de tre sten

Sted: domkirken
Omgivelser: ingen
Påklædneing: SORT
Tid: irl
Dato:irl

sor stod på domkirkens kirkegård og kiggede på sine forældres grave og sin brors mindesten da han store bro var blevet sprunget i luften havde han kun en mindesten. sor græd lidt og tænte på hvorfor at tingene skulle være såden

Roses lette skridt kunne høres mod kirkegårdens jord. Hun havde kommet udenfor kirkens fire vægge da hun kunne mærke en engels tilstedeværelse. Hun så sig omkring og gik langsomt mod englen som hun begyndte at kunne se lidt foran sig. Hun stod lidt bag væsnet og kunne se at det var en fyr og kunne høre at han græd. Hun syntes at vedkommende så bekendt ud, men ville ikke nærme sig yderligere...

sor kunne fornemme nogens tilstedeværesle og så godt som stoppede tiden og kiggede bag ud og kiggede så på stenene igen og gjorde tiden normal igen. "hvad vil du Rose" sagde han og for hende ville det se ud som om han hvidste hun var der uden at have kigget han knyttede næverne

Rose var ikke overrasket over at han vidste at det var hende "Hvad jeg vil?" spurgte hun og så over på ham med et neutralt ansigt "Jeg ville se hvem der var kommet ind på kirkens grund" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår og gik langsomt over til Sordricks side og så ned på gravstenene.

han kiggede fortsat ned på stenene og pegede så på den helt til venstre og sagde. "det er min mor. hun blev skudt på åben gade" han pegede på den næste og sagde "det er min far han var der altid for mig men blev skudt i hovedet" han pegede på den næste og sade "det er min storebror. han smed sig ned på en granat for at rede mit liv" han satte sig ned og tog knæend op til hagen. "hvordan hvidste du hvem jeg var" spurgte han og lagde en rose på sin brors sten

Rose så enkeltvist på gravstenene og nikkede imens han snakkede til hende. Hun så på ham mens han satte sig ned og tog knæene op til hagen og smilte af hans spørgsmål "Fordi.. Du er en af guds skabninger. En engel.. Jeg ved hvem alle englene er. Det er mit arbejde" sagde hun med fuldstændig ro og harmoni i stemmen og lød som en sand engel på grund af den klang i hendes stemme.

sor rejste sig hurtigt og råbte "jeg er ikke en engel jeg er et monster. hvis den h så overdådige gud fandtes hvorfor er jg så som jeg er" sor beybdte at løbe hen over kirgegården og tænkte *hvorfor opsøger hun mig. jeg troede ikke jeg var god nok til at skulle erstattes*

Rose blev lidt overrasket over at han begyndte at råbe, men holdt fatningen "Sordrick.. Slap af" sagde hun roligt og så efter ham da han begyndte at løbe og løb hurtigt efter ham "Stop, Sordrick!" kaldte hun og ville ikke til at have en kamp med ham omkring at han skulle stoppe.

sor langsommelig gjorde tiden og løb foldede sine vinger ud og fløj op på taget mens han tænkte på sine forældre og sin bror. han savnede dem virkeligt meget men fløj da helt op på spirret af tårnet og stod og kiggede ned men gjorde så tiden normal igen og stod så han kunne holde øje med rose

Rose sukkede over at hun ikke rigtig kunne få ham stoppet og da han pludselig var oppe på taget "Sordrick! Kom nu!" kaldte hun op til ham og stoppede op. Hun lukkede langsomt øjnene og trak sine vinger frem; hvide vinger som så ud til at lyse op i mørket og var ca 2 meter i diameteren. Hun baskede hårdt med dem, så blade og kviste fløj rundt omkring hende, og lettede hurtigt fra jorden og fløj med høj hastighed op på taget, hvorpå hun landede elegant på murbrokkerne.

sor tænkte ikke men fløj så hurtigt han kunne op i himlen hen fløj op gennem skyerne og op hvor månen skinnede og da han så månen stoppede han og svævede stille det samme sted i luften han ustede lidt forpustet da det at flyve kunne være hårdt. specielt med våde vinger (skyer er lavet af damp/vand) han kiggede ned og kunne kun se roses lysede vinger og tænkte wow kirken er høj hvis jegkan se hende her fra

Rose sukkede og var egentlig begyndt at blive lidt småirriteret. Hun ville jo bare snakke, og alt det han gjorde var at flyve væk fra hende. Hun tog endnu nogle hårde vingeslag og var igen i luften og var en hel del hurtigere end almindelige engle og var hurtigt oppe over skyerne og kunne se Sor tydeligt på grund af det klare måneskær "Sor! Stop nu!" kaldte hun over mod ham og ville virkelig ikke til at tvinge ham til at stoppe.

sor svævede stille i luften og knyttede næverne og vente sig om med hendes blå øjne der mødte hans fløj han lidt tilbage og man kunne se et glimt af en tåre der løb ned af hans kind og sagde så stille "jeg troede ikke jeg var god nok" han svævede stille og roligt tilbage og stjernerne glimtede smukt for oven

Rose badede i måne og stjernelys og så over på Sordrick og bandede indvendigt over det som han sagde "Sordrick.." hviskede hun og kunne se at hans øjne var løbet i vand "Selføli var du god nok.. Men.. Jeg.." sagde hun lavmælt og kunne ikke rigtig få ord frem og brød sig ikke om at se ham sår'n.

"du hvad" råbte sor og kunn se hun ikke nød situationen. endu en tåre løb ned af hans kind mens han nu 7 meter fra hende råbte "du hvad spørger jeg bare. hvordan tror du det er at gå ned afgaden lykkelig over at man tror man har fundet den rette og så drejer man om hjørnet og bang ligger du og snaver en eller anden" sor var god til det med at give folk skyldfølelse og han var virkelig knust indvendigt

Rose så over på ham og bed hårdt ned i sin underlæbe "Stop nu, Sordrick.. Jeg be'r dig.." hviskede hun kun lige højt nok til at man lige knap og nap kunne høre hende. Hun lod tempoet gå hurtigere op og prøvede at komme op på Sordricks side så hun kunne stoppe ham.

da hun var ved sordrick strrede han hende i øjnene med et blik det sagdé "hvorfor?" han sukkede dybt og sagde så "jeg forstår bare ikke hvorfor du gjorde det" han kiggede væk og kunne mærke endu en tåre der gled ned af hans ikke længere kolde kind

Rose så over på ham og baskede hårdt med vingerne ".. Jeg.. jeg.." hviskede hun og bed hårdt ned i sin underlæbe og rystede på hovedet og kunne virkelig ikke lide at se ham sår'n og ville gerne forklare ham, men... hun kunne bare ikke få ordene frem.

sor gled stille gennem luften hen foran hende og spurgte stille "du hvad han løfted handes hoved med en finger under hendes hage og så hende i øjnene og kunne huske dengang de øjne var noget han holdt af og som troede var så loyal

Rose så ind i Sordricks øjne og ville så gerne have at han skulle tilgive hende.. Men.. Det vidste hun at han ikke rigtig kunne. Hun sukkede lavmælt og stoppede med at baske med vingere og faldt derfor ned mod jorden for at komme ned igen.

sor baskede stille ned og landte på jorden overfor hende og sagde så. "jeg vil bare gerne vide hvorfor. fordi... jeg elsker dig" han gik hen til hende og stod nu og kiggede i henes pæne isblå øjne. "jeg elskerdig stadig det er det der får det til at gøre så ondt" han kiggede ned til siden for at undgå det blik hun ikkert ville lave

Rose så op på Sor og bed ned i sin underlæbe "Hvordan? Hvordan kan du elske mig? efter det som jeg har gjort mod dig.." hviskede hun og man kunne høre at hun snart ville begynde at græde. Hun vidste overhovedet ikke hvad hun skulle gøre og sige.

"det ved jeg ikke. jeg tænker bare på dig hele tiden også selv om du fik mig dræbt ved at jeg var så vred over at vicente voldtog dig så jeg udfordrede ham men endte med en kniv i hjertet" han tog sin t-shirt af og et af på venstre side af brystkassen kom til syne. det var aflangt og tyndt som om en kniv hande været igennem hvilken der også havde været

Rose så op på ham og kunne ikke tro at han havde udfordret Vic "Du burde ikke have gjort det! Er du sindsyg?" spurgte hun lidt strengt og snerrende, men snakkede kun sår'n fordi at hun syntes at han havde været dum og at hun ikke brød sig om billedet af det som var sket med ham. Hun så på hans ar og rakte langsomt en hånd ud mod ham og lod sin ene pegefinger og ene midterfinger stryge over det.

sor syntes at hun vrkede kold i huden. men nu havde han jo selv varme i roppen så det var nok derfor. "jeg var blendet af vreden og hvilket fik mig til at udfordre vicente. men det er vel et evigt minde om dig" sagde han og kunne se hun var ved at græde og tog og gik et skridt bagud da hun havde rørt ham i cirka tre sekunder