Forandring.

Sted: Werclare Domkirke
Omgivelser: Kirke ting?
Vejr: En let støvregn.
Tid: 23.58
Dag+dato: IRL

Raquel gik roligt rundt i det lydte skib. Hun var klædt i den klædelig top, og et par jeans, der tæt omsluttede hendes slanke ben. Hun stoppede op ved døbe fonden, og lod let en finger bryde den klare vandoverflade. Raquel strøg let en lok af det tykke, sorte hår om bag øret, og så tilbage mod kirkedøren. Nej, der så ikke ud til at være andre... Ganske fint...

Vicente kom gående imod kirken. Den store kirke, som Vicente utallige gange havde betragtet. Han hadede kirker virkeligt kirker, alt det vievand og "gode" mennesker, som så tit kom her. Han regnede ikke med, at nogen ville have bevæget sig ud i dette grå og triste vejr, et vejr lige for Vicente og han havde derfor besluttet sig for at prøve at bevæge sig ind i kirken. Han skubbede kirkedørene op og lukkede dem så efter sig. Han lod de røde øjne glide rundt på alle kirkebænkene og havde en stor lyst til at bare at brænde lortet ned til grunden.

Raquel vendte sig om da kirkedøren gik, og trak - per automatik - sin pistol. Lettere overrasket måtte hun konstatere at det var en vampyr der var trådt ind i den hellige bygning. - En vampyr hun før havde mødt. Langsomt gemte hun derfor pitolen væk igen, og betragtede ham med et mistænkeligt blik. Stak diskret den ene hånd ned i døbefonden bag hende. På den måde kunne hun om ikke andet for en kort tid aflede hans opmærksomhed...

Vicente fik hurtigt øje på kvinden oppe ved døbefonden. Han havde set denne kvinde før, så han bevægede hurtigt, men diskret sin ene hånd ned mod sin bælte, hvor han havde et par knive siddende. Han bevægede sig ikke længere frem. Hun stod ved en døbefond og havde derfor direkte adgang til vievand og han var samtidig sikker på, at hun havde en, hvis ikke flere flasker af den slags på sig, for ikke at tale om andre våben. Selv havde Vicente kun knive forskellige steder på sig. "Godaften." Sagde han med sin mørke rolige stemme. "Vi kan vel forholde os roligt, hm? Vi er jo på hellig grund." Sagde han, selvom han på ingen måde mente, at dette var hellig grund.

Raquel løftede let et øejnbryn. Roligt? Han forventede at hun ville lade ham være blot fordi han var gået ind i kirken? "Al grund er hellig grund. Herren er hos de der tror, og ikke i specifikt udpegede bygninger." svarede hun roligt, og rystede svagt på hovedet. Raquel troede ikke på kirker... Kirker var unødigt udsmykkede bygninger drevet er grådige mænd... Hun knyttede let den hånd der var i døbefonden, og lod hurtigt blikket løbe langs hans krop. Han havde våben på sig... Hm... Men det havde Raq nu engang også... Selv om det virkede usandsynligt med det tætsiddende tøj hun bar.

Vicente begyndte roligt at gå imod hende. "Vi behøver vel ikke at tage livet af hinanden. Vi kan vel sætte os ned og... Snakke?" Sagde han med et skævt, halv-skummelt smil. Hans smil var sjældent andet end skumle, da han kun smilede når han havde noget i tankerne og det, som han normalt havde i tankerne var bestemt ikke gode ting. Han rakte sin ene hånd frem, den som ikke var nede ved kniven og strejfede let en kirkebænk med sine lange, tynde og ligblege fingre. "Der er jo ingen grund til at ødelægge dette... Fine sted." Sagde han så.

"Snakke?" gentog Raquel med en klang i den bløde stemme, der antydede at hun fandt det morsomt. Med lette skridt gik hun langsomt lidt væk fra fonden. - Nu med den ene hånd dryppende da det hellige vand. "Jeg vil nu tillade mig at tvivle på, at du ligefrem finder stedet her 'fint'..." bemærkede hun, og så let på ham, med et svagt glimt i øjet.

Vicente tog sin hånd til sig igen og strøg så en lok af sit lange, sorte og tykke hår om bag sit ene øre. "Dette sted er da fint.. I forhold til, hvor jeg bor." Sagde han og han talte bestemt sandt. Kirken var et meget finere sted, end hans usle skovhytte, som stod i den triste skov. Han havde dog ikke noget imod tanken, om at stikke ild til dette sted og se det brænde ned til grunden.

Raquel smilede svagt. Se det var jo ikke svært at forestille sig. "Hvad i al verden har bragt dig herind?" spurgte hun så, og stoppede op. Hun lod let hånden løbe gennem sit hår, og betragtede ham indgående. Hvordan ville være den bedste måde at angribe?.. - At få ham til at angribe... Desværrer virkede han ikke nær så hungrende, som han havde gjordt ved deres tidligere møde, men hans røde øjne talte dog om hans sult.. Altså var det kun et spørgsmål om tid før han blev træt af at vente, og angreb hende...

Vicente fjernede blikket fra hende og rettede det mod en kirkebænk, som han så stoppede ved. Han skævede hen mod hende. "Måske jeg ville sætte mig ned og... Bede om forladelse for alle mine synder?" Spurgte han og satte sig derefter ned på kirkebænken og så så på hende igen. "Men folk som Dem ser jo selve min eksistens, som en synd." Sagde han og lænede sig tilbage. Hans sult var ikke stor nok til, at han ikke kunne kontrollere sig. Ved deres sidste møde havde hans hunger for blod været så stor, at han knapt kunne holde sig selv fra at springe på hende i ren blodrus. Denne gang kunne han ved lethed forholde sig rolig, hvilket også tydeligt kunne ses.

Raquel så et øjeblik tænkende på ham. "Ikke din eksistens nej. Selve din eksistens er Herrens værk, og derfor hellig. Det er din vandren på jorden, efter døden har gjordt krav på dig, der er synden." svarede hun roligt, og vendte så ryggen til ham, for at gå op mod alteret. Hun bed sig let i læben, og overvejede stadig hvordan hun mest fordelagtigt kunne anlede et angreb på ham...

"Vandren på jorden efter min død er vel også min eksistens, hm?" Spurgte han og fulgte hende med sit blik. Han ventede egentligt bare på, at hun angreb ham. Han var i hvert fald klar til at gribe et par knive og sende dem af sted mod hende, men først når hun angreb. Han ville forholde sig rolig indtil da, måske lokke hende tæt på og så sætte tænderne i hende.

Raquel løftede let en finger, og rystede på hovedet. "Din eksistens ophørte da dit liv endte. Du er blot et minde, af en glemt tid." svarede hun let, og vendte sig så mod ham. Hun vidste udemærket godt, at han ville være uenig... Men det betød ikke noget. Hun var sådan set rasende ligeglad med hvad han mente... Han var som sagt et sidste minde om en glemt tid, der burde forblive i glemsel. Hun lod let den ene fod støtte mod alteret, og lagde diskret hånden mod skindebenet. mens hun roligt lænede sig op ad alteret, og betragtede ham.

Vicente rejste sig roligt og tog så et par enkelte skridt mod hende igen. "Vi har tydeligvis delte meninger omkring det emne." Sagde han og viftede let med sin blege hånd, som om emnet var ham ligegyldigt, hvilket det dog også var. "Hvad er Deres navn så?" Spurgte han og hvilede sit blik på hende. "Jeg må indrømme, at jeg er ganske interesseret i at vide, hvad denne skønne kvindes navn er." Sagde han så.

Raquel betragtede ham let, og blev stående spm hun nu stod. "David. Og Deres navn?" svarede hun, og lagde let en finger mod sin hage. Det så ud til at hun måtte tæt på ham... Pyt... At være tæt på en vampyr var noget hun havde prøvet før. Både på den ene og den anden måde...

"Vicente. Vicente Valentieri." Præsenterede han sig og bukkede kort og høfligt, dog uden at fjerne blikket fra hende. Hun var en farlig dusørjæger, det var han godt klar over fra deres sidste møde. "Jeg beklager, at vores sidste møde ikke var lige så... Fredeligt som dette." Sagde han og et lille skævt smil viste sig kort på hans læber. "Og jeg undskylder for det bid jeg gav Dem." Tilføjede han så.

Raquel kneb kort øjnene sammen. Hvad var han ude på?... Så viste et let smil sig på hendes læber. "I så fald vil jeg undskylder for... De skader jeg påførte dig." svarede hun, og gik en smule tættere på ham. Selvom hun måske virkede utroligt letsindig, så var hun overmåde påpasselig med hvad hun foretog sig. Hun kunne ikke længere så godt risikere at miste sit liv...

Vicente viftede atter let med hånden, som om han fejede hendes undskyldning væk. "Det skal De ikke tænke på. Jeg tilgav dig i samme øjeblik jeg atter så dit kønne ansigt." Sagde han og bevægede sig lidt tættere på. Han virkede sikkert, som en der var sikker på, at der ikke ville ske ham noget, men Vicente var forsigtig. Han var parat til at handle ud fra enhver bevægelse hun ville lave, som indikerede angreb eller lignende. Han var skam parat, hvis de atter skulle kæmpe.

Raquel løftede let et øjenbryn. Hun var ikke ligefrem vant til at vampyrer roste hendes udseende på den måde. De havde jo som regel med cream de la cream af smukke hunkøns væsner. "Hm.. Der kan man bare se. Jeg er vel nok heldig." sagde hun let, og blev stående hvor hun var.

Vicente smålo kort. En rolig, mørk latter. "En kvinde af din kaliber lever vel næppe på held." Sagde han og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange, sorte og tykke hår. Han ville prøve at tiltrække hende, at lokke hende tæt på sig, så han kunne sætte tænderne i hende, men den strategi virkede sikkert ikke, hun havde jo prøvet den slags før. Han måtte sikkert ty til en mere voldelig metode.

Raquel smilede let til hans latter. "Nej, du har ret. Held er ikke lige min kop te." svarede hun, og betragtede ham et øjeblik. At han ville have hende tættere på, kunne hun godt regne ud... Men hun tvivlede nu på at hun havde synderligt meget lyst til at gøre som han ville... Nå, screw det, hun var anyway nødt til at komme tæt på ham, for at dræbe ham.. På den ene eller anden måde..

Vicente tog et enkelt skridt imod hende. "Jeg må indrømme, at det er sjældent, man ser et menneske så smuk som Dem." Sagde han og et lille smil viste sig på hans læber. Det var ikke løgn, det som han sagde. Hun var virkeligt smuk. Det var risikabelt at bevæge sig tæt på hende, men det skulle til. Det kunne gå lige så galt, som det kunne gå godt og det gjaldt jo for dem begge to.

Raquel mumlede kort tænkende. Hun var fuldt ud bevidst om at hun var mere end almindeligt køn. Det skete ofte at hun byggede en taktik på lige netop det faktum. Et skævt smil formede sig på de fyldige læber. Så gik hun tættere på ham, og lod blikket hvile på hans øjne. "Man kunne jo næsten tro at du var ude på noget.." sagde hun med en let drillende stemme, og så på ham med et glimt i øjet. De var farligt tæt på hinanden... Men det var det der skulle til... Man kom ikke nogen steder med at spille sikkert spil...

"Smukke menneske.. Hvis jeg var ude på noget, så ville jeg har gjort det for længe siden. Det burde en som dig vide." Sagde han og så ind i hendes øjne, stadig med et lille smil på læben. Vicente var fuldstændigt rolig, intet signalerede anderledes. Hun var tæt nok på til, at han kunne angribe, men han ville spille defensivt, en taktik som dog sagtens kunne give bagslag. Han ville lade hende angribe først.

"Hmm... Måske." svarede Raquel, og lod let en finger løbe langs hans kæbe. - En finger fra den hånd hun havde haft stukket ned i vievandet. Godt nok var hånden ikke længere våd af vandet, men der var stadig noget på hånden. Nok til at det som minimum ville begynde at svie ikke så lidt, der hvor hun havde rørt ham.