Old love, new hated - Elion

De gamle træ plader i den lille hytte på havnen knirkede som aldrig før, da de på denne guds forladte aften, bliv brugt som tortur kammer for den hævngerrige, og moralløse jæger Sebastian, han havde ventet hele ugen på at finde den helt rigtige blodsuger, og havde lagt fælden klar til det blodsyge monster kaldet Slaman, som havde været på jagt på havnen, og som på ingen måde havde set den fremmede fulde mand som en jæger med helligt vand, og havde hensynsløst ladet sig nare af den fulde man, og nu sad Slaman lænket i den lille træ hytte, og kunne høre at gaderne var tomme, så råben ville ikke hjælpe ham.
Sebastian kom ind i hytten, og lukket træ døren efter sig, han lagde en stof pose på bordet ved siden af Slaman, og trak en stol ud foran ham, og Sebastian satte sig ned, og sagde med den hadfyldte stemme, som han havde til monstre ”du får en chance dit modbydelige monster, fortæl mig alt du ved om misforstår drengen Oliver, og moster luder Marry” Sebastian ventede ikke på en reaktion, og åbnet den store stof pose, han tog en sprøjte frem, for derefter at tage en beholder med helligt vand, og puttedet det i sprøjten, Sebastian kigget over på Slaman mens han fyldte sprøjten, og sagde roligt men med en vred undertone ”Dette vil få din hud, kød, og knogler til at brænde, du vil føle din krop smelte indefra, men bare rolig, det gør den ikke, så vi får ham lov til at lege videre bagefter” Sebastian havde lige fyldt sprøjte, og satte den ind i halse hinden på ham, og trygget den ædsne væske ind i hans system. Slaman kunne mærke det fra første sekund vandet kom ind i ham, han kunne mærke som Sebastian havde beskrevet at hans hals brændte indeni og det føltes som syre der gjore af med kødet, han fik en endnu videre ansigt end han allerede havde, da vandet begyndte at løbe gennem luft røret, og rundt i resten af kroppen, han gylpede en ukendt væske ud f munden. Sebastian smilte og tog en kniv frem, ”Jeg ved ikke hvor vigtigt monstre ser deres underliv, men hvis du vil redde de ædle dele snakker du nu…dette er din eneste chance, ellers vil vi bare lege indtil solen står op”
Slaman rykket med det ene øjne bryn, og sagde så hånligt
“Jeg…har hørt om dig, du mistede din 2 år gamle søn til evigheden, det må være en forfærdelig måde at leve på, vide sin søn skal leve evigheden som en baby, og det værste er nok at din lille luder tøs også bliv taget ind i vores rækker ” – Slaman
”Min søn er død, det som lever i hans krop er et monster som skal brændes levende, og som jeg vil nyde at se smelte foran mine øjne, ligesom jeg vil gøre med dig..og hvilen luder tøs?” – Sebastian
”Elodi..” – Slaman
”så nemt narre du mig ikke misforstår, Elodi døde jeg var selv til hendes begravelse, hun er et bedre sted…hvilket man ikke kan sige om dig” – Sebastian
”Hun lever, det et et løfte ligesom jeg lover at hun vil leve forevigt, og hvis hun ikke vender sig til det, vil hun leve en uenlighed i usikkerhed, følses koldhed og sorg, og det er din skyld, du skulle have beskyttet hende” – Slaman
”Jeg så hendes lig…hun er væk…og det samme vil du” – Sebastian
Sebastian hældte diesel udover hele gulvet, og tog sin zippo lighter frem, men før han tabte lighterne på gulvet, gik han udenfor, og grinte af ham, men han bliv forstyret af nogen fodtrin, så Sebastian gik hen til kanten til havnen, og kravlede ned så man ikke kunne se ham, og holdt sig oppe fra vandet, ved at holde i kanten.
Slaman kunne ikke føle blod hvor fortinne kom fra, så det måtte være en vampyr tænkte han, hvilket ville passe ham godt

Elodi havde forladt sit hjem ved az og var gået sig en tur ned til havnen hendes mave brokkede sig forfarteligt efter som hun var begyndt at leve af dyre blod det gjorde hende dog ikke mæt. et lille gab gled over hendes læber imens hun traskede hen af gaden og stoppede op i det hun så et træ hus futte af i ilden. hun gos kort imens hun stod og betraktede dette syn. og fornemmede. så der var en inde i ilden. hun stivnede med det samme og stod stille og kiggede på huset sskulle hun hjælpe eller hvad? Hun blev enig med sig selv i at det var bedst at lade vær da det kunne være en ond mand i flammerne. hun sendte huset et sidste blik i det hun gik hen til havne kanten og satte sig ned. hun var i ført en sort kjole der sad tæt ind til hendes former. hendes sorte hår lå ned langs hendes skulder og ryg. hun havde dog ingen sko på da hun ikke behøvede set. kulden gjorde hende jo intet mere. stille lod hun en hånd glide igennem luften. imens hun tog en dyb ind anding hun behøvede det nu ikke men det var en dårlig vane hun havde fået sig hun savnede vel at være ... menneske? Hun sukkede kort og tænkte på seb det var bedst han og hendes familie så hende som død hvilket hun nu også var et sted. "Møg "mumlede hun for sig selv og opdagede hun ikke. var alene.. og personen havde blod i arende.... hendes øjne skiftede med det samme farve da hun slikkede sig om læberne blod. det var noget hun var klog på stille rejste hun sig op og gik hen til det sted hvor den dejlige blod kom fra. hun satte sig roligt på knæ og lod sit blik glide ned på seb som med det samme villw mærke en stikkende smerte i hele kropppen. "Jamen se her. hej skat"hun fik et lille rov dyrs smil og glint i ojnende imens hun kiggede på seb.

Sebastian holdt fast i kanten, og ventede på at personen ville gå deres vej, så han kunne fordufte, han håbet ikke personen opdaget ham, så ville han bare have et forklarings problem som han ikke helt vidste hvordan man kunne løse. Sebastian gav et lydløst suk, da han opdaget hans had til monstret havde dræbt ham inden der kom information ud af ham, Sebastian vidste ikke helt om han ville finde en ny blodsuger eller om han skulle kalde dette for en aftens arbejde og gå hjem af, men han besluttede sig for at finde en ny, eller hævn end søvn, tænkte han.
Sebastian hørte personen med stille skridt gå hen imod ham, han havde i tankerne at ende personens liv, monster eller ej.
Sebastian var lige ved at give slip på kanten, da han følte en grufuld smerte, og kigget op mod personen, han fik en chok da han så hvem det var, og han faldt ned i vandet af overraskelsen, mange tanker kørte gennem hans hoved, da han var i vandet, han vidste ikke hvad der skete, han så hendes begravelsen, hun kunne ikke være levende, og minst af alt forvandlet, det måtte hun ikke være det tillod han bare ikke den tanke, og før han kom op af vandet trak hna sin militær kniv, og kom så hurtigt op af vandet, og greb fat i kanten, og slynget sig selv op, ved at ligge krafterne til højre, og i en hurtig bevæglse have han fejet benene væk under hende, og smed følte smerten af hendes blik, han bid sig i læben, bid det i sig så godt han kunne selvom det gjore latterligt ondt, han lagde kniven på hendes hals, uden at kigge hende i øjnene sagde han "Hold din tunge tilbage eller jeg skære den ud, du skal ikke kalde mig skat, intet monster skal det, nu fortæller du mig hvad du har gjort med Elodi, du får en chance til at fortælle det..ødelæg der nu ikke for dig selv"

"Auv"udbrød hun i det hun landte på ryggen. hendes hånd fandt bare vej op til hans hvor hun klemte blidt om den. og så bare på ham. han ville snart knække sammen i smerte da hele to store vampyr begyndte at græde da hun så på dem. "Det var en fake død og gider du llige passe på halsen. az bed ret hårdt "det sidste sagde hun i en joke selvom det nok ikke var meningen at hun skulle joke nu.
men et morede hende skam han ville slå modere. til hans børn ihjel. "Hvordan har de et?"spurgte hun så bare lige ud imens hendes øjne skiftede farve igen og hendes blik blev lidt sørge modigt hun ville aldrig se sine børn vokse op det var en skam og en smerte for hende. dog havde hin hørt om hans søn det var elskam meget værre men han levede da endnu. og hun havde hvist også set den lille dreng en gang... eller var det en anden? Nå skidt pyt det betød intet det gar dog sjov at han ikke troede på hun var hende.

Sebastian fik tåre ned af kinderne på grund af smerten, og man kunne mærke at han var blevet svag som en gulv klud, men han nægtede at flytte sig, han ville kæmpe for at holde hoved højt, selvom han vidste at hun kunne ryste ham af sig. Sebastian hørte ikke på hende, for ham var hun et monster som havde misbrugt Elions krop, og selvom hun talte sandt, ville hun stadig være død i hans øjne, og han ville sætte Elion ud af hendes lidelser, men han kunne ikke for smerten, han faldt bagover af smerte, og lagde sig fladt ned på ryggen, og prøvede at komme til styrke, men det gjore så latterligt ondt over det hele. Sebastian kigget på hende og sagde så "De er ikke dine, det er mine og Elions, så glem tanken om dem, dit blodsugene moster" han rystede over hele kropen, han kunne næsten lige arkuet finde kræfter til at tale, alt andet havde han ikke overskud til.

Elodi kom på bene i det han slap hende og rejste sig bare op og gik hen og satte sig på hans mave og tog kniven fra ham. "Jeg er elodi"hviskede hun så stille og ville græde hvis hun kunne. hun havde ikke selv valgt dette og det var hendss børn hun havde født dem. og fodret dem indtil az tog hende fra ham. hun fjernede sit blik fra ham så smerten ville stoppe hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham han så hende som et monster nu. men det var hun jo ikke hun var stadig elodi....

Sebastian stoppede med at få tåre ned af kinderne, da han kunne mærke smerten stoppede, han kiggede på hende, og så hun kigget væk, sad på hans mave, hun ligent Elion men hun kunne ikke være hende, for hun var død, han var ikke dum, men han kunne bare ikke se sandheden i øjnene, og måtte sukkende anerkende det, da han ikke kunne finde på flere måder at lyve for sig selv, hun havde ikke dræbt ham, han havde hørt det andet monster snakke om det, og hn liget elion, og hendes måde at sidde på ham mindet ham om Elion, han kunne mærke endnu en tåre komme fra sogen om at hun var forvandlet, hvorfor skulle dette ske for alle han holdt af, de bliv alle sammen til monster, han kigget på hende, og sagde sorgfuldt "Jeg græd for dig, jeg led ved din død, og du spyttet mig i ansigtet, du er gået fra dine børn for at være et blodtstigt monster, fortæl mig på hvilken måde du er Elion...Du burde være død, Elion ville ikke skade folk, hvis du har skadet nogen er du intet andet end et ondskabsfuldt monster, som tror det har en fri vilje, men det har din slags ikke, i kan ikke styre jer, i narre jer selv til at tror i fortejner livet, men i virkeliheden, skal der inte til før vrede og ondskaben overtager jer...det ville min Elion aldirg lade kontollere hende."

Elodi sad stille på ham imens hun lyttede til det han sagde, det passede ikke hun kunne styre sig selv hun havde ikke bidt ham jo.. hun havde ikke forladt sine børn hun blev taget fra dem, hun greb sig om halsen imens en lille hulk forlod hendes læber "Jeg blev forvandet imod min vilje! tror du jeg bad om dette! Jeg er stadig elodi det kan du bare ikke se, jeg kunne dræbe dig hvis jeg ville men gør det ikke! Jeg lever af dyr, så hold mund! Jeg er en god pige, jeg blev taget fra mig liv det samme gjorde din søn men det vil du ikke se!"Hun havde lystil at skrige af ham men det nyttede jo ikke et sted, så hun sad bare stille og begravede hovedet i hænderne, hun ville så gerne græde men kunne det ikke, hun ville så gerne hjem og holde om hendes børn, hun kiggede op med længsel i blikket, så rejste hun sig op, og sendte ham et blik om han ikke skulle følge efter hende, så satte hun snuden hjem ad, og begyndte at løbe hjem til hendes gamle hjem, kun for at se på hendes familie atter engang, hun havde skam gjordt det ti her for tiden, altså tage et smut hjem forbi sit hjem for at se sine børn, og sin familie. hun savnede dem mere end noget andet,

Sebastian hørte hendes ord, og skulle til at rejse sig op, da han bliv kigget på af hendes blik, og faldt ned på røven igen, han tog intet som en advarsel, og da han så hende løbe, smed han tankene om at hun kunne være Elion væk, sammen med tankerne om at hun var stækere end ham, han løb efter hende, og smed sig med benene først så han ramte hende i ryggen, og hun villefalde til jorden, han sad på hendes ryg, og sagde så roligt "Jeg ved stadig ikke om du er Elion, men hvis du er, skal du vide vi har savnet dig, og jeg beklare at jeg ikke var det til at kunne beskytte dig, men du skal vide det ikke ændre noget min Elion er død, det samme er min søn, og hvis jeg ser dig ved vores børn, vil jeg slå dig ihjel, og hvis du elsker dem, vil du holde dig væk, jeg glemmer ikke min Elion, men du er ikke hende...ivertfald ikke helt.." Seb rejste sig og, og ventede på hun ville løbe videre, så han kunne følge hende til flere monstre

Elodi lå bare på jorden efter han havde rejst sig fra hende, hun ville så gerne græde, ville så gerne bare græde, men hun kunne det ikke, så lagde hun sig på ryggen og så op på ham, dog ville han ikke falde sammen af smerte da hendes evne ikke kunne bruges så meget på en dag, hun lå bare helt stille imens hun havde lystil at græde, og ønskede næsten hun var død, hun lukkede øjnende i og lagde en arm hen over sine øjne og snøftede højt, og havde mest lystiil bare bede ham dræbe hende, hun kunne ikke klare tanken om hun aldrig måtte se sine børn for deres far, det brød hun sig ikke om, men det var sikkert også bedst for dem når det kom til sagen men hun ville så gerne.... holde dem kramme dem... "Dræb mig"Peb hun så helt lydløst så han næsten ikke ville kunne høre det, hun ville ikke mere, nok havde az planer med hende, men hun kunne ikke... ville ikke... hun havde mest lystil bare at dø helt, ikke rende rundt som en lig, og blive hadet af den person der havde betydet alt for hende, og som nu kaldte hende for et monster, hun var ikke ond, ikke endnu, Hun ville heller ikke blive det, hun vidste ikke hvad hun skulle sige længere hun var bange, og trist,

Sebastian så hende i øjnene, han ville gerne trække sin pistol og give hende en kulge mellem øjnene, og brænde hende inden hun kunne hele sig selv, men han kunne ikke engang trække pistolen, han kunne ikke lide hende snøfte, men han minde sig selvom at den han elskede var død, og han havde grædt længe nok for hende, han stod sammen med en vanskabning som havde en vrangforstilling om at hun var levende, selvom hun var et moster som bar liget af en død kvinde. Sebastian fik endnu en tåre frem, og trak pistolen med lyddæmper op af lommen, og peget mod panden, han vidste hun ikke ville dø, men det var nok til at give ham tid til at tænde et bål i hendes bryst. Sebastian rystede helt med pistolen, han havde taget mange liv, både mennesker og monster, men han havde ikke nosserne til at se på pigen han elskede og skyde, selvom han vidste det ikke var hende, han tabte pistolen, og satte sig håbløst ved siden af hende, han stirret bare på hende, og sagde så "Er du Elion?" han var helt fortvilet, han ville ikke gøre Elion noget, men han vidste han ville gøre det, for hun var stadig et monster selvom hun var Elion, men inden han gjore det rigtige ville han lige være sammen med hende, men hadet til hendes slags havde han ikke lagt fra sig, og han vidste ikke om han håbet hun ville dræbe ham, for han ville ikke lade dem gå..det kunne han ikke tillade

Elodi lå stille på jorden og så på ham nu hun ville så gerne græde, han snakkede som om hun ikke var hende, hun var jo elodi, det var hun sidst hun tjekkede, og det var jo imorges, så hun nikkede helt stille til det han sagde, "Ja jeg er elodi"Mumlede hun så endeligt, hun var elodi den elodi han havde elsket, den elodi der havde elsket hende, hun vidste ikke hvad hun skulle sige så hun satte sig bare op og lod en hånd glide igennem sit sorte hår imens hun sad og så helt tomt frem for sig, hun ville så gerne sige noget så han vidste det var hende, så rettede hun blikket imod ham og sagde så endeligt, "Vi lå og spiste is i min seng..."Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken, det havde været en dejlig dag, ham og hende i hendes seng, og så isen som hunden spiste efter de havde taget det meste, hun vente blikket imod sine fødder og smilede for sig selv, det havde været en god dag, sikkert for dem begge det var vel derfor de sad sådan her nu? han kunne let dræbe hende hvis han ville for hun ville ikke forsvare sig, men han gjorde hende ikke ondt, og det samme ved hende, hun gjorde heller ikke ham ondt,....... og ville aldrig gøre det

Sebastian sad foran hende på jorden, da han hørte hende snakke om den dag de var sammen, han bid sig selv i tungen, og ville stadig ikke tror hende, men hvordan skulle hun ellers vide det?, han nikket anderkendene til hende, han vidste ikke hvad han selv ville mere, han havde taget tanken om at dræbe hende til sig, og vidste hvad der skulle gøres, og havde også tænkt sig at gøre det, men det var svært at begynde, hvordan dræber man sin elskede?, han ville gerne ende det hurtigt med en let og smertefri død, men han vidste efter hans år som lejemorder, at sådan en død fantes ikke, det var kun i eventyr monstret kunne dø uden smerte, her i det virkelige liv, var smerte den vej der skulle gås, men hvordan gjore man...
Sebastian fik helt våde øjne, og sagde så "Det var en god is..det var en god dag.." Sebasbastians stemme var næsten helt huleken da han forsatte "Jeg kan ikke lade dig gå..forstår du det?" Sebastian lagde pistolen i hendes hånd, "Jeg tror på dig Elion, og du ved mine føleser for dig stadig er her...men en af os må stoppe med at gå rundt på denne jord" han fik flere tåre, men fjernet dem med hånden, og ventede på hendes svar.

Elodi holdte lidt om pistolen og smed den så så langt væk hun kunne kaste den hvilket var langt, så rettede hun sit blik imod ham og stilte sig på knæ og kravlede helt hen til ham, og lod sin hånd røre hans kind, imens hun hendes øjne fangede hans, "Det passer ikke"Sagde hun så stille og lod sine læber røre hans i et lille kys hun vidste godt dette måske ikke var den bedste ide, at kysse en der ville slå hende ihjel, men han skulle se, hun ikke var farlig selvom hun var en anden race, hun var stadig sig selv, gud hvor minede han meget om kasper, men kasper led af selvhad, og han ville ikke slå hende ihjel bare have hende ud at sit liv vel? hun sukkede kort og lod bare en hånd hvile imod hans kind imens hun så på ham hun elskede ham og ville ikke leve uden ham, eller det ville hun komme til en dag for han ville jo dø med mindre.... hun huskede hvordan Azriel havde forvandlet hende, kunne hun gøre det samme med seb, hun legede lidt med tanken og slog den så væk og satte sig i hans skød og lukkede øjnende i, hun ville ikke havde han ikke kunne lide hende, eller haede hende for den safs skyld, hun sukkede kort men dybt,

Sebastian fik det ikke nemmere ved at tage besluning da hun nægtede at slutte endten hendes eget eller hans liv, og bliv helt fortabt i det han mærket hendes hånd på hans kind, han ville ikke glemme hvad hun var, og det der skulle gøre, og han glemte det heller ikke af hendes kys, men alle minderne fra deres aften kom frem i hoved på ham, han så hende med deres børn, og kunne ikke slå tanken om den famile de kunne være blevet til, men skæbnen havde taget endnu en famile fra ham, hvorfor?..han så hun satte sig til rette i hans skød, dette var så forkert, det var mod alt det gode i ham at lade en vanskabning leve, og det måtte han ikke glemme, så han tog den store beholder med tændvæske frem for hans lomme, og vidste ikke helt om han skulle ende det nu, dem begge på en gang, et monster, og et ondt mennske som ikke kunne gøre det rigtige, men tanken om deres 2 børn kom ind i hans hoved, og tankerne om Oliver, han ville ikke lade monsteret Oliver, og han ville ikke forlade hans børn, han var helt fortvilet, og smed beholdren en meter væk, og sagde så "Jo.." Sebastian lagde sin hånd på hendes kind, lagde sin pande mod hendes, og sagde så "Du skal ikke kysse mig, vi er ikke samme race...Jeg vil ikke lyve, jeg kan ikke få mig til at dræbe mine børns mor, eller den jeg holder mest af, men inden solen står op, har jeg gjort det" han vidste ikke helt længere om han kunne leve op til det sidste, det kunne man også se på ham.

Elodi lod bare en hånd glide op i hans hår i det hun atter pressede sine læber imod hans. bun vidste hvad hun skulle gøre nu han ville ikke lade hende se hendes børn. så måtte de kæmpe om dem. "Du har to timer fra nu af til at gemme vores børn væk. hvis du ikke har gjordt det. betyder det at du stadig elsker mig og vil prøve at få dette til at funger. og hvis du har... vil jeg jage jer til jeg finder jer. eller i dør fea mig. og så tager jeg mine børn tilbage."hhun pressede sine læber imod hans en sidste gang og kom så på bene og begyndte at gå sin vej hun kiggede dog hen på ham og mimede to timer..

Sebastian kunne ikke lade være med at udgøre et tilfreds suk, da hendes hånd kørte gennem hans hår, det vidste hun at han elsket, men han bid nydelsen i sig, for at holde fokus, han nød ikke hendes kys, det var et monster og ikke Elodi tænkte han ver eneste gang hendes læber rørte ham. han hørte hvad hun sadge, og svaret så "hvis du ikke kan gøre det bedste for dine børn, har du ikke fortjent at se dem, og det bedste du kan gøre er at holde dig væk, og hvis du ikke gør det, vil jeg svæge på at jeg vil skære dig i små stykker og fodre vores børn med dem..hvis mine børn ser dit ansigt er de ikke mine længere, så er de monster børn, nu er du advaret..vi ses om 2 timer"
Sebastian gik den modsatte vej end hende, men tog en krys vej, for at komme hurtigt hjem, han havde ting at gøre, han smalet pistolen og tændvæsken op på vej væk.

Elodi kiggede hen på manden hun envang havde elsket ov så ham gå ain vej. "Du har aldrig elsket mig hvis du ikke kan se jeg er elodi"hun sukkede kort og regnede ikke med han ville høre det så gik hun bare hen og satte sig ned ved kanten af havnen og så ned i det kolde ikke klare vand. hun sukkede indeni. det bedste for hendes børn? dt var da at være sammen med deres mor.hvis hun kunne ville hun græde men det kunne hun jo ikke så der kom hulke lyde og snoft fra hende. hvor var hendes nye liv bare trist!

Sebastian kigget ikke tibage han skulle bare hjem, og gøre sig klar på hun ville komme om 2 timer, han havde advaret hende, og hvis hun havde tænkt sig at komme inærheden af hans famile ville han gøre hende den sidste tjenste at ende hendes liv hurtigt. Sebastian havde tænkt på ideer til at beskytte hans hus, hvis monster som den ting skulle komme forbi efter ham. Sebastian havde dog ikke tænkt sig at lemleste hende for groft, hendes krop havde tros alt en gang været Elion Elodi, så han ville behandle kroppen med nogenlunde respekt, men vhis hun kom tæt på børne værelset på 1 sal, ville der være lige meget hvad den ting lignet, så skulle den bare væk.
Sebastian så huset, og låste døren op, der var ikke gået mere end 10 minuters tid, så han gik indenfor så han kunne gøre så klar på et monster skulle ankomme om noget tid.
han var meget opmærksom på at hælde vievand på vægene og vinduerne, han gjore det dog ikke på hove døren, eller på vejen fra hoved døren til tarppen, og håbet på at lokke hende hen til ham på den måde, han havde dog ikke vievand nok til hele huset, men forhallen og alle andre steder der kunne føre hende til børne værelset tænkte han at han ville have nok til.
Sebastian satte sig på trappen, med en lat pistol og ventede på hun ville komme, han havde ikke tænkt sig at skyde hende, pistolen var til at skyde tryk- posen havde havde sat fast i luftet, den var fyldt med diesel olie, og han havde planlagt at skyde den når hun var lige under den, så han derefter kunne kaste en zippo lighter for at gøre en ende på hendes lidelser. han havde godt nok malet posen samme farve som loftet, men håbet ikke hun ville se den aligevel.

Elodi kiggede på klokken og kom så på bene. hunkiggede kort imod himlen solen ville stå op om.max to trimer hun skulle skynde sig nu. hun satte omgående i løb hjem til huset hvor hun boede før hin opfangede hurtigt hvor han var men kunne ikke fornemme sine børn indtil hun hørte hendes lille pige ligge og græde hun stivnede og kiggede imod vinduet og sprang sa op i et træ og vider ins igennem vinduet dog gav hun et lille skeig fra sig da glasset smadres og det vievand han havde puttet på vinduet brændte sig ind i hendes hud og åbne sår. hun knækkede.sammen med det samme så hun lå. på siden og prøvede at få glasset ud hvilket ikke nyttede da der jo var vievand på så det endte bare med hun fik nogle slemme sår på hænderne. hun bed sig hårdt i underlæben imena hendes blik faldt hen på vuggen hvor hendes unger lå i. de var så tætte på men hun kunne ikke røre dem. hun gav et frustreret skrig fra sig imens hun lå der og ville græde hvis hun kunne.

Sebastian hørte lyde fra etagen ovenpå, og valgte at tjekke det ud, han regnet ikke med hun ville være så dum at slå en af vindurene ind, men hvis hun var, så blvi han nød til at reagere udfra det.
Sebastian havde godt nok låst døren med en nøgle, og havde nøglen, men han ville ikke til at rode med nøgler, så han plasret en militær støvle på låsen, og sparket døren ind, han peget rundt med pistolen i rummet, og da han fik øje på Elion lå på gulvet fik han et lumsk smil, han kunne ikke havde hende på en bedre måde, vievand var ikke liegfrem en børne leg, han bid i læben, og sagde så "Sig forvel til os" sebastian ville enlig ikke havde givet hende chancen, men han prøvet at gemme hans skamfulde blik væk, han ville ikke skyde hende, hún var hans børns mor, hun var kvinden han elsket, og selvom den tanke havde været der en gang, bliv den ikke mindre sand.
Sebastian kunne ikke gøre det, og da han havde talt færdigt lagde han pistolen på busle bordet ved siden af ham, og han sagde så kærligt "Jeg..." han ville gerne sige jeg elsker dig, men han kunne ikke, så han forsatte "Vil du tilbage i mit liv, jeg vil have mine børn skal have en mor" Sebatian var ved at gå til med skam over hans egne ord, men han havde givet op overfor ham selv, dusørjægeren i ham, havde tabt denne kamp.

Elodi havde lystik at stikke af da han kom ind men havde ingen mulighed for det pga det stykke glas der havde boret sig ind i hendes lår muskel som borede sig bare længere ind hver gang hun rørte på aig. sikke en dum ide at hoppe igennem vinduet det måtte hun selv indrømme. hun gjorde sog store øjne over hans ord og kunne ikke lade vær med at smile over dem. "Du kunne godt havde indviteret på date istedet for dette"sagde hun så med et skævt smil på laberne. hun skar en geimasse i det hun rørte på sig så glas skåret i hendes lår rørte påsig vievand var ikke legetøj det måtte hun huske. hun bed sig atter i underlaben men lå helt stille nu da det gjorde pænt ondt dette...

Sebastian havde gode erfaringer med at skade ting som hende, men hjælpe dem havde han ingen forstand på, hans logik sagde han skulle tøre det væk, da det var vand, men an vidste ikke om smerten bliv der, og udover det, kunne han ikke gøre noget ved glasset i hende, han kunne tage sin kniv, og tage stykkerne ud, så håbet han bare ikke hun gik amok af smerten, for det ville jo gøre meget ondt, og han havde stadig ikke tilid til væsner, men det skulle nok komme håbet han.
han satte sig ned ved hendes side, og lagde en hånd på hendes kind, og kysset hende kort, og sagde så "Dette kommer til at gøre ondt, men stol på mig ik?" Sebastian tog kniven frem fra hylstret på hans støvle, og holdt på hendes ene ben, og brugte den anden hånde til at fint grave stykkerne ud af hendes lår, og prøvede at holde hende stille hvis hun bevæget sig, han ville jo hjælpe hende til en forandring, og da han mente de var ude, tog han en af børenes ekstre dyner, som lå ved siden af sengen,og prøvet at fjerne vievandet fra hende ydre hud, og sagde derefter "Jeg kan ikke gøre mere end det...skal vi ikke spise middag sammen næste date?..og undskyld for jeg såret dig, jeg vil hellere være tro mod dig end mine principer"

Elodi bed sig i underlaben i det han fik glasset ud af hendes lår. hun lagde sig med det samme på ryggen og suukkede lettet over hun kunne bevæge sig igen. det gjorde dog stadig ondt i hendes krop hvilket var klart. hu. kiggede atter hen på vuggen da hendes lille pige stadig lå og græd så hun skar bare en grimasse i det hun kom på bene og små haltede der hen. " nu. der ikke vand på vuggen vel?"hun kiggede hen på ham men ville ikke tage nogen changser så hun trak sin trøje over hovedet og tørrede den af. hvor efter hun så tog sin lille pige op som stoppede med at græde med det samme. "Hej. du lille"mumlede hun stille imens hun lod en. hånd glide hen.over hendes datters hovede. hun haltede dog hurtigt hen til en stol hun regnede med der ikke var vand på og satte sig ned med sin pige i armende. blodet i hendes åre ophidsede hendes sult meget men hun kunne ikke få sig selv til at bide sit eget barn. så rettede hun blikket imod seb "det er en aftale hvis du betaler"sagde hun så med et smil.