Waiting for a 'friend' - Oliver

Barbarisk, ikke lige et ord han selv ville bruge, det var for gammeldags, det tydede på en person med manglende selvkontrol og hjernekapacitet. Hvilket ikke var noget han manglede noget af. "Nej, du er ikke barbarisk," han spyttede ordet ud, "Du er fej og kujonagtig, hvilken mand tør ikke at stå ved sine egne ord?" Et hånligt smil var om hans læber, han var ikke klar på det da sølvboblerne trængte igennem boblen. Han blev slynget imod boblevæggen, det var kraftigere når de var af sølv. Igen knyttede han næverne ned langs siden, "Føler du dig modig?" snerrede han, hans ene øjenbryn var flækket med sammenstødet og blodet løb ned i hans øje. Med bagsiden af hånden tørrede han det meste væk, han lod hånden hvile på flængen et øjeblik, håbede inderligt at blodet snart ville stoppe. Noget tydede på at det var en latter der kom fra ham, men lyden var så hæs og forskruet at det var svært at tyde. Dog var det klart at han tog udfordringen op, "Ja, vi får at se, hvis du ellers ikke slår mig ihjel inden," snerrede han og der var ingen morskab at spotte på hans hadske grimasse.

Oliver tråtte et skridt tilbage og rystede på hovedet igen imens tog sig til panden. Han burde virkelig stoppe med at bruge 'det'. "Ja hvilken mand tør ikke stå ved sine egne ord?" gentog han bestemt, måske var han til tider en kujon, men han holdt ved hvad han mente. Han slog hovedet lidt fremad og trak vejret dybt. "Nej jeg føler mig ikke modig, at lege helt ligger ikke i min natur" svarede han så og bed sig hurtigt i underlæben. Det kunne ikke stå på meget længere det her, hans boble fængsel ville snart slippe op. "Men en gang skal jo være den første.." fortsatte han og sukkede. "Så hvis mig da at du ikke er så barbarisk og kold i røven som jeg har intrykket af!" snerrede han videre og gav et lille strøg med hånden så det fængsel Mathias var fanget i gik i opløsning med et lille 'pop'. Små dråber faldt ned på jorden om dem da den sprang og istedet for at indlede et angreb blev Oliver stående helt stille, Mathias kunne gøre hvad han ville.

Mathias kunne ikke nænne at holde sin mund og mumlede stilfærdigt for sig selv, "Du virker lidt som sådan en mand." Med øjnene let sammenkneben betragtede han englen igennem boblen. De blå og lilla mærker strakte sig over hele hans krop, der ventede grimme overraskelser når han fik taget sit skjorte af, hele hans overkrop måtte være fyldt med blod udtæringerne. Dog var han stille den næste tid, han ville ikke fortælle englen at han gav ham ret på nogle punkter, heller ikke når det galt kujonagtighed. Der var ved at ske noget, han kunne mærke det, og se det på englens ansigtsudtryk. Et hånligt smil sås om hans læber da boblen sprang omkring ham. Hans hoved faldt let på skrå, som en kat der betragter sit bytte, i dette tilfælde en fugl. "Hvorfor skulle jeg vise dig, noget som helst?" knurrede han og satte i løb mod fjenden. Han forestillede sig lammelse og betragtede Oliver, som langsomt så ud til at blive stiv i det. Han sørgede for at holde sig fra fingrene af og koncentrerede sig om at ødelægge en hver mulighed for at boblerne ville gentage sig lige foreløbig. Hurtigt trådte han om bag Oliver, tog et solidt tag i først den ene arm, og derefter den anden. En høj knasen lød fra dem begge, og det sank livløst ned langs siden på englen. I et hurtigt spring var han væk fra englen, han skulle nødigt komme i kontakt med vingerne, de kunne også vise sig at være ret så farlige. "Til gengæld," startede han ud, "Har jeg ikke på noget tidspunkt sagt, at jeg ikke leger med maden." Olivers største skat måtte være Duff, så hvorfor ikke ødelægge det hele lidt. Han begyndte at forcere tanker af den hunenglen ind i hovedet på Oliver, tanker som både bragte jalousi og smertefuld sorg.

Oliver spærrede hurtigt øjnene op da hans krop stivnede, men han gjorde intet nytteløst forsøg på at kæmpe imod lammelsen. Han bed hårdt tænderne sammen da Mathias løb imod ham og koncentrerede sig, han havde godt set hvad mathias ville gøre, bare et split sekund før han gjorde det. Idet dæmonen greb fat i hans ene arm lavede han hurtigt en kraftig boble der slog hånden væk. Lufttrykket slog også hans arm i en uheldig vinkel og han mærkede hvordan albuen blev slået af led. Den anden arm nåede han ikke at forberede sig på og et højt knas lød fra den "Arg.." lød kort fra ham da den faldt ned langs siden med en voldsom smerte, hans anden arm bøjet i en underlig vinkel. Uden at sige noget tog han sig sammen og vred sin højre arm på plads igen med en kraftigbevægelse. "For fuck sake.." mumlede han efter den utrolig smerte i sin arm. Han vred den lidt for at sikre at den sad hvor den skulle og strakte fingrende, den gjorde stadig ondt, men virkede. Derefter kiggede han ned ad den anden arm og opgav at gøre noget, den var brækket. "Ja.. Det kommer jeg nok til at mærke til imorgen" sagde han så med et fremtvunget smil. Han slog blikket over på Mathias og mærkede et eller andet underligt ske i hans hoved. Det var omkring Duff, en masse tanker og følelser omkring alle de smertefulde ting han havde tænkt. Han mærkede hans øjne skifte imellem den vrede røde farve, til den orange jaouloux farve han havde haft da han først havde set Mathias og Duff sammen også til en sorgeful lyselilla farve. Han rystede kraftigt på hovedet og kiggede over på Mathias "Hvad laver du?!" sagde han så hurtigt og tog sig til hovedet, så hans evne var ikke kun fysisk? Oliver var ikke dum og havde regnet ud at Mathias stod bag. "Skrub ud af mit hoved!" fortsatte han og tog et skridt baglæns imens hans venstre arme gav et stik af smerte igen.

Med et bittert udtryk trak han sin hånd til sig. Da han så at englen begyndte at rejse sig og bevægede sig lidt tilbage, så ville han kunne få et nogenlunde forespring. Boblen havde ikke været alt for kraftfuld, den havde kun forhindret ham i at gøre sit arbejde ordentligt færdigt. I det mindste var den ene af armene brækket, det ville gøre det en smule nemmere. Han rystede på hovedet hurtigt, nu måtte han ikke komme ud af koncentrationen. Mathiases smil blev større da han så hvordan det begyndte at virke, hans små hjernetricks. Det var en yderst nyttig evne. Den var stort set altid en god måde at slippe ud af visse situationer på. Selv på denne afstand, og i mørket, kunne Mathias se hvordan øjnene på englen begyndte at skifte farve, han måtte til at finde ud af hvad hvilke farver betød. Han havde efterhånden lært at de ikke bare skiftede farve tilfældigt, de var som en humørring. Det måtte være en smule upraktisk, hvis man prøvede at skjule sine følelser. Men det var selvfølgelig noget man kunne vende sig til. Mathias begyndte at kredse i en halvcirkel, ved hvert skridt, kom han en smule tættere på. "Det virker som om du har regnet det ud," svarede han og lo, alt i mens han begyndte at forstærke de tanker han sendte. Gjorde dem værre, tanker som de fleste ikke ville turde tænke. Han fik det indplantet, ved udtrykket af ansigtet. "Hvad med at flyve væk nu?" hvæsede han irriteret, "Jeg skulle nødigt komme i nærheden af dine dyrebare vinger vel?" Han trak sin hånd op og lavede en klo, og trak hånden hurtigt frem, som havde han klør. Der lå en snerren om hans læber. Ordene var ment i sjov, men tonen var alt andet en venlig. Den lød næsten som om den håbede at han ville blive. Nu virkede kampen som om den var mere til hans fordel. Det var rart at kunne få luft igen. Fra nu af vidste han dog, at det ikke ville være godt ikke at komme i nærheden af englens hænder. Han ville for alt i verden undgå at komme ind i sådan en boble igen, det ville kunne koste ham livet næste gang. Det var næsten ærgerligt at han ikke bare kunne gøre det af med englen nu, det ville have været meget nemmere, så var der en mindre bekymring.

Oliver blev ved med at tage sig til hovedet imens han voldsomt rystede på hovedet og fortsatte med at bakke et par skridt bagud. Flere tanker kørte rundt i hans hoved og han skulle tage sig sammen for bar at benægte at de var hans egne. Stadig flere farver kørte igennem hans øjne og vinger. ”Arg!” nåede han at sige inden den spejlblanke farve begyndte at sprede sig under hans øjenlåg og små sølv bobler begyndte at sprede sig fra hans krop, lidt som en slags tåge. Mere nåede han heller ikke at gøre inden han var spurtet imod Mathias og givet ham en lige højre. Forstærket af de bobler der rasede ud alle steder. ”Du burde virkelig til at skrubbe ud af mit hoved” fik han sagt da han et kort sekund kom til sig selv igen, men var hurtigt væk igen og lavede et højt spark imod Mathias. Det var nok alt den vrede Mathias lige havde sendt i hans hoved som fik den selvstændige tilstand frem. Imens stadig flere bobler strømmede ud blev Oliver ved med at slå næve efter næve efter fod efter Mathias, imens han ikke tog sig af den brækkede arm på grund af den tilstand han var i, ikke sig selv virkelig, sådan ville han ikke gøre hvis han selv havde kontrollen.

Mathiases øjne var vidt spærret op, et triumferende smil var om hans læber, som englen bakkede bag ud. Han havde næsten regnet med at det var hans sejr, indtil at englen begyndte at blive sølvgrålig. Indædt bandede han snerrende. Øjnene der blev rettet imod ham, var som spejle. Han var gået over englens grænse, og nu var han gået ind i det stadie igen. Måske var kampen en smule mere lige nu. En forskrækket hvæsen lød fra ham, da bobler begyndte at dannes omkring ham. Mathias havde virkelig troet på at boblerne var uskadelig gjort ved at brække armene. Også selvom det kun var den ene der var gjort rigtig ubrugelig. Hans øjne fulgte hurtigt de forskellige bobler der dannedes. Han prøvede så hurtigt som muligt at udvikle en plan: Undgå boblerne, og hænderne, der muligvis kan fremkalde disse. Ikke om han skulle fanges i en skide boble igen. Hans hoved var helt klar da englen styrtede imod ham. En snerren lå på hans læber, og hans blik var koldt nok til at kunne fryse blodet til is. Mathias dukkede sig for slag fra hænder og sørgede for ikke at komme i nærheden af boblerne. Det gjorde ham en smule forundret at han brugte den brækkede arm. Et ben eller to ramte ham, men han lod sig ikke mærke med det. Med et hårdt greb fik han fanget det ene ben og trak og vred i det, så Oliver ville miste balancen. Han slap da der kom ubalance i kroppen og sprang en smule væk.

Oliver blev revet ud af balance af Mathias pludselige udfald, men kastede sig af refleks hen imod der hvor dæmonen var hoppet. Egentlig ville han nok selv også være sprunget væk hvis ikke hans krop blev styret af den tilstand han var i og han kunne ikke rigtig bedømme om Mathias stadig styrrede hans tanker.. Olivers krop kom hurtigt om på siden af dæmonen og gav et slag fra sig, og et mere og et mere hurtiger og hurtiger. Endelig fik han med alt sin kraft slynget et slag imod bagsiden af Mathias knæ, et højt knæk lød inden en stor boble hurtigt formedes ud fra Olivers raske håndflade og slyngede dem begge langt bagud da den sprang. Han landede hårdt på ryggen et par meter væk og prøvede desperat at komme til sig selv. Ikke nok med at han skadede Mathias uden hæmninger i denne tilstand, men hans krop var også fuldstændig ligeglad med sin egen tilstand og det kunne begyndes at mærkes rundt omkring på kroppen. Han lå ikke lang tid på jorden og ømmede sig inden hans krop automatisk hoppede på benene, imens en voldsom smerte i den venstre arm dunkede som besat.

Mathias nåede ikke at vende sig inden en skærende smerte mærkedes i hans ben, et højt knæk lød samtidig. Et brøl lød fra ham, men det blev stoppet af at endnu en boble sprang. Han vidste ikke hvor mange meter han fløj, men en lækker duft af hans seneste måltid kunne lugtes ikke langt derfra. Efter at have ligget et par minutter med ansigtet i asfalten rejste han sig en smule op at sidde. Han vendte blikket ned på sit ben. Brækket, konstaterede han, også selvom det var alt for tydeligt. Under flyveturen, med den pludselige landing, var benet blev skubbet i en forkert retning. Han tog sin skjorte af, blottede kroppen dækket af de blå og sorte mærker. Med en kraftanstrengelse fik han skubbet benet på plads. Der lød endnu et knæk. Han forbandt skjorten om det brækkede ben, det ville holde det lidt på plads. Han så efter Oliver, han var lidt for langt væk. Hurtigt fik han trukket sig hen til den døde krop. Han begyndte at æde af det. Drikke de sidste blodrester, også selvom det ahvde været død i et stykke tid. Kræfterne begyndte at løbe igennem ham igen. En smerte kunne mærkes i hans ben, men han blev ved med at spise. Efter at have ædt rigelig kunne han rejse sig. Benet var nogenlunde normalt igen. Han vendte sig imod Oliver igen. "Her kommer jeg."

Oliver flyttede blikket over imod Mathias, en stærk kvalme løb igennem ham da dæmonen begyndte at fortære det allerede lemlæstede lig. Spøgelset fra før stod stadig ved siden af. Et par kraftige hulk og små skrig lød fra hende da hun yderlige blev fortæret. Der var intet andet der løb igennem hans hoved andet end hvad der lige nu skete og hvad der om lidt ville ske, derfor var det umuligt at bedømme om Mathias stadig rodede med hans hoved.. Små bobler fosede stadig ud overalt og det gjorde det lidt svært at se klart, men da hans krop selv bevægede sig var det også unødvendigt. "Du skal være velkommen.." fik han fremstammet inden han tog et par skridt frem imod dæmonen, ville han vendte til Mathias angreb? ... Fere steder på kroppen kunne han mærke smerte fra utalligeslag og hnas venstre arm dunkede som besat. Udover det var det også kun et spørgsmål om tid inden nogen ville opdage dem, om ikke andet andre væsner der havde kunne lugte kampen.