Følelsen af frihed...

Sted. Legepladsen
Vejr. Lunt, men blæser ganske svagt
Omkring. No one T_T
Tid. 22.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose lod blæsten gå gennem hendes blonde hår mens hun bare sad på en af gyngerne. Det havde lykkedes hende at slippe væk fra Zoran og håbede virkelig ikke at ham nogensinde igen. Hun havde egentlig håbet på at han havde glemt alt om hende og bare kommet videre i tilværelsen.. Selvom at hun ikke havde glemt ham, var hun skam så småt begyndt at komme videre. Hun følte sig fri, dér på legepladsen, og elskede følelsen af atmosfæren fra legeredskaberne som omringede hende; gyngerne, rutsjebanen, klatrevæggene og vipperne. Hun ville ikke lade nogen som helst tage den følelse af lidt frihed fra hende..

Det var den sædvanlige afslappede gang, der bragte Zoran hen ad stien. Det var længe siden han havde været på legepladsen. Et skummelt smil bredte sig på hans ansigt ved tanken derom. Faktisk brød han sig ikke spor om legepladsen, og havde egentlig besluttet sig for at fortsætte forbi den, da en velkendt duft fangede hans opmærksomhed. En duft, der fik ham til at skifte mening, og gå ind på legepladsen alligevel. "Jamen er det ikke Rose. Kæreste ven da, du burde virkelig tage mere tøj på." sagde han med en næsten bekymrende stemme, og et drillende smil.

Rose så hurtigt rundt da hun hørte en velkendt stemme og holdt et gisp tilbage da hun så at det var Zoran. Hun blev siddende på gyngen og fik sig selv til at virke ligeglad med ham "..Du kan da være ligeglad.." sagde hun tøvende og greb stramt omkring lænkerne som holdt gyngen oppe og tvang sit blik væk fra ham så han ikke skulle opdage frygten i hendes blik "Hvad vil du, Zoran?" spurgte hun og kunne mærke at hendes arme rystede svagt. Hun vidste ikke hvad hans intentioner var og ville helst ikke have at han skulle begynde på noget. Hvorfor kunne han dog ikke bare gå?

Lucy komme gående ind på legepladsen, og så sig kort omkring. hun se nogle henne ved gygen og gik stille der hen, hun viste ikke om de ville være alene..

der hun var kommet der hen sagde hun mumlende " hej" og stod klørede sig lidt i nakken..

Zoran lo blidt af hende. "Det kunne jeg selvfølgelig. Men jeg vil da ikke have at du bliver syg?" svarede han let, og stoppede op et stykke fra hende. "Hvad jeg vil? Er det nu forbudt bare at snakke lidt?" spurgte han, og lød halvfornærmet, hvorefter han satte sig hen på en gynge ved siden af Rose. Smilede let af hende. I guder hvor var hun dog let at læse! Nå, egentlig var han ret tilfreds med det. Også med det han læste. Utroligt som han måtte have skræmt hende... Svage engel...

//Uuuhm.. Jaer.. Lucy, det her emne er egentlig aftalt.. Såeh.. Jaer.. Der er ikke helt plads til andre ^^'//

Rose lod sit blik gå langsomt over på Zoran. Hun kunne mærke at hendes hjerte slog hurtigere og hårdere da han kom nærmere på hende, og følte sig ikke særlig tryg ved at han var hos hende "Du kan da være fuldstændig ligeglad med om jeg bliver syg eller ej. Jeg betyder jo intet for dig" sagde hun og holdt hårdt omkring lænkerne til gyngen og så hurtigt væk fra ham da han satte sig ved siden af hende. Hun kunne nærmest mærke hans kolde temperatur og hun havde egentlig bare lyst til at gå, men havde for meget stædighed til at gøre det. Han skulle squ ikke bare komme her og skræmme hende væk fra legepladsen! Ikke på vilkår! Hun blev derfor siddende på gyngen og vendte sit blik væk fra ham i håb om at han ville gå hvis hun ikke gav ham nogen opmærksomhed.

Zoran rystede let på hovedet over hende. "Hvad i al verden har dog givet dig den ide? Du betyder skam noget for mig, Rose." svarede han, og betragtede hende. Utroligt så anspændt hun dog var... Hun kunne virkelig ikke lide ham... Forståeligt nok, med tanke for hvad han havde gjordt mod hende....

"Andet end at være din lille slave og blodbank, betyder jeg intet for dig Zoran!" sagde hun hårdt og så på hans ansigt og kunne ikke løbe fra at hendes hjerte altid slog hårder når hun så på ham og var sammen med hende. Hun følte sig ikke rigtig værdsat af ham.. Hvad var der så spændende ved hende? "Hvorfor er du sår'n overfor mig? Hvad er der så spændende ved mig?" spurgte hun og lod sit blik gå langsomt væk fra ham.

Zoran så lettere fornærmet på hende. "Der er noget du fuldstændig har misforstået, Rose. Det er blot tilfældige fordele." svarede han, og så væk fra hende. Faktisk passede det ikke at Zoran ikke værdsatte hende. Han havde bare sine.... Alternative måder at værdsætte ting på... "Du er unik i din måde at gå i et med dine omgivelser... Du er den idelle model." svarede han roligt, og så på hende igen.

Rose så ned i jorden og sukkede "Ja ja.. What ever" mumlede hun og troede jo at han løj for hende. Hvad skulle hun dog ellers tro? Han var jo trods alt en vampyr. Hun rejste sig langsomt op og havde tænkt sig at smutte før at der skete et eller andet og vidste egentlig ikke om han ville stoppe hende.. Måske inderst inde ville hun måske gerne stoppes..

Zoran lo let af hende, og rejste sig for at følge efter hende. "Jamen Rose dog... Går du nu bare fra mig? ... Hvor skal du hen?" spurgte han, og så let op mod himlen. Hun var underholdende.. Ingen tvivl om at hun var underholdende...

Rose så tilbage på Zoran og lettede et øjenbryn af ham "Ja.. Jeg går, Zoran.. Jeg går hjem.." mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår og sukkede lavmælt. Hun vidste ikke hvor hun ellers skulle gå hen. Hun lagde sine arme omkring sig som om at hun frøs og begyndte langsomt at gå og vidste ikke om Zoran ville følge efter hende eller ej.

Zoran nikkede let, og betragtede hende. Han tog sin jakke af, og lagde den om hendes skuldre, da hun så ud til at fryse, og gik roligt ved siden af hende. Selvom han ofte var en dum skid, kunne Zoran sagtens være betænksom, når det senere ville komme ham til gode...

Rose så op på Zoran da han lagde sin jakke omkring hendes skuldre. Hun trak hurtigt sine arme gennem ærmerne og lod kanterne af ærmerne gå op til hendes ansigt. De behøvede ikke engang at komme tæt på inden hun kunne dufte at det var hans jakke da den duftede af Zoran. Hun sukkede lavmælt og gik videre og de befandt sig egentlig ret hurtigt ude gå en åben gade hvor der lå huse rundt omkring..

Zoran lo let af hende, og rystede svagt på hovedet. "Så du hader mig alligevel ikke nok til ikke at tage i mod min jakke." bemærkede han, og så let op mod himlen. Hun var nu engang underlig, den engel... Men det var jo også det han syntes om ved hende...

Rose så op på Zoran og bed ned i sin underlæbe og trak svagt på skuldrene "Jeg vil ikke gå og fryse.. Så jeg overlever nok at låne din jakke" sagde hun lavmælt og gik fremad. Hun så sig rundt omkring på gaden med husene og fandt hurtigt sit lille hvide hus hundrede meter frem for sig. Det var et sødt lille hus, som lyste lidt op i mørket med den hvide farve. Hun gik nu lidt med hurtigere skridt for at komme frem til huset og så ikke tilbage på Zoran og gad ikke at høre på hans kommentare.

Zoran nikkede let af hende, og fulgte hende fortsat. Han lod blikket hvile på vejen foran dem. Sagde ikke noget. Hvad skulle han også sige? Det var ikke fordi at han havde tænkt sig bare at følge hende til døren, og så lade hende gå. Det ville jo være fuldstændig åndsvagt...

Rose vidste faktisk ikke hvad Zoran havde tænkt sig at gøre med hende. Hvad kunne han overhovedet gøre? Hun var egentlig lidt spændt at se hvad pokker han havde i tankerne. Hun spurgte ham selføli ikke om hvad han havde tænkt sig og valgte at hun bare ville vente at se. Hun gik med hurtige skridt og kom hurtigt hen til huset og fandt en nøgle frem og låste op for døren. Hun åbnede døren og havde den på vidt gab og afslørede et mørkt hus. Hun så tilbage på Zoran og smilte et falsk muntert smil og trak jakken af sig og rakte ham dem "Nå! Men tak fordi du fulgte mig hjem. Nu kan jeg godt klare mig selv fra nu af.." sagde hun i håb om at det egentlig blot var dét som han havde tænkt sig; at følge hende hjem. Hvis hun var heldig ville han bare gå igen.

Zoran lo let, og fulgte med hende ind i huset. TOg dog i mod sin jakke. "Det er meget fint, min kære Rose. Men det betyder nu ikke at du slipper af med mig så let." svarede han roligt, og begyndte roligt at se sig om inde i det mørke hus. Mørket gjorde ham ikke noget, da han jo kunne se i mørke.

Rose så op på Zoran som var fulgt med hende ind i huset. Hun gik langsomt over til væggen og fandt hurtigt stikkontakten og tændte for lyset og afslørede en stor hvid stue/spisestue. Hun så varsomt på Zoran og lagde sine arme på skrå og ville egentlig gerne slippe for ham "Og hvordan slipper jeg så for dig?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Zoran blinkede let irriteret med øjnene, og holdt kort hånden op foran øjnene, mens de vænnede sig til det pludselige lys. Så smilede han let, og fjernede hånden igen, og vendte sig mod Rose igen. "Du skal vente til jeg blive træt af dig igen, og går af mig selv." svarede han roligt, og smilede charmende til hende.

Rose så op på Zoran og var ikke lige just glad for det. Hun gik tættere på ham og stod til sidst en lille meter væk fra ham "Det bliver over mit lig.. Forsvind fra mit hus" sagde hun irriteret og gik langsomt over mod telefonen "Ellers kunne jeg jo bare ringe til politiet" sagde hun advarende og så sig over skulderen for at se Zorans reaktion og vidste ikke helt hvordan han ville reagere.

Zoran lo højt af hende. "Vil du også serverer middag for mig? Hvor er det dog pænt af dig, kæreste Rose." sagde han med underholdt stemme, og smilede skævt. Et par betjente ville ikke være den store udfordring for Zoran... Og kunne han ikke drikke deres blod, så var de stadig ikke andet end mennesker, og derfor lette at slå ihjel.

Rose så over på ham med et vredt blik og vidste at det ikke vil nytte noget at ringe efter politiet. Hun gik over til ham og prøvede at hive ham mod døren "Jeg vil ikke have dig her i mit hus, Zoran!" sagde hun hårdt og bestemt og var ligeglad med hvad han sagde. Han skulle bare ud!

Zoran lo, og trak Rose ind til sig, da hun forsøgte at hive af med ham. - Han var jo betydeligt stærkere end hende. "Så gå med mig ud, Rose. Jeg har faktisk savnet dig." svarede han ganske alvorligt, og så ned på hende. Han havde faktisk savnet hende. Som han allerede havde fortalt hende ved deres første møde, så kunne han faktisk godt lide hende...