes side, lignede mere en trofast hund ved sin døende ejer, end en frygtindgydende ulv der var i stand til at dræbe. Malou kunne også have svoret på, at menneskets ynkelige klynken blev lavere, inden den til sidst helt var forsvundet.

Malou var et stort spørgsmålstegn, og kunne ikke regne baggrunden for denne adfærd ud. Var det bare en flabet ulv, som viste sin dominans ved at ligge sig ved hendes bytte? Hun forstod det absolut ikke. Med et grundende blik, kiggede hun fra pigen til ulven. Måske havde ulven kendt denne pige. Det ville også forklare den truende adfærd. Malou stillede sig tilfreds med denne forklaring. De havde tydeligvis et bånd. Hvorfor skulle han ellers te sig på denne måde?

En lugt af død og blod, begyndte at fylde luften. Det var en ulidelig lugt, og den ville kun blive værre, så længe pigen befandt sig der. Malou havde dog ikke lyst til at forlade, hvad hun troede, var en sørgende ulv. Hun burde også føle dårlig samvittighed, men var ikke i stand til det. Med rolige bevægelser rejste hun sig, og stillede sig foran den liggende ulv. Hun betragtede ham med et undersøgende blik, ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 13 jun 2012, 10:12

Flynn blev liggende lidt endnu... Han vidste at pigen var død: han kunne ikke høre en eneste vejrtrækning komme fra hende. Ikke et eneste hulk. Bare et stort rungende ingenting. Dog så han ikke på hende. Det var altid hårdt for ham at være så tæt på døden. Det tog ham noget tid at komme sig over det, trods han end aldrig havde mødt pigen før i sit liv. En sølle ulv, var han vel nok. Men det var hans måde at kompensere for de liv han selv havde taget på. Mennesker fortjente ikke at dø; hverken grundet ham eller andre. Empatien han besad var derfor både en god og en dårlig ting. Men sådan var det når man arbejdede med mennesker. Denne pige kunne såvel have været hans patient, hvis det virkelig skulle strække sig så vidt. En del af hans nuancerede brune pels blev plettet med blod, som han lå der. Dog måtte han til sidst rejse sig op, og flytte sig fra hende. Han var et dyr... eller et menneske præget af en ulv instinkter. Alligevel bed mord ikke på ham. Dyr var for ham okay at dræbe, men han ville aldrig vende tilbage til at være grund til et menneskes død.

Da han havde rejst sig op, stod den anden ulv foran ham. Det undersøgende blik i ulvens øjne var ikke til at tage fejl af. Den forstod sikkert ikke hans mærkelige opførsel, men hvorfor skulle den også det? Flynn havde været som den engang. Dræbt mennesker - ikke spist, men dræbt. Der lød en dyb brummen fra ham før han passerede ulven og trådte nogle skridt fremad. Hvorfor angreb den ikke? Hvorfor lod den sig irettesættes af ham? Tankerne fløj gennem hans hoved, men han kunne ikke få det til at give mening. Hans adfærd var måske det der skilte sig ud fra andre varulve.

Igen så han på ulven: den var mindre end ham selv og forholdte sig forholdsvist roligt. Han regnede med at det var en pige - ja, eller en kvinde nok nærmere. Han befandt sig pludselig i en situation hvor han ikke havde lyst til jage et dyr i skoven. Måske var det lugten af død der forvirrede hans ulvesind. Men han kunne heller ikke forvandle sig om til et menneske nu... Det ville afsløre ham, trods det kun ville afsløre ham foran en anden ulv. Og tænk, hvis den fulgte ham tilbage til hytten?
Forsigtigt gik han nogle skridt fremad, ind mellem træerne. Afventende på hvad ulven bag ham ville gøre.

Måske angriber den, så snart jeg er kommet lidt væk. tænkte han "Eller måske spiser den... hende."
den sidste tanke fik næsten hans ulvehår til at rejse sig i nakken.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Tors 14 jun 2012, 00:08

Malou kiggede dybt ind i de blågrønne øjne, da ulven omsider kiggede op på hende. Som hun forventede, var det ikke ligefrem nogle øjne der smilte. Tværtimod. Det måtte virkelig have været en person af betydning. Det var også en af grundende til, tænkte Malou for sig selv, at hun ikke lod nogen komme ind. Man kunne risikerer at miste dem igen og den følelse ville være uudholdelig. Ikke en følelse, der uden videre ville forsvinde igen. Med tiden ville det blive nemmere, men savnet ville altid være der. Det var mere praktisk for en selv, bare at være alene. Et sørgeligt liv, ville mange sige, men du var nu sådan Malous tilværelse var og havde været det i lang tid.

Derfor ville Malou under normale omstændigheder, havde ladet ham gå, uden at skænke ham en tanke. Vendt tilbage til sin egen gøren, taget hjem, drukken noget te, whatever. Havde han bare været et menneske, dæmon, engel eller mange af de andre besynderlige ting der fandtes i verdenen, var dette også sket. Men han var som hende. Var i hvert fald af samme slags. Hun kunne ikke bare lade ham gå uden videre, i hvert fald ikke uden hende. Måske var det fællesskabsfølelsen, der dukkede frem i Malou. Det kunne også blot være ensomheden der omsider havde ramt Malou som pesten, og givet hende en trang til at danne bekendtskaber med en. Malou var alt andet end god til det sociale, men måske ville det være nemmere med en varulv. En der forstod hende lidt bedre. Om det var nogle af disse ting, som var tilfældet, var hun ikke sikker på, men under alle omstændigheder, var hun ikke færdig med ham. Ikke endnu.

Hun var sikker på, at den fremmede ulv ikke ville blive glad, da hun med en stor forsigtighed, fulgte efter ham. Helst ville hun gerne have sneget sig med, uden at blive set, men eftersom hun fra sig selv vidste, at de skarpe sanser opfattede alt, havde hun på forhånd opgivet dette. Den fremmede ulv måtte indfinde sig med, at hun fulgte efter. Malou havde ikke i sinde at gå uden videre.
Hun sørgede for ikke at komme for tæt op på den fremmede ulv, men nøjedes med at gå nogle meter bagude, observerende og rolig. Hun ville nødig ophidse, den i forvejen lidt vrede ulv. Måske ville han gå til angreb på hende, når han opfattede, at hun fulgte efter. Det ville hun nok selv have gjort, hvis en fremmede fulgte efter hende.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Tors 14 jun 2012, 00:37

Han fortsatte nogle meter fremad: næsten luntende. Trods han var sikker på at kunne høre lyden af endnu et sæt poter i skovbunden, drejede han ikke hovedet tilbage mod lyden. Han fortsatte blot ind mellem træerne, og prøvede at dreje tilfældige steder; rundt så de gik lidt i cirkler, for at forvirre ulven bag ham. Men da en tanke strejfede ham, stoppede han helt op... der gik omkring et dusin sekunder, hvor han stod overvejende om hvorvidt han burde vende tilbage til der hvor pigen lå eller ej. Ulven havde jo ikke dækket sine spor - Flynn havde ikke tænkt over det, før han nåede langt nok væk til ikke længere at kunne lugte pigens blod. Han tog en hurtig beslutning.. Han ville vende tilbage senere; og hvis ikke pigen var ryddet afvejen ville han selv tage sig af problemet. Man skulle dække sine spor - og Flynn følte allerede at han var nok involveret til at han burde tage sig af det.

Så fortsatte han. Han satte farten op, og prøvede at ryste ulven af sig. Da han nåede et stykke hen mod jægerens hytte, kastede han et flygtigt blik tilbage. Dog kunne han ikke se ulven. Han havde sandsynligvis sluppet fra den.

Tør, jeg tage chancen? tænkte han så, og skridtede lidt hen mod hytten, mens han fortsat drejede hovedet, og spejdede ud mellem træerne med sine alvorlige ulveøjne. Han ville uanset hvad vente lidt med at jage igen denne nat. Hvis han altså ikke ventede til solnedgang næste morgen.

Der var ikke andet for... Han kunne ikke bare skjule sig i sin ulveskikkelse for evigt, blot fordi der var nogen efter ham. Han nærmede sig hyttens dør; prøvede at skjule sig lidt i skyggerne, der hvor månen ikke kastede sit lys ned. Og så forvandlede han sig om.. Han håbede på, at han næsten var usynlig der i mørket, før han i sin menneskeskikkelse trådte ind i hytten som var helt mørklagt. Han lukkede døren bag sig: og lagde kortvarigt panden mod dørens hårde træ. Der gik ganske få sekunder, før han tog nogle shorts på, og gik hen til vinduet der gav ham udsyn over det skovareal han netop havde forladt. Han stod der i mørket, og trak gardinet let til side, mens han spejdede ud i mørket. Havde han lige gjort en frygtelig fejltagelse? Ledt ulven dertil? Alligevel var der noget i ham der havde givet ham en følelse af at være en del af noget, da han havde stået foran ulven. Måske... var det virkelig en fejltagelse..
Han gik hen til døren... Måske havde han netop frasagt sig at have kendskab til andre som ham.


Sidst rettet af Flynn Tors 14 jun 2012, 09:01, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Tors 14 jun 2012, 08:49

Det var efterhånden med en større usikkerhed, at Malou fulgte ulven. Det var svært at følge med i, hvor de gik hen, og Malou var begyndt at miste orienteringen på, hvor de befandt sig i den store skov. Endnu sværere blev det, da han til hendes irritation satte farten op. Det var svært, både at holde øje med ham og notere sig de mange svingninger de tog. Det var nok meningen, at hun ikke skulle kunne finde herud igen, gættede Malou, grundet de mange sving, hvor størstedelen nok var unødvendige. Til sidst måtte Malou erkende, at hun nok hellere bare måtte fokusere på ham, der hele tiden blev mindre tydelig mellem træerne.

Netop, som hun havde besluttet sig for dette og var begyndt at spejde mellem træerne, gik det op for hende, at hun allerede havde mistet ham af syne. Kortvarigt stoppede hun op, håbede på, at han pludselig ville blive synlig bag træerne. Så heldig var hun ikke. Hun lod sine forstærkede sanser, fortælle hvilken vej han var gået. Hun kunne stadig lugte hans færd. Meget svagt, men nok til at finde ud af, hvilken retning han havde taget. På den lyse side, var hun endelige sluppet af med den uhumske lugt af død.

Det tog lang tid for hende, endelig at komme frem til hytten. Det var efterhånden blevet sværere at lugte sig frem til, hvor han havde gået, og hun havde måtte gøre adskillige stop. Hun ville under ingen omstændigheder give op, men på den anden side, var hun heller ikke sikker på, om hun kendte vejen hjem. Nu stod hun her endelig. Tilfreds over sig selv og sine sanser. De forstærkede sanser var en af de ting, hun holdte mest af ved at være varulv. Når man først havde prøvet disse stærke sanser, var det næsten også ulideligt at gå rundt som menneske. Man følte sig pludselig døv og snottet på sammen tid.

Den tilfreds mine forduftede langsomt, mens hun betragtede hytten. Hun var ikke sikker på, hvad hendes næste skridt skulle være. Hun kunne ikke se så mange andre muligheder, end bare at banke på. Hvis hun sneg sig ind, ville det bestemt ikke falde i god jord og hun ville nødig blive slået ned med et baseball bat eller lignende. Derfor gik hun i sin ulveskikkelse frem mod hytten, da hun havde sikret sig, at han ikke stod i vinduerne. Først da hun var nået helt hen til døren, lod hun sig forvandle. Med et ubeslutsomt blik, stod hun lidt og stirrede ind i døren. Det var ikke hver dag, at hun nøgen bankede på hos en fremmed mand. Men dette var ikke tiden til at være blufærdig. Langsomt og tøvende, løftede hun hånden og bankede blidt på døren. Ikke særlig hårdt, men formentlig højt nok, til at han kunne høre det. Hun lod sine arme falde langs siderne af den nøgne krop, og så udtryksløst på den lukkede dør. Selvfølgelig ville han da ikke lukke hende ind, så Malou stod allerede nu og planlagde sin næste træk.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 16 jun 2012, 07:25

Det her er for dumt, tænkte Flynn til sig selv, hvorefter han vendte ryggen til døren, og langsomt gik hen mod det lille runde køkkenbord. Der stod en lille standerlampe på bordet: det eneste der kunne afgive lys der faktisk var i hele hytten foruden loftslampen på det lille badeværelse.
Hytten var bestemt til kun at have en enkel beboer. Den var lille; ikke helt fantastisk isoleret, og stue, køkken og soveværelse var i et eneste rum. Køkkenet bestod af to køkkenborde; et ikke særlig stort køleskab, og en flytbar kogeplade. Soveværelset bestod af en lidt bred, men ikke særlig komfortabel træseng og et sengebord, og stuen var faktisk blot en sofa og et lille sofabord; adskilt fra køkkenet af det runde køkkenbord med standerlampen og to tilhørende stole. Intet var luksus, men Flynn blev der aldrig længe ad gangen alligevel. Stedet tilhørte jo ikke ham, men det var bedre end de gange hvor han havde måtte overnatte i sin bil ude i skoven, for ikke at køre hele vejen hjem, når han var drænet fra energi.

Netop som han havde tændt standerlampen lød der en banken på døren. En blid banken mod trædøren, som dog fik hele Flynns krop til nærmest at gå i stå. Han stoppede op i en bevægelse, og der gik adskillige sekunder, før han prøvende slog blikket tilbage hen mod døren. Og selvfølgelig vidste han hvem det var… eller rettere sagt, hvad personen der bankede på døren var. Det havde bekræftet hans teori: ulven havde fulgt ham. Og hvad der angik banket, så var det ganske klart at ulven havde skiftet om til menneskeskikkelse. Han forsøgte ikke engang at erkende at dette kunne være en anden person: han havde aldrig set en anden sjæl i skoven på denne tid, foruden denne nat. Og nu stod skæbnen måske og bankede på døren.

Trods Flynn vendte sig, og gik nogle få skridt over mod lyden, var der noget i hans krop der tøvede. Han vidste ikke om det var desideret vrede eller bare forundring over ulvens tidligere handling der lammede ham. Han skulle til at se en morder i øjnene: en morder som ham selv, og alligevel var det svært for ham at kaste oplevelsen tidligere væk. Han havde set mennesker dø før – for sin egen hånd.

Det er for ånssvagt, tænkte han så og tog fat i dørens håndtag. Han var ikke bedre end ulven… Måske havde han ændret sig, men han havde selv dræbt, og trods han de sidste par år havde opdaget skyldfølelsen, var han stadig en morder. Nej, han var ikke bedre end den.

Netop da han skulle til at åbne døren gik det op for ham, at ulven under sin forvandling, sikkert ikke ville have en trevl på kroppen. Så, da han endelig trak i dørhåndtaget, og åbnede døren ind mod sig selv, sørgede han inderligt for ikke at sænke blikket den mindste smule fra ulvens tvivlende øjne. Han blev overrasket af det ansigt der mødte ham: hun var en ganske køn kvinde. Derfor forsøgte han endnu mere inderligt, ikke at give hende det såkaldte ”elevatorblik” han sendte andre kvinder.

”I must say, you've sure as hell got a lot of nerve following me here.” Sagde han så, og forsøgte at lyde lettere advarende.

Han opdagede ganske hurtigt, at det var ganske svært for ham at holde fokus på hendes øjne, derfor slog han hurtigt blikket helt væk fra hende, og så tilbage ind i hytten.

“Is there anything you want from me? Because then you could at least begin to cover your tracks.” hans ord var smurt med en tyk sarkasme der var svær at overse.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 16 jun 2012, 08:32

Selvom der ikke gik lang tid før døren åbnede, føltes det alligevel som en evighed. En følelse af nervøsitet, væltede ind over Malou, ligeså snart hun havde banket på døren. En følelse, som hun ikke havde følt i rigtig lang tid. Malou var slet ikke typen der blev nervøs, men derimod en der sprang ud i alt, hvad der indeholdte en smule spænding og sjov. Adskillige dumdristige ting var det blevet til med årene, uden hun så meget havde fået fugtige håndflader.

Nu stod hun her, ventede på at døren blev åben, og kunne konkludere at hun ikke havde savnet denne følelse. Måske var det hendes nøgenhed, som var kilden til nervøsiteten. Som hun stod der, uden noget kluns på kroppen, følte hun sig en smule sårbar. Der ikke var noget at gemme sig bag ved og den normale provokerende facade, kunne hun have svært ved at finde frem.

Døren åbnede og Malou trådte hurtigt et skridt baglæns. Der stod ulven jo, nu i menneskeskikkelse. Hun studerede ham med et kort blik, før hun kiggede ind i hans øjne, der var fæstnet på hendes. Han var nu flottere end hun havde regnet med, men Malou havde nu også forventet lidt af en svans, med den opførsel han havde haft i skoven. Nu måtte hun dog ikke glemme, at manden nok havde kendt pigen og muligvis ikke var glad for at se morderen på denne. Derfor blev hun ikke lettere overrasket over hans advarende og sarkastiske kommentar. Han ord hang i luften, mens Malou betragtede hans bortvendte ansigt. Hun skævede ind i den lille hytte og ønskede inderligt at komme ind. Nok var der småt, men det så stadig hyggeligt og komfortabelt ud. Og så ville hun nu også gerne have en snak med ham. Snak… Det gik op for Malou, at hun ikke havde svaret ham, og et lettere overrasket udtryk kom over hendes ansigt. Det var lang tid siden hun sidst havde brugt sit stemmebånd, grundet en ensom tid. Ensom var nu et hårdt ord. Hun havde vel haft det… fint. Det var næsten før hun mere tilbragte sin hverdag i ulveskikkelse end menneskeskikkelse.
Hun rømmede sig let, og forberedte sit stemmebånd, som ikke havde været brugt i nogle dage.

”I was just curious.”

begyndte hun ærligt og slog blikket ned. Den facade hun normalt gemte sig bag ved, ved fremmede, var ikke eksisterende. Hvis den havde været det, var hans advarende bemærkning ikke gået uset hen, men derimod blevet svaret igen, med en langt mere provokerende.

”I just wanted to say that... ehm… I’m sorry for your lost.. i mean… I didn’t knew that…”

Hun tav og løftede langsomt blikket, for at se hans ansigtsudtryk. Hun havde svært ved at finde ud af, hvad hun skulle sige. Det var omkring 7 år siden, at hun sidst var kommet med en undskyldning. Selvfølgelig var hun ikke ked af det på hans vegne, da hun slet ikke var i stand til at føle disse følelser. Alt hvad der mindede om skyldfølelse og anger, havde hun gemt væk for lang tid siden. Hvis hun nogensinde lukkede op for dem, ville hun ikke kunne være i sig selv.

”And I’m sure there’s some animal, who’s gonna eat it…”

tilføjede hun hurtigt, da hun ikke havde lyst til at efterlade ham, nu hvor hun endelig havde fundet ham.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 16 jun 2012, 09:20

De ord der havde forladt hendes læber, fik ham igen til at møde hendes øjne. I’m sorry for your lost – det var de ord hun havde brugt, og de ord som skyllede en hel del forundring over ham. Han måtte anstrenge sig en del for ikke at sende hende et spørgende blik.

Så det er derfor hun er fulgt efter mig, tænkte han så og lagde hovedet lidt på skrå, Er det mon dårlig samvittighed der har fået hende til at komme herhen?

Han havde jo ikke kendt pigen, men det havde nemt kunne virke sådan. Hans opførsel havde jo trossalt kunne beskrives som mærkelig ude i skoven. Mærkelig for en ulv: en jæger. Han havde følt at det var hans pligt at hjælpe pigen, i hvert fald på bedste vis når hun havde været døende. Dog var det for svært for ham at finde overskud til at forklare sig da han stod foran ”ulven” i døren: især taget i betragtning af, at hun stod komplet nøgen foran ham, hvilket var nok til at få tankerne til at køre rundt på enhver mand. Ulv eller ej.

Han undlod at kommentere hendes ord. Det ville ikke kunne hjælpe noget at begynde at snerre af hende eller irettesætte hende. Alligevel gav tanken om at et dyr ude i skoven ville slæbe pigens lig med sig, ham en lidt kvalmende fornemmelse. Pludselig ville han ønske at han ikke havde set pigen i øjnene før han havde taget hendes værste smerter: det var nemlig blikket der havde printet sig bedst ind i hans hukommelse.

” You better get some clothes on, before ...”

Han nåede ikke at afslutte sin sætning. Ja, før hvad? Før han direkte sprang på hende? Han kunne ikke lade være med at trække let i smilebåndet; dog forholdsvist diskret, ved lige at vende siden til hende.

”Just.... come inside.“

Lød det så fra ham, før han vendte hende ryggen og gik hen til bordet hvorpå standerlampen stod. Han kunne nemt have afvist hende; snerret eller irettesat hendes handlinger. Men dette var som sagt hans eneste chance for måske at møde en der var i hans egne sko. Desuden ville hun alligevel kunne finde vejen tilbage hertil, tænkte han, mens han gav sig til at rode i den rygsæk han havde medbragt til hytten. Han vidste ikke om hun havde fulgt hans tilbud. Dog lyttede han efter fodtrin da han tog en T-shirt og nogle træningsbukser op af taskens bund. Det var nok det eneste tøj han formodede hun ville kunne passe: ja, fordi bukserne var de eneste han ejede med elastik i. T-shirten måtte i hvert fald være for stor til hende. Han var både bredskuldret, og overkroppen var et tydeligt bevis på at han dyrkede en del sport, trods han ikke var ”pumpet” på nogen overdreven måde. Man kunne blot se musklerne på den slanke krop, og siden han endnu ikke selv havde taget en T-shirt på, var tatoveringen på den ene overarm fuldt synlig.

Han rakte tøjet bagud, så kvinden kunne tage det hvis hun ønskede. Ja, og hvis hun faktisk var trådt ind i hytten. Han sørgede for ikke at se bagud, trods der selvfølgelig var en del af ham der faktisk gerne ville tage et lille glimt igen. Men det var ganske uhørt – derfor holdt han øjnene for sig selv. Dernæst trak han en mørkeblå T-shirt over hovedet, så han kunne være lidt mere anstændig endnu.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 16 jun 2012, 10:16

Hun åndede lettet op. Omsider kunne hun få noget tøj på sin alt for nøgne krop. Det var nu ikke fordi denne mand havde udnyttet hendes nøgenhed på nogen måde, ja, han havde jo knap nok kigget på hende.

"Thank you.. that would be very nice,"

svarede hun, med et lille smil på læberne og funderede kort over hvordan sætningen skulle være endt. Dernæst gik det op for hende, at ikke nok med at hun havde sagt undskyld, var hun nu også kommet med et ’tak’. Hun kunne ærlig talt ikke kende sig selv, og det skræmte hende lidt. Hendes hånlige attitude sørgede altid for, at folk ikke kom for ”tæt” på hende. Hun kunne da ikke uden videre gemme dette ’jeg’ væk og finde sit høflige og moralske side frem. Men det var nu engang det der var sket.

Hun stod lidt i døren, studerede ryggen af hans nøgne krop. Hvad ville det føre til, hvis hun trådte ind i denne hytte? Hun ønskede bestemt ikke at få sig en såkaldt ven, men hvad var det så egentlig hun ville? Hun kørte hånden over panden, fjernede de spekulerende tanker, før hun med en forsigtighed trådte en i den lille hytte. Hun nærmede sig med lette skridt, tog hurtigt imod tøjet, som hun holdte ind til sin favn. Med et lettere nysgerrigt blik, betragtede hun nu hans tatovering på tæt hold, og overvejede om disse lænker symboliserede noget. Følte han sig fanget på nogen måde? Fængslet? Det kunne også bare være en betydningsløs tatovering der skulle pynte, men Malou prøvede nysgerrigt at analyserer denne mand, for at finde ud af, hvem han var. Høflig var han, helt sikkert og meget venlig i betragtning af, at hun lige havde dræbt en af hans bekendte. Aldeles attraktiv og bestemt en hun ville gå efter, en festlig aften. Dem havde Malou dog ikke haft nogle af i flere år.

Malou blev tvunget til at fjerne blikket fra tatoveringen, da han iførte sig en t-shirt. Hun så ned i sin favn, hvor hun endnu knugede tøjet ind til sig, og iførte sig hurtigt træningsbukserne og den alt for store t-shirt, der næsten kunne bruges som kjole i stedet. Hun kiggede ned af sig selv og smilte let. Det gik vel an. I hvert fald følte hun sig nu meget bedre tilpas. Så meget tilpas, at hun langsomt kunne mærke selvsikkerheden snige sig på og den dertil blokerende facade. Blokerende for fremmedes indblik på hendes virkelig jeg.

Hun så hyttens indhold i nærmere åsyn og måtte indrømme, at hun fandt den ganske charmerende. Aldrig havde hun været i et rum, som både indeholdte et køkken, stue og soveværelse. Med et par elegante skridt tog hun de få skridt, der var over til sofaen og slyngede sig ned i den. Hun følte sig allerede så godt som hjemme. Med et fornøjet smil, kiggede hun op ham.

”Did you know her well?”

Den ellers så undskyldende og forsigtige klang, der havde været over hendes stemme, var nu forduftet. I stedet var den følelseskold, med det tilhørende fornøjet smil, som ikke hørte til samtalens alvor. Det virkede nu mere som om hun ville vække hans sorg og bringe alle de dybe følelser til overfladen. Dem som hun knap nok selv kunne føle.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 16 jun 2012, 11:03

Det var først, da Flynn var ganske sikker på, at kvinden havde iklædt sig tøjet, at han vovede at kaste endnu et flygtigt blik over mod hende. Trods hans sociale liv for tiden var… ikke eksisterende – havde han en tendens til aldrig at vende hjem fra en bar eller en fest, uden kvindeligt selskab. Og hvis han ganske vist havde mødt kvinden under andre omstændigheder, ville han ikke have tøvet med at se lidt efter hende på gaden. Dog hjalp faktummet at hun nu bar hans tøj – som selvfølgelig sad ganske løst på hende – en del.

I netop samme sekund som han havde ladet sine øjne hvile på hende, slyngede hun sig ned i sofaen: bekymringsløst efter hans mening. Men han havde nu en gang inviteret hende ind, så han havde måske selv bedt om det. I en flygtig stund overvejede han hvorvidt han kunne tillade sig at smide hende ud derfra, men selvom hans intentioner ikke just var at få en god ”kammerat” der tilfældigvis også var en varulv, så yndede han bestemt ikke at få en fjende der var det. På trods af at han var større end hende i ulveskikkelse, kendte hun til hans menneskeform: ja, og hans skjulested, trods han selv havde ledt hende derhen. Desuden var han nysgerrig. Og det var netop det der var så fandens irriterende.

Han lagde armene over kors og nærmede sig roligt sofaen. Da hun så op på ham med et smil, og mødte hans øjne, overvejede han at stikke hende en lodret løgn. Dog var det sandheden der undslap hans læber.

” I've never even seen her before tonight.”

Der var noget I hans stemme der fik det til at lyde så ligegyldigt: så åbenlyst. Han var klar over at der var en stor chance for at kvinden ikke ville forstå ham. Derfor vendte han hende endnu en gang ryggen, og gik de få meter over mod det lille køkken.

”Want some cofee?”

Han hævede stemmen en smule, mens han åbnede et par af skabslågerne i køkkenet, for at se om jægeren havde et eller andet han kunne få ned. Måske var det også lidt for at få tankerne væk, så hun ikke så at aftenens oplevelse faktisk havde sat sine spor i ham. Han var ikke nem at knække, men når noget nagede ham, havde han en tendens til at blive lettere aggressiv – især når han ikke havde jaget til fulde. Da han fandt noget pulverkaffe i et af skabene, hældte han noget vand i en elkedel og satte den til at koge. Så vendte han sig om og lænede den nederste del af ryggen ind mod en af køkkendiskene, så han kunne se hende. Efter at have set smilet om hendes læber, kunne han ikke dy sig.

” If you really must kill - why choose someone like her... someone so young and innocent?”

Den lidt hårde tone kom frem i hans stemme, trods han forsøgte ikke at lyde for dømmende.

”Forget it. You probably don´t care anyway."
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Søn 17 jun 2012, 04:07

Hun betragtede ham, idet han kom nærmere sofaen. Hun forventede måske en smule vrede fra hans side, som hun havde oplevet ham ude i skove. Knurrende og truende. De korslagte arme så hun som en god begyndelse, men blev dog slået ud af den, da hans mund sagde noget helt andet, end hvad hun havde forventet. Det var hverken hårde ord, eller en hjerteskærende fortælling.

”You haven’t?”

Hun studerede hans ansigt, prøvede at tyde hvad meningen med denne galskab så kunne være, men fandt ikke noget svar, før han vendte ryggen til hende og gik over i køkkenet.

”Sure,”

svarede hun kort, da han spurgte, om hun ville have kaffe. Hendes tanker var et andet sted. Det gik langsomt op for hende, hvad baggrunden for hans adfærd var. Hun havde ellers ikke set det som en mulighed, at hun havde med en varulv at gøre, som gik mod sin egen natur. Men det var nu alligevel det, hun var nået frem til, nu hvor den anden forklaring ikke holdte stik. En blødsøden ulv, der ikke så meget som gjorde et menneske fortræd. Hun kædede det sammen med lænkerne på hans skulder, som sikkert symboliserede, at han følte sig fanget i sin krop som varulv, eller måske bare et ønske om at lænke varulven inde, så den ikke kom frem. Dette var selvfølgelig bare gætterier, men hendes teori om en blødsøden varulv, blev dog bekræftet ved hans næste spørgsmål.

”You’re right, I don’t care at all. I just take whoever there is in the forest when I am.”

begyndte hun, med et let skuldertræk og betragtede ham med et lille smil i mundvigen. Måske mente han, at han allerede kendte hende og hendes indstilling. Det gjorde han måske også. Men det vakte nu alligevel hendes nysgerrighed, at snakke med en der gik mod sin natur. En trang til at belære ham lidt, gnavede lidt i Malou, idet hun fortsatte:

”But I must admit that I do enjoy a handsome man more, who fights back even though he doesn’t have a chance…”

En lille latter sprudlede frem fra Malous læber, ved mindet om mødet med denne type. Typen der altid spillede smart over for sine venner. Hun havde én gang været heldig at møde to af denne eksemplar på en gang. De havde såmænd også spillet smarte overfor hinanden da de først fik øje på Malou, men måtte som alle andre mennesker, til sidst give efter for panikken.

“but I guess you would prefer if I took an old bitter man? The one, who loves to scare those innocent girls whenever he sees the opportunity. Would that be better?”

Hun hævede spørgende et øjenbryn, lagde hovedet let på skrå og lod det drillende smil blive større.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Søn 17 jun 2012, 04:57

Trods han havde stået med ryggen til hende, var det ikke svært at forestille sig forundringen der nok tegnede sig i hendes ansigt. Han tog chancen, da han stod med ryggen til hende, til kortvarigt at overveje hvorvidt han overhovedet havde kræfter til at forklare hende om sit adfærd. Men hvorfor i alverden skulle han det?

"You sound surprised?"

lød det så fra ham, netop før han vendte sig om og mødte hendes øjne. Tonen i hans stemme var ligeså ligegyldig som før, men havde dog spor af sarkasme og morskab deri, trods det selvfølgelig blot var en facade, som han, i netop dette øjeblik, ikke kunne dy sig fra at sætte op. Det var lettere at bibeholde ligegyldigheden når han ikke så på hende, men så snart han havde vendt sig om og hørt de ord der flød fra hendes læber, var der en gnist af vrede der igen bredte sig i hans øjne. Han placerede hænderne på bordpladen bag sig, mens han lænede sig ind til disken. Det var kun hvis man så nøje efter, at man ville bemærke at farven forsvandt lidt fra hans fingre, da han knugede om bordpladerne. Det var irritationen over hendes udtalelser der talte, og derfor prøvede han at overføre lidt af den væk fra sig selv.

Hvad er det dog hun prøver på?

tænkte han, da hun endda slog en latter op; tydeligvis ved tanken om sine ofre. Det var mærkeligt hvordan Flynn pludselig følte at han så et spejlbillede af hvordan han havde været for blot 6-7 år siden. Dog kunne han ikke længere relatere til det... For den periode hvor han havde dræbt.. ja flest pr. intention, havde hans liv været præget af alkohol og stoffer. Det gjorde det blot endnu sværere at erindre.

"So it's all just a game to you, huh?"

En lidt bitter tone kom frem i hans stemme. Ved hendes spørgsmål følte han igen et stik af vrede: hvor var det uforskammet, at sammenligne det på den måde. Netop da han skulle til at svare igen, lød det en klikkende lyd fra elkedelen som tegn på at vandet var kogt færdigt. Derfor vendte han igen ryggen til hende, fandt to kopper og proppede noget kaffepulver deri samt det kogende vand.

"It doesn't even matter. A life is a life. No one deserves to loose it."

svarede han bittert før han gik hen mod sofaen med en kop i hver hånd. Han satte den ene på sofabordet, mens han selv fortsat stod op, med sin egen kop i hånden. Lige nu nægtede han faktisk bare at tage plads ved siden af hende.

"But you probably don't have the slightest bit of compassion."



Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Ons 20 jun 2012, 10:29

I am surprised. cause you’re a werewolf.”

svarede hun, med et ekstra tryk på werewolf. Hun lagde benet over det andet, lænede sig frem i sofaen og studerede ham med nysgerrige øjne. Prøvede stadig at forstå, hvad der fik ham til at gå mod sine instinkter. Hvorfor holdte han så meget fast i dette naive menneske?
Malou måtte slå blikket ned for en stund, da det næste spørgsmål blev spyttet ud med den bitre tone. Efter alle disse år, var Malou efterhånden blevet træt af disse moralske mennesker, der altid sammenlignede hende med selveste satan ham selv, bare fordi hun accepterede hvad hun var, og ikke lagde meget vægt på at gå mod sine instinkter. Hun havde aldrig helt forstået, hvad der var galt i dette, og hun forstod det stadig ikke.

Hun slog blikket op igen, da hun hørte lyden af elkedlen, som var færdig med at koge vandet. Tavst kiggede hun på ham, mens hun duftede til lugten af kaffe, der begyndte at fylde den lille hytte. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle svare på hans anklagende spørgsmål, men nåede dog ikke at spekulere længe over det, før han endnu engang kom med sine blødsødne udtalelser. Stadig forholdte hun sig tavst. Hvordan kunne hun sige ham imod på dette? Hun mumlede et lille uhørligt ’tak’, da han stillede kaffen foran hende på bordet, og tog hurtigt den varme kop op i sine hænder. Hun skævede over til ham, havde egentlig forventet at han satte sig, men måtte erkende, at han ligesom alle andre, nok foragtede hende for meget. Igen blev hun bekræftet af hans næste fordomsfulde udtalelse, som havde han allerede gennemskuet hvem hun var. Noget inde i Malou, havde fået nok. Hun var træt af at blive beskyldt, foragtet og fordømt. Det eneste hun gjorde, var at følge sin natur, og et lille håb inde i hende, havde håbet at denne mand, som var af samme slags, for engang skyld kunne forstå hende og lade foragtelsen blive væk for en stund.

Hun lod hans ord blive i rummet, mens hun roligt placerede kaffekoppen tilbage på bordet. Hendes indre var dog langtfra roligt, men mere en vred såret masse der banede sin vej rundt i kroppen. Med beherskede bevægelser rejste hun sig op, og gik hen mod denne mand, som åbenbart kendte hende så godt. Med rolige skridt, gik hun så tæt på ham, som kaffekoppen imellem dem tillod, mens hun stirrede fast ind i hans øjne, med et blik der ikke kunne skjule vreden.

”Listen..”

begyndte hun, med et ansigt der var tæt på hans, så hun var sikker på, at han fik hvert et ord med.

”This is not a game to me. This is what I am..”

hun sagde det langsomt, og med en alvor, som man normalt aldrig så hos Malou.

”This is what you are… It’s in our nature. We kill. We are built to kill. I don’t care that you try to be something else..”

Hun bed tænderne sammen og knyttede hænderne.

”..but i don’t. I am a werewolf, and this is what they do! face the fact.”

Hun tav, lukkede øjnene for en stund og tog langsomt et skridt væk fra ham, med blikket rettet nedad. Hun var ikke i stand til at kigge ham i øjnene, efter disse erkendelser, som hun havde levet efter hele sit liv.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Fre 22 jun 2012, 06:36

Da hun rejste sig op, var han i en kort stund ganske sikker på, at han burde have ladet bitterheden ligge. At invitere hende ind var én ting, men derefter at anklage hende for ikke at have den mindste smule medmenneskelighed - ja, selvom ordet måske virkede fjernt i deres tilfælde – var ikke fair.

Han blev stående, uden at bevæge sig en tomme, da hun stoppede op lige foran ham. Trods hendes blik fik ham til at ønske at se væk, fastholdt han det. Vreden i hendes øjne bekræftede hans teori – han burde ikke dømme for hurtigt, trods han stadig mente, at det han havde været vidne til denne aften, konkluderede at der var en stor forskel på dem.

Han lod hende derfor tale. Der var ingen grund til at stoppe hende, før hun havde sagt, hvad der ”formegentlig” burde kunne overbevise ham. Dog var de samme ord der forlod hendes læber, dem som underbyggede hendes mord denne aften. Adfærden var præget af instinkterne – de pokkers dyriske instinkter, som Flynn altid prøvede at slås med, i stedet for at underkaste sig dem.

This is what you are…

Ordene kørte sig endnu en gang gennem hans hoved. Kortvarigt havde han en trang til at give hende ret: og begynde at bruge dette som en undskyldning for igen at dræbe. Han huskede nemt den euforiske følelse der gik gennem ham hver gang han jagtede: tog et liv… - Han slog tanken fra sig, før trangen til at bukke under for instinkterne trådte frem.

” Yeah, we´re werewolves… But why does it have to define us?”

Spurgte han så, med en lidt mildere tone i stemmen, trods hvert et ord lå under et let tryk.

“I didn't want this. But now it's part of my life. A part of me. And I have to live with it…-“

Fortsatte han og så indgående på hende. Han satte kaffen fra sig på bordet, hvorefter han igen mødte hende øjne.

”But you know what? We have a freaking´ choice! Continue killing people, if that´s what you want. But blaming your actions on being a werewolf: well, that´s just a bad excuse.”

Han stod så tæt på hende, at hvis han blot bevægede sig en centimeter, ville hans næsetip ramme hendes. Han havde formået at få alle de ord ud, uden at få den hårde tone til at dominere alt for meget: af en eller anden grund var det dog rart for ham bare at sige det. Han sukkede så, og trådte lidt væk fra hende, for at havne i sofaen.

"I don´t wanna judge you... Or - well, I´m not the one to judge anyway."

Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Søn 24 jun 2012, 08:56

Selvfølgelig var han ikke enige i hendes udtalelse, og blev det heller ikke. Det havde hun heller ikke forventet, men alligevel ramte hans ord hende hårdere, end hun havde regnet med. Hun var bange for at komme til at indse, at hendes levemåde var forkert og kunne være forhindret. Bange for at blive påvirket for meget af hans syn på tilværelsen.

Derfor tillod hun ikke sig selv, at fundere for meget over hans spørgsmål og udtalelser. Alligevel kunne hun ikke lade være med at overveje, hvordan livet ville have set ud, hvis hun ikke var blevet en varulv. Hvis livet ikke var blevet taget fra hende uden videre, fra den ene dag til den anden. Det ville sikkert have indeholdt et liv omgivet af venner og familie. Med folk der holdte af hende, og som Malou også holdte af. Det var næsten lige før hun ønskede det gamle liv tilbage, men lukkede hurtigt ned for denne tanke. Hun var glad for at være varulv, det var hun. Løbe gennem skoven, med en følelse af at kunne fornemme alt. De forstærkede sanser, som virkelig gjorde varulvelivet værd at leve. Følelsen af magt, når man udså sig et bytte. Selvfølgelig var han ikke glad for det, når nu han ikke levede det til fulde.

Hun fjernede ikke blikket fra hans og rykkede sig heller ikke tilbage, da han stod tæt på hende. Så vidt som muligt, prøvede hun ikke at lade hans ord ramme hende, men lod dem pralle og forblive upåvirket. Ligeledes havde hun lagt en dulmer på vreden.
Hun fulgte ham med blikket, da han satte sig i sofaen. Hævede lettere overrasket et øjenbryn, ved han næste kommentar. Det lød næsten som om, at han ville lægge denne fordømmende tone væk. Det ville være rart. Med et lavt suk, satte hun sig ned ved siden af ham i sofaen, overvejede hvad hun skulle svare på alt dette, som hun ikke var helt enig i. Igen tog hun sin kaffekop i hænderne og kiggede ned på den brune væske.

”Is it really just a bad excuse? It's in my instincts and I don't think I'm strong enough to fight them. I kill without hesitation and when they are screaming for their life, I don't feel any sympathy, I don't feel anything at all. It's like all those feelings are gone. Hidden away... except for pleasure..”

erkendte hun, med et fast blik på kaffekoppen i sine hænder. Hun ville helst ikke se hans ansigtsudtryk, der sikkert ville udtrykke afsky.

“but maybe it's for the best. I have killed so many."

tilføjede hun og slog så blikket op fra kaffekoppen og hen på ham. Hun betragtede ham med et par rolige studerende øjne. Det måtte være hårdt at have skyldfølelse overfor sine drab. Det var sikkert noget han led under, da hun gik ud fra, at han i sit liv som varulv, havde haft fornøjelsen af at dræbe i hvert fald ét menneske. Hun nippede forsigtigt til den varme kaffe og havde bestemt smagte bedre, men sagde dog ikke noget.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Man 25 jun 2012, 09:41

Det var ikke afsky der viste sig i de blågrønne øjne, da hun talte - det var nærmere genkendelsen og en smule forståelse der viste sig. Dengang han blev bidt som 19årig havde han været i vildrede. Han havde været ude på skrænten; tæt på at falde hvert øjeblik. Og han faldt... også i den grad. Da han mødte en anden varulv: en kvinde der viste ham at der kunne være en balance, havde han ikke troet på hende.

"I´m not strong enough to fight them."

ja, dette havde han bestemt også ment. Og han var stadig ikke stærk nok til at "bekæmpe" instinkterne. Tværtimod lå han i en konstant kamp mod dem hver dag; blot for at leve et mere menneskeligt liv.

Trods han begyndte at se et mønster, tog han sig hurtigt lidt sammen, og skubbede derfor sin egen kop hen foran sig. Han tog en ordenlig slurk af den varme væske. Smagen var forholdsvist stærk - især for en mand, der som regel kun drak den koffeinfrie af slagsen. Men det var just heller ikke af hans gode vilje at han drak koffeinfri kaffe: det var nærmere hans fornuft der talte. En masse fysisk aktivitet, arbejde, samt mangel på sukker og koffein gjorde faktisk bare et ganske lille udslag, når det galt at dulme instinkterne lidt. Selvfølgelig var virkningen ikke overvældende; men det hjalp da en smule. Og det var da bedre end ingenting.

"Sometimes, I wish I could be that way again, you know...-"

,lød det fra ham da han satte koppen ned mod bordet igen, og foldede hænderne foran sig. Kortvarigt lod han øjnene hvile på hende, og der var intet hårdt eller bittert i hans blik.

"... careless. Being able to kill without feeling guilty."

Han lænede ryggen tilbage mod sofaen og lod en hånd stryge gennem det korte hår, så det strittede lidt mere end normalt. Derefter foldede han hænderne bag nakken, og sendte et kort blik ud af vinduet ovre ved døren. Skoven var helt mørk, fredfyldt... men måske fandtes der flere som dem som jagtede i natten. Faktisk var han ikke sikker: men allerede denne nat havde han fået bekræftet at han ikke var den eneste. Og der var faktisk noget befriende ved at kunne tale om dette, trods de nok ikke delte de samme meninger.

"But the feelings... I would´nt trade them for anything. They are the ones that keeps me going"

the ones that reminds me, that I´m alive

tænkte han dernæst, og måtte indrømme at han faktisk havde opnået en del indtil dette punkt. Trods "dyret" i ham gene ville overgive sig helt og holdent til instinkterne, havde det af en eller anden grund lykkedes ham, at nå et punkt hvor han kunne erkende at det at bibeholde humaniteten faktisk var en god ting. Men der var ingen tvivl om at nydelsen i varulveskikkelsen overskyggede enhver følelse han havde oplevet i sit menneskelige liv. Vreden var også forstærket. Faktisk var følelserne på højdrift, men nydelsen dominerede, når humaniteten ikke kunne komme frem. Kærlighed, vrede og sorg kunne munde ud i et: en slags "hunger" efter at jage og udleve de forstærkede sanser.

Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Tirs 26 jun 2012, 07:02

Malou sendte ham et uforstående blik.

”but do you like to feel guilty? Do you like to feel regret every single day for all those lifes you have taken?!”

Hun vendte fronten mod ham og hvilede den ene arm på ryglænet, så hun bedre kunne se på ham. Han sad jo nøjagtig og sagde det, som i Malous hoved var grunden til, at hun valgte den livsstil som hun gjorde. Hun ville absolut ikke føle sig skyldig, det var det værste, hun nogensinde havde prøvet. At få øjnene op for de forfærdelige ting hun gjorde, ville gøre hendes liv til et helvede. Om hun så ville være i stand til at elske andre mennesker igen, var hun stadig ikke sikker på, at hun havde lyst til at tage prisen det tog. Hellere gå glip af kærlighed og føle ingenting, end at føle sorg.

”How can those feelings be the ones that keeps you going? It must be a sad life you have.”

hun rystede let på hovedet, tog en lille slurk af sine kaffe, inden hun med et fast blik på ham forsatte.

”You know, I ones had a really sad life. Sitting in my room all day, regretting and hating myself for one kill I’d made. I didn’t talk to anybody, I just sat there, felt so badly as if I would never feel happiness again. I sat there for years. But one day the happiness did come back to me. The day I started to be careless and live out the werewolf life. A selfish life, indeed, but it is a life with joy.”

Hun tav og kiggede på ham, med hvad der næsten lignede et opgivende blik. Hun prøvede at forstå, men havde svært ved det. Hun havde sine egne erfaringer med livet, som adskilte sig en del fra hans. På den anden side, var hun heller ikke sikker på, om hun havde lyst til at forstå ham. Derimod så hun gerne, at han blev overbevist af hendes prædiken og måske erkendte at hun levede livet, som man i virkeligheden burde. Ikke at hun prøvede på at ændre hans levemåde, blot føle sig mere sikker på sin egen.

”I would never go back to that life.”

afsluttede hun med et blik der blev en smule fjernt. Det havde været nogle forfærdelige år. Hun kunne ikke se, hvordan hun ellers skulle have bearbejdet sin sorg dengang, end bare at lukke ned for følelserne. Der var ingen til at hjælpe hende, hun havde været helt alene. Måske var det i virkeligheden det, der havde afgjort udfaldet. Nu sad hun her, og var på nippet til at blive overbevist om, at hun levede sit liv forkert. Hun havde dræbt så utrolig mange, at hun ikke engang havde et tal. Hvordan ville noget menneske nogensinde kunne leve med det? Hun glippede med øjnene, da ordet menneske passerede hendes tanker. Hun havde altid afskyet mennesker, på trods af, at hun selv havde været et engang.

”Do you see yourself as a human being?”

Hun gik ud fra, at hans svar ville være ’ja’, nu hvor han gik så meget op i at beholde sin menneskelige fornuft. Men hun var nu alligevel interesseret i at finde ud af, hvad han ville svare. Hun tog endnu en tår af sin kaffe, før hun placerede den på bordet, og vendte sin fulde opmærksomhed på ham.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Tirs 26 jun 2012, 07:48

Han rystede næsten med det samme på hovedet ved hendes spørgsmål.

"I like the thought of being able to make up for those I´ve killed."

svarede han med en ærlighed der helt klart understregede de ord der forlod hans læber. Desuden veg hans blik ikke fra hendes. Han forstod udmærket hendes forvirring... såvel som han havde forstået den ude i skovens dyb, da han var trådt hen mod den døende pige. Der var nærmest en barriere mellem deres liv, trods de delte noget så betydeligt som en race, som Flynn kun sjældent blev konfronteret med. Barrieren bestod tydeligvis af de humane følelser. Dem hun fornægtede at have, og dem som Flynn kæmpede med at bibeholde i sit liv.

"But no. I don’t like dealing with the guilt and regret every day. But I kind of feel I have to, you know?”

Hun forstod det vel ikke. Det formodede han i hvert fald ikke at hun gjorde: det var umuligt at overbevise hende om drivkraften. Især fordi det havde krævet meget fra ham, selv at finde ud af hvad drivkraften var. Men nu vidste han hvad det var. Det havde han gjort siden hans liv vendte op og ned. Da han begyndte at arbejde med mennesker; se taknemmeligheden i deres øjne, var det hele skyldfølelsen værd.

Han smilede blot, da hun sagde at han måtte have et ganske trist liv. Især fordi han selvfølgelig ikke kunne prale af at have det lykkeligste liv i verden, men især de sidste to år havde været nogle af de lykkeligste taget i betragtning af de foregående. Det var efter at han var taget til Werclare igen, at han oplevede et par stykker af de lykkelige stunder som han kunne sammenligne med dem fra sin menneskelige barndom. Det var sært hvordan ting havde forandret sig. Han lyttede derefter til det hun sagde.

"It´s tough, I know. And it´s so fucking easy to turn off the humanity part,”

Lød det fra ham, hvorefter han kløede sig i nakken med den ene hånd. Hun havde jo valgt den løsning, som han dengang også havde. Nu var hans livsstil dog alligevel langtfra hendes.

”I understand. I wouldn’t do this all over again, if I could. It was hard reaching a point, where I could look at a person without feeling the temptation of killing them."

Han tog igen koppen op mod sine læber, og tog en slurk af koppen der faktisk tømte resten af indholdet. Hendes spørgsmål hang nærmest frit i luften i noget tid, før Flynn satte koppen ned mod bordet, og rettede øjnene spørgerne mod hende. Han skulle til at afvise at give hende et svar, da han ikke vidste hvordan han skulle gøre det oprigtigt. Dog lød det oprigtige ord fra hans læber, næsten som om det selvstændigt ønskede at komme frem.

”No.”

,han vidste ikke om svaret ville overraske hende, men han tvivlede ikke på, at hun muligvis havde forventet noget andet. Derfor forklarede han sig et par sekunder derefter:

”No I dont. I´m a werewolf… I just haven’t forgotten who I used to be - a normal human being. I´m trying to stick to it and I have no intention of ever forgetting, that it´s part of who I am.. oh well - who I used to be”
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   Lør 14 jul 2012, 07:07

”They’re dead and they’re never coming back to life. You can’t really make up for their lost life.”

Det var et udtryksløst blik, der stirrede ind i hans. Ordene havde forladt hendes læber, så snart han havde fuldendt sætningen. De var ikke ment så hårde og var slet ikke blevet sagt, hvis det ikke var fordi, at det var røget ud af hende, inden hun nåede at stoppe dem.

”I’m sorry, I didn’t mean to sound so harsh.”

Hun slog blikket ned og slog afværgende ud med hånden, som forsøgte hun at slå de foregående ord væk. Den interessante samtale skulle nødig afbrydes af en fornærmet eller såret mand. Folk var så pjevsede, kunne ikke tåle så meget modstand. Det havde hun efterhånden erfaret mange gange.

”So tell me. How do you compensate for your kills?”

Blikket blev vendt mod ham igen og et mildt tonefald var dominerende, opfordrende til at han skulle fortælle. Hun gættede sig allerede til en blødsøden fortælling, om hvordan han hjalp folk, gav sig selv til alle. Mad til de hjemløse, glæde til de sørgende. Indtil videre havde han også vist sig at være hendes absolutte modsætning, så disse gæt ville matche kontrasten.

Ved hans næste kommentar, rystede hun let på hovedet. Nej, hun forstod det ikke. Hvorfor følte han det som en nødvendighed, når det var noget af det mest humørdræbende? Da overhovedet ikke, hvis man kunne finde ud af at slå det fra. Munden blev åbnet til et hav af argumenter og spørgsmål, men blev lukket igen. Hun ville nok ikke kunne forstå det, på trods af lange forklaringer. Argumenterne ville nok heller ikke ændre hans holdning. Hun lod hans spørgsmål være besvaret af hendes uforstående blik og det rystende hoved.

Hun lyttede til det næste han sagde og nikkede bekræftende.

”I must admit that you’re the strong person here,”

sagde hun med et smil og med ærligheden, der havde været så dominerende denne aften. Hun kunne forstille sig det krævede en stor styrke, at holde sig fra fristelsen i at slå det menneskelige fra. Det var muligt, at Malou så sig selv som en stærk kvinde psykisk, men det var nok intet i forhold til, hvad han måtte have gennemlevet. Han var en stærk person, det havde hun erkendt, men hun kunne stadig ikke slippe tanken, at det muligvis var en smule unødvendigt, at bruge sine energi på at modstå trangen, når man burde følge sine lyster. Selv hvis hun ønskede at leve hvad der lignede det gamle liv, var hun ikke sikker på, at hun selv ville være stærk nok til at gennemføre processen.

Hun betragtede ham, mens han tømte indholdet af sin kop og skulede kort til sin egen, der stadig var fyldt godt op med kaffe. Hun rakte ud efter koppen, men stoppede midt i bevægelsen, da svaret hun troede ville være et ja, kom ud som det stik modsatte. Hun lyttede til hans forklaring, hvorefter hun med et lille rynk på panden, tog koppen fra bordet og tog en slurk af den efterhånden lidt lunkne kaffe, mens hendes indre bearbejdede det han havde sagt.

At some point, I do wish to.. to be the old me,”

mumlede hun knap hørligt, med et blik ud i luften.

”But she’s gone for sure,”

sagde hun henkastet med større styrke og tog endnu en tår af kaffen, hvorefter hun placeret blikket ned i den knap fyldte kop.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Jagten på fornøjelser - Flynn   

Tilbage til toppen Go down
 
Jagten på fornøjelser - Flynn
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Werclare :: Den triste skov-
Gå til: