Skumring

Dato: 22/04-10, som IRL.
Årstid: Forår, som IRL.
Dag: Torsdag
Vejr: Ganske lummert, det ser næsten ud til at kunne give regnvejr.
Sted: Domkirken i Werclare
Tid: Skumring
Omgivelser: Få folk, som iler af sted for at nå hjem inden natten. Ellers døde huse og øde gader – en tom kirke.

---

Yelilla var egentlig på vej til lufthavnen, så hun kunne komme hjem til Sheria og sin varme seng, da hun blev opmærksom på kirken. Den i forvejen skumle stemning i byen blev ikke bedre, af at kirken var der, tværtimod. Yelilla havde aldrig været derinde, kun set på den udefra, da hendes forældre ikke havde været synderligt kristne, og derfor ikke havde taget deres døtre med i kirke, andet end til konfirmation, begravelser, bryllupper, etc.
Yelilla havde været i Werclare i forbindelse med sin uddannelse – det var jo kun i Sheria, at der fandtes et egentligt sygehus, så de måtte ofte rejse til de andre byer, for at tilse patienter. Hun havde skiftet den hvide og stivede sygeplejeuniform ud, den lå nu i hendes taske, og havde erstattet den med et par ganske almindelige, lyse jeans og en top med blomsterprint og kantet udringning, samt en figursyet, dybblå jakke.
Efter en smule tøven satte Yelilla kurs mod kirken – det gjorde nok ikke noget, hvis hun tog flyet, som gik en time senere. Da hun nåede indgangen til kirken tøvede hun igen en anelse, inden hun ganske let dyppede fingrene i karet med vievand, som stod foran kirken – hun var jo ikke troende. Derefter trådte hun for første gang ind i Werclares domkirke.

Inde i kirken stod en ung mand og så på korset med Jesus kristus på.
Det var stort og gammel sikkert lavet i tidsalderen som hed, 1654 eller noget.
Han sukkede lettere af korset og en slags melankolsk steming kom ind i rummet.
Demetri havde allerede hørt døren gik op, og menneskets duft slog ham nærmest i hoved.
Men havde sagde intet for hvad var der er at sige lige nu, nemmelig ingen ting.

Yelilla gik forsigtigt længere ind i kirken, gennem våbenkammeret. Hendes skridt gav svagt genlyd mod det hårde stengulv, skønt hun synes hun gik så stille som hun kunne. Stilheden i kirken var tryggende, og det fik hendes skridt til at lyde endnu højere. Det gav et svagt gib i hende, da hun registrerede, at der var andre i kirken. Det havde hun ikke troet, på denne tid af dagen. Det var ikke fordi hun blev bange, det var bare ren og skær overraskelse. Personen stod med ryggen til hende, men hun kunne med det samme slå fast, at det var et væsen af hankøn. Lidt havde hun jo lært i sin uddannelse – højde, stilling, bygning, det hele afslørede, hvordan en person var.
Yelilla blev stående usikkert halvvejs oppe ad kirkegulvet, idet hun vendte hovedet mod loftet. Det var ikke noget særligt at se på, så hun så på vinduerne i stedet. De lukkedes ikke meget lys ind, mosaikker som de var, men mønstrene var flotte og stilen var gotisk, med dets spidse top.
Endnu engang rettedes Yelillas blik mod den fremmede oppe ved korset.

Demetri sukkede og vendte sig så i det samme og og lod som om han ikke havde hørt pigen,
men kiggede så op.
Hans metalliske grå øjne kon til sine og deres lokkede, mystiske glans kom frem og viste sig.
Han stoppede nu op og så på pigen som om at han ikke havde regnet med at hun var der.

Yelilla rykkede sig ikke ud af stedet, da personen vendte sig om, men betragtede ham, med noget der mindede om høflig interesse. Han så ganske godt ud, men ikke en fyr efter Yelillas smag – han var alt for mørk, for en munter sjæl som hun. Yelilla var dog ikke typen, som uden videre tog kontakt til vildt fremmede folk, og sagde derfor heller ikke noget. Hun satte igen den ene fod foran den anden, og gik op mod alteret, som var indhegnet – præstens domæne. Hun svang det lange, krøllede hår om på ryggen, og lod sine hænder røre gelænderet, ganske let. Hun rynkede let på næsen, og trak hånden til sig. Af en eller anden grund vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle opføre sig, i den fremmedes påsyn, måske fordi hun ikke havde regnet med, at der havde været nogen. Havde hun været selv havde hun åbent gået rundt og udforsket hvad det var for et sted, men nu overvejede hun meget nøje hver eneste bevægelse hun gjorde. Dog var det ikke noget man lagde mærke til, for hendes tanker var hurtige.

Demetri fortsatte også frem men stoppede så lidt efter lige præcis foran en bænk,
han drejede rundt og satte sig så ned.
Lige nu iagtog han dette velduftende menneske.

Yelilla sukkede uhørligt, og vendte kort blikket ud i kirken igen. Hun rynkede de smukt formede bryn en anelse da hun så, at den anden havde sat sig. Nå ja, det skulle han vel have lov til, det skulle hun ikke bestemme, så længe hun selv slap for at sætte sig.
Hun fulgte langsomt væggen rundt, stoppede ganske kort ved døbefonden og prædikestolen, hvor hun læste inskriptionerne. En masse bibelsk pladder. Indvendig rystede hun på hovedet af de folk, som rent faktisk troede på Bibelens ord, men igen, hun sagde det ikke højt. Det eneste hun nogensinde ville komme til at bruge den bog til, var fornøjelseslæsning, for der var faktisk nogle gode fortællinger, specielt i Det Gamle Testamente. Hun rystede tankerne af sig, og fortsatte stille sin opdagelsesrunde i kirken.

"Er du ny her i byen" lød det pluselig fra Demetri.
Han stemme var mørk og mandig.

Yelillas øjne rettedes mod manden, idet han talte til hende. Hun rynkede brynene en anelse.
”Jeg bor i Sheria.” lød hendes svar, ganske lavt, men alligevel tydeligt, med den akustik der var i kirken. ”Jeg er her bare i forbindelse med arbejdet.” Yelilla havde en lys stemme og en lettere syngende tale, som mange undrede sig over, hvor kom fra. Det var ikke bemærkelsesværdigt, men man lagde dog alligevel mærke til det, hvis man lyttede til hendes stemme. Hun fortsatte stille videre, og vendte sig ikke om, da hun snakkede.
”Jeg var egentlig på vej hjem, da jeg besluttede at aflægge en visit.” Hun lod fingrene kærtegne de ru sten, med inskriptioner, som viste, at her hvilede en eller anden stor mand. Bogstaverne var næsten usynlige, men med sine fingres følsomhed tydede hun det langsomt.

Demetri rejste sig langsomt uden at sige noget.
"Hm...jeg har bare aldrig set dig før" Demetri var en af de personer som kom meget rundt
men han havde aldrig set dette menneske, måske fordi at han normalt ikke normalt nærmede
sig menneskebørn.

”Hvorfor skulle du også have det?” spurgte Yelilla let, idet hun vendte sig om mod ham, da hun hørte han rejste sig. ”Byerne er trods alt store, men jeg holder mig nok også meget for mig selv, det er rigtigt.” Hun trak en anelse på skulderen og hankede op i tasken, som hang over hendes anden skulder: som sagt indeholdt den hendes sygeplejeuniform. Hun begyndte langsomt at gå tilbage langs væggen, og igen hørtes hendes sko klikke ganske let på gulvet
”Erhm… Du bor måske her? Altså, i byen?” rettede hun et spørgsmål til ham, egentlig bare for at sige et eller andet. Hun var selv taknemmelig for, at hun ikke boede i Werclare, med dets rygte og udseende var hun fuldt ud tilfreds med det mere harmoniske Sheria.

Han trak på skuldernde, "Jeg flytter ret tit" sagde han bare selvom at sandheden var at
han ikke havde noget hjem.

”Hvordan kan det være?” Yelillas øjne rettedes igen imod ham, og hun lagde hovedet let på skrå. Hvad kunne en mand som ham lave, der gjorde, at han var nødt til at flytte så tit? Han var måske en eller anden form for forretningsmand? Men Yelilla tvivlede, af en eller anden grund, som hun ikke kendte.
Det var ved at blive mørkt udenfor, bemærkede hun, og kastede et hurtigt blik på sit armbåndsur. Stadig tre kvarter til, at det næste fly gik. Hun havde masser af tid, selvom det allerede føltes som om, der var gået flere timer.

"Nye steder, nye muligheder" sagde han bare kort i en tone som tydeligt kunne høres at han ikke gad snakke om det.
Han kiggede kort rundt for at se om andre var andre end dem, men der var kun de to.
Han rejste sig nu op og så på hende, "Du ligner ikke en der er kommet for bede eller sådan noget der" sagde han
og gav hende elevator blikket.

Yelilla lagde mærke til hans tonefald, og diskuterede det ikke videre. Nøjedes bare med en kort bemærkning: ”Det skal der jo også være plads til.”
Hun betragtede ham let, og hævede det ene øjenbryn, ad det blik han gav hende.
”Det er jeg så sandelig heller ikke.” forsikrede hun ham tørt om og strøg en lok af det mørke hår om bag øret. ”Jeg er ateist.” Den korte bemærkning kunne måske friste folk til at tænke, hvad hun så lavede i en kirke? Men Yelilla lod det ligge. Hvis han ville vide, så måtte han spørge.

Han nikkede og grinte så lidt.
"Så hvem er du" sagde han og lagde hoved let på skrå.