Up in the air ( Zean )

"Jeg kommer til at tænke på noget...Kan du huske sidste gang hvor du sagde du skulle se din evne som en del af dig selv og ikke tage afstand til den?" sagde han da han så efter hvor godt hun ramte. Jaja, øvelse gjorde mester...men nogen ting kunne få det til at komme hurtigere...man kunne jo prøve.
"Prøv det samme med pistolen. Tænk ikke på at du skal ramme i midten tænk ikke på at du bare skal bruge pistolen som beskyttelse og til at skyde efter andre med...Gør den til din ven" det lød nok..underligt. nogen ville nok sige man ikke kunne være venner med sin pistol...men nogle af de bedste til at skyde, han havde set, havde behandlet pistolerne på en...nær måde. som om de faktisk holdt af dem. så dem som en del af sig eller sin ven. hvilket jo på en måde kunne være det samme.
Man kunne altid prøve...

Nysgerrigheden lyste ud af hende.
Tanken var så fjern for hende...at have et forhold til sit våben, en relation.
Hun så på ham lidt tid , imens hun voterede om ideen skulle forsøges eller kasseres ?
På dén anden side....hun så på Heckleren i hendes hånd.....hun synes at fortrække dén her frem for de andre, dét var altid dén der fik fornøjelsen af at være fastspændt til hendes lår eller mænge sig med al dét andet rod i hendes taske.
"Skal jeg så ....sidde med dén ...i ny og næ...eller hvad mener du ...hvordan gør jeg dén til min ven ? "
Hun tænkte selv på om dén skulle ligge fremme, så hun blev vant til at se på dén, fortrolig med hvordan dén så ud i detaljer og også med at holde dén i hånden, for der gik jo lang tid imellem hun skulle bruge den rigtigt, thank god...

"Må jeg prøve at holde den et øjeblik?" spurgte han tanke fuldt.
"Ideen er at dette er dit våben. Det er dit, du styre det. Ligesom en ejer kender sin hund bedst, skal du kende dit våben bedst. hvis det gøres ved du sidder og ser på den eller aer den en gang i mellem, tja..." han smilte lidt og trak på skuldrene.
"Men at lære hver en detalje ved den, pudse den...være fortrolig med den...Det lyder sikkert dumt, men jeg tror det kan virke i længden..." han trak på skuldrene.
"det er jo bevist før at hvad man ser som en del af sig selv, en er fortrolig med, har man også mere kontrol og styring over...man kender den, man ved hvad man har med at gøre..." han så på hend eofr at se om hun følte sig helt lost...

Hun smækkede dén over i hans hånd, uden nogen betænkeligheder og hørte Istedet efter hvad han forsøgte at lære hende.
Han havde garanteret en pointe , den bedste chauffør var vel også en der kendte til enhver lille lyd og rystelse i sin bil.
"Jeg tror jeg forstår....dét bliver bare lidt...svært " sagde hun med et skævt smil, og tænkte at dét var dét meste sku efterhånden....lidt svært....man kunne vænne sig til meget jo.
Imens Zean havde pistolen, greb Camille dén sorte sæk, og ud hældte hun alle de små kulørte bolde af plastik.
Hun ville se hvormange hun kunne holde i luften , øve sig på dét..

Han lod blikket glide over pistolen og prøvede den et par gange uden at skyde.
Lidt svært? Det var mange ting vel i starten...men fik man en god start, var det jo bare et spørgsmål om tid. Og at ville.
Han så på hende igen.
Hun havde åbenbart tænkt sig at øve på en del ting i dag. Men han havde intet imod det. Det var jo det der skulle til.

Hun smilte.
Dét klædte ham på en måde at have en pistol, og det var soleklart at han var mere eet med hendes pistol end hun selv var.
Dét tirrede hende en anelse, da hun havde svært ved at lade udfordringer ligge....og dét var jo trods alt hendes pistol.
"Ready for some magic ?" Og så dykkede hun ned og fik tre bolde op.
Hun kastede dem i luften, og modsat før kunne hun holde hele tre styks i luften, svævende omkring, måske fordi hendes humør var bedre og afslappet i langt større grad, nu hvor hun var her med Zean.

Han så på hende, da boldene kom i luften. Han opdagede hurtigt at det virkede bedre end sidste gang...Og han spekulerede lidt på hvorfor. Måske hendes humør? Det var langt fra nogen sjælden nyhed at ens evner virkede bedst hvis man havde det godt...var i godt humør. eller meget vred.
Det bedste ville være at finde en balance, så den virkede lige godt altid. Men det kunne de altid prøve på senere.
Han nikkede lidt.
"prøv at få dem til at gøre noget..." foreslog han.

Få dem til at lave noget ?
Hun måtte tage sit lidt sammen, men fik så overbevist sig selv om at når hun kunne holde dem Li luften burde hun let kunne styre deres retning også.
Derfor var dét at Zean kort tid efter havde tre kulørte bolde svævende på bedste jonglør vis over hans hoved.
Naturligvis var dét en fristelse for stor ikke at handle på, så en efter en dumpede de ned og ville ramme ham i hovedet, hvis ikke han sprang til siden.
Hvor fedt ville dét lige være at have 10-20 bolde i luften på en gang, og tænk hvis hun kunne omsætte det til 10-20 knive ....Wow...hun ville blive en badass chick i kamp.
Hun strålede ved tanken, vel vidende dét sikkert ikke ville resoulterer i mere...end en tanke.

Han stod lidt og kiggede. men han kendte hende og flyttede sig enden de ramte ham..hvilket ellers ville have sat hans tålmodighed på prøve.
"aha...Kan du også få dem til at gøre hver deres ting? Svæve hver deres vej og sådan?" foreslog han
"Eller skal vi bare starte med at du får så mange bolde op i luften som muligt og får dem alle til at gøre det samme?" han rakte hende sin pistol tilbage.

Hun tog imod pistolen , med et smørret grin.
Selvfølgelig havde han rykket sig, han havde garanteret næsten forventet sådan et stunt fra hende af.
Hun fiskede lidt op i sin kjole igen, og fik omhyggeligt placeret pistolen i noget velcro arrangement på hendes lår.Der hang den i tillpas skjul og var nogenlunde let at komme til, for hende selv .
Hun pustede...hvad ville være mest praktisk at øve lige nu ? Mest havde hun lyst til så mænge som muligt, men dét var jo ingen nytte til hvis hun ikke kunne målrette dem i eventuel kamp, altsår ikke boldene , men andre våben.

Vi prøver med tre, ihver sin retning.
Hun tog tre nye...sendte dem til vejrs og da dét var svært, virklelig vanskeligt at styre dem, endte dét med de skød afsted i tre retninger, som var dét raketter hvis lunten netop var antændt.
Den ene fløj direkte ind i hendes øje og derfor havde hun ingen ide om hvad der skete med de to andre.
"Forhelvede da " klagede hun højt og hendes øje var allerede i gang med at svulme op.

Selvfølgelig gik det galt. Han havde bare ikke forventet det den vej...
Han gik over til hende, selv om han viste han intet kunne hjælpe med...Det var desuden også hende der var lægen alligevel.
"Hovsa...hvor slemt er det?" spurgte han, da han ikke anede hvad han ellers skulle sige...han var sjældent i tilfælde hvor dem han kendte, og faktisk holdt af, var kommet til skade..og hvis det endelig var så viste han sjældent hvad han skulle gøre.

Hun lavede et par små irriterende trin på stedet imens hun smed nogle mindre flatterende eder omkring sig.
"Nej..nej...du kan ikke gøre noget...ikke mid mindre du ved hvor vi kan skaffe noget is.Jeg kommer til at ligne en der har fået et blåt øje." Svarede hun utilfreds.Dét var jo tæt på sandheden, bortset fra hun havde givet dét til sig selv.
"Lorte evne...." Klagede hun "Hvorfor kan jeg ikke bare have ild ud af mine ænder som pyroboy i x men...se dét sku da cool...næ...nej...jeg har sådan en skod evne at jeg kommer tilskade, selv med plastik bolde " forsatte hun...dét gjore måske lidt mere ondt end hun lige havde tænkt sig at vedkende.
Hun så ned mod skyde skiven med et ondt blik, og pludselig røg den omkring 20 meter baglæns, men uden at vælte.

"Camille...Camille" smilte han svagt. Hun skulle helst ikke tro han morede sig af det.
"Slap af...Det er sådanne uheld der sker...Jeg synes skam din evne er enestående, lidt osm Jean i X-men, bare uden telepatiske evner" nikkede han
"Du kan styre ting...som du vil..." han så kort på skydeskiven, men sagde ikke noget til det.
"Det hjælper ikke at blive sur på din evne, da det er en del af dig...OG du vil aldrig slippe af med den alligevel" han havde en fornemmelse af at hun overdrev, i et øjebliks smerte. Men det gjorde folk jo en gang i mellem.

Hun tyggede lidt på dét han sagde og fordøjede dét nogenlunde.
Efter alt...Jean var rimelig cool, bare lidt nederen at hendes kærlighedes liv var flosset på grund af for mange skønne mænd OG den lille detalje at hun til sidst blev slået ihjel af en af dem, fordi hun var blevet 'lidt for dygtig'.
" jeg...ved dét, men...Argh." mit impulsive jeg eller måske er dét temperment delen, blander sig hele tiden....og selve accepten af evnen, handler nok om accepten af fe delen i mig, og den er jeg ikke specielt vild med.
Jeg har junkie vampyr rendende efter mig på grund af dét, så dét er lidt svært dét med at lave en glædes dans lige over dét tema " skulede hun til ham.
Men hun vidste faktisk godt han havde ret, OG dét var første gang dét var lykkedes med tre ting i luften på en gang.
* godt nok Jean , så mangler vi bare en Scott og en Wolverine.* smilede hun af hendes egne tanker.

// hedder han ikke Scott ? //

//jo//

Han nikkede en anelse og smilte.
"Kender det alt for godt...som du sikkert har opdaget, har jeg selv problemer med mit temperament...jeg har arbejdet på det længe, men det er bare lidt svært...det ligger jo til det at være dæmon..." han trak svagt på den ene skulder og så lidt på hende. Han var begyndt at acceptere at hun var halvt fe...
"Til din race...det må du acceptere. Det lyder nok dumt når du lige har sagt det er svært...eller måske uønsket...men det bliver du nød til. Det lyder som om...At du må blive venner med dig selv, for at blive bedre...Og dermed kunne beskytte dig selv bedre fra blodsugerne...er du med?" spurgte han. Han viste ikke hvor han fik alle de...sætninger, ideer fra...Eller jo...de havde altid ligget inde i ham...nogen af dem havde han selv engang fået forærende i hans egen oplæring, resten gættede han sig til...Han kunne også være filosofisk hvis det greb ham...Han stod lidt og så tænkende ud i luften...Rystede svagt på hovedet af sig selv.

Hun så på ham, med store øjne.
Jo, han havde ét iltert temperament den mand og var fandens stædig og ret irriterende indimellem, mest bare når han ikke ville give hende ret !
Hendes mundvige trak sig langsomt op og ekstra i et stort smil "Men Zean du har haft over 800 år til at tøjler dig....jeg har haft 18 " klagede hun men i en munter tone.Han havde klart fat i den længe ende luge nu, iforhold til hendes udvikling, hun kunne mærke dét inden i når han talte, at kroppen reagerede instinkttivt på hans forslag, trak i den retning og bekræfede hans forslag.
"Great...skal blive venner med mig selv, hvad forslår du så i den forbindelse til at yngle lidt selvkærlighed frem ? Et teambuildings kursus, for éen person ?" Var hendes ironiske bud.

Han grinte svagt og rystede på hovedet.
"Na...Kender du tricket med at vænne sin hjerne til noget andet? psykisk vel at mærke...F.eks. hvis man er negativ...hele tiden negativ...skal man bare minde sig selv om at tænke positivt hele tiden, hver evig eneste gang...til sidst gør hjernen det selv...skulle den meget gerne. prøv noget af det samme. Du kan stort set få alt til at blive en realitet ved at tro det længe nok" sagde han. Psykolog var han ikke lige frem...Men det interesserede ham. Hvordan folk virkede og reagerede og hvorfor.

Hun stirrede vantro på ham.
Hun ville langt hellere 109 kurser i dét ene og dét andet end dét han opfordrede til
Dét væreste ved dét hele, dét der gjore at dét stank var at Zean havde helt og adeles ret Hun vidste dét jo inderst inde og han fik trukket dét vigtige frem, ud af hende ved at sige dét rigtige til hende
Hun så på Zean med et udtryk af forfærdelse..."Du vil have at jeg hver dag skal kigge mig i spejlet og sige jeg er halvt fe og elsker både dét og den evne jeg derfor har....og bagefter skal jeg sætte mig ind i sofaen og nusse med min pistol ?" Hun skar en grimasse og sukkede "min livskvalitet er lige død Zean ".

Han rystede lidt på hoved. Hun så ret...forfærdet ud ved det. Det så i hvert fald ikke ud til at hun havde tænkt sig at gøre det...
"well...Jeg kan ikke tvinge dig...Jeg tror bare det hjælper...Og vil være det bedste" svarede han alvorligt igen. Hun gav altid ham råd om alt muligt...mest om hvordan almindelige mennesker gebærdede sig, som hun mente han skulle følge...Hvorfor kunne hun ikke også det, når han kom med noget?
Han sukkede svagt. Han skulle aldrig havde sagt ja til opgaven. Det hele kom alligevel bare fra gætværk.
Han så sig lidt modløs omkring...Han var efterhånden træt af op og nedture...vardet bare fordi det snart var vinter? Det havde jo også indflydelse på folks humør, fordi vejret blev mørkere og koldere.

Hun samlede nogle bolde op og sendte dem ud i luften , dog i samme retning men der var hele fire af dem.
"Jeg skal nok...prøve dét..." sukkede hun eftetgivende, han havde jo ret , like Always.
Men dét var ikke noget hun lystede meget på ingen vis, nærmere var dét grænseoverskridende...dét hele.
Hvorfor bestod store dele ...så store dele...af hendes liv af ting der var svære, gjore ondt eller som hun ikje brød sig om ?
Hvis livet var et spil poker, havde hun fået nogle skod kort at spille med.
Hun holdte boldene i luften, uden at tænke over dét.
Hun smilede....sidst de havde været hér, havde Zean taget med hende til Sakref, og der havde han sagt han kunne være hendes mentor.Selvom dét mest havde været for at pisse Sakref af, var Camille alligevel evigt taknemmelig, hun var blevet meget knyttet til Zean , hele ham.

Han trak på skuldrene.
"du bestemmer jo selv" sagde han og gik over og satte sig på en væltet træstamme.
Han havde dog en ide om at nu hvor han havde sagt det, og hun på en måde havde accepteret det og måske lige frem mente det var rigtigt, ville hun tænke lidt mere over det...Og måske bruge det.
Det var dog mest gætværk...igen. Det var han vist ret god til.
Han kom til at tænke på sin anden evne. Den ingen burde kende til, både fordi han ikke kunne kontrollere den, men også fordi...tja. faktisk talte han sjældent om sine evner, hvis folk ikke spurgte direkte. Og den anden...var bare nem at glemme lidt.
At kunne fornemme folks følelser og se billeder af deres liv eller andre ting.
Det kom bare en gang i mellem...sidst havde været med en vampyr i en cafe, hvilket var gået en anelse skidt.

Hun så på ham og smilede
Han var altid en blandning af god solid viden og ikke at ønske at pådutte folk noget, måske fordi han selv mistriveses i den grad ved at blive fortalt, hvad han skulle og især nok ikke skulle.
Hun strøg sine hænder ned langs siden på kjolen, og rettede sit blik mod de svævende bolde og lige så forsigtigt manede hun dem i hver deres retning, uden at personskade nogen denne gang, hvilke var heldigt nok.
Efter at være drevet i hver deres retning et stykke, faldt de til jorden og Camille så stolt ud
"Zean...uanset om du vil dét eller ej har du god iindflydelse på mig " kvidrede hun.
"Vil Elyas få nogen evner ?" Spurgte hun nysgerrigt, hun anede ingenting om når engle og dæmoner lavede babyer....eller andre racer end mennesker for den sags skyld.

Han nikkede svagt og så sig lidt omkring.
Han så på hende igen da hun snakkede.
"Det burde han...Han er dæmon. Godt nok med en engel til mor, men stadig. Jeg ved ikke helt hvordan det virker og der kan ske ting, så man ikke får nogle evner...Jeg mødte en gang en dæmon i Bulgarien...som i kalder det i dag. Ung. Og blev heller ikke meget ældre, da hun ikke kunne holde ud at leve i skammen...Men hun var født uden evner. Hun var dæmon, hun kunne forvandle sig til en dæmon eller tage en skygge fra andre...men ingen evner. Men jeg kan ikke se hvorfor Elyas ikke skulle have det" Han fortsatte med at tænke over det.
Hvad nu hvis han virkelig ingen evner havde? Det ville være skamfuldt...Det ville ødelægge hele hans liv! Og han ville skamme sig som far...det betød jo der måtte været noget galt et eller andet sted. Og folk ville sikkert se underligt på dem for resten af tiden. Han ville ikke være stolt af sådan en søn. Han ville nok stadig elske ham...men han ville ikke være stolt.

Camille gik over med langsomme skridt og tog plads ved siden af Zean.
Hun fik en lille fin rynken over næseroden, da hun spekulerede over hans valg af ord og dét endte naturligvis med at hun var nød til at få dét uddybet en anelse, bare for at forstå ham korrekt.
"Zean, hvad mener du med skam ? Hvilken skam at hun var dæmon eller at hun ingen evner havde ?" begge årsager lød som vanvid og absolut ikke en grund til at føle skam, så han havde lige tabt Camille i svinget.
Men dét ville da blive interessant at se lille Elyas, og om han ville få nogle evner, hvis ikke var dét vel også aldeles ligegyldigt.Han skulle bare elskes, være tryg og så var alt jo godt.
Hun så på Zean og ventede en lille forklaring imens hendes pegefingeren lavede små cirkler på hendes lår.

Han så på hende og smilte lidt.
"Nogen gange glemmer jeg at du er så velbevandret i det hele..." sagde han og rystede svagt på hovedet af sig selv.
"Tja...Jeg ved ikke hvor mange dæmoner der stadig har det sådan. Nogen følger jo lettere med tiden end andre, men den gang var det en stor skam ikke at have evner..."sagde han. Han tænkte lidt på hvordan han bedst skulle forklare det. Selv ar han opvokset med at sådan var det bare. Har du ikke en evne, er du ikke en rigtig dæmon...lige meget om du spiser som en, opføre dig som en og forvandler dig til en. Der vil altid mangle noget.
"Tja...du kan være så meget dæmon som du har lyst til...Men der vil altid mangle noget. Det sker sjældent og sker det endelig må der jo være noget galt...Dengang mente man at var der noget galt...så var det bedst at holde afstand. Det var lige omkring det med hekse også...Desuden...Hvor sjovt er det at se alle andre med evner, uden selv at have? Ikke særlig fedt...Man vil aldrig kunne komme særlig langt. Nogen mener det vil gå i arv i familien...Og hvor har man det selv fra? det kan ødelægge en hel families rygte..." han rystede på hovedet af det hele.