Forandring.

Vicente skar let en grimasse, da hun rørte ham. Hun havde vievand på hånden! Vicente gjorde dog ikke noget. En kort latter undslap hans blege læber og hans løftede sin blege hånd for at lade de lange og tynde fingre, glide let over, hvor det sved. "Deres berøring er ligesom Dem, noget for sig.. Specielt. Jeg kan lide sådan noget." Sagde han så og betragtede hende. Han lod sig ikke gå på af det, hvilket også kunne ses. Han havde fuld kontrol over sig selv.

Raquel lo let af ham. "Jamen det var da godt for dig." sagde hun, og satte diskret hånden på sin hofte. På den måde havde hun adgang til det vievand, der var skjult der. Hun vidste godt at hun måtte passe på, hvis han fandt på noget, men hun var også overbevist om at hun kunne vinde over ham... Det var bare et spørgsmål om tid.

Vicente lagde mærke til, hun placerede hånden ved sin hofte og paranoid som han var, så var han overbevist om, at der snart ville ske noget. Han ville dog arbejde sig frem på en rolig måde. "Må jeg ikke se Deres hænder?" Spurgte han så og var klar til at gøre sit bedste forsøg på at undvige, hvad hun end havde. Dette kunne jo være en chance for hende for at angribe ham.

"Mine hænder?" gentog hun, og løftede spørgende et øjenbryn. "Hvorfor vil De dog se mine hænder?" spurgte hun, og så lettere undrende på ham. Så trak hun en flaske vievand frem, fjernede proppen med et vrid med fingreren, og slyngede indholdet mod ham i én glidende bevægelse. Så trak hun sig lidt væk fra ham og fiskede den træpæl, der var skjult i hendes støvle, frem. Hun ventede ikke på at skulle komme sig over vievandet men angreb igen med træpælen hævet i højde af hans bryst.

Vicente gennemskuede hurtigt angrebet med vievandet ud fra hendes pludselige hurtige bevægelser. Han kastede sig ned, så han undveg størstedelen af vievandet, men kunne dog ikke undgå at blive ramt en smule. Det sved og brændte som bare fanden, men han gjorde sit bedste for at ignorere det og prøvede så at fælde hende. Han få tørret vievandet af sig hurtigt muligt. Han ville ikke kunne koncentrere sig ordenligt og blive ved med at ignorere det.

Raquel gispede let, da hun mistede balancen, men nåede dog at tage fra med hænderne, før hun hamrede hovedet ned i det kolde marmor gulv. Hun kom op på hug, før hun satte af mod gulvet, og sprang mod vampyren. Ved deres sidste møde havde hun ikke rigtigt været i stand til at hoppe så meget omkring, men det havde ændret sig siden da.

Vicente trak hurtigt kniven og lod hende springe imod sig. Han ville tage imod hende med et hug med kniven. Hun var besværlig, mere besværlig end nogen anden han endnu havde mødt. Han havde bidt hende før, men på det tidspunkt havde ikke tænkt på måske at gøre hende til en vampyr. Det tænke han på nu. Det ville være den ultimative straf for hende og det ville kun gavne ham. Han ville få endnu en, som han skulle oplære, men han kunne lide hendes udseende og det han indtil videre havde set af hendes personlighed. Et selvstændig kvinde, som samtidig var meget farlig. Den slags kunne Vicente godt lide, så hun kunne jo sagtens gå hen og blive hans partner.

Raquel havde set kniven, men kunne ikke så godt nå at bøje af. I stedet holdt hun træpælen, med spidsen rettet mod ham. På den måde var der lige chancer mellem dem... Hun kunne risikere at blive ramt af hans kniv, og han kunne blive ramt af pælen. Forhåbenligt blev han i hvert fald ramt...

Vicente strakte armen ud i håb om, at han så ville ramme hende. En stor smerte skar igennem ham, som om nogen lige havde sat ild til hans højre skulder. Han havde fået træpælen i højre skulder og smerten var for stor til, at han bare kunne ignorere den og et brøl forårsaget af smerte, kom fra ham. Han ville bestemt gøre hende til vampyr nu. Det skulle være hendes straf.

Raquel bed hårdt tænderne sammen, da kniven gled ind i hendes arm. Hun stønnede smerten, men skreg ikke. Hun pressede hårdt pælen længere ned i skulderen på ham, og holdt ham nede mod gulvet med sin vægt. I hendes blik var intet at læse. Hun havde overtaget... Hun havde faktisk en umådeligt god chance for at vinde denne kamp...

Vicente ville ikke lade hende vinde dette, så han drejede kniven imens den stadig var i armen på hende og ville rive den til siden, så den skar igennem hendes arm mod venstre. Hans ansigt var i en grimasse, som tydeligt viste, at han havde ondt og var mere end bare vred. Han ville undgå at slå hende ihjel, men kun fordi hun skulle blive som ham. Hun skulle blive hans partner og en del af hans projekt.

Raquel spærrede øjenene op, og skreg af smerte, da kniven blev drejet om i hendes arm, og trukket gennem musklen. Hun slap træpælen i hans skulder, og grem hårdt om sin arm, for at stoppe blødningen. Hun trak sig en smule væk fra ham, og rettede så et spark mod pælen, således at den rev op i hans skulder nogenlunde på samme måde, som kniven havde revet op i hendes arm. Armen var komplet ubrugelig. At vinde denne kamp var ikke længere det mest sandsynlige... Nu gjalt det bare om at slippe fra kampen med livet i behold... Hun trak sig lidt længere væk fra ham, og kom så på benene, mens hun fortsat forsøgte at stoppe blodet i at rende fra såret i hendes arm.

Vicente lod endnu et brøl af smerte undslippe sine blege læber, da hun sparkede til pælen. Han rejste sig hurtigt op og greb fat om pælen, men hev den ikke ud med det samme. Han gjorde sig klar til den store smerte, som ville skyde igennem ham idet han hev den ud. Endnu et brøl, dog lavere end det andet kom fra ham og han smed så træpælen på gulvet. Der gik ikke længe, før han så prøvede at springe på hende igen.

Raquel bakkede væk fra ham, da hun sprang efter hende igen. Sådan kunne hun ikke holde skansen ret længe. Han var trods alt vampyr, og var derfor en hel del mere udholdende end et menneske. Hun var virkeligt på skideren nu... Hun gik med hurtige skridt op mod døbefonden igen, uden at vende ryggen til ham. Deroppe havde hun i det mindste rigeligt adgang til vievand, foruden det hun stadig havde de små flasker gemt rundt ved hendes hofte.

Vicente så, hvor hun var på vej hen og vendte derefter om og gik hen og hentede træpælen. Hun skulle ikke få lov til at stikke af, så han sendte træpælen afsted mod hende med et hårdt kast. Han tog sig bagefter til sin skulder, som han ikke helt kunne bruge pga. skaden og begyndte så at gå imod hende.

Raquel forsøgte hurtigt at undvige træpælen, der som en anden pil kom flyvende mod hende. Smerten fra det åbne så i armen og det faktum, at hun havde mistet faktisk en del blod fra det, sløvede dog hendes reflekser(?), hvilket resulterede i at pælen borede sig ind i benet på hende. Et smertens skrig lød fra Raquel, da hun gik i knæ, på gulvet. Lavmælt bandede hun og så på vampyren, med et trodsigt raseri i det brændende blik. Det nyttede ikke mere at flygte.. Egentlig var hun ikke den mindste smule bange for at dø. Hun var mere bange for hvad der ville ske med det barn hun fornyligt havde bragt til verdenen, hvis hun gik hen og døde....

Vicente satte farten op og kastede et enkelt blik på sin sårede skulder. Der ville gå et godt stykke tid før den var iorden og klar til brug igen. Han rettede atter blikket imod hende. Han glædede sig nærmest til at sætte tænderne i hende og lytte til hendes hjerterytme sagte farten, hvorefter han så ville kunne gøre hende til en vampyr.

Raquel flyttede blikket fra ham, og så ned på træpælen, der stak ud af hendes ben. Stille slap hun sin arm, og tog forsigtigt fat om pælen. Så trak hun vejret dybt ind, og rev den ud. Et halv kvalt støn af smerte lød fra hende, da hun sad med pælen i hånden. Så løftede hun blikke igen, for at holde øje med ham igen.

Vicente holdte sin ene arm, den der var skadet, tæt ind til sig imens han gik. Han lod sin anden hånd glide ned og fiske endnu en kniv frem, hvis der nu skulle blive brug for den. "Giv op, menneske.. Så skal jeg gøre det smertefrit." Sagde han og stoppede så kort fra hende. Han ville se, om hun ville noget, om hun havde flere tricks i ærmet inden han hoppede på hende for at bide hende.

Raquel kunne ikke lade være med at grine svagt, midt i den dunkende smerte. "Når jeg engang giver op, kan du få lov til at tage mit lig med hjem som trofæ." svarede hun, og rystede svagt på hovedet. Det lå ikke til Raquel at give op. Og hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at gøre det nu. Selvom det så sort ud for hende, så ville hun give ham kamp til det sidste...

Et lille skævt smil viste sig på Vicentes læber. "Jeg kan lide din viljestyrke." Sagde han og gik så hen til hende og så ned på hende. Han overvejede at sparke hende i hovedet for være sikker på, at hun så ikke kæmpede imod, men så alligevel ville han ikke skade hende alt for meget. Han lod være med at sparke hende og blottede så sine spidse hjørnetænder.

Raquel sank kort, da han blottede sine tænder. "Godt for dig.." mumlede hun, før hun strammede grebet om træpælen, og huggede ud efter hans ben med den. Det kunne selvfølgelig ikke slå ham ihjel, men det ville med garanti gøre ondt. Og lige nu var der ikke noget hun hellere ville end at tilføje ham smerte... Selvfølgelig ud over at slå ham ihjel, men det var ligesom lidt usandsynligt på nuværende tidspunkt.

Vicente fik træpælen i benet og udstødte et lavere brøl af smerte, hvorefter han faldt på knæ ved siden af hende. Han smed kniven lidt væk fra dem, da hun helst ikke skulle få fingrene i den. "Nu.. Har jeg dig." Sagde han og lagde sin kolde hånd på hendes skulder og forsøgte at presse hende ned, så han kunne sætte tænderne i halsen på hende.

Raquel greb fat i kraven på ham med den raske hånd, og lod sig presse ned. Dog holdt hun armen strækt, så han ikke helt så let kunne komme ned til hendes hals. "Det ser sådan ud." gav hun ham ret, og så følelsesløst op på ham. At han havde vundet var unægteligt... Men Raquel så nu ikke ud til at bekymre sig meget om det. Det var jo en af risikoerne ved hendes job. Hver gang man indledte en kamp risikerede man at blive dræbt...

Vicente så ind i hendes øjne og gav så slip på hendes skulder, så han kunne få hendes hånd væk. Han åbnede munden let for at gøre sig klar til at hugge tænderne i halsen på hende, så snart han så muligheden og så skulle han ellers bare drikke, drikke til hendes hjerte næsten ikke gad at holde hende igang længere og så ville han færdiggøre processen ved at få hende til at drikke hans blod. Så ville hun være som ham.