Forlystelser , fornøjelser eller forfærdelse? ~Adabella

Sted: Van Martes park

Omgivelser : De mere eller mindre fornøjelige forlystelser samt mennesker og andre eksistenser der mingler i store flokke.

Vejret : Lun forårsaften, solen er dækket af et tyndt lag af skyer.

Tid: Omkring kl. 19


Camille knyttede hænderne.Hendes puls steg hurtigere end en cykelrytter kunne sige epo, og hun vidste at en lille arterie stod og bankede på hendes hals, den var det synlige bevis på hun var tæt på at miste grebet og tålmodigheden med herren der sad ved hendes side. "Herre" var nok et rimeligt upreciest ord, rettede hun på sig selv i tankerne, gammel beskidt gris, var en mere rammende betegenelse.
Hånden ramte igen hendes bryst, og mandens ben var som limet op af hendes.
Camille dirrede af vrede...eller måske nærmere af ubehag over mandens kluntede tilnærmelser, og hun kunne bare ikke vente til at turen gennem spøgelseshuset var slut, så hun kunne forlade den lille knirkende vogn, hvori hun var blevet fastspændt med manden, der tilsyneladende mente at hendes bare lår og kvindelige former, var nødvendigt for ham at føle på. Hendes blod kogte, og temperamentet truede med at løbe af med hende, hun følte sig fanget, for hvad kunne hun gøre? Her i den lille vogn, spændt fast i mørket med manden?
Men da var det hun mærkede hans hånd, den ækle uinviterede hånd der krøb op under hendes knækorte hvide stramme sommerkjole. Hun blev bange og uden at se på ham eller gøre et forsøg på at fjerne hånden, begyndte hun at fumle med sikkerhedsbæltet...hun ville bare fri...ud af vognen og væk fra manden.

//er i pige form så skrive hende i sted for ham//

Skyggen den ene ven en vampyr havde om dagen men det var det hele man kun ikke gør anden nå solen var frem eller man kun da lav selvmord hvis det var hvad men ønske som vampyr.
Hun stod gemt i skyggen da hun ikke havde kun nå hjem før solen var stået op og det gik hende på da hun var bange for af den skygge hun havde ville forsvinde og der ved ville hun bande op så snart solen ramt hende, pige her havde hvid jakkesæt på da hun havde det beder i mænds tøj der der havde altid være mere plads til og bevæge sig end der havde være i en kjole, hun havde sort langt hår som gik hele vejen ned af ryggen mens hun havde meget hvid hud og hendes øjne havde en blod røde farve da hun trøstede efter blod men hun kun ikke kom til det før solen var helt nede. Hun gav et suk fra sig mens hun sat sig ned på jorden da hun havde stået op hele dagen i gemmen da hun havde prøve og lokke mennesker ind i gyden så hun kun få lidt blod og live på men ingen kom tæt på hende af en eller anden grund..

Det var svært at orienterer sig i det mørke spøgelses hus, Camille sprang i forskellige retninger og fra tid til anden, stødte hun ind i forhindringer i form af voksfigurer eller andre ting der var en del af udstillingen. Desværre viste det sig at den lidt ældre herre, var i god form og at han havde valgt at forsætte sin forfølgelse af Camille. Hun kunne høre hans skridt give genklang og til tider undslap en lille eder fra hans læber, som tegn på at også han løb ind i forhindringer.
Camille standsede op, var det ikk et exit skilt ? I et fjerne hjørne kunne hun svagt ane de neon farvede røde bokstaver og hun satte i løb imod udgangen. Hendes hjerte føltes som skulle det springe ud af hendes bryst, nu håbede hun bare ikke at døren var låst, så hun var fanget i en krog, med hendes forfølger.
Hun nåede døren, greb i håndtaget...den var gudskelov åben .
Ud løb hun, og ned af en lang smal gyde, hvor der var skygge og ikke meget sol.
Hun så sig bagud og belv forfærdet da hun så at manden var ved at hale ind på hende.
*KRASH'* -og så lå Camille på jorden.Hun var stødt ind i en eller anden...hvem stod her i den mennesketomme gyde...hun kiggede bekymret op , samtidig med at mandens skridt nærmede sig faretruende

Hun fik et chok selv om det ikke var normale for en vampyr og det fik hende til og hoppe nogle meter bag ud så led af hende som ud i det svag sollys der stadig var frem, hun lod et skrige gå fra sig og kom tilbage ind i skygge som et lyn fra en klager himlen "er du ud på af dræbe mig" sagde hun med bange men os meget klager stemme og hun var ved og hos sig helt op af muren hvor solen ikke kun rør hende dem misten smule.
Hun så bange ud mere end hvad en normale vampyr ville men det var måske og fordi hun var bange for af det var en jæger som var kommet efter hende da hun ikke havde spist i nu og derfor havde hun heller ikke kraft til en kamp, hun lod sit blik gå på den ene hånd og lidt afarmen som solen havde ramt det gjord ondt og hun bed sig i læben for tag smerten..

Camille kom på benene i et spring.
Hun hørte skriget inden hun så den unge pige,klædt i sne hvidt.
Camille var ved at panikke, hun var nservøs ved tanken om at skulle til at kæmpe mod manden, der næsten var nået frem nu, og hvordan skulle hun dog kunne tage sig af og beskytte den unge pige samtidig.
" se at komme væk herfra " advarede hun pigen og pegede i mandens retning.
Det var alt hin nåede....ikke at forklare hvorfor hun skulle væk fra ham og ikke at forholde sig til pigens spørgsmål om hun ville slå hende ihjel, hun nåede bare denne ene sætning før end slaget ramte hendes ansigt.Camille skreg af smerte ,men samtidig med hun tog hænderne op til hovedet, så hun i tankerne at den skraldedspand der stod 3 meter fra hende,fløj i luften og ned igen,lige i hovedet på manden.
En underlig lyd og så....stilhed.
Camille kiggede op og så manden lå med hovedskallen knust.
Camille begyndte at ryste ,det havde jo bare været hendes hensigt at bremse ham, absolut ikke at ende hans liv.Blodet flød fra hans hoved,og samtidig med kvalmen kom huskede hun pludselig den hvide unge pige.
"kig den anden vej. Det er ikke et syn for dine øjne" Camille var bekymret om pigen ville få et chok nu.

"jeg tror jeg har set det der slemmer" sagde hun med en meget klager stemme og hendes øjne blive meget stor over blodet der var for an hende da de ville hun heale den skade hun lige havde fået på armen som hun var ikke selv i stand til og heale uden blod i kroppe, hun gik tæt på manden mens duften af blod fangede hende mere og mere men hun stoppede op en halv meter fra manden unde af sige en lyd "det dufter så godt" sagde hun mens hun kiggede på manden og der efter var hendes blik tilbage på kvinde som var i den anden enden af gyden, hun var stadig bange for af komme for tæt på da hendes trøst var meget stor i øjeblikket og smerte var ved og kom tilbage da hun bare havde glemt den på grunde af blodet for an hende.
Hun sukkede uden en lyd da hun ikke ville opdages i og gør hendes sande natur men på samme tid var det heller ikke helt til og hold sig tilbage i øjeblikket..

Camille ville have bremset pigen i at gå nærmere, men hun havde ikke været hurtig nok.
Desuden havde hun selv en mindre hovedskade og en begyndende truende hovedpine.
Hun måtte sætte sig ned, og læne sig op af den kølige mur af mursten.
"Du skal ikke gå der...." Camille stoppede op midt i sin sætning og stirrede på pigen med et vantro udtryk i hednes blå øjne.
"Sagde du det lugter dejligt? spurgte hun tøvende og rettede sig op for at få et bedre kik på pigen.
Hun var godt nok bleg, hun kunne da vel ikke være? Nahh, det var jo dag og efteralt så var der jo ikke vampyrer bag hvert et gadehjørne, hun rystede på hovedet af hendes egen fantasi, men pigens ord rungede i hendes hoved " det lugter godt".
Camille blev pludelig urolig, måske havde manden ikke været den største trusel når alt kom til alt?

Hun kiggede op på hende og lod hoved være på skrå i lidt tid ude af hun sagde en lyd, hun nikkede så som svar "ja jeg nyder duften af friske blod" sagde hun mens hun kiggede på hende med de rød øjne og hun kiggede tilbage på hendes armen hvor tøjet var blive brandert væk på grunde af solen det havde efterlad et kæmp brandsår som så ud som et på 3 grade da det ikke var begyndet og heale men det gjord heller ikke så ondt mere. Hun havde lyst til blod fra begge to bare for at slukke trøsten hele for to tre dag men nu kun ikke helt for sig selv til det så længe der var et mennesker der kiggede på, hun lave et sukke som ikke var til og hør og hun bed sig kort i læben mens hun overvejet hvordan hun skulle kom væk uden flere skader her til aften..

Camilles tvivl forduftede som dug for solen.
Hvordan kunne hun være så uheldig,det var jo ikke til at begribe.Hun ville bare have haft en hyggelig dag og så begyndte det med den ældre herre med en al for stor trang til at befamle hende, så døede han ved et uheld...det var hun stadig meget ulykkelig over og som om det ikke var nok så væltede hun en vampyr omkuld og sørgede da lige for der var en masse blod tilstede.
Pis,tænkte Camille men så fandt hendes øjne vej til det grimme sår.Det så bestemt ikke godt ud og Camille trådte spontant tættere på pigen." Din arm....den ser ikke godt ud, må jeg tage et kig på den...jeg er læge " forsøgte hun at forklare.

Hun tøvede ved dte i et øjeblik men hun var ikke bange eller måske en smule men hun kom ikke med tegn på det, hun rikke armen frem og hun stadig mærke en smule smert fra solen "bare du ikke for mig ud i solen for det bliver bare et helvede.." sagde hun mens hun kiggede på hende med et lille bange blik og hun kiggede hurtige ud bag hende til solen som fik hende til og gøs over hele kroppen da det ikke lige frem havde være hendes lykkedag, hun bed sig i læben "lov du ikke sige det her til nogle" sagde hun kort mens hun kiggede på hende eller mere lave en stirre da hun ikke som menneske havde det med og skulle lukke øjne..

Camille blokerede for sin egen angst og gik mod pigen for at se om hun kunne hjælpe hende.
Måske var det en fejl...eller nærmere en svaghed hos camille at hun ikke tænkte på pigen som en vampyr,men mere som en ung pige der havde brug for hjælp.
Hun virkede ung, uanset ...også for en vampyr.
"jeg gør dig ikke noget og jeg siger ingenting...jeg er læge " gentog Camille for at berolige pigen og forhåbenlig også for at sikre sig selv da hun på ingen vis ønskede at ende som nogens måltid.
Hun rakte tøvende ud mod pigen ...holdt en kort pause hvor Camilles øjne græskede pigen for tegn på om det var iorden at forsætte, eller om hun ville advare imod dette...men da hun ingen tegn fandt, greb hun i armen og observerede såret. " Bare rolig, der kommer ikke sol her " forsatte hun med en mild stemme og vendte og drejede armen et par gange.
" du har fået en slem forbrændning, hvor meget kan du selv hele dig? Ellers er jeg nød til at tage dig med ,enten på klinikken eller " hun stoppede op, det ville nok være lidt for tillidsfuldt at inviterer e vampyr med sig hjem. " Du har brug for en salve " sagde hun så nøgtern.

"jeg ved ikke om jeg selv kan heale det i nu for eller kommer det til og tag meget af aften for jeg harikke spist i nu" sagde hun mens hun kiggede på hende og hun havde stadig ikke helt lyst til og være for tæt på hende da hendes egen mave begyndet og give lyde fra sig. Hun sukkede hun havde nok meget bruge for en der ville kun få fat i blod og sådan ting for det var ikke lige en så let opgave som vampyr og om ind i blod banke da hendes eget blod var dødet og der ved ikke helt gjord men på den anden side kun hun bare bryde ind i banken hvis det var, "tør du hjælp en vampyr" sagde hun kort mens hun gjord stor øjne og hun holdt blikket på hende..

Camille slap hendes arm igen.
Hvor ignorent af mig, tænkte hun. Naturligvis skal pigen have blod og ikke en salve.
Camille havde aldrig ladet nogen bide sig og havde skam ikke tænkt sig at give tilladelse til det nu. Men hun arbejdede jo på hospitalet og , blodbanken der...??
Hun så på pigen og mærkede i sin krop at valget var fortaget, hun kunne ikke efterlade hende her, hvis hun skulle heale ville hun blive nødt til at overfalde et menneske, og det ville Camille ikke havde på samvittigheden, hvis hun kunne havde forhindret det.
Desuden virkede pigen sød. " Ja, jeg vil hjælpe...dig " svarede hun stille "men vi skal stadig på sygehuset, der kan jeg skaffe dig nogle poser med blod, vil det være godt nok ?" ,spurgte hun med omsorg i stemmen.

"fint med mig men jeg kan stadig ikke forlad det her sted før solen gå ned for ja du ved nok" sagde hun mens hun kiggede på hende "jeg venter bare til der flere skygger og så kan jeg kom væk her fra" sagde hun lidt efter mens hun stadig så på hende og hun trak vejet kort.
"jeg ved ikke hvad vi skal lave til solen er gået ned men vi kan jo altid snakke" sagde hun kort mens hun sat sig ned ved væggen uden en lyd for der var ikke anden og gøt til solen var gået ned da hun ikke ville kun gemmes uder tæpper uden af solen ville gå i gammen det og gør mere skade på hende..

Camilles øjne flakkede lidt , hun så fra den døde mand tilbage på pigen.
Camille vidste at når hun var alene i sin lejlighed ville reaktionen komme, hun ville græde al sorgen ud over at have taget mandens liv og dernæst erstatte den med selvbebrejdelse.
Men for nu, måtte hun fokuserer på pigen.Hun havde ikke overvejet hvordan de skulle komme til hospitalet, Camille havde ikkeengang en bil?!
Der var ikke mange valgmulighedder.
"Vil du love du ikke bider mig?" spurgte Camille og forventede et ærligt svar.

"ja jeg skal nok hold tænderne for mig selv" sagde hun roligt mens hun kiggede på hende og hun sagde ikke så meget mere, hun lod sig selv side stille som om hun ikke havde live i kroppe da det var en ting som vampyr var gode til "hvad fik dig overhoved til og møde den fyr fra før?" sagde hun kort selv om det nok ikke kom hende ved men et eller ande måtte de vel lave selv om der ville være over tre timer til solen var gået ned, hun gik i lommen på den stor hvide jakke for se hvad hun havde haft med sig ude i natten da hun altid tog et eller anden med når hun kede sig for meget.
Hun lod alt hvad der var i lomme kom ude på jorden og hvad der var jo nogle kort til lidt kortspil samt smøger og tyggegummi og en mobil som hun havde taget fra et offer for en del tid siden men den var nu bruget som hendes egen..

Camille tog plads i skyggen ved siden af hende og nød faktisk at få sin puls lidt under kontrol igen.
Hun betragtede hende imens hun stillede sit spørgsmål og så overraskende på hende, troede hun at de var sammen manden og Camille?
" Jeg har ikke ligefrem mødt ham" forklarede hun .
" jeg ville bare gyse lidt og prøve spøgelsestoget. Jeg blev føst sat i vognen og så skubbede han sig frem i køen og fik plads ved siden af mig. Det en lille 2 personers vogen....og jeg er alene." sagde hun stille. "Man bliver fsatspændt" forsatte hun med væmmelse i stemmen imens pigen tømte sine lommer.
"Det er altsår skadeligt at ryge".

"ikke for en som mig" sagde hun kort mens hun kort kiggede på smøgerne som lå på jorden og hun kiggede tilbage på hende "jeg ser den mand var bare ude efter dig?" sagde hun kort mens hun lod kortne kom tilbage i lommen og hun kiggede kort for se hvor mange smøger der var tilbage i pakken, den var ved og være tom og siden hun ikke havde lyst til og røg den op kom den os bare tilbage i lommen.
Hun smilede kort men hun kiggede kort på tyggegummi parken som var fuld da hun ikke havde taget sig sammen til og spise den i nu for enlig havde hun bare glemt af den var der så nu lå den der bare til et eller anden..

" Sikkert bare ude efter nogen " sagde Camille stille " det kunne nok have været hvem som helst med lidt kvindelige former der ydermere var alene ". En lille rislen løb ned af hendes ryg, da hun huskede mandens hænder op under hendes kjole og hvordan han forfulgte hende da hun forsøgte at springe væk.
" Nej, du skal vel ikke bekymre dig om dårlige lunger....men det er stadig en dårlig vane" sagde hun og sendte et lille smil.
Hun pegede på tyggegummiet.."Må jeg?"

"ja tag bare hvis det er" sagde hun roligt "og jeg heller ikke bange fior kraft for det ikke en sygdom der kan ramme mig jeg gør det bare for tag lidt af tiden i hverdagen men eller ikke" sagde hun roligt og hun kiggede stadig på hende, hun lod blikket gå op på himlen for lidt tid mens hun sat med en del tanker.
"hvordan er det og hun være i solen, for jeg tænker tit ovr det og jeg har sådan set gjord det i de 600 år hvor jeg har være en del af de døde" sagde hun "for jeg husker klager den gang jeg sluttede med og kun se solen, for den var den samme net jeg blive vampr" sagde hun kort og hun var stille mens hun kun se solen for den aften og den gik ned for hende og for enden af hendes menneskeliv..

Camille fik næsten tyggegummiet i den gale hals da spørgsmålet blev stillet.
Hends hjerte fyldtes med tåre, for der var så meget afsavn og sorg i det spørgsmål....det var i hvertfald hvordan Camille tolkede det , og hvdan skulle hun dog svare på det uden at gøre det værre. Hun brød sig ikke om løgne.
" Solen er vidunderlig " næste hviskede hun og en lille tåre trængte sig på .
" Men selve livet gør ondt, selv om solen skinner, det ændrer den jo ikke på " tilføjede hun.
" 600 år, ?! jeg kan slet ikke begribe, hvad du mon har set og oplevet ".

"det vil du heller ikke vider for jeg har oplive mere end havd nået menneskerkan nå på et live" sagde hun mens hun kiggede på hende "solen vidunderlig" sagde hun kort mens det fik hende selv til og gysse "jeg har haft overvejet selvmord gemmen tiden det bare det af jeg ikke kan få mig selv til det af en eller anden grunde måske er det fordi mig min mor og søster og bror stadig lever selv om jeg ikke ser nogle af dem mere" sagde hun og hun blinkede en gang til og hun kiggede ned lidt tid..

"Selvmord ?" Nej, det må du da aldrig gøre .." Camille blev trist ved tanken og nogen havde så meget smerte i deres sjæl at de ville ende deres eget liv.
" Du har familie?... hvorfor ser du ikke dem mere? "
Hun blev interesseret i hendes historie og havde en fornemmelse af den kunne være grum, hvis hele familien var vampyrer kunne slemme ting være sket.

"min mor ønsker ikke og se mig og den anden del live rundt om i verden" sagde hun mens hun kiggede på hende mend et lille smile "så selvmord har altid være oppe i meget lang tid det mig der ikke kan få mig selv til og stoppe op på vej hjem og lad solen tag mig med sig" sagde hun mens hun kiggede kort ind i væggen "men jeg begyndet og finde lidt glæde frem igen efter meget lang tid så nu ntder jeg lidt af jeg er her og af jeg kan gør hvad jeg nu har lyst til med udødligeheden"

Camille tænkte lidt over det hun fortalte og smagte på ordet "udødeligheden".
Det var meget abstrakt for hende. Men tilværelsen på jorden rummede glædeog sorg for alle. " Måske har du truffet nogle forkerte valg, der ikke har været gode for dig? " forsøgte hun.... " Hvad gør dig så trist at du til tider vil begå selvmord?"
camille lavede nogle små hjertermed en finger i støvet på jorden ved hendes fødder.