Sidder her i skoven

"Men nogle bør, og dette er nogle
af der bør"Sagde hun voksent
*hvor har hun dog lært at snakke
sådan? hun er ikke ældre end,
jah..8 år?"Tænkte Elva bekymret

"Miss, det De spørger om er ikke noget jeg må svarer Dem på." forsøgte hun.nHvis bare hun kunne få stoppet spørgsmålene så skulle det nok gå.

"Og hvem kan jeg så få svarene af?"
spurgte Elva fast insisterende på
at få disse svar

"Ikke nogen miss. Ingen må svare på det De spørger om" sagde hun og vendte sig om for at gå, igen. Hun var nervøs og rystede en anelse.

Elva kiggede efter den lille pige
"jeg skal nok finde ud af det"
mumlede hun for sig selv
"Hvad var det du hed?"spurgte
Elva

Hun stoppede op igen og ledte desparat efter et tilfældigt, men troværdigt navn, hun kunne sige i stedet for sit eget. Hun havde på fornemmelsen at det ville være det klogeste at gøre. "Becca" svarede hun og håbede mennesket bed på.

Elva kiggede vredt på" Det er uartigt at
lyve! Jeg kan huske at du fortalte mig dit
navn, jeg skal bare lede min hukommelse
lidt igennem"sagde hun. Det sidste var nok
mest henvendt til hende selv

Hun lo lidt over det. "Det er også uartigt at snage i andre folks privatliv" sagde hun og smilede stort da hun vendte sig om. Hun smilede præcis på samme måde hun havde gjordt i starten af deres møde. Før alle spørgsmålene

"ikke hvis personen virker mistænksom!"
Svarede hun igen

"Hvorfor?" spurgte hun undrende og gik lidt tilbage mod mennesket

"Fordi at så er det bedre at vide nogle
fakta, om det man står overfor, det
kunne jo også være at man kunne
hjælpe den mistænksomme person"
sagde hun og sørgede for at snakke
oobjektivt

"Men hvad nu hvis den mistænksomme person ikke kunne lide, eller svare på spørgsmålene?" spurgte hun og syntes godt om den objektibe form.

"nogle gange må man tage det sure som
det søde, og disse spørgsmål var måske
sure for den mistænkte, men der ville
måske komme noget sdt ud af det"sagde
hun og kiggede på pigen med hovedet på skrå
*Lucinia!*tænkte hun pludseligt

//Hun præsenterede sig som Lucy xD//

Hun dænkede hovedet og skrabede i jorden med foden. Hun vidste for engang skyæd ikke hvad hun skulle sige og valgte derfor at holde sin mund.

//Må des logge nu... Men bare svar så skriver jeg næste gang jeg kommer på og så kan vi fortsætte menet//

//haha okay, så siger vi lige at hun tænkte Lucy ^^, okay jeg svarer også bare nu du har svaret på et eller andet tidspunkt (;//
Elva kiggede tænkende på den lille pige
Hun følte at den lille pige var farlig, og
alligevel ufarlig

"Men hvis en person er mistænkt for noget, har personen ret til at vide hvad denne er mistænkt for. Den mistænkte er berettiget til at få tid til at bevise sin uskyld." sagde hun og løftede hovedet igen. Hun sagde ordene i et velovervejet tonefald.

"Okay, så hvad nu hvis anklageren
mistænker, den mistænkte for ikke
at være som andre, uden at det har
noget med personligheden at gøre,
men selve den måde den mistænkte
opfører sig på, da den mistænkte
opfører sig for voksent, og mistænkte
er kun et lille barn, og anklageren
ved at intet barn, så lille som dette,
kan snakke, så voksent, og med så
megen myndighed, hvis nu anklager
mener at mistænkte, ikke er et barn?"
Sagde hun og vidste ikke helt om pigen
forstod hvad hun mente

"Jamen hvad så hvis mistænkte fortæller anklageren at mistænkte er et sprogligt intellegent vidunderbarn?" spurgte hun. Det med vidunderbarnet var en forklaring hun altid havde brugt, når mennesker lagde mærke til hendes voksne sprog.

"Selv et vidunderbarn, ville ikke
have så voksent et sprog i en alder af
8?"sagde hun og satte spørgsmåls tegn ved
det sidste

"Syv" rettede hun automatisk. "Jeg lytter til hvad de voksne siger og øger derved mit ordforråd. Jeg spørger om betydning og får svar. Jeg har blot været heldig at få svar på mine spørgsmål, og have en stor sproglig intellegens." sagde hun stille. Hun kunne have bidt tungen af sig selv da det bagefter gik op for hende, at hun havde brugt ordet blot i steddet for bare. Det var nu altså svært at finde rundt i med ny og gammel tale.

"Jeg skal nok finde ud af hvad der er
med hende"Lovede Elva sig selv mumlende.
Hun nikkede bare til pige, og lod som om hun gav hende
ret

"Der er ikke noget med mig!" sagde hun højt og halv vredt. Hun havde hørt hvad Elva havde sagt, men det ville selv et blindt menneske kunne gøre. Hørelsen havde altid være skærbet meget hos den lille pige. Hun så yderst vred ud, og knyttede hænderne så hårdt, at hendes små arme begyndte at ryste svagt af anstrengelse

"om du så vil det eller ej,
men jeg har aldrig før mødt et syv årig barn
som dig!"sagde hun skarpt"og dermed færdig!"
Sagde hun som en voksen der sagde til et barn
at det ike måtte få noget slik

"JEg ved godt at jeg ikke er som andre børn. Men der ligger ikke mere i det end det jeg allerede har fortalt!" sagde hun surt og skød underlæben frem for at vise sin utilfredshed. Præcis som et andet barn havde gjordt det.

"mig kan du ikke overbevise om det!
Nej jeg står fast ved min mening, om
du bryder dig om det eller ej!"sagde hun
og lod sig ikke påvirke af pigens ansigt