Let me know you'r name-Christabel

Dag : Fredag
Dato: 12/08-11
Vejr: Klar himmel og solskin
Omgivelser: Bliver forklaret i emnet...
Tid: 12:30
Påklædning: http://favim.com/orig/201105/19/hair-hayley-hayley-williams-nhac-paramore-Favim.com-49393.jpg

En helt klar himmel, med en stor skinnende som varmede hele engen. Bladene var grønne, græsset var grønt. der var ingen vind. så alt var så fredfyldt.. græsset var ikke vådt som det mange gange havde været fordi den her sommer ikke havde været fyldt med sol, men der havde også været meget regn.. Men vejret var dejligt, Freja var gået helt inde fra byen af og var u landet helt inde på miden nu.. Da græsset var rent og flot valgte hun at sætte sig ned..
en tår trillede ned af hendes kind. selvom om alt virkede så lykkeligt, manglede hun at være lykkelig. hun mærkede smerten i sit bryst, tørte tåren væk. hun manglede en der ville passe på hende. hun kunne ikke lide den nye by. eller jo den var fin men den var skræmmende. hun var lige flyttet fra Werclare til La Sunisha, I håb om at der var mindre onde væsner.. Freja kendte alt til de væsner der fandtes da det var en vampyr der dræbte hendes mor, en varulv der dræbte hendes far.. en dæmon der dræbte hendes søster og engle og elver der havde passet hende da hun var meget lille..
Freja var en stærk pige men også en der var meget følsom..

Christabel løb. Løb som hun aldrig havde løbet før i hele sit liv. Græsset piskede mod de bare ben, blomsterne fløj op for de trampende, hurtige fødder, der bevægede sig med lethed.. Så sprang hun, landede midt på en blød muldjord og fortsatte med at bevægede sig slangeagtigt hen ad græsset, det var som om hun ikke eksisterede. Hun krøb sig langsomt af sted, imens den hadefulde stemme lød højlydt i hendes hoved, som en melodi sat på repeat: "Løb, din bitch.. Løb!".. Og det gjorde hun. Det var en stemme hun frygtede, en tyk, brysk stemme, der sagtens kunne betyde døden for hende, troede hun. Hver gang ordet bitch blev gentaget, var der et kort glimt, af den mand hun havde set, da hun vågnede ved Andie: Manden med det gråsprængte, mørkebrune hår, de krystalblå øjne, lidt fyldigt bygget og med sin udstrakte hånd der greb ud efter hende, og slyngede hende mod gulvet.
Christabel bevægede sig som en slange, som en fugl, som alle dyr i ét, som om hun levede i dette miljø hver dag, blandt de blå, lyserøde, gule og røde blomster, der tårnede sig stolt henover det grønne græs, der smøg sig hen ad den bløde jord, der ligesom formede et helt nyt univers. Jeg er dig, og du er mig.. grinede en kvinde inde i Christabels hoved, og en sexet, fyldig, mandig stemme, en stemme så forførerisk og vild, så rolig og kontrolleret, men lokkende og mystisk, at selv Christabels hjerte begyndte at slå lidt hurtigere, svarede kvinden: Det er blodet der taler.. Hvilket blod? Dette spørgsmål blev Christabel ved med at spørge sig selv om, men det blev siddende som et ubesvaret quizspørgsmål, det afgørende, der fører en til den sejr, alle higer så desperat efter.
Pludselig slog en duft imod den blege hud, gled op og cirkulerede en gang i den hurtigt arbejdende hjerne. Salt, fyldig, velsmagende. Tårer. Det var lige præcis det, Christabel kunne dufte. Men en anden duft brød denne, som om den tårer der var blevet grædt, var blevet tørret væk, som knækket, noget så uendelig perfekt blev knæk-ket. Farligt. Dødsensfarligt bevægede hun sig hen ad den stillelagte jord, og pludselig, gik det op for hende at hun anede en svag snøften bland alt det høje græs... Snøften?