En dag som alle andre... //Jameelah//

Tid:kl 4 om eftermiddagen.
Sted:Van Martes Park
Vejr: Solen skinner og kun lidt sne ligger rundt omkring.
Omgivelser:Candyfloss maskiner og skydetelt osv.

Rail sad på en bænk og så livet passere forbi.
Børn løb frem og tilbage fra de forskellige boder, nogen gange med større eller mindre premier, mens deres forældre traskede i sneglefart ned forbi det hele.
Nogle fædre stod i skyde teltene og viste stolt deres sønner hvordan man skulle håntere et gevær, mens mødrene stod i grupper og snakkede.
Mens alt dette skete sad Rail bare og kiggede. Nu og da stoppede han et stykke lakrids i munden, men ellers var den eneste bevægelse, hans hoved der drejede for at nå at se det hele.
Han lignede ikke en der ville befinde sig så tæt på så mange børn, men han nød det.
Forældre gik i en stor bue uden om ham, mens deres små prinsesse-piger og batman-drenge gloede efter ham men en finger godt begraved i munden.
Han blev bare siddene.

Jameelah gik rundt mellem de foreskellige forlystelse og boder, mens hun nysgerrigt så sig omkring. Efterhånden var det længe siden at hun havde været i Van Martes Park. Egentlig var der ret hyggeligt og sjovt. Måske også lidt larmende og sådan, men det var jo pga. af forlystelserne og børnene. Ellers var der utrolig hyggeligt og rart at være, trods kulden. Hvorfor hun var gået derhen, vidste hun ikke helt hvorfor. Sikkert bare fordi hun havde haft lyst og det var lang tid siden. Hun gad ikke grave i det.
Mens hun gik rundt, kunne hun ikke lade være med pludselig at lægge mærke til en duft. Ikke bare hvilken som helst duft, men en duft.. en duft der mindede lidt om hendes egen. Altså en engle duft. Så der var en anden engel i parken? Hyggeligt. Straks så hun sig omkring og fulgte så duften.

Rail proppede igen et nyt stykke lakrids i munden og lænede sig tilbage på bænken, med lukkede øjne og trak vejret dybt.
Selvom det var koldt i vejret, nød han alligevel solens klare stråler mod sit ansigt.
Det sorte hår faldt ned og dækkede det ene øje.
Øjnene blev åbnet og han lod blikket glide hen over menneskemængten.
Midt i mængten så han en ufattelig smuk pige komme gående.

Hvor kom engle duften fra? Helt sikker var hun ikke, så hun stoppede op i mængden af mennesker og så sig en smule forvirret omkring. Hvordan kunne det være at det virkede som om at duften hele tiden rykkede sig? Var det måske vinden, der blæste den rundt eller bevægede den anden engel sig? Egentlig kunne hun ikke vide det, men kun gætte. Hvilket irriterede hende en lille smule. Dog kunne det ikke ses det mindste i hendes lyse, blide, uskyldige ansigt.
Med et forvirret suk, så hun sig igen omkring.

Rail rejste sig og gik om bag hende, han regnede ikke med at hun havde set ham.
"Lakrids?" tilbød han hendes ryg og holdte posen frem.
Det smattede snemuder han stod i gav en våd lyd fra sig da han skiftede vægten fra venstre ben til det højre, hans ansigtsudtryk var uskyldigt som en engels og hele hans udstråling var afslappet.

Afslappet vendte hun sig om, da hun hørte en stemme og fornemmede en rolig og afslappet aura bag sig. Præcis som engle havde. Så der var den engel hun havde ledt efter. Da hun havde vendt sig om, betragtede hun den anden engel. En dreng, der så så utrolig uskyldig ud. Igen præcis som engle gjorde. I hvert fald almindelige engle. Med skyts- og dødsengle vidste hun ikke om de også så så uskyldige ud. Måske skytsenglene, men hun var ret usikker mht til dødsenglene.
"Ja tak" svarede hun og smilede blidt til ham, som kun en engel ville kunne. Så tog hun en lakrids fra posen og proppede den i munden.

Rail tog selv en, og puttede så posen i lommen.
Han kunne ikke lade vær med at give hende et elevatorblik, men hun var bare smuk.
Og det havde han tænkt sig at fortælle hende, måske bare ikke lige nu.
"Rail" Presenterede han sig selv og bukkede let for hende.
Hans klare blå øjne slap hende ikke et sekundt.

Jameelah så godt han gav hende elevatorblikket, men valgte ikke at kommentere det. I stedet valgte hun at tage det som en slags kompliment. Måske syntes han hun så godt ud. I så fald, så var hun ret smigret. Ikke at hun ikke syntes hun så godt ud, men hun gjorde bare sjældent meget ud af sig selv. Egentlig bare fordi hun ikke syntes hun behøvede. Hun kunne lide sig selv, præcis som hun så ud. Så hvorfor prøve at gøre sig pænere?
Et smil bredte sig på hendes rosa læber, da han præsenterede sig for hende og bukkede let. Sådan havde hun aldrig oplevet nogen gøre. "Jameelah" præsenterede hun sig selv og nejede svagt for ham. Hendes blågrønne øjne så direkte ind i hans klare blå.

Rails kinder fik en rød farve, da han fornemmede hun havde set hans blik.
"Undskyld,.. Du er bare ufatteligt smuk..." Han rødmede mere, hvilket var fuldstendig unormalt for ham.
Hun havde fanget ham på en af hans tænksomme dage, hvor han let viste føelser.
Han så alle andre steder hen, end på hende, for at slippe af med de røde kinder, men det gjorde det selvfølgelig bare værre.
*Flot Rail! Du snakker med en smuk piger, og straks ligner du et jordbær!? Det ligner dig ikke...* tænkte han for sig selv.

Jameelahs kinder fik en rosa farve. En kompliment. Endda en meget sød kompliment. Hvilket hun bestemt ikke var vant til. Egentlig burde væsner vel være gode til at modtage komplimenter, siden de stort set alle sammen var overnaturligt smukke, men selv var hun dårlig til at tage i mod dem. Ikke at hun ikke blev glad for dem, faktisk blev hun utrolig glad for at få dem. Men nogle gange kunne hun ikke forstå at andre end hendes selv, syntes at hun så godt ud. Hun skulle vel bare vænne sig til det.
"Det gør skam ikke noget" sagde hun beroligende og sendte ham et blidt smil. Prøvede at få øjenkontakt til ham igen. "Du er også smuk"

Han kiggede forbavsed på hende et øjeblik, som om lynet havde ramt ham, så begyndte han at grine en lille stille latter.
Så stak han hænderne i dybt i lommen og vippede lidt frem og tilbage på fødderne.
"Njaa, jeg tvivler, men lad nu det ligge" Smilede han og kiggede op mod himlen.
Hvide vattotter drev dovent forbi oppe på himlen og den kolde vintersol stod lavt på himlen.

Med et smil rystede Jameelah stille på hovedet, fordi hun var dybt uenig med ham. Men hun lod det ligge for hun havde ikke lyst til at skændes med ham. Både fordi han virkede flink og fordi hun ikke magtede det. At skændes blev hun træt af. Både fysisk og psykisk. Så hellere bare lade det ligge. Det var meget, meget nemmere. "Okay" mumlede hun stille.
I stedet valgte hun at betragtede ham. Godt nok ville han ikke indrømme det, men hun syntes at han var ret så smuk. De ville sikkert kunne skændes om det længe, men hun ville ikke give op. Han var virkelig køn. Mon ikke også han vidste det, men bare var beskeden? Sikkert. Hans sorte hår med hvide totter, stod i en pæn kontrast til hans nærmest krid hvide hud. Og hans øjne var også fantastiske! Helt dybblå.

"Er du her sammen med nogen, eller vendter du på nogen?" Spurgte han henkastet.
Han havde altid syntes tankelæsning var en nyttig evne og mere end noget andet ønskede han at han kunne det nu, for han ville gøre alt i verden for at få at vide hvad den kønne pige tænkte om ham.
For hun var jo køn, med det røde hår og den pæne hud. hun lignede en smuk prinsesse fra et eventyr han desværre aldrig havde læst. Han var kun en dreng, så han ville selvfølgelig prøve at indponere hende hvis han kunne.
Men det var nok ikke det der var lykkeds allerbedst ind til vidre.

Stille rystede på hovedet og smilede til ham. "Nej, er du?" spurgte hun med en lidt ligegyldig stemme, men var det totalt modsatte. Hvad skulle hun gøre hvis han var der sammen med en anden? Gå sin vej eller vente på at personen kom? Hvis han var der sammen med en anden, overvejede hun klart den første. Så kunne hun lige så godt erkende sit nederlag og gå sin vej, stille og ubemærket. Det ville også være meget nemmere. Ingen ville blive sårede. Bort set fra hende måske, men hun kom sig hurtigt. Hun var nærmest vant til det.
På en eller anden måde, var hun ret rundt på gulvet. Hvad havde dog fået denne, sikkert ældre fyr til at indlede en samtale med hende? Måske havde han set hendes forvirrede udtryk og forbarmet sig over hende. Måske var det bare for at gøre en god gerning, at han stod og snakkede med hende. For hun kunne ikke helt forstå, hvordan en så smuk og dejlig fyr ville snakke med hende. Interesseret i hende kunne han ikke være. Den tanke gjorde hun sig slet ikke. Ikke fordi hun ikke brød sig om ham. Men fordi at i hendes hoved, så kom han sikkert sammen med en. Derfor forstod hun det ikke helt.

"Nej, det er jeg ikke. Jeg kan bare godt li' at tænke her" Smilede han tilbage.
Han begyndte langsom at gå ned af 'gaden' og lod påtaget tilfældigt sin hånd hænge ned langs siden.
Han var glad for at hun ikke var sammen med nogen, ihvert fald ikke nogen hun var her med. Han kiggede diskret på hende og håbede hun fattede opfordringen om at følges med ham.
Børn løb rundt om dem, med balloner og tøjdyr svingene omkring sig, og deres forældre lige i hælene.
Det virkede som om at de var i deres egen bobble, og at verden uden om gik meget hurtigere end deres.

I stedet for at svare, smilede hun i stedet bare blidt til ham. Da han gav sig til at gå, fulgte Jameelah hurtigt efter ham, nærmest per refleks. Hun syntes han var meget sød, så hvorfor ikke fortsætte med at snakke med ham? Det værste der kunne ske, var vel at samtalen gik død. Men de havde da noget tilfælles, for de var begge engle. Hvilket gjorde hende en del mere tryg. Så behøvede hun ikke frygte for sit liv eller være bange for at komme til at røbe sin hemmelighed. Så vidt hun vidste måtte menneskerne jo ikke kende til deres eksistens. Det var vel egentlig meget godt for begge parter.
Svagt bed hun sig i underlæben og lod sin hånd hænge slap ned langs sin ene side.

Rail lod sin hånd strejfe hendes, som om det bare var tilfældigt.
Det var i sådan en situration han mest af alt havde lyst til at sprede sine vinger og flyve rundt i små cirkler, af ren glæde.
Men der var for mange mennesker. Nogle få kendte hans hemmelighed, men det var alle væsner, og han stolede på dem.
Det var meget let med Jameelah for de var begge i samme båd. En ven at vinde, men intet at tabe.
Han lod den anden hånd glide igennem det pjuskede hår, og så ned.