Følelsen af frihed...

Rose gispede da hun blev hevet ind til ham og kunne med lethed mærke hans kolde tempererede hud gennem deres tøj ''nej! Jeg skal ingen steder med dig. Gå nu!'' sagde og lød som altid stædig. Hun blev ved med at prøve at få skubbet ham hen mod døren mens hun prøvede at komme væk fra hans greb, men vidste at det ikke nyttede noget. Hun så op på ham og vidste ikke hvad han var ude efter. Hun vidste ikke rigtig hvad hun følte for ham og vidste ikke om hun egentlig ville have ham til at gå, men det måtte han altså ikke få at vide.

Zoran tog let fat om hendes hage med den ene hånd, og studerede hende grundigt med blikket. "Lad mig invitere dig ud og spise. - På en resturent eller noget. Så skal jeg nok lade dig være bagefter." sagde han tænksomt, og så vudrende på hende. *For en tid* tilføjede han dog i tankerne, da han ingen intentioner havde om at lade hende give slip på en så brugbar model.

Rose så ham ind i øjnene og ville ikke ud på restaurant med ham. Hun rystede svagt på hovedet og satte sine hænder mod hans brystkasse og prøvede at skubbe sig væk "Nej! Jeg vil ikke på restaurant med dig!" sagde hun bestemt og vidste ikke hvorfor han var så opsat på at være sammen med hende "Og du kan squ ikke tvinge mig til det. Kan du ikke bare gå, Zoran. Jeg er jo ikke nogen nytte for dig, så hvorfor bliver du ved mig?" spurgte hun og gumlede sig usikkert i sin underlæbe og så op på ham.

Zoran slap hende med et opgivende suk, da hun forsøgte at skubbe sig ud fra ham. "Fordi, Rose, tro det eller ej, jeg har faktisk savnet din ulidelige barnlighed. Som jeg har sagt før; Jeg kan lide dig." svarede han, og rystede kort på hovedet. "Lige meget. Jeg finder dig igen, når jeg skal bruge dig." sagde han så, og gik tilbage mod døren. Han var faktisk skuffet. Selfølgelig hvis man så det hele fra Roses side af sagen, ville hendes reaktioner og modvilje mod ham være mere end forståeligt. Men... Det gjorde Zoran ikke. Og desuden var han yderst alternativ i sin måde at beskue verdenen.

Rose så på Zoran og sukkede irriteret. Inden han kunne nå særlig langt over mod døren, havde hun allerede rettet en hånd over mod den og lod sine telekinese kræfter lukke den i med et ordentligt brag. "Du forvirrer mig, Zoran! Ved vores sidste møde får du mig til at tro at jeg kun er et lille legetøj for dig og jeg bare skulle makke ret! Og nu.. Så siger du at du faktisk godt kan lide mig?" sagde hun og gik hurtigt over mod ham "Jeg hader at du leger sår'n med mig og mine følelser!" sagde hun hårdt og man kunne let høre at hun var ved at blive ret så ophidset og irriteret over dette. Hun havde knyttet sine hænder hårdt sammen og bevægede sig rundt omkring ham, så hun så op på hans ansigt og ville se hvilke følelser der kom over hans ansigt og hvordan hans reaktion var.

Zoran løftede let et øjenbryn, da døren blev smækket foran ham. Så vendte han sig mod Rose igen, og betragtede hende mens hun snakkede. "Du tager helt fejl, Rose. Jeg har helt fra starten sagt at jeg godt kan lide dig. - Det er der som end ikke noget nyt i. Og jeg har ikke behandlet dig som andet end du har gjordt dig selv til." svarede han roligt, og fulgte hende med blikket som hun bevægede sig rundt om ham. Egentlig havde han mest lyst til at springe på hende, og holde hende fast, fpr at stoppe hende, men han lod dog alligevel være.

Rose så op på ham og rystede på hovedet af ham "Du er squ utrolig, Zoran.." mumlede hun irriteret og strøg en hånd gennem sit blonde hår "Kan du ikke bare.." sagde hun, men vidste ikke hvad hun skulle sige for at fuldende sætningen. Hun knyttede sin ene hånd sammen og havde virkelig lyst til at slå ham, men lod dog være. Hun sukkede lavmælt og begyndte at gå igen rundt igen og vidste ikke hvad hun skulle gøre "Du kan gøre hvad du vil, Zoran.. Jeg er squ ligeglad" sagde hun lavmælt og rystede på hovedet af ham og havde bare ikke lyst til at diskutere med ham mer da det altid endte med at han vandt og hun var tvunget til at gå med til hvad end han bedte hende om da han var vidste hvilke knapper han skulle trykke på for at få hende til at bukke under.

Zoran kunne ikke dy sig for at drille hende, når hu sagde sådan. Han gik helt hen til hende, og stoppede hende ved at lægge begge arme om hende, og trække hende ind til sig. Han lagde pirrende munden ved hendes hals, og slikkede hende blidt op ad halsen. "Er du nu også helt ligeglad med hvad jeg finder på af sjove ting?" hviskede han lavmælt, og trykkede hende blidt ind til sig.

Rose gispede lavmælt og stoppede op da han lagde sine arme omkring hende. Hun lod ham hive hende ind til ham og fik kuldegysninger af det han gjorde og bed ned i sin underlæbe "Du vil jo gøre det ligemeget hvad jeg gør.." mumlede hun og tvang sig selv til at tage nogle dybe og rolige vejtrækninger og kunne mærke at det løb hende koldt ned af ryggen. Hun vidste ikke om han ville gøre det lige meget hvad hun sagde, men hun ville bare ikke mer'. Hun ville ikke diskutere med ham da hun jo oss havde lidt følelser for ham og hun ville bare have at dette skulle stoppe "Bring it on.." hviskede hun udfordrende og spændte alle sine muskler i kroppen og kunne jo stadig godt kæmpe imod ham.

Zoran løftede hovedet fra hendes hals, og så lidt ned på hendes ansigt, før han blidt kyssede hende på munden, og så slap hende. "Du blevet utroligt meget mere stille, kæreste Rose." sagde han, og så ned på hende. "Hvad har du så ellers lavet siden sidst?" spurgte han, og begyndte roligt at gå lidt rundt.

Rose så op på hans ansigt da han trak hovedet væk fra hans hals og åndede lettet op da hun ikke havde følt sig særlig tryg med hans mund ved hendes hals. Hun trak på skuldrene "Jeg ved ikke hvad du snakker om.." sagde hun benægtende og lod sit blik følge ham da han begyndte at gå rundt "Ikke så frygtelig meget. Prøvet at leve mit liv så normalt som jeg overhovedet kunne uden at skulle tænke på at du ville komme hvert øjeblik det skulle være" sagde hun og sukkede over hendes situation. Hun grinte lavmælt over sig selv og lod sit blik gå ned i jorden og lagde sine arme rundt omkring sig selv.

Zoran vendte sig om, og betragtede hende et øjeblik. "Hader du mig?" spurgte han så lige ud, og så lidt på hende. Sandheden var at han ikke var sikker på at hun rent faktisk hadede ham så dybt som hun påstod. For hvorfor skulle hun ellers opføre sig som hun gjorde?

Rose så hurtigt op på og over på ham og blev egentlig lidt overrasket af det spørgsmål. "Øhm.." mumlede hun usikkert og vidste det virkelig ikke. Hun rystede på hovedet og så hurtigt ned i gulvet igen og ville for en gang skyld, ikke se Zorans reaktion.

Zoran nikkede let, og smilede svagt. Hun var da i sandhed en engel... Egentlig morede hun ham ekstremt. Først opførte hun sig som en anden harekilling, og så blev hun rasende og kunne ikke få ham hurtigt nok ud af huset. Da han så indvilligede i at gå, smækkede hun døren i, før han kunne nå ud til den. Og så nu... På trods af alt hvad han havde budt hende... Så hadede hun ham alligevel ikke. Han kunne ikke lade være med at grine lavmælt, og rystede så på hovedet. Langsomt gik han så hen til hende, og lagde armene om hende igen. "Det er jeg glad for." mumlede han så, og så lidt ned på hende, med et ulæseligt blik.

Rose brød sig ikke synderligt meget om den stilhed som var der og brød sig heller ikke om at han grinte lavmælt. Hun så ikke noget sjovt i dette her. Hun spændte sine muskler i kroppen da han lagde armene omkring hende, men tvang sig selv til at slappe lidt af og lod langsomt sine egne arme gå rundt om ham. Hun lod sine isblå øjne gå op og møde hans og kunne ikke læse hans blik hvilket gjorde hende lidt usikker da hun ikke vidste hvad han følte i det øjeblik "Er du..?" spurgte hun lavmælt og vidste ikke helt om hun skulle tro på ham.

Zoran blev lettere overrasket da hun lagde armene om ham også. Det var ikke noget hun havde gjordt før. "Selfølgelig. Det er da rart når en man holder af, ikke hader en." svarede han roligt, og smilede let ned til hende.

Rose så op på hans ansigt og nikkede lavmælt. Hun lod langsomt sine arme gå væk fra ham da hun ikke havde det for godt ved at holde om ham. Hun skulle altså lige vænne sig til tanken om at han faktisk holdt af hende. Hun bed sig i underlæben og så ham ind i øjnene.

Zoran smilte lidt af hende, og slap hende så. Purrede let op i hendes hår, før han gik tilbage mod døren. "Men jeg skal nok lade dig være nu. Indtil næste gang vi ses." sagde han roligt over skulderen.

Rose så over på Zoran og ville nu ikke rigtig have at han skulle gå. Hun strøg en hånd gennem sit hår og gik langsomt over mod ham "Vil du ikke nok blive?" spurgte hun og så ned i gulvet og rødmede svagt.

Zoran stoppede op, og vendte blikket mod hende igen. Hun var så forfærdeligt let at manipulere med.. "Og du siger jeg er utrolig..." brummede han let, og smilede umærkeligt. "Jo.. Jeg skal nok blive... Såfremt du fortæller mig hvorfor?" svarede han, og lod fingrene løbe gennem det korte hår.

Rose sukkede lavmælt og vidste godt at hun var lidt dumdristig og vidste at det ikke var en god ting at lade ham blive "Fordi..." hviskede hun og lod sit blik gå tænkende ned i jorden. Hun bed svagt ned i sin underlæbe og tænkte på en god forklaring ".. Jeg vil bare ikke have at du går og jeg så skal gå og ikke vide hvornår du opsøger mig igen.." hviskede hun og havde det lissom første gang at de mødtes; hvor hun ikke ville gå rundt og være bange for hvornår han ville dukke op igen...
Hun klemte sine hænder hårdt sammen og vidste ikke helt hvordan at Zoran ville reagere på det som hun havde sagt, men ville ikke blive særlig overrasket hvis han begyndte at grine af hende. Hun kunne jo ikke bebrejde ham. Hun ville oss have haft grinet. Hun var lidt utrolig.. Men hvad kunne hun ellers gøre? Han påvirkede hende oss på en måde som ingen andre gjorde, og det gjorde hende nysgerrig. Hun ville gerne se hvorfor hun blev påvirket på den måde. Han var jo bare en helt almindelig vampyr.. Men... Der var ét eller andet ved ham som fik hende til at være sammen med ham... Men hvad?...

Zoran smilede let af hende, og gik så hen til hende, hvorefter han forsigtigt lagde armene om livet på hende. "Du er såsandelig ikke let at gøre tilfreds, min kære Rose." sagde han, og strøg hende let over håret. Han så på hende med en næsten faderlig venlighed i de mørke øjne. Hvor han dog elskede det pigebarn. Hun var så fantastisk sjov at lege med. At manipulere med.

Rose bed hårdt ned sin underlæbe da han lagde sine arme omkring hende. Hun lod langsomt sit blik gå op på ham og trak på skuldrene "Måske.." hviskede hun og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun så ham ind i øjnene med sit eget isblåt blik og vidste ikke helt hvad hendes følelser for denne mand var. Hun kunne mærke sit hjerte banke hårdt i brystet på sig og bed derfor hårdere ned i sin underlæbe i frygt for at han måske kunne mærke og høre det.

Zoran smilede let, og betragtede hende roligt. Dumme lille pigebarn. Han havde allerede vist hende, hvad han gjorde med piger han 'godt kunne lide', og alligevel opførte hun sig, som hun gjorde. "Er du bange for mig, min kære?" spurgte han roligt, uden at lyde hånende, eller nedgørende på nogen måde. Han var klar over, at han var årsagen til at hendes hjerte galloperede afsted som det gjorde, men han ville vide, om det var af frygt, eller om der var andre følelser på spil.

Rose så hurtigt væk fra Zoran og vidste ikke helt hvad hun skulle svare til dette spørgsmål. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål og rystede så på hovedet "Nej.." hviskede hun, men vidste dog ikke om dette var en løgn. Hun kunne ikke lade vær med at føle frygt for ham, men ville dog ikke indrømme sår'n noget overfor ham.