Et løfte er et løfte - Nicholas :3

Jara bed sig i læben mens hun forsøgte at få blodet til at holde op med at løbe fra de to små sår i halsen. Hun snøftede heftigt ind, og lagde nakken tilbage så tårerne ikke kunne trille ned af hendes kinder.
Hun sukkede, og så lidt på papiret der blev holdt mod de to små prikker, heldigvis var det mere eller mindre holdt op med at bløde. Hun brød sig ikke om at græde hun ville ikke være svag, og hun ville ikke være naiv. Hun blev vred ved tanken om at vampyren havde kaldt hende godtroende og dum.
Hun lukkede sine øjne i nogen sekunder og rejste sig så op og så rundt i kirken. Det var et trygt sted.. eller det håbede hun i hvertfald at det var.

Nicholas kom ind i domkirken, ret larmende.
Ja, hans smukke entré var ødelagt nu, det var klart.
Han rystede en anelse på hovedet af sig selv og smilede så lidt.
Han havde glemt sin mobil, i kirken da der havde været bryllup i sidste uge.
Så nu kom han efter den, hvis den stadig var her, dog hørte han gråd, og stoppede op. Det var ikke alle er ville have selvskab når de græd, så han blev stående for at bedømme situationen.

Jara hørte et postyr henne fra døren og så hen mod den. Det var lige før hun var faldet over en af bænkene, hvilket hun også gjorde, men hun kom så hurtigt på benene igen at det knap nok var noget man lagde mærke til.
"Åh øhm.." sagde hun hektisk, og vidste ikke helt om hun skulle gå det var jo menneskernes kirke.
"Skal du bruge kirken? For jeg kan sagtens gå?" spurgte hun hurtigt og rakte ud efter sin jakke på en af bænkene.
Hun ville ikke genere ham, den, hvad det nu var han var hvis han havde brug for at tale til gud. Hun var jo ikke just den mest yndefulde så hun ville nok forstyrre ham alligevel.

Nicholas' latter rungede i kirkens store rum.
"Nej, nej. Jeg skal bare have min mobil. Er du okay? Spurgte han så, og kom nærmere. Han smilede over hun skyndte sig, så meget at hun faldte.

Jara så på den fremmede dreng, eller måske var han mere mand han var i hvertfald ældre end hende det var hun overbevist om.
Hun smilede forsigtigt til ham "Din mobil?.. Nej, jeg mener ja". Hun havde lyst til at slå sig selv i panden, men det ville sikkert også gå galt.
Hun søgte lidt rundt med sine øjne "skal jeg hjælpe dig med at finde mobilen?" spurgte hun, og så på ham igen. Hun ville meget gerne hjælpe ham hvis han kunne have brug for det.

Han smilede og betragtede pigen. "Det lyder godt, vi skulle nødig have der var noget galt." SMilede han og nikkede s som et ja, til han gerne ville have hjælp.
"ja tak, det må du mere end gerne!" Smilede han muntert.

Jara så på ham og smilede glad "nej det er rigtigt.." sagde hun, og smilede kun mere da han sagde at hun gerne måtte hjælpe.
Hun lagde sin jakke fra sig, og sank ned på knæ "hvorfor var du i kirke siden du tabte din telefon?" spurgte hun og begyndte at undersøge gulvet. "Hvad farve er den? Sort.. rød.. pink?" spurgte hun med et lille grin, det kunne jo være han havde en pink telefon.

han grinte lidt. "Jeg var til bryllup." Sagde han og skar ansigt af tanken.
"I den afledning er den faktisk hvid, med et lille slør." han grinte lidt og trak på skuldrende, det var en af de ting han brugte sine sparsomme penge på, at klæde sin mobil ud. Han begyndge selv at lede efter den.

Jara ledte videre "Jaså? Venner eller familie?" spurgte hun interesseret.
Menneskernes ceremonier var fascinerende, Tænk at blive bundet til den man elskede ved hjælp af to ringe. Det lød egentlig ret fjollet.
"Aj hvor sejt!" udbrød hun og løftede hovedet lidt så hun kunne se ham, og smilede glad. Så rettede hun blikket mod gulvet og ledte videre. Hun fik øje på noget hvidt henne ved en af bænkene, og møvede sig langsomt derhen, og fik fat i en lille hård genstand "jeg har den!"
Hun rettede sig op og holdt den op i luften.

Nicholas kiggede op. "Min vens, søsters, veninde." Sagde han og grinte lidt af den mærkelige sammensætning. "Min vens søster ville ikke alene, så han ville have ham med, og han ville have mig med hvis han skulle." Sagde han og smilede muntert til hende.
Han sprang op og kiggede efter hende da hun råbte at hun havde den.
Han løb hen til hende og omfavnede hende med et grin. "Du har reddet mit liv!"
Grinede han og tog telefonen og gav den et kæmpe kys.

Jara grinede lidt af det langt ude bryllup som han sikkert var blevet tvunget med til. "Det kan jeg godt forestille mig, jeg har helt ondt af dig, medmindre altså at det var meget hyggeligt" sagde hun med et smil.
Hun holdt den frem mod ham, og blev forbløffet da han lagde armene om hende istedet for at tage den.
Hun smilede glad op til ham "det er jeg glad for, jeg ville nødigt ha at du døde" sagde hun muntert,
og grinede lidt da han kyssede mobilen.