Tidens sorg (sakref morladin)

"Nej hverken dig eller nogen anden kan fjerne det desværre, det eneste der ville kunne fjerne det, var hvis jeg havde en anden far. men det kan jo ikke ændres på vel?" Smilte til ham, og hun stod og så eftertænktsomt på ham. "Hvorfor vil du overhoved hjælpe andre?? Er det fordi du vil dække dit behov, eller er det noget et andet??" Hun smilte snedigt til ham.

"et behov? Til at hjælpe andre? nu må du da have helt slået hovedet jeg hjælper for det meste andre fordi jeg ser en potentiale i dem, jeg ser dem jeg vil hjælpe med en hemmelig styrke inde i dem og det eneste de skal bruge er et lille skub eller, en lille ting eller, noget andet som de måske vil have og til gengæld forventer jeg et lille tak eller måske en tjenste men det er noget personen selv vælger, jeg har kun et behov men den er en hemmelighed det ville jo være kedeligt at ødelægge den overraskelse der vil komme. men det kan godt være at jeg ikke kan få den af men du kan jo og jeg kan sikkert godt hjælpe med det der er under det stykke sorte stof der dækker din krop" sagde han stille og roligt og stadig venligt mærkeligt nok.

Hun gik nærmere imod ham lidt truende. "Ja jeg kan godt vælge at få dette stof af, og selv om du kunne på en eller anden marakuløs fjerne det der er under dette stof, ville det ikke hjælpe. For problemet er det jeg er, ikke det jeg ser ud, for jeg er ikke en som jer, selvom folk kalder mig en dæmon, ved jeg at jeg ikke er." Nikita tog sig for munden med hendes venstre hånd som også var sort af stoffet. tænker: hvordan?? hvordan får han mig til at sige ting som jeg ellers aldrig vil fortælle nogle. Hun fjernede hånden og tog fat rundt om sin armbryst, og med en hurtig bevægelse havde hun den sigtet imod han hjerte. Hun havde et lumsk smil. "Hvordan kan det være at jeg har lyst til at fortælle alle mulige ting til dig, som jeg kun har sagt til få i hele mit 350 lange liv? Har du kastet en besværgelse imod mig, som får mig til at sige ting som jeg ellers kun har sagt til få." Armbrysten havde et dragehoved for enden hvor pilen kom ud, den var utrolig flot udsmykket og den var kun lavet af en metal art. "Nej, hvis jeg endelig skulle skyde dig, så nok ikke ved dit hjerte, for du har sikkert ikke nogen, så hellere her" Hun pegede imod hans skuldre ved armhulen. "Hvis en af mine pile går i gennem der og sidder fast, vil du forbløde ihjel for en af vores store pulsåre sidder der. og min pil er skabt til få offret til at forbløde ihjel, og du kan ikke pille den ud, for der er modhager hele vejen ned, og så snart pilen rammer din krop så åbner pilen spids sig i fire så du ikke kan presse den ud." man kunne ikke vide om hun mente det eller ej.

han begyndte at grine lidt af det sidste hun sagde med at true ham med hans liv. Pludslig blev han til en stor tyk sort røgsky og forsvandt. "grunden til at du fortæller mig ting skyldes rigtig mange ting" sagde hans stemme pludslig bag ved hende. Hvordan var han kommet derhen? kun få væsner ved det og kun få af dem tør at sige noget. "den ene grund er desperation du vil virkelig gerne have fjernet det der inde i dig men du har ikke turde fortælle det til nogen, den følelse vil så fylde dig op til et tidspunkt at det vil flyde over og det var så lidt før" sagde hans stemme pludslig ved hende's venstre side. "den anden ting er at jeg har været venlig imod dig fra da du mødte mig og venlighed kan man komme langt med fordi et væsnen eller et almindeligt menneske vil være mere åbent til en person eller væsen som er venlig end en der er ond, modbydlig og aggresiv. Sagde hans stemme ved hende's højre side nu. "så ingen sort magi her kun ren psykologi jeg har lært at kunne læse folk ikke ved at læse deres tanker rent men at læse deres følelser og den måde de reagere på ved ting man siger og ting man gør. dog gjorde jeg det ikke for at være ond eller misbruge dig, jeg gjorde det for at være venlig og hjælpsom" sagde han nu bag ved hende.

Frygten greb hende først, men så fik hun kontrollen over sig selv. Hun havde hovedet lidt sænket ned, så man tydelig kunne se øjet under hendes maske. Hun grinte hånligt. "Så du gemmer dig bag dine skygger, og din viden. flot rigtigt flot. og er du ude på at skræmme mig med dit mørke, så har du aldrig oplevet det mørke jeg lider af." Hun kiggede rundt om sig, hun prøvede at se hvor han er. tænkte. Dejligt endelig en udfordring, intet sjovere forspil end dette. "Når men jeg kan fjerne dit mørke let så ingen ting." Hun lavede en søjle af flammer foran sig, og der var stor varme som kom fra søjlen, men det påvirkede ikke hende. Det virkede som om hun ventede på at se hans reaktion, før hun forsatte. Hun havde stadigvæk sin armbryst i sin hånd, men den var bare sænket.

han dukkede op lige ved siden af søjlen af ild. "hmmm intressant men nej jeg gemmer mig ikke bag mørket og for en anden ting. næsten ingen flamme kan fjerne MINE skygger" sagde han med et ondt smil. Han holdte sin hånd hen imod ild søjlen og pludslig var ild søjlen spærret inde i et slags rum lavet af en halvgemmensigtig sort tyk røg. røgen begyndte at blive mindre og mindre og jo mindre den blev jo mindre blev ild søjlen end til den var helt væk. "intressant. du siger at dit mørke som du lider af er værre end det mørke jeg har set? du har ingen anelse hvad mørke jeg har set. jeg har set ind til den dybeste grotte i verden jeg har set det mørkeste hjerte i verden. jeg har set den dybeste kløft i selve helvedet. jeg har set det dybeste mørke fra underverdens rige" sagde han halv grinende.

"det har du sikkert, men lad dog vær med at undervurdere en modstander, som du ikke kender, og ja flammerne kan ikke fjerne dine skygger, men sammen med noget andet kan de." Hun smilte, og så mærkede hun magiens brusen i sin krop. Hun gjorde ildsøjlen stærk igen, og så lavede hun en iskappe rundt om ilden. Det på den måde isen var krystalliseret gjorde at det virkede som en forstærker. Hun gjorde at ilden ikke kunne røre isen så den ikke smeltet. Lyset blev så skarpt at ingen ville kunne se ind i den. Lyset lyste alt op omkring sig og fjernede røgen. Hun var selv nød til at vende sig med hovedet den anden vej, for ikke at blive blind for evigt af det. Sakref kunne mærke at lyset skar i ham, og hvis han ikke ville blive blind måtte han kigge den anden vej. "Jeg ønsker ikke at dræbe dig, og det håber jeg heller ikke at du gør. Tag det her som leg, eller som en udfordring." Hun havde armbrøsten klar ved sin side hvis det blev alvorligt.

"heheahaha bare rolig jeg tager det her heller ikke alvorligt fordi hvis jeg gjorde det så ville du ikke være her mere jeg tager det her som en udfordring men du har et problem... jeg vinder altid en udfordring" sagde han og holdte sin venstre hånd fremme. på håndfladen af selve handsken var der bundet en flot lysende medalje fast. Den var rund og pyntet med flotte runer og tegn. Dog så det næsten ud som om at den var lavet af ren lava. Han holdte sin venstre hånd hen imod lyset og lyset begyndte at dulme lidt til sidst at den kun lyste lige så meget som en normal lampe ville lyse. "bare rolig du er ikke 100% fortabt med den her medalje kan jeg kun kontrollere ild i et basic level som hvis jeg selv var en ild dæmon der ikke havde trænet i lang tid" sagde han med et stort ondt smil.

"Så må jeg bruge andre metoder." Hun samlede sin magi, for det krævede kræfter at lave denne. Hele vejen rundt om sakref dukkede der en tyk ismur, og kuplen var formet som en 8-kant. Nu så han at i alle siderne kunne han se hende. Hun stod og så på ham, med et charmerende skævt smil som nok ville få de fleste mænd til at lave kolbøtter for hendes skyld. Der var 8 af hende hele vejen rundt og det var ikke slet ikke til at vide hvem af dem der var hende. "Gæt hvilken en af dem er mig, så kan det være at du gætter den rigtige" Hun stod og ventede på at se hvad han vil gøre, før hun gjorde sit næste træk.

"hehe der er mange sider af dig måske vil du også se en ny side af mig" sagde han halv grinende. Han holdte sin hånd op i luften og pludslig gik handsken i stykker men selve medaljen gik bare ind i hans håndflade istedet og så ud til at blive lige så bevægelig som selve håndfladen. Pludslig voksede der noget rundt om hans hånd og halvdelen af hans arm. Det var et eller andet tyk lag af nogen mørkelilla der så ud til at faktisk være lavet af hans hud. Han svingede hans venstre arm og pludslig havde han bare den største le man nogensinde har set. Den skreg bare om død og ødelæggelse. Den var sort og metallet var også sort og den var pyntet med mørke runer og skelethoveder.

"Så døden selv er kommet, nice." Hun varmede sine sølvbelagte neglede op, ikke så de smeltede, men så at de var varme nok til brænde på hud. Hun løb imod ham, og han kunne kun se alle spejlbilleder løbe imod ham. Så mærkede Sakref en brændende smerte på sin venstre skuldre. Hendes finger havde brændt igennem hans stof og bag på hans skuldre var 5 tydelige finder spidser brændt ind i huden. Hun stilte sig ud igen og så på ham. Man kunne godt fornemme at hun prøvede at teste ham, så hvor meget han kunne holde til før han blev vred og mistede kontrollen så han ville blive et lettere ofre. Han kunne tydelige mærke smerten i sin skuldre.

"hallo!" sagde han lettere sur og vendte sig om. Han trak i tøjet så han kunne se skaden. "se nu, nu har du lavet et hul i mit fine tøj altså helt ærligt" sagde han lettere irreteret og kiggede faktisk lige imod der hvor hun stod. Da han gav slip på tøjet igen så det var der hvor han skulle have sår så var sårende væk som om at de var blevet super labbet af sig selv. kunne det være at tøjet var forkert så det ikke viste sårende eller var sårende faktisk væk det viste man ikke lige nu men det gjorde han.

"Jeg er her." Ismuren brød ned, og ja han havde set hvor hun virkelig var. Hun smilte veltilfreds over at se at han blev irriteret. Hun mærkede magiens brusen igen, der var intet bedre end det, næsten ingengang sex er bedre end at føle magiens kraft. Foran hende dannede sig en bølge af ild som var over 4 meter høje, og man kunne mærke heden tydelig fra 10 meters afstand. I flammehavet som nu var foran sakref, begyndte ilden at danne ildheste som var klar til at blive sendt af sted. Han ville ikke kunne styre flammerne måske flammerne rundt om hestene men ikke selve hestene for dem styrede hun fuldstændig. Hestene stejlede og galoperede imod ham.

han blev ikke bange han stod bare stille og smilte. det eneste han gjorde var istedet at begynde at klappe stille og roligt. "imponerende meget imponerende for en så ung som dig men du glemmer en ting. jeg er stærkere end dig. Han svingede sin le igennem ild "bølgen" og faktisk knuste den på en måde. Der kom nemlig et kæmpe vindtryk fra selve svinget af leen. Han kiggede tilbage på hende med et smil som at sige at han har det skide sjovt

men de dukkede bare op af den blå igen, og så mærkede han en kraftig modvind. Hun skulle virkelig koncenterer sig, for hun styrede både hestene og vinden. For når hun kan styre temperature, så kan hun også styre vindene. Der var 6 heste som omringede ham, de var dobbelt så høje som normale heste. De stejlede og sparkede efter ham. Hvergang de strejfede ham, brændte de ham.

"okay det her er dråben nu skal du føle hvordan det er at miste alt kontrol over ild og lade frygten ramme dig" sagde han med en dæmonisk stemme. En tyk sort røg begyndte at flyve rundt om ham i en hvirvlende fart. Da røgen forsvandt stod han nu ikke i sit normale tøj mere men i en mærkelig slags rustning der var mørkerød som blod. Den så ud til at ikke at være lavet af metal eller noget i den stil men lignede som om at det var lavet som en del af ham. hans venstre hånd hvor han havde medaljen var blevet helt transformeret. Hele hans venstre hånd og lidt af hans venstre brystkasse så ud som om at det var lavet af magma og lava. Medaljen var væk fra hans håndflade men istedet var der kommet runer på fingerspidserne af ham og resten af hans arm var dækket med skarpe spidser der lignede glovarmt metal eller sten. Dog så det ud til at han stadig kunne bevæge armen som før som hvis det var en del af ham. Hans ansigt var også dækket af rustningen men hans øjne var ikke grønne mere men røde, Og det så ud som om at de faktisk var i flammer. Han havde også 3 store horn i panden der var virkelige lange. Hans hår var også dækket af rustningen men var blevet erstattet af det samme slags som rustningen var lavet af men det hang mere som lange sværd eller noget. Det var som en stor manke der gik fra hans hovede og hele vejen ned til bæltestedet. Hans ben var også dækket af de mærkelige slags sværd fordi de gik rundt om hans bælte som om at det var en slags kilt han havde på men det gik bare hele vejen ned til fødderne. Hans le var væk men istedet havde han to lange skarpe kæder der så ud til at være bundet fast til hans mærkelige rustning på hans arme. Selve kæderne var flotte og skindende rene dog var det ikke som en normal kæde som man ville tro men mere som hvis du tog noget ligesom en cykel kæde og puttede lange skarpe knive i to af sidderne der hvor der skulle være huller til tandhjulet på cyklen. På enden af kæden var der blevet sat et slags spyd spids og det var sådan på begge kæder.

Hun så interesant på ham. tænker: Han er dog kraftfuld. Hun mærkede en nagende fornemmelse hun fik, når hun nogle gange var i slem fare. tænker: Nej den løsning vil jeg aldrig vælge, aldrig!. "Så du kan styre ild, skyggedæmon. Men kan du styre is?" Hele hans underlag under hans fødder, blev isglat. Man kunne ikke stå på det uden at ved at følge. Hestene blev til istedet for is. "Nej måske er is ikke nok for dig, men hvad med ildis." Hestene blussede op af ild, men de bestod af is, så derfor kunne de ikke blive styret på nogen måder, selvom man kunne styre ild. For de bestod ikke af ild. En af hestene sparkede ham bagfra, og han kunne mærke den bidende smerte fra ilden, og så kom isen. Som ikke gjorde det bedre men meget mere. Hun holdte klar ved sin armbrøst, for det virkede til at han var blevet alvorlig nu. Hun havde stadigvæk en sidste ting hun kunne gøre, som ikke dræbte men som provokeret heftigt.

han begyndte at grine efter at hun havde fået hesten til at sparke ham, men det var ikke hans normale latter det var en ond dyb dæmonisk latter. "du gav mig lige en fordel igen... men nu må jeg spørge hvordan vil det mon være at føle hvordan ens egen krop lige pludslig forrådte dig for sådan må de her heste jo vide" sagde han med den dybe dæmoniske stemme. Han lyftede sin venstre arm op og pludslig gik hesten fuldstændig amok selve ilden var blevet så kraftigt at den var begyndt at smelte isen. store flammer var der rundt om hestene og han begyndte bare stille og roligt at gå hen imod hende lige forbi hestene som om at de var ingenting. efter nogen få sekunder var hestene helt smeltet som dug for solen.

"Ja, du tror måske du har fordelen, men hvor længe?" Hun knyttede hånden oppe i luften. Hestene dukkede op igen, men nu forvandlede de sig til trehovedet hellhounds. Hun lavede endnu en besværgelse som gjorde at ingen temperatur kunne påvirke isen. Hun mærkede selv at hun blev mere udmattet, men hun viste det ikke. Der var 6 hellhounds omkring ham. De bed og rev efter ham med sine kløer. Han kunne mærke at han kunne styre flammerne i dem, men det ville ikke påvirke isen som de er lavet af. Han blev ramt flere steder, så han havde fået forfrysninger flere steder.

"hehe min tur" sagde han og man kunne næsten forstille sig det onde smil han ville have haft på sine læber. Han begyndte at svinge kæderne og begyndte at skærer helvedes hundene over med sine skarpe kæder som om at de lavet af halv varmt smør. De blev pulveriseret af imens kæderne skar igennem deres is hud og det var som om at han dansede imens han angreb. Hans bevægelser var glidende og meget professionelle og han dukkede alle hundenes angreb derfra imens han skar dem til støv en af gangen.

Tænker: han er meget stærk, men jeg kan stadigvæk en ting. Nikita tog sin armbrøst så drejede hun omkring sig selv, for at skabe mere fart for pilen. Så skød hun næsten lodret op i luften, så den ville lande lige ved siden af Sakref. Men så gjorde hun noget uforventet. Hun vendte sig om og løb alt det hun kunne den anden vej. Hun kunne ikke løbe så hurtigt fordi hun brugte sin magi. Så snart pilen vendte sig i luften over 100 meter i luften, brugte hun sin vind til at sørge for at pilen fløj meget hurtigt. Hun kiggede sig bagud for at se hvor pilen var nået, men så holdte hun ikke øje med hvor hun løb. Hun trådte på den sammen bold som et barn tidligere i dag havde skudt hen til hende. Hun mærkede hvordan hun mistede fodfæstet. Frygten greb hende. Tænker: bare jeg er nået langt nok væk. Men i det sammen hun var i luften var pilen nået en halv meter væk fra Sakrefs hovede. Pilen havde så meget fart på at den brød lydmuren. (Det sker i virkeligheden, når ting bryder lydmuren så skaber det en chokbølge) For Sakref var det som om verden eksploderet. Da chokbølgen kom til ham blev han mast ned imod jorden, var det som om alle hans knogler i hans krop var ved at splinter som glas, og han følte hvis det bare havde varet lidt længere så ville hans knogle bliver knust til pulver. Chokbølgen nået Nikita mens hun var i luften og den skubbede hun mange meter længere, så hun slog hovedet ned i en sten som lå som en af de pyntesten som lå langs stien. Hun slog sig selv halvt bevidstløs, hun lå der stille med hovedet imod stenen og en bloddråbe fra øret af trillede ned af hendes højre kind, som var tegn på hjerneskade. Da chokbølgen var væk, Føltes Sakrefs krop som om han havde været en kludedukke og at der var en som havde slynget ham vildt omkring. Men der var ingen skader der var sket ved ham ude over at han var øm over hele kroppen. Det var heller ikke meningen at hun ville skade/dræbe ham.

han kiggede op i luften lidt målløs over at hun havde fundet på den teknik men ikke meget. "ømmmm... av?" sagde han stille og roligt stadig med sin dæmoniske stemme. Han begyndte stille og roligt at rejse sig op og da han stod på sine ben igen kiggede han lidt rundt. Han bevægede sit hovede fra den ene side til den anden side for at lige at løsne musklerne i nakke og hals. Han kiggede hen imod hende stille og roligt. Han kunne se at hun havde slået hovedet og hun ville på ingen måde være en trussel eller noget nu også selv om at hun ikke var det før men nu kunne hun ikke gøre så meget. Han gik stille og roligt hen imod hende imens at faktisk den der rustning begyndte at kravle tilbage ind i huden på ham og lidt efter stod han med sit normale tøj igen og med det lille hul i jakken på den ene skulder. Han stoppede op da han var nået helt hen til hende og bukkede lidt i bene så han var lidt tættere på hende. "hvaaa... er du okay?" spurgte han stille og roligt med sin normale venlige stemme igen.

Hun kunne høre hans stemme i det fjerne, men hun følte som om hun lå i mørkt vand og hvis hun røg længere ned ville hun besvime. Hun kæmpede sig op til overfladen af sin bevidsthed. Hun vågnede op og alt var tåget, hun havde forfærdeligt ondt i hovedet, og hendes krop ville ikke lystre hende. Hun var ved at gå i panik, for hun var bange for at hun var blevet lam. Hun fik bevægede sine finger, og så åndede hun lettet op. Hun var ikke lam. Hun var for omtåget til at kunne vende sig om, og hun følte at hun var igen ved at falde i det mørke vandet igen.

"hmmm... hvad skal jeg mon gøre med dig?" spurgte han hende og sig selv imens han sad ned på knæ og tænkte på om han skulle lade hende være der eller tage hende med hjem for at holde øje med at hun ikke dør.

Han kunne høre at hendes vejrtrækning var blevet noget svagere. Hun kunne høre ham fuldt ud, men hun var så omtåget at hun ikke kunne svare. Hun kæmpede for at komme til bevidstheden, og endelig fik hun kontrol over sig selv. Hun rejste sig op og sidde meget langsomt. Hele verden for hende øje snurrede rundt, hun havde ingen anelse hvad der var op og ned. Hun vendte hovedet og kiggede på ham. Han kunne tydelig se at hende pupiller var store, som også var et tegn på hjerneskade. Hendes maske var flækket og så ud til at kunne rydde af til en hver tid. Hun mærkede hendes arme som holdte hende oppe, blev svage og hun knækkede sammen. Tænker: Hvad vil han gøre imod mig? Jeg håber ikke at han vil dræbe mig, så bliver det værst for både ham, mig og andre.