Følelsen af frihed...

Zoran nikkede ved hendes svar, men kunne nu alligevel ikke lade være med at le af hende. "Så fortæl mig.." begyndte han, og slap hende med den ene arm, for at lægge hånden over hendes hjerte. "Hvad er det der for dit hjerte til at banke som en gal, på den måde?" fortsatte han efter en kunstpause, og betragtede hende med et skævt smil. Hun lod ham ligefrem få overtaget. Når hun endelig gjorde modstand mod ham, var den så latterligt lille, at det var til at græde over. Hun lod ham eje hende....

Rose så tilbage på Zoran da han slap hende med den ene arm og bed hårdt ned i sin underlæbe for at holde sig fra at gispe da hun kunne mærke hans kolde hånd mod hendes brystkasse ved hendes hjerte. ".. j-j-jeg ved det ikke.." løj hun stammende og prøvede at tage et skridt baglæns og hadede virkelig konfrontationer på sår'n nogle ting. Hun ville ikke fortælle ham det! Nej, nej, nej og atter nej! Hun brød sig ikke om det og hadede at han havde sår'n en magt over hende...

Zoran lod hende træde tilbage, men holdt hendes blik fanget. "Frygt, søde Rose. Med mindre du da begynder at få følelser for mif, af en mere romantisk art?" Smilet forlod ikke hans ansigt et eneste sekund. Han nød virkelig at have hende i sin hule hånd på den måde. Hun var hans fuldt ud, og hun vidste det vel egentlig godt, selvom hun gav udtryk for noget andet. Han vidste, at hvis man holdt nogen fanget længe nok, så ville de gradvist begynde at tro på at deres kidnapper har ret, og så småt få følelser for vedkommende. Egentlig synes han at det kunne være et sjovt eksperiment at udføre på Rose... Nu han alligevel var så godt igang med hende.

Rose holdt sine arme omkring sig selv og prøvede at lukke ham ude "Nej! Hold mund!" snerrede hun lavmælt og hadede at han jo havde ret i de ting som han sagde. Der var en del af hende som bare havde lyst til at give op, men så den anden del af hende var for stædig til at lade hende gøre sådan en ting. Han skulle tvinge hende først hvis sådan en ting skulle ske, selvom at hun vidste at han sagtens kunne gøre sådan en ting. Hun så over på ham og så både vred og ulykkelig ud.

Zorans smil falmede en anelse, ved hendes ulykkelige blik. "Hvorfor siger du ikke at jeg skal gå? Det er alt hvad du behøver for at få mig ud af dit liv for en stund. Du behøver ikke at frygte for mig, har jeg måske gjordt dig ondt denne gang?" Han lød faktisk som en der virkeligt elskede hende. Som en der elskede hende, og var parat til at opgive hende for at hun skulle blive lykkelig... Om det så også var tilfældet var ikke til at vide, når det nu kom fra en så løgnagtig og manipulerende som Zoran...

Rose så op på Zoran og var tæt på at sige at han skulle gå, men stoppede sig selv. Hun vidste at hun ville fortryde det, og at hun ville blive endnu mere ulykkelig ved dette. Selføli, sagde hun ikke dette til ham og ville hellere dø end at afsløre sine følelser overfor ham. Hun rystede på hovedet og lod sit blik gå ned i gulvet "Nej... bliv.." hviskede hun, næsten lydløst, og var lidt bange for hvordan han ville reagere på dette og vidste ikke sine levende råd om hvad hun egentlig skulle stille op.

Zoran sukkede kort, og gend sig i ansigtet. Blot for et syns skyld. Han ville have Rose til at tro, at han egentlig kun blev fordi hun bad ham om det. "Så lad mig da invitere dig på middag?" spurgte han, og så på hende med et venligt blik i de brune øjne. Et blik mange piger før var faldet for, og blevet snydt af...

Rose så tilbage op på Zoran da han inviterede hende på middag. Hun så ham ind i øjnene og kunne ikke stoppe sig selv i at nikkede "Okay.." sagde hun lavmælt og orkede ikke at sige ham imod længere. Deres strid havde varet længe nok, syntes hun selv. Hun tog et lille skridt tilbage til ham, og var stadigvæk lidt forsigtig, men havde nu prøvet en hel del ting imens hun havde været sammen med Zoran, og var derfor nok klar til en hel del som han kunne finde på.

Zoran smilede atter skævt, og rakte sin ene, kolde hånd mod hende. "Kom, jeg kender et sted jeg er sikker på du vil synes om." sagde han, og gjorde mine til at ville gå ud i den kølige natteluft igen.

Rose så lidt på hans hånd, men tog derefter fat i den og nikkede og smilte svagt og var ved at få fornemmelsen af at han havde lagt det onde pis på hylden, og gik et skridt mod døren.

Da de først var ude af døren, fortsatte Zoran med sikre skridt hen ad gaden. På trods af den venlige, og bekymrende attitude, rumsterede lumske bagtanker i hans hoved. Normalt ville han forsøge at vinde sit byttes tillid før han slog det ihjel. Med Rose blev dette til en leg, et spil der handlede om at nedbryde hende på bedst mulig måde. Vinde hendes tillid, ødelægge den, og så vinde den igen. Og faktisk så det jo ud til at virke... Utroligt nok...

Rose holdt sig op ad Zoran og var stadig lidt varsom omkring ham. Hun kendte ham jo rigtig godt, og vidste at han havde denne påvirkelse på folk, og uheldigvis, hende. Hun så op på Zoran og bed sig blidt i underlæben og ville ønske at hun vidste hvad han tænkte på i det øjeblik. Hvem vidste hvilke tanker der blev tænk oppe i hans hoved, og hun måtte sige at hun ikke brød sig om hans tankegang. Hun vidste at hvis hun ikke passede på, ville hun blive fanget i hans spind af ondskab og løgne, og hun vidste ikke om hun kunne komme ud af det igen hvis dette skete..

Zoran klemte let hendes hånd, mens de gik. Folk havde tendenser til at føle sig mere trygge ved en sådan gestus. Og lige nu var der ikke noget han hellere ville, end at Rose skulle føle sig tryg. "Er der så en mand i dit liv? En du holder meget af?" spurgte han roligt, og så på hende med et let smil. Løgne på løgne på løgne... Det var hvad det hele handlede om. Løgn, og atter løgn. Det var sådan han legede, sådan han byggede sit alt ødelæggende spil op. Han nød hende. Nød hvor let hun var at lege med. Hvor utroligt let hun gik i hans spil, i hans fælder.

Roses blik forlod ikke Zoran da hun ikke kunne lade vær med at føle det som om at der ville ske noget hvert øjeblik det skulle være. Hun blev lidt forundret over hans spørgsmål, men rystede på hovedet "Næææh.. Det er der ikke.." sagde hun lavmælt, og prøvede at regne ud hvorfor han havde spurgt. Hun fulgte ham og var egentlig lidt spændt på at se hvor han ville føre hende hen og vidste ikke helt hvad hun følte sig lige nu. Tryg eller i fare.. Nok midt i mellem. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at føle sig usikker, men der var dog oss en tryg følelse gemt et sted inde i hende.