Venter på... Åben

Melodenia gik rundt ude i skoven. Det var sent, og der var ingen væsner i den omkring liggende skov. Det var et stykke tid siden at hun havde øvet sig, men hun havde så heller ikke haft tid til det, med alt den flytning og mødet med vampyr lederen.
Hun havde haft rigeligt meget at tænke over, og en af de ting hun elske at lave når hun skulle tænke var, Bueskydning. Hun havde buen og pilene i en taske, den samme som hun altid havde dem i. Hun gik roligt ud i lysningen, åbnede tasken med buen, og begyndte at samle den sammen. Hun havde sine sanser på rød alarm for at finde nogen væsner i nærheden, men der var tomt.
Hun var lidt trist. Hun var lige flyttet hertil, havde ikke engang begyndt at arbejde på hospitalet endnu, så hun havde ikke rigtig nogen at snakke med. Rigtig nok havde hun snakket med nogle få, men det var altsammen endt dårligt.
Hun valgte et bestemt træ som mål, tog pilene ud af tasken, og stak dem i jorden, så de var nemme at få fat i. Hun kiggede op på de fremmede stjerner der var anderledes fra dem hun var vant til derhjemme fra. Hun tog buen i et bedre greb og tog en pil fra jorden, lagde den på strengen, og sigtede mod træet.
Hun tænkte på sine forældre da hun trak strengen tilbage, og da hun gav slip og så pilen flyve gennem luften, var hun sur på sig selv. Igen. Hun var næsten 2300 år, for næsten 2200 år siden blev hun forvandlet til en vampyr, og hun gik stadig og tænkte på den familie hun mistede dengang, istedet for at tænke på andre ting, som at der var den søde fyr fra klubben, som hun snakkede godt sammen.
Hun tog endnu en pil på strengen og hørte efter om der var nogen i nærheden, da hun hørte en lyd.

Segovax jagtede den stakkels då rundt han legede bare med den, han fik den til at løbe lige der han ville have den til at løbe, længere ind i skoven væk fra civilationen, han jagtede den mod den lsyning han havde brugt før der hvor dyret ofte følte sig omringet, der hvor han kunne få en kamp. Segovax nåede lysningen men til sin store forbavselse, så han et andet levende væsen, der skød med bue, han tænkte *nu har hun bare ikke at stjæle mit bytte*, hvorefter han råber "smut med dig mit bytte mit måltid".

Melodenia havde sat endnu en pil på buen, da hun hørte en lyd, vente hovedet og prøvede på at bestemme hvad det lød som. Det lød som en då der løb hurtigt.
Hun tænkte at den nok var blevet forskrækket over et eller andet, vendte sig om mod træet og tænkte ikke mere over det. Hun løftede buen og tog sigte mod træet og begyndte at trække strengen tilbage. Hun skulle til at give slip da hun hørte nogen råbe bag sig. Hun sænkede buen samtidig med at hun vendte rundt, for at se hvem der havde sluttet sig til hende.
Hun så en då stå i udkanten af lysningen, og en mand stå i den anden side og stirre på hende. Hun kunne lugte at han ikke var vampyr, og hans bemærkning udelukkede andre væsner, så hun gik ud fra at han var varulv.
Hendes ene mundvige løftede sig i et sarkastisk smil. Hun fnøs kort og sagde, "Jeg vil ikke have dit bytte." Hun vendte sig rundt løftede buen og tog sigte mod træet. "Dyreblod har aldrig været min favorit." Hun trak strengen tilbage og gav slip. Hun var henne ved træet i et splitsekund og havde trukket pilene ud, vendte sig om og kiggede over på ham.
"Og hvad er dit navn varulv?" Hun gik hen til tasken og stillede pilene i jorden igen.

"mit navn er ikke for dig at bekymre dig om" sagde han til hende mens han jagter dåen rundt i lysningen og til sidst nedlægger den og bidder dens hals over, han sidder med et stykke af halsen i sin mund mens han kigger på hende, "jeg kan ikke forstå hvorfor du ikke kan lide dyreblod, jeg mener at alt blod smager fantastisk" han grinede og smilede til hende mens han sagde de han bider et stykke af dåens lår og begynder at gå rundt om hende mens han spiser, han, lagde mærke til at ikke opførte sig som en normal person og han var næsten helt sikker på hun var vampyr, ud fra den bemærkning hun sagde omkring blod. Han gik hen til hende stod og spiste sit kød, "hvad laver en vampyr som dig her ude i skoven?" spurgte han hende.

Melodenia så ham jagte dåen rundt i lysning, og til sidst få den ned lagt. Det trak lidt i mundvigen, at dåen ik var klog nok til at løbe den anden vej, men det så endnu mere komisk ud, at se ham løbe efter den i cirkler.
Han fik den endelig nedlagt, og lugten af dyreblodet ramte hendes næsebor med det samme. Den havde den rustne lugt alt blod havde, men det lugtede ikke halvt så godt som menneske blod, for ik at tale om engle blod.
"Dyreblod smager mere 'beskidt' end menneskeblod. Og jeg har ik nogen smag for det." Hun bukkede sig ned og tog buen op og skildte den ad, og lagde det enkle stykker ned i tasken igen. Hun rettede dig op, og der stod han foran hende.
Melodenia kunne tydeligt lugte blodet fra hans kød, hendes øjne blev en smule smalle, men ik så meget at det ødelagde hendes smukke træk. Hun lod hovedet falde lidt til den ene side. Han gav ingen ting, men forventer at hun vil svare. Men hun havde så blevet lært siden hun kunne gå på sine ben, at man altid skulle være høflig.
"Ren tids spild." Svarede hun med høflig stemme, men med en kølig undertone, mens det ene af hendes øjenbryn løftede sig.

Han så forbavset på hende, "hvordan kan noget der kan redde dit liv være rent tidsspilde"
han kunne simpelthen ikke forstå det det gav ikke mening for ham,
*jo menneske smager dog lidt bedre men et dyr er nu også godt* tænkte han.
Han fortsatte med at gå rundt om hende og svarede så hendes tidliger spørgsmål "jeg hedder Segovax"

Melodenia kunne ik lade være med at fnise lidt, da han kom med bemærkningen at bueskydningen ville redde hendes liv. Normale mennesker ville have været blevet svimmel af at Segovax blev ved med at gå rundt om dem, men Melodenia fandt det bare pænt morsomt, og en lille smule distraherende.
"Hvis jeg nogensinde skulle frygte for mit liv, så ville en bue være ubrugelig." sagde hun med et smil. Melodenia kunne fornamme at han var ved at løsne lidt op. Hun havde jo lige fået hans navn, havde hun ik.
"Det er rart at møde dig, Segovax. Mit navn er Melodenia." Hun nikkede kort i hilsen, og kiggede så kort op på stjernerne. Det var som om nogle dem blinkede til hende. Hun vendte igen hovedet mod ham og den cirkel han dannede om hende.

Han stoppede op lige pludselig, kiggede på hende og smilede skævt til hende, han lod sine tænder være synlige, "jeg forstår enligt godt hvorfor du er så glad for menneskeblod, det smager fantastisk, specielt blandet op med en mørk krydret øl og lidt honning" han satte sig ned og fandt en flaske frem hældte lidt op i mørk øl i den rørte en god klump honning ud i det og bed sig så i overarmen så blodet flod og dryppede noget af det ned i kruset, han drak en god slurk af det og grinede til Melodenia.

Melodenia så ham sætte sig ned, og ikke lang tid efter lugtede hun blodet. Det var som om blodet var delt op i to aromaer, den stærkste var selvfølgelig det dyriske han havde i blodet, men hun kunne også lige fornemme det menneskelige. Men det var tydeligt at den dyriske aroma var den stærkeste for at skræmme vampyre som hende væk, så han ikke endte som bytte.
"Jeg kan hverken tåle at drikke eller spise den mad og drikke som menneskene indtager. Det har jeg ikke kunnet siden forvandligen. Nu er det menneske blod der stiller min tørst, og engle blod, hvis jeg kan komme af sted med det." Sagde hun med et glimt i øjet.
Menneske blod var det der var nemmest at få fat i, men hvis hun havde chancen, ville hun ikke tøve for at få noget engle blod. Det var simpelthen det bedste. Hun kiggede ned på ham, og hun ignorede hans blødende arm. Med et par århunderde i rygsøjlen, så havde hun lært nogle ting.
Hun tænkte på at gå ud og jage lidt, men det var ik nødvendigt, da det ik var så forfærdelig lang tid siden at hun sidst havde fået blod. Men hun drejede hovedet lidt til den ene side, og var meget fasineret af denne varulv, der nu sad og drak blod med øl og honning. Hun satte sig ned på hug foran ham, og prøvede på at finde ud af hvad han ville, og hvorfor han ikke var smuttet endnu.

"Du virker som om du prøver at slippe væk fra noget?" han smilede til hende "og så vil jeg sådan set også bare være sikker på du ikke er her for at stjæle af mit bytte" han grinede og rejste sig så op, han syntes hun virkede lidt interesant ikke så arrogant som så mange andre han havde mødt af hendes slags, hun virkede mere menneskelig,"hvordan har du det med at jage og dræbe mennesker?"

Melodenia så ham rejse sig og fulgte ham med øjnene. Hun rystede stille på hovedet mens hun lavede en lille fin latter.
"Har jeg ikke sagt at jeg ik har nogen intersse i dit bytte," sagde hun med et smil, og rettede sig op, mens hun kiggede over på den halvfordærvede då. "Og hvad mener du med at jeg prøver at slippe fra noget?"
Hun kiggede direkte på ham med et intrengende blik. Hans spørgsmål tog hende lidt på det forkerte ben, da hun ikke havde regnet med at blive spurgt om sådan noget, eller at han overhovedet havde opserveret det. Men hun prøvede på at undgå det sidste spørgsmål, da hun var selv meget usikker på det svar. Nogen gange var det en nødvendighed, men hun prøvede på at gå så længe uden blod som hun kan, uden at være til fare for menneskerne på gaden.

"du står i en skov og skyder med bue det er lidt som om du trænger til at afreagere hvis du forstår" han smilede mens han sagde det, han tænkte over om der var mere han burde sige lige nu "måske du havde brug for hjælp til at sippe for problemerne?" han smilede igen så hans tænder blev tydelige, han gik lidt tættere på hende og tog en god slurk mere af sit krus.

Han blev stående og kiggede intenst på hende han ville gerne have et svar, han håbede lidt hun havde brug for hans hjælp til noget han kunne godt lide nogen gange og hjælpe folk eller ihvertfald få dem til at tro han ville hjælpe.

Hans intense blik gjode hende tryg, og hun følte at hun kunne snakke med ham. Men hun vidste bare ik rigtig hvad hun skulle sige, da det mest er pige problemer. Osse selvom hun var vampyr. Men hun valgte at fortælle ham det, så kunne han selv tage stilling til om han ville blive, eller...
"Det er bare, den her verden er så anderledes end den jeg er van til, og det samme er menneskerne. Der er ingen rigtige offre mere, da mange selv ville blive bidt eller er ligeglade. Jeg har ik været vågen særlig lang tid, og det forvirre mig meget, med den faslsk lys og den høje musik." Hun trak på skuldrene og kiggede ind i hans øjne med et smil.

//Sorry ingen krea lige pt. :/ //

"ofre hvad mener du med ofre?" han var lidt forvirret dan han spurgte hende, han havde ingen anelse om hvad hun snakkede om, men hun havde et problem og han ville af en eller anden grund gerne hjælpe, det var ikke sådan han plejede at være over for fremmede han plejede normalt at dræbe eller om ikke andet lemlæste dem, han var ved at blive bange for sig selv han var ikke som han en gang var hvad er der dog sket med ham.

Melodenia lod hovedet falde lidt til den ene side. At han ik vidste hvad hun mente med ofre forvirrede hende. Og hun vidste ik hvordan hun skulle forklare det, da det ik var et emne hun var vild med at snakke om.
"Ofre er et andet ord for bytte. Jeg vil bare hellere kalde menneskerne for ofre end bytte, for det for dem ligesom til at lyde som om det er det eneste de kan bruges til." Hendes vandrede væk fra hans øjne og flyttede sig mod skoven, men fortsat så i en lidt mere kølig tone mens hun ligesom vendte sig væk fra ham. " Men det er også fordi de ER ofre når jeg jager. Og jeg er ikke stolt over hvad der sker når jeg jager."
Hun hørte at bladende i træerne bevægede sig mod hinanden, og tænkte over hvornår hun sidst havde jaget. Det var ik så lang tid siden, så hun var rimlig sikker på ik at skulle jage lige forløbig.

han nikkede over hendes svar, han forstod hende ikke men det behøvede hun jo ikke at vide, hun behøvede jo ikke at vide at han elskede smagen af menneske, han vidste ikke hvorfor men det var noget han gjorde, det var nok på grund af hans store had til dem, fordi de havde taget hans elskede fra ham for så mange år siden, hans øjne blev meget hårde og han knyttede sine næver hårdt, han var ved at blive sur og det var ikke fordi han forsøgte at skjule det.

Melodenia lyttede til skoven. Det hjalp hende til at falde lidt til ro, da hun havde fået en masse blandede følelser ind i den samtale, så hun hørte også på hans hjerteslag at der var noget der ændrede sig. Hjertet bankede hurtigere, så hun drejede hovedet for at se om der var noget i vejen, da hun så at han havde knyttet næver, og havde et vredt eller surt ansigt på.
Der var noget der plagede ham, det kunne hun se, og hun ønskede at hun kunne læse tanker for at finde ud af hvad der foregik ved ham. Men så måtte hun gøre det på den gammeldags måde, og det var også sådan hun bedst kunne lide det.
Hun trådte tætere på ham, men var ik sikker på om det var en god idet, da de først lige var mødt. Men hun lagde forsigtigt hånden på hans skulder, og den lå let som en fjer så han let kunne ryste den af hvis han ik ville have den der.
"Er der noget i vejen? Jeg kan se at du er vred." Hun kiggede på ham med et blik der udviste varme, som for at give ham tryghed, og fortælle ham at han kan stole på hende.

Han slog hånden væk, og kiggede på hende hans blik var stadig hårdt, "det vedrører ikke dig" vislede han af hende, hvis ikke det var fordi hun havde lagt hånden så roligt på hans skulder havde han nok, slynget hende i jorden da han hadede berøringer af fremmede, han ville stadig helst holde sig fra folk, men der var noget over stort set alle kvinder der gjorde at han ikke kunne lade være med at snakke med dem, hans vejrtrækning blev hårdere og samtlige muskler i kroppen spændte, han var nød til at finde noget at afreagere på ellers gik det ud over hende.

Melodenia trådte nogle skridt tilbage og løftede begge hænder for at vise at hun ikke var ude på ballade. Hans humør sving forvirrede hende lidt, men hun var ved at være van til at alle væsner er så aggresive over for andre.
"Jeg vil ik tvinge dig til at fortælle noget hvis du ik vil sige det. Jeg prøver bare på at være venlig over for dig, da det virker som om der ik har været ret mange der er det." Sagde hun mens hun løftede hovedet.
Hun kunne høre hans værtrækning blev hårdere og kunne se at han spændte sine muskler. Hvis han var ude på en kamp, så ville han få en stor overraskelse, da hun har dræbt mange før og ved præcis hvordan hun skulle gøre for at få fat i nakken. Men hun ville ik gøre ham noget. Han virkede som om han var meget alene, og det kender hun kun for godt, så hun ville ik angribe med mindre det blev nødvændigt.

Han vendte sig væk fra hende, hun skulle ikke komme her og forsøge at hjælpe ham han havde sgu ikke brug for hjælp, eller det var noget han forsøgte at bilde sig selv ind han vidste godt han manglede selvskab og nogle der ikke bare var efter ham fordi han var varulv, han løb over til dåen der lå dræbt i kanten, han lugtede til blodet fra dyret det var en dejlig lugt, hans hoved snurrede rundt, han var ved at få lidt hovedpine han have alt for meget at tænke på, han begyndte at flå dyret fra hinanden med hænder og mund han nød følelsen af blod der piskede op på hans ansigt han slikkede det i sig det smagte dejligt friskt.
Han tog fat i dyrets bug og flåede det op der spredte sig en lugt en meget sød lugt af gæret græs, han gravede alt ud og flåede så dens rygrad ud af kroppen han stod med den i munden og tyggede den lidt af gang han elskede marven.

Nej hvor hun HADEDE dette århundrede. Det var så forvirrende med dets elektonik og smarte ting og ikke minst, de væsner der bare har 100 forskellige personligheder.
Hun kunne se på ham og hans påførsel, at han var en enspænder, hvilket var synd, da hun kunne se at han gerne ville have nogen at snakke med. Da han bare vendte sig om og løb væk følte hun det som et slag i hendes stolthed. Hun havde altid kunne hjælpe andre, bare ik i det her århundrede. Måske vil det hjælpe om en 50 år eller noget.
Hun gik hen til tasken og samlede buen igen. Hun var forvirret, arrig og frustreret, at hun ik kunne hjælpe ham, at han ik ville lukke hende ind. Hun tog en pil, sigtede og slap strengen. Pilen fløj lige ind i træet. Hun kunne høre ham fortære den stakkels då bag hende, og lugten af den ramte hende også, hun tog bare endnu en pil, lukkede det ude og skød ind i træet igen.
"Det hjælper ik at holde sig fra andre, da verden kan se mere overskuelig ud, hvis man har nogen at dele den med." Imens hun sagde det løftede hun buen med endnu en pil og skød træet endnu en gang. Hun vendte sig om mod ham, stadig med buen i hånden. "Og jeg taler med erfaring." Nærmest fnøs hun.

han rejste sig op og vendte sig om mod hende, hans øjne var hårde og vrede, hans åndedræt meget tungt, hans hjerte kunne sikkert høre på flere meters afstand, han var virkelig sur nu, det hun havde sagt ramte direkte på det der sket for nogle år siden, han gik hen mod hende med tunge skridt og et blik der var hårdere end at blive ramt af en 12 tons tung jern kugle. Da han nåede helt hen til hende strakte han sin hånd mod hende og sagde så "ja verden virker mere overskuelig, indtil den person smadrer dit liv som et glas" han råbte det næsten, han var virkelig sur nu. Han havde en lyst til at dræbe hende men han lod være da hun alligevel ikke fortjente det.

Hun kunne mærke at han var på koge punktet nu, og selvom hun ik var bange, så vidste hun at det ville være bedst at komme lidt væk fra ham. Inden han nåede at blinke var hun løbet med fuld hastighed hen til kanten af lysningen og op i et træ. Hun ville ik gøre ham fortræd, og hvis han først angreb, så var hun sikker på at det ville ende med hans død. Buen havde hun tabt på jorden da hun løb, men hun ville hellere ikke bruge den.
Hun kiggede ned på ham, han stod stadig ved det sted som før, og hun rystede stille på hovedet.
*Hvad er der sket for ham som har gjort at han er endt sådan.* Hun hoppede lydløst ned fra træet, og stillede sig foran det så han kunne se hende. Det ville virke kujon agtigt hvis hun gemte sig i et træ, men hun gjorde det for hans skyld.
"Jeg er ked af at jeg har sagt noget der gjorde ondt, men det er ikke alle der er sådan." Sagde hun højt så han kunne høre hende. Hun prøvede på at lyde så venlig som hun kunne, da hun bestemte sig for at det ville være den bedste måde at snakke med ham på. Hun kiggede over på ham, og vidste ik rigtig hvad hun skulle gøre.

Han blev stående, han lagde lige nu mærke til alting omkring, han lagde mærke til vinden i træerne og hvordan det var den eneste lyd, udover hans hjerte der hamrede afsted, "Det siger i fandme alle sammen, lige indtil i har fået hvad i vil have" han råbte det til hende.
Hans hjerte begyndte at slå lidt hurtigere, hans hænder forblev knyttet men resten af hans muskler slappede lidt mere af, han vidste godt at hvis han ikke snart passede på ville hans liv ende i aften han var altid klar til at ende det, derfor bar han altid den ene kniv.