crap... overskift noget... (Jake)

dato: irl
tid: irl
omgivelser: mennesker, markedsplads ting
vejr: irl


Mike sad på en bænk og pillede lidt ved lynlåsen i sin hætte trøje. han havde slået hætten op, så man kun kunne se hans sorte pande hår, da han havde hovedet til at hlnge lidt. godt nok var han kommet hjem og havde mødt dem han holdte af, men det havde været sp mange problemer, at Mike stadig ikke kunne se det gode i at være hjemme. i Spanien fik han i det minste lov til at være alene det meste af tiden og løbe ture alene om natten. det havde været så fredeligt. hjemme var så hæktisk og stressende. og alle de problemer? det var ikke til at holde ud. nu ville han ønske han bare kunne slappe af og få en problem fri dag. eller en dag med mindre problemer. Mike løftede hovedet lidt og så lidt rundt på folk der gik ved boderne og kiggede på ting og grinte og havde det godt. det fik et lille smil frem på hans læber, da det jo var et hyggeligt syn.

//haha kan godt li at du har skrevet at vejret er IRL, når vi ikke aner hvordan hinandens vejr er xD//

Jake tumlede ud af en sidegade ved en af boderne sammen med en fortumlet vampyr. Det var ikke praktisk at komme op at slås på et offentligt sted, man kunne ikke rigtig bruge sin evne. Han rynkede brynene og brugte diskret sin evne til at give væsnet over ham en knyttet næve i maven og vampyren stønnede lavmælt hvorefter Jake gave den en hård næve i ansigtet og den faldt bevidstløs til jorden ved siden af ham. Med en elegant bevægelse kom han på benene og børstede sin mørkegrønne t-shirt af hvorefter han gav vampyren et hadefulgt blik og fortsatte koldt ned ad markedspladsen. Deres lille slagsmål havde tiltrukket en del opmærksomhed på pladsen og flere menensker havde samlet sig omkring vampyren. Først nu mærkede han alle de små ar han havde fået fra vampyrens klør og han trak hurtigt ind i en sidegade for at bruge sin evne på rifterne, få sekunder efter fik han et overlegent smil på læben da hans sår var hellede.

//det tænkte jeg ikke lige på XD //


Mike så som alle andre slagsmålet, men var ikke opmæørksom på vampyren, da han havde lagt mærke til den anden fyrs ar. han fugte fyren med blikket og tænkte lidt over det *tror ikke helt på det er mennesker* tænkte han, da han også havde lagt mærke til at i selve slåskampen at der havde været noget der ikke helt hang sammen. Mike var efter hånden ved at blive rigtig god til at lægge mærke til det unarturlige og havde derfor tit ret når han mente en person ikke var et menneske. han rejste sig stille op og stoppede sine hænder ned i sin jakke lommer og så lidt hen mod side gaden fyren havde listet ind i. han gik med rolige skridt der hen imod, men dog så det så ud som om han bare skulle den vej. hans hætte og pandehår skjulte hans ansigt, så¨da han gik ind i side gaden ville man ikke kunne se hvem han var, dog kunne han se fyren. han lagde godt mærke til at den fremmedes ar nu var væk og det undrede Mike lidt, men sørgede dog for fyren ikke ville opdage hans nysgerrighed og blik. håbede han da hvertfald.

Jake vendte armen lidt, før havde den været temelig oprevet. En stikkende smerte føltes stadig over den nye hud, det tog altid lidt før man ikke kunne mærke det mere. Han sukkede en smule højt og lænede sig ind imod muren bag ham, endnu en kamp. Det var eferhånden ved at være hverdag. Ikke fordi han havde noget imod det, han elskede at øve sig i at kæmpe imod vampyre og når det så hjalp hans race var det endnu bedre. Han fik pludselig øje på en dreng med en sort hætte der skjulte hans ansigt, noget var ikke helt rigtigt også selvom han bare var menneske, havde han set at han havde healet sig? Jake løftede hurtigt øjenbrynene da han kiggede på fyren inden han brugte sin evne til at være inde i en sidegade på den anden side af 'hovedgaden' på et splitsekund. Dette gjorde at han nu var kun lidt over en meter fra drengen og heldigvis ville ingen kunne se ham ud over drengen. "Ser noget der intressere dig?" sagde han så og lænede sig afslappet op af muren med armene folede over brystet.

Mike stoppede brat op, da han hørte en stemme og sank en lille klump. han så forskrækket på fyren og spillede overrasket over han var der, som om han ikke havde lagt mærke til den fremmede for starten "hvad mener du?" spurgte han forvirret. selvom han ikke var spor forvirret eller forskrækket. han havde efterhånden lært man ikke skulle være nysgerrig over for nogle af væsnerne, men det var dog noget han ikke kunne lade være med. han var bare blevet end del bedre til at lade som om han bare var et lille udvidende menneske, som intet kendte til væsnerne og var helt uskyldig i alle handlinger. noget han efterhånden var blevet ret god til. dog virkede det ikke altid og han havde en idé om at det ikke gik denne gang. hvis fyren havde opdaget hans blik, var det jo tydeligt at Mike havde set ham, men han måtte da forsøge noget. og hvis det endelig skulle gå galt, så kunne han nok godt finde en løsning.. på en eller anden måde.

Jake fnyste med et overlegent smil på læberne idet fyren svarede ham 'forvirret'. Han rystede let på hovedet og slog så sine mørke øjne op på dengens ansigt efter at hans blik havde været plantet i jorden, de gav et kort sølvskær fra sig. "Lad vær og spil dum." Sagde han så kort og smilede lidt bredere imens han langsomt begyndte at gå rundt om drengen imens han undersøgte ham kort, hænderne i bukselommerne. "Dit kropssprog ville bare afslørre dig" afsluttede han så og stoppede op foran drengen igen, ikke et sekund havde det halvt hånlige smil forladt hans læber. Selvom han ikke selv opfangede det så var han begyndt at blive blødere imod mennesker på det sidste, normalt ville han have presset ham op imod en mur og moret sig lidt med at pine ham, men her på det sidste var han begyndt at være tilfreds med bare at få mennesker til at føle sig små og var egentlig fuldstændig ligeglad med at han afslørrede sig selv.

Mike lyttede til hans stemme og fulgte ham med blikket. okay han var opdaget. Mike slappede en smule af i skulderne og sagde intet i noget tid. han stirrede lidt på fyren, da han nu stod overfor ham "aha... så det var mit kropsporg det afslørede mig?" spurgte han så roligt, da han ikke ville vise nogen form for frygt over for dette væsen. han vidste endnu ikke hvilke væsen det var, men det skulle han jo nok finde ud af. indtilvidere tydede det på at han var vampyr, siden sårene kunne heale så hurtigt. Mike slog dog blikket ned i jorden, da han ikke bare ville stå der og stirre som en eller anden idiot.

//sorry krea død så det blev ikke så langt//

Jake snurrede hurtigt rundt på fødderne og vendte rykken til mennesket imens han skjulte en lydløs latter. "Nej ikke denne gang, jeg gik bare ud fra at du havde set mig" svarede han så med et træk på skuldrende. "Og jeg havde vidst ret?" fortsatte han og vendte hovedet imod drengen igen, hans øjne gav et lille sølvskær fra sig. "Så fortæl mig, hvorfor valgte du lige at stalke mig der?" afsluttede han og holdt et skarpt blik på drengen, hvis han var heldig kunne han trænge ind i hans hjerne og lege lidt med den.

/Samme her -.-//

Mike stirrede nu ud i luften *flot du afslørede sig selv...* tænkte han og følte sig virkelig dum. han lukkede sin øjne kort, men så så op på fyren igen med et skævt smil "fordi... fordi du har efterladt et eller andet væsen derude blandt en masse uskyldige og jeg er sikker på at du godt ved det kan gå udover dem... også e ren nysgerrighed for hvilke væsen du er" sagde han helt ærligt og var egentlig lidt ligeglad om der nu ville ske ham noget. hvis der skete ham noget, så måtte han tage den derfra.

Jake rystede lidt på hovedet og grinede for sig selv. "Hvis der sker dem noget, så er det bare mindre af de udle mennesker" svarede han og henkastede "Noget jeg personligt ville befalde". Hans øjne gav et sølvglimt fra sig idet mennesket spurgte til hans race. "Hvad ville du bedømme mig til?" fortsatte han og slog let ud med armene. Det var altid sjovt at drille mennesker, de var underholdene. Han havde overvejet lidt om fyren foran ham kendte til væsner og nu var det vel bekræftet. Så var det bare hvor meget viden han havde om racerne.

Mike knyttede sine hænder og så ned i jorden "mennesker er ikke usle.." snerrede han og syens ikke han kunne bilde sig ind at snakke sådan om mennesker. han så igen op på fyren og rystede stille på hovedet "så du er en af de der psykopater der vil udslette mennesket?.." spurgte han så og kæmpede for at skjule sin frygt. han vidste at det han sagde kunne gå udover ham selv og han sådan set kunne miste livet på dette. men som altid kunne han ikke holde sin kæft.. han så lidt på fyrens arme og derefter resten af ham... "tjo... eftersom dine sår på dine arme allerede er væk.. så er du vel en vampyr... udover dine øjne virker.. ikke ret vampyr agtige..." sagde han og bed sig lidt i læben. godt nok synes Mike ikke at han mindede særlig meget om en vampyr, men hvilke væsner kunne ellers heale sig så hurtigt?

Jake slog ud et grin ved det fyren sagde, nok meget pludseligt "I mennesker usle og svage i forhold til os væsner" svarede han så, stadig med et bredt grin på læben. Han smilede stadig ved det næste han sagde, men var dog holdt op med at grine. "Jeg ville mere betragte mig som den der ikke ville have noget imod at i blev udrydet" hans stemme var fortænksom, men stadig meget fast og selvsikker. "Gæt igen" svarede han koldt til menneskets gær med vampyr, det var typisk at det mennesker først tænkte på vampyre, nok fordi de var de meste kendte og dumme nok til at blive afsløret. "Så mine øjne er ikke vampyragtige? den var ny" afsluttede han og grinede lidt igen. Det morede ham virkelig hvad mennesker kunne komme med af dumme argumenter, især fordi at ligemeget hvad de sagde kunne han altid bare kunne dræbe dem hvis de blev kedelige.

Mike sank en lille klump og brød sig ikke om dette væsens holdning til mennesker, det var ikke lige frem det som var rart at høre for at menneske "svage ja.. men usle er vi ikke.. vi er i det minste ikke masse mordere... og vi har i det mindste et hjerte" sagde han med en form for stolthed i stemmen. han ville faktisk ikke være menneske, hvis han skulle indrømme det. han kunne ikke lide tanken om at blive gammel og havde det ikke specielt godt med at han var så ufattelig svag. han kunne jo intet klare. Mike lyttede til det han sagde og så lidt ned i jorden "aha... på den måde" mumlede han stille og kløede sig let i nakken. hurtigt så Mike op på ham igen og tænkte igen over hvad han så kunne være "nej... de minder mig ikke om vampyre..." sagde han stille og tænkte nu alle racerne igennem. engel kunne han ikke være, det ville Mike ikke tro. elver havde han aldrig mødt, men det kunnehan heller ikke lige forstille sig "men.. så er du vel... varulv... eller dæmon...hmm dæmon nok? ik?" sagde han så, imens han så lidt tid på ham.

Jake måtte grine igen, så de havde et hjerte? hvor vildt... "Jeg har det helt fint med at være massemorder så længe det er jer mennesker jeg myrder" svarede han iskoldt og spillede med et ondt smil på læben, mennesket var næsten underholdene at høre på. "Og jeg har et hjerte, det sidder lige her og holder mig i live" fortsatte han og lagde hånden på sit venstre bryst. "Jeg er ligeså meget i stand til at bruge det som dig, det holder endda mig i live for evigt" hans stemme var en smule nedværdigene da han sagde det. Han og smilede lidt bredere "Men hvis det er følelses mæssigt hjerte du mener, så kan jeg også informere dig om at jeg kan bruge det præcis på samme måde" afsluttede han og tilføjede hurtigt "Hvis jeg altså gad". Det var rigtigt hvad han sagde, hvis han ville kunne han sagtens gå rundt og ligne en engel hele tiden, men det blev man bare træt af efter et par hundrede år. "Ding ding ding vi har en vinder.." svarede han af menneskets gæt og var ikke synligt overrasket over menneske drengens viden om racer, flere og flere vidste det alligevel.

Mike så ned og følte sig på ingen måde sikker, men han had til det han sagde skjulte usikkerheden i hans sind "mennesker har lige så meget ret til at leve som jer.." sagde han blot, da han ikke rigtig havde andet at sige til den sag. alle væsner havde lige meget ret til at leve, nemlig slet ikke ret til at leve. Mike rystede tanken ud af hovedet og lyttede til det Dæmonen fortalte, imens han så på ham med et intet sigende blik. han vidste jo godt alle de ting dæmon stod og sagde... han vidste godt at dæmoner var overlejene, hvertfald i forhold til mennesker. han vidste godt dæmoner havde lige så meget hjerte og følelser som mennesker.. han var jo bedste venner med en dæmon.. havde endda været kæreste med denne dæmon. han vidste at han hellere ville være dæmon end et lille ubetydeligt svagt menneske. men han ville bare ikke indrømme det for nogen. Mike var ikke ligefrem begejstret over han gættede rigtigt. det stod alligevel mellem vampyr, dæmon og varulv, men han kunne bare ikke forstille sig varulv, så svært var det vel ikke.

Jake fnyste igen. "I har lige så meget ret til at leve som i har ret til at dø" svarede han hurtigt og undrede sig over hvorfor hans gamle følelseskolde selv ikke kom frem og bare nakkede mennesket foran ham på grund af en vrede som han aldrig viste alligevel? De mennesker havde gjort så meget imod ham og han ville med glæde gøre lige så meget ondt mod dem, men så blød som han var ved at blive gjorde han næppe noget så ondt som før i tiden. "Er du virkelig tilfreds med kun at have en livstidsspand på højest 90 år?" spurgte han så ud af det blå og kunne ikke rigtig forestille sig ikke at leve mere end alle de år han havde levet, livet fik man vel ikke bare nok af.