Home sweet home (Camille)

Gådet ? Hun talte ligeså ærligt hun kunne, men hun kunne jo ikke give svar hun ikke selv havde.
Hun forstod han var i krise, på en måde men der var også noget andet galt, noget var virkelig helt off.
En del af hende fik lyst til at råbe af ham , råbe..'ja forhelvede, vi er sammen , kærester og dét hele ' men hun ville jo lyve.Om dét lå lige om hjørnet, dét gjore dét måske nok, men nu skulle der altsår to til tango .
Dét var så meget der stadig skulle siges out loud, inden de måske kunne sige de var sammen.
Faktum var at Samuel havde kysset hende flere gange end Tristan havde, ikke at dét på nogen måde gjore hendes liv lettere, den eneste trøst var at han vist ikke selv synes at tillægge dét nogen videre betydning.
Hun måtte få bragt noget balance tilbage i Zean, hun rejste sig op og vidste hun tog en stor chance...men hun måtte jo forsøge.
Hun gik over og tog hans hånd...måske ville han lade hende, måske ville han trække den til sig ?men hendes ord ville være de samme regardless.."Zean...calm down...vi finder ud af tingene....hen a vejen..." Hun kiggede ham i øjnene og håbede at kunne berolige dét blik af...vildskab ?...han synes at have, et mikstur af så voldsomt mange blandede følelser, nu ville han vel ikke finde på noget dumt ?
"Zean...dét er jo ikke kun overlevelse ...vi skulle gerne være lykkeligt også "sagde hun med mild stemme.
Hans ord om hun kun havde et liv , prikkede lidt til hende, gjore lidt ondt, selv om hun vidste dét var sandt.

"Vi, mener du så dig og Tristan? For det er jeg ikke interesseret i at høre om" Ved hendes berøring var det som om han faldt ned...Ned til det opgivende punkt igen.
"Finder ud af hvad? Venter og venter...for at håbe jeg har taget fejl? Det er intet at gøre, Camille...andet end jeg skal vænne mig til tanken og forhåbentlig komme til at leve med det" han gad ikke sige det samme igen: jeg havde håbet...havde troet...
Hvordan kunne man tage så meget fejl?
*DEt er kvinder, Zean...Kvinder ved ikke altid hvad de gør, ikke før det har ødelagt nogen...* Han rystede svagt på hovedet. Han viste ikke om han skulle give ham ret eller ej.
Hendes berøring gav ham bare lyst til at kramme hende og...holde hende ind til sig. Men han lod være. Det ville være for...hårdt lige nu.
"Du ved godt, at havde det ikke været for min nye stilling blandt dæmoner, og Elyas,var jeg rejst...ikke? Elyas er stadig lille, lille nok til at kunne vokse op uden sin far, uden at det vil gøre ondt jeg forlod ham..." et kort smerte gled over hans øjne, men det forsvandt igen. Han ville ikke kunne leve uden Elyas...Men ville han kunne leve her?
"Men de holder mig begge tilbage..." så han var tvunget til at gå igennem dette her, velvidende der aldrig ville blive en od løsning for ham.
"Og jeg ville være ked af at skulle forlade bla. dig, for du har givet mig nogle ting og været der...nogen gange hvor ingen andre har kunnet...Men jeg vil også føle jeg intet har at gøre her..." han prøvede ikke at overtale hende, ingen kunne overtale forelskelse og kærlighed...Men bare fortælle hvordna han havde det, hvilke tanker han havde...hvorfor viste han elig ikke.

Tristan...igen Tristan.
"Jeg taler altsår om dig Zean..og mig...og for den sags skyld alle andre.Vi fortjener alle at være glade, men et puslespil bliver ikke lagt på en gang, dét er en brik af gangen og nogle gange laver man fejl "
Hun gav hans hånd et lille opmuntrende klem.
Dét var virkelig hårdt at se ham sådan her.Han havde altid været...overlegen..og hun var jo den følsomme af de to.
Hun kunne og ville ikke benægte at Zean og hende havde noget særligt, selvfølgelig havde de det.
Men hun havde vidst fra starten at dét hun ønskede kunne hun ikke få hos ham, han havde en partner og resten han tog, var uden betydning og kun for en enkelt nat, så hun havde aldrig handlet eller gjort noget ved det, andet end at udvikle venskabssiden.Men om hun elskede ha ? Ja..hun ville gøre alt for ham....men han havde på en måde ret....måske lidt for sent....han kunne ikke bare...bryde ind midt i en dans, hvis man lunne sige det sådan.Men pointen var slet ikke dét, pointen var at han skulle slappe af og falde til ro, inden han kastede om sig med store ord og beslutninger.
Hun så op på ham "Zean...hold nu op, selvfølgelig skal du ingen steder , heller ikke hvis du ikke var censor.Vil du ikke nok komme over og sætte dig lidt ned i sofaen.Hvornår har du sovet sidst ?Hun prøvede snart på kanten af dét desperate at få ham til at slappe af, dét var ikke okay at han havde dét så ....dårligt, eller hvad ord der nu var mest beskrivende.
Og hun kunne ikke finde ud af om hendes snakken kun gjore mere skade og ikke spor gavn.Gosh...hun var håbløs til følelser, når dét involverede hende selv.

hun snakkede jo til ham som om han var et barn! som om han bare var sindsforvirret! Han tog sin hånd til sig og så på hende, med sorg i sine øjne...
Hun havde forstået ham, følte han da, på så mange måder..I hvert fald accepteret ham, accepteret at han slog folk ihjel stort set hver dag, accepteret hans fortid og ikke dømt ham. Men bare været der, givet ham...nogle ting igen.
Men lige nu...var der bare ikke den samme forståelse. Den samme accept. Det virkede som om hun nægtede at tænke på han havde de følelser for hende, fordi det sikkert bare ville gøre tingene svære for hende. Og det ønskede ingen jo...
*værn om dine elskede...men værn endnu mere om dine venner. Kærester kommer og går..Men venner kan du have for evigt* Det havde han hørt en gang.
Han rystede bare på hovedet...nu var det nok...nu gad han ikke mere, hun sagde ikke engang noget han bruge! Bare ting der...gjorde det endnu hårdere.
MEd store ord og beslutninger? Som hvad? Hvad skulle han kunne gøre? Skæbnen ville det åbenbart sådan her. Hvad skulle han kunne gøre?
Om han havde sovet...han rystede igen på hovedet. For en gangs skyld, noget han sidste havde gjort da Dawn næsten var død ved fødslen, havde han bare lyst til at sætte sig ned og græde...
*Du græder ikke! Dæmoner græder ikke...Vil du være bange for en dæmon der græder? Vær dog lidt stolt!* hans fars stemme.
"Det er fint...Selvfølgelig...Det er mig der ikke har sovet, det er mig der er sindsforvirret og lige bare gør det hele mere surt for dig, i stedet for at være glad på dine vegne og støtte dig...Jeg er den dårlige ven lige nu..." et nyt spørgsmål: hvor meget kunne man kræve af sine venner?
"Undskyld, hvor egoistisk af mig...I må have det rigtig rart sammen, virkelig! Og husk at fortælle ham om Demetri, så han også kan beskytte dig, ikke? Hvis vi er heldige jager han også mig, så kan du rigtig være i sikkerhed..." det sidste var helt absurd, det viste han godt. Og han viste ikke hvor han havde det fra, han fortrød det samme tid som han havde sagt.
"Undskyld igen...selvfølgelig gør han ikke det. Jeg kan godt forstå hvis du er sur på mig nu...
Vi er jo bare venner, right? Selv om du ikke siger det direkte, fornemmer jeg i to skal og vil være sammen og i skal nok blive lykkelige...i passer også godt sammen, han er mennesker, du er så godt som et menneske..." han trak på skuldrene og smilte et underligt stift smil, med lidt for intetsigende øjne.
"...så nu skal jeg ikek ødelægge det hele" han ønskede han havde et eller andet at tage sig til lige nu...noget hverdagsagtigt, så...han kunne komme videre herfra. Camille ville sikkert gå nu...opgivet ham og være sur. Men så var alt jo som det plejer...
Hans øjne fik den karakteristiske kulde, som der normalt var når Leonard kom frem. Og det var som om hele kropsholdningen forandrede sig...ændrede sig til en mere ligegyldighed, træthed...men også en mere...munter side.
Han så ventende på Camille før han ville sige noget...

Hun begyndte at tvivle på om dét hun var her ,var en god idé.
Kunne han miste besiddelsen ?Hun hørte Samuels advarende ord om at passe på, men hun manede den omhyggeligt i baggrunden.Dét var jo Zean for pokker, godt nok en noget uligevægtig Zean, but still.
Dét var som han begyndte at blive mere...grov.
Vidste han ikke hans ord ramte hende, hårdt.
Hun blev til sidst nød til at eftergive lidt af dét hun havde forsøgt at holde inde, nemlig hendes egen frustration.
"Zean for pokker...så LYT til mig...du får dét jo til at lyde som jeg lige har proklameret at jeg venter barn og skal giftes....for fanden, jeg ved ikke engang om han er ...seriøst interesseret i mig...og alt andet..
gider jeg slet ikke, dét VED du udmærket...."Hun begyndte at gå lidt hvileløst og random rundt, et tegn på uroen vog overblikket var ved at overtage .
Hun så strengt på Zean "Han skal ikke vide om Demetri og JEG passer på mig selv"hun var meget pinligt tæt på at trampe i gulvet som en stædig unge....hvorfor ville han ikke lytte til hende ?"
"Og lad så vær...Zean Mcgivens...du VED også udmærket at han ikke er efter hverken dig...eller Elyas....vil du ikke godt lade vær med at insinuerer dét ?"Hendes stemme knækkede lidt over, dét hele var ved at vokse hende over hovedet, hvad kunne hun forvente af en dæmon der var i ubalance ?Hun havde absolutly no clue .
Blev han ved ville hun sikkert blive så gal at hun varpede ham en, hun kunne jo ikke hæve stemmen da Elyas sov, og Zean virkede som en tikkende bombe.

Han tog hænderne op som når man overgav sig.
"Du har sikkert ret" rolig. Eller hvad? Var han rolig? Han viste bare han ikke ville skændes med hende og risikere at miste hende på den måde.
"Men har han bare lidt fornuft, tror jeg skam han er vild med dig...Og så må i hygge jer" sagde han. Han havde mest lyst til at give hende skylden...eller Tristan...eller dem begge...måske mest Camille, da han følte hun havde lagt op til noget, der så ike var alligevel. Men han lod være. sagde det i hvert fald ikke. Det var den fejl mange gjorde hele tiden. ikke ville tage ansvar, gav en anden skylden så snart de kunne...
Han havde mest lyst til at kramme hende, bare for at vide at alt stadig var okay...men noget holdte han tilbage.
Frygten for at blive afvist.
Den var ret stærk...faktisk stærkere end han nogen sinde troede den ville være. Hvorfor kunne man ikke skrue tilbage i tiden? Så kunne han stadig have nået det...Hvorfor gjorde han altid var der var dårligst for ham selv.
Han stod bare der, med armene ned langs siden. hun havde slet ikke opdaget det, vist.
"Eller det er i hvert fald hvad Zean ville have sagt" han smilte svagt.
"Men jeg er dukket frem for at få lidt ro på..." han så længe på hende for at se hvor rolig hun enlig var.
"Hvorfor sætter du dig ikke ned? Eller skal vi begge sætte os? Hvis det hjælper på dig?" spurgte han

Hun begyndte at få tårer i øjnene, dét var faktisk en lille smule hårdt at skulle overbevise folk om at der var en mulighed for at Tristan ikke fandt hende værende sit livs udkårende.Han var langt mere kræsen og selektiv i sine valg...og hun var langt fra fejlfri, tværtimod...begik hun gentagende gange fejl .
Hun sukkede og blinkede et par gange, ikke om hun ville græde nu hvor dét hele var så...rodet.
Havde hun misledt ham på nogen måde ? Så var dét ikke ondt ment.
De havde altid haft en særlig kemi og hun ville stille sig selv foran en kugle for ham, men et romantisk forhold havde hun aldrig overvejet.Hun fik jo nærmest mordtrusler bare for at hænge ud med ham.
Hun måtte have grebet dét hele helt forkert an....Zean bar ikke typen der trippede sådan uden grund, hun havde lavet et eller andet helt galt, men hvad ?
Hun stod lige så stille og så på ham, da han talte 'jeg er kommet for at skabe ro '
for helvede da nu ?
"Leonard " hviskede hun og lod sig dumpe ned i sofaen som forslaget lød på.

Han satte sig ved siden af hende, lænede sig tilbage og strakte sig.
"Puha..." mumlede han
"Nå...Jeg gør kun dette for i ikke skal ende i totterne på hinanden, det tror jeg ikke vil gavne nogen...For Zean har virkelig taget sig sammen for at være rolig" han så smilende på hende.
"Men jeg burde enlig takke dig...Takket være dig, er Zean nu fri...han skal selvfølgelig lige kommer over sine skuffede følelser med dig, men ellers, er han fri..nøjagtig som jeg vil have det. Nøjagtig som det skal være. Intet forhold til at ødelægge noget mere" han nikkede og så igen på Camille.
"Nå...Zean har ikke lyttet særlig meget, af hvad han har lyttet til, fik du det til at lyde som om han bare var træt, som om han bare var...lidt forvirret. Det gjorde ham ret såret, bare så du ved det. Han troede du ikke gad lytte til hans følelser, selv om du hele tiden har bedt ham om at snakke om dem" sagde han forklarende.
"Men tal nu, hvis du vil...Jeg lytter for ham"

Måske var dét den største fejl hun kunne begå, men hun opfattede dét som Leonard ville en ting og Zean en anden.
Om han var fri eller ej betød mindre, hvad der virkelig betød noget var om han var glad og kunne blive lykkelig.
Så uden måske at dét var hensigten, blev hun vred på Leonard, og måske også på Zean fordi han ikke havde lyttet.
Så hun så uden flakken i blikket på Leonard og sagde " Ved du hvad....dét glæder mig i har det bedre sammen Leonard, men jeg laver ikke planer med dig imod Zean...han lytter ikke rigtig efter...og måske gør jeg heller ikke, men dét er også lidt overvældende dét han siger.Men du skal ikke takke mig for noget som helst " hun puffede til ham lidt vredt og forsatte "Zean skal bare have et par dage til at finde sig selv, og hvis hans følelser virkelig er stærke og bliver ved at være der...så finder ZEAN og jeg en løsning , got that Leonard...og Zean ! " tilføjede hun hvis han nu lyttede med derinde.
Dét var virkelig frustrerende, men Leonard skulle ikke sidde og takke for at hun måske havde såret ham, der gik grænsen....dæmon eller ej.

Han sad bare og så helt rolig på hende. Leonard havde altid...været den mest rolige af dem. Den person der ikke tog det så tungt når andre blev vrede på en.
"Helt fint" svarede han så, for at få hende rolig igen.
"Jeg havde ikke tænkt mig at lave planer imod ham, han er en del af mig selv! Jeg vil gerne hjælpe ham...og det hjælper ham at holde sig væk fra alt det her, alle de kærlige følelser han går rundt med hele tiden...det tager snart livet af os begge!" sagde han lige ud. For det var også en forskel. Leonard var ligefrem. Han så lidt tænkende på hende.
"Måske har du ret...han er god til at tænke og god til at beslutte sig for ting...Alt det her tog virkelig fusen på ham, for det var ikke havd han havde planlagt, regnet med...Så ja, han skal vel bare finde balancen igen. Men hvad vil du finde på som løsning? Hvis hans følelser bliver ved, og tro mig, det kan de, hvad vil du så gøre? Risikere dit venskab, fordi i må være splittet? For jeg tror ikke på du kunne finde på at sige nej til Tristan, bare for Zean..." han sukkede og tog hænder op foran sig i en opgivende gestus, inden hun kunne nå at sige noget.
"Anklag mig nu ikke...du skal nok få Zean igen...Men han får det først godt, når han ved hvad der kan ske, måske vil ske...Så han rigtig kan vænne sig til tanken. Til sit...nye liv, efter det. Fortsætte. Tænke det igennem og beslutte hvad han vil" Leonard havde på fornemmelsen at Zean nok bare ville vente...låse sine følelser inde, hygge sig med et par ledige kvinder og vente...På et eller andet tidspunkt gik alt jo i stykker. Også forhold, og der til ville han vente...det kunne han godt finde på, med sin stædighed.
Og det ville Leonard ikke have...
Han viste godt han nok ikke lige havde gjort hende i bedre humør, måske var faktisk blevet endnu mere vred på ham.
Han så lidt på hende og sukkede...
"rod, det er hvad det er..." og så lukkede han øjnene for at lade Zean modtage hvad hun nu end havde at sige.

Han hældte lidt vand på dét flammende bål inden i hende, da han sagde han ikke ville lave planer imod Zean, for underligt nok havde hun tillid til Leonard som hun også havde til Zean.
Dét var ikke til at sige hvorfor, hun vidste han kunne være mindst lige så farlig som Zean , og han var ikke lige så...glad...for hende som Zean var, så burde han så ikke være en slags risiko at hænge ud med ? Hun huskede forleden da han var kommet på vegne af Zean for at hjælpe , da tvet var sprunget i luften og den mindre eksplotion kostede hende et black out.Han havde været blid og sød ved hende.
Hun mærkede sit forsvar gå op i røg og sukkede lydløst.
"Okay Leonard...okay. Dét er korrekt der skulle ske noget vildt for at vende mig imod Tristan, og forlade ham.Men du må også forstå at selv om jeg ikke deler dyne med Zean, så gælder dét samme for ham " hun gad ikke engang komme ind på at hun ikke sov med nogen, overhovedet.på den måde...der var hendes nysgerrighed slet ikke tilfredsstillet endnu, og hun havde på ingen måde travlt, faktisk fandt hun dét vildt sårbart at give sig hen til nogen ...sådan...ikke fordi hun var snærpet eller religiøs hell no, men fordi hun vidste at lukkede hun først nogen ind sådan ville han have ejerskab over hendes hjerte, så modsat ...stort set alle hun kendte...var dét en ting der betød noget for hende...hun blev altid bange og løb sin vej, mentalt, og den sidste der led under dét var Castle, hendes x.
"Hør...jeg sidder jo ikke med alle svarene..." Hun så ham ind i øjnene og håbede Zean lyttede med et sted derinde fra " men jeg ved at jeg elsker ham..dig...på min egen underlige måde og selv om vi måske ikke bliver kærester, kan vi blive så meget andet for hinanden.Og vi må under alle omstændigheffer tage et skrot af gangen, alt andet vil gå...i hård knude."
Hun kæmpede lidt med at få sin stemme under kontrol , så dét ikke kunne høres hvor påvirket hun var af dét hele.

hun blev ved med det der elske noget...kunne hun ikke stoppe det, bare et øjeblik? Viste hun ikke hvor underligt det var, først at finde ud af man er for langsom og ens...daværende drømmepige er gået videre til en eller anden dum dusørjæger, for derefter at høre hun stadig elsker en? OGså selv om det var på en af hendes "andre" måder?
Han var snart godt træt...af det hele.
Han viste bare en ting...lige så snart denne dag var slut, lige så snart han havde, ville, få lidt tid selv...ville han finde sit gamle jeg. Det lå derinde et sted. en kombination af Leonard og Zean. Og måske også den nyeste, Ichabod? Han måtte bare ikk ekomme nu...mere end noget andet, bestemte han selv hvad han ville, men det virkede som om han forstod nogle ting, Zean ikke havde troet han ville.
Men i hvert fald...han ville blive den gamle Zean igen. Den Zean der var mere ligeglad med folks følelser, den Zean der ikke bare fortalte om sine følelser eller historier.
*den Zean der er os to til sammen* han smilte svagt, men uden at Camille rigtig kunne vide hvorfor.
Han åbnede øjnene igen, men så ikke på hende.
"Sådan er det vel bare" han gad ikke mere. Det nyttede alligevel ikke noget af det, så han kunne lige så give hende ret, så kunne hun gå med et løftet sind.
*Og være glad når hun skal se Tristan...* hans hånd knyttede sig i et øjebliks vrede der gled igennem ham.

Hun følte sig helt ulykkelig inden i.
Intet hun sagde eller gjore synes at virke.
Dét var som Zean ikke kunne beslutte sig for hvordan han skulle tænke om dét hele.
Hun vidste ikke hvorfor , men hun kom til at tænke på en scene fra en film, hvor en slem dæmon der har besat en ung pige kæmper mod pigen om hendes hjerte.Dét blev visualiseret på skærmen , men pigen sad i en stol og og på hver side af hende 'hang ' så et image af Dæmonen og hende selv, hvor de gravede med deres hænder inde i hendes krop , i en kamp om hvem der fik fat på hjertet først.
Hun skubbede hurtig filmen fra sig, og samlede sit fokus på Zean.
Hun så hans hånd knyttede sig.
"Du er vred på mig , vil du have jeg...går ?" spurgte hun med spag stemme imens hendes øjne hvilede på hans bryst.

"nejnej..." hans hånd løsnede sig hurtigt og han så på hende.
"...ikke på dig, hvis jeg burde være sur på nogen er det nok mig selv...for at være så idiotisk..." han var faldet helt ned nu og så på det, som om det var noget...der skete på afstand. skubbede det lidt væk fra sig selv. Han rystede svagt på hovedet og trak på skuldrene.
Han kunne ikke holde hende tilbage hvis hun ville gå...Og han kunne også godt forstå hvis hun ville gå...

Hun svingede lidt som et pendul mellem vildrede og en indre ro.
Forvirrende, da der var en verden til forskel på de to følelser.
Hun havde ikke lyst til at gå, slet ikke.
Hvad hun havde lyst til var at krølle sig sammen i sofaen og drikke te med Zean, at give ham et stort og varmt kram, fordi han var ham...og fordi hun var glad for ham.
Hun skyldte ham så meget , han havde hjulpet hende flere gange end hun havde tal på efterhånden.
Hun tvivlede dog på hvad han fik ud af hun var her, var deres forhold nu blevet...kompliceret ...med en ekstra dimension ?
Hun besluttede sig hurtigt, han ville ikke lykkes med at ryste hende af eller skræmme hende væk.
De måtte finde ud af en måde at være sammen på og hygge sig på , hun ville ikke lade ham glide ud til et pust fra hendes fortid, alene tanken gjorde for ondt.

"nå..." tavsheden mellem dem blev...for meget. Hun ville ikke gå, men på den anden side...sad de også bare her, uden at vide hvad de skulle sige.
Hvis det havde været før...ville et kram have været på sig plads...Men lige nu følte han ikke for det. Han følte heller ikke for bare at sidde og "hygge" sig.
Men hvis det fik hende til at få det bedre?
"Hvad så nu?" spurgte han, da tavsheden blev for meget, igen.
"Hvad...har du lyst til nu? Der er jo ikke rigtig...mere at snakke om" han overvejede hvor meget der kunne ske på 2 år. For det var inden for disse to år han havde mødt dawn, fået Elyas, blevet forlovet, fået Camille som ven, blev forelsket i Camille, droppede Dawn og blev afvist af Camille. Og det var bare inden for kæreste/forelskelses delen.
Alt andet der var sket orkede han ikke at tænke på...

Hun begyndte næsten at føle sig...bedrøvet.
Hun kunne ikke nå rigtigt ind til ham mere, han følte sig afvist og havde derfor arrangeret et nydeligt lille indre værn, som var han en habil tømmre der lige havde banket et højt stakit op, der ikke kunne klatres over, ihvert fald ikke hvis man var Camille.
Hendes svar lød patetisk, selv i hendes egne øre "Egentlig bare sidde og hygge og drikke lidt te "
Hun kiggede væk fra ham.
"Vil du have et kram " spurgte hun famlende da han kunne risikerer at blive irriteret over hendes forsøg på at få dem begge til at slappe lidt af, og fejlagtigt tolke dét som manglede respekt for hele....situtionen.
Og sådan var dét jo bestemt ikke tiltænkt.

Han så længe på hende. bare sidde og drikke te? Ja, mere kunne det vel heller ikke betyde for hende! Han tvang sig selv til at slappe af...han overreagerede nok. Camille var ikke sådan et følelsesløst væsen, dette gik hende sikkert meget på...Nu måtte han slappe af og lade som om han havde det fint med...de...to...
Han så fortsat på hende, et kram? Enlig ikke...Faktisk ville han helst være fri.
"Kun hvis det hjælper på dig" svarede han lidt undvigende.
han så sig lidt omkring.
"Tja...kan hente tekanden, så du kan få noget mere te? skal lige og tjekke at Elyas nu også er helt okay...Også..." sagde han stille

Hun anede hverken fra eller til.
Dét virkede ikke til han ønskede hun gik , men heller ikke til hun blev, så de lige kunne genfinde melodien.
Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle få ham til at forstå, og til at slappe af.
Hun rakte ud og tog hans hånd igen...hvis ikke han trak den til sig , nussede hun lidt på den og sagde "Søde Zean...kan vi ikke lige prøve at tage dét roligt her ? Vil du ikke være sammen med mig fordi jeg ikke kaster mig om halsen på dig og hviner 'endelig '? ....hvad har du så travlt med ? Jeg tror stadig du er mere...forvirret...end du vil indrømme...men dét jo lige meget....kan vi ikke slappe lidt af og hygge os ?
Hvis hun havde hans hånd i sin endnu, ville hun føre den til sine læber og sætte et lille kys på den.

Han så lidt på hende, han nåede først at hive sin hånd til sig, da hun havde kysset den, hvilket han ikke rigtig viste om han syntes om eller ej.
"Jeg er rolig...Måske er jeg forvirret, men jeg tror at du tror jeg er mere forvirret end jeg er, måske fordi du selv er det eller ville være det i mit sted.
Du må forstå...At når tingene ikke lige får som man håber, eller tror, de vil, så kan det godt tage et øjeblik lige at komme tilbage på sporet...så accepter jeg ikke lige hopper rundt, klapper i hænderne og får dig til at looove mig at invitere mig til dit kommende bryllup med Tristan..." han smilte lidt, et svagt forsøg på lidt humør, hvilket han håbede hun fangede i stedet for at blive sur over den kommentar.
"Jeg har ikke travlt med noget som helst...faktisk føler jeg lige nu, at jeg har alt for lidt at lave, alt for meget tid til mig selv...Du kan nok slappe af, jeg vil nok forsøge. Men jeg vil nok ikke hygge mig så meget som du...husk på: det er ikke mig der har fået sig drømme prinsesse...eller prins for den sags skyld" sagde han. Det hele sagde han...på en rolig måde, som om han havde...vænnet sig mere til det, eller også tog han bare mere afstand. I hvert fald fik han sagt det roligt.
"Og undskyld mig, jeg vil se til min søn" dette fik han dog sagt lidt mere bestemt.
Han rejste sig og gik ind i soveværelset og satte sig tungt på sengen, sukkede.
Han så lidt på Elyas...kære lille Elyas...Han var glad for hans søn, men også bange for han bare havde givet liv til endnu et væsen der leve i mere elendighed, end...kærlighed. mere ensomhed end venskab. I mere drab end redning.
Men sådan var det jo...
Han blev siddende der lidt, bare for at få et lille øjeblik til sig selv...

Hun smilede lidt af hans bemærkning om bryllupet.
Hun hørte godt tonen han serverede den i var ironisk men ikke sarkastisk , hvilke fik et lille smil frem.
"Hold nu op Zean....ingen taler om bryllup...helt ærlig, vi dater og sådan...men mere er der ikke sket...endnu "hun rystede på hovedet, dét lille ord ...endnu..
var efterhånden blevet ret centralt i hendes liv
Dét var lidt underligt.
Igen forsøgte hun at lytte til hans forklaring om han ikke var forvirret, men at hun måske var ?
Hell yes....80% af hendes liv følte hun sig snart forvirret...men Zean....men Samuel....men ikke med Tristan.
Hun kunne bare ikke udrede den forvirring, men brugte tiden på at holde den væk så godt hun kunne.
Med Zean havde hun altid ment dét var fordi de var så forskellige, at han kunne gøre hende rundforstørret.
Hun nikkede da han gik ind til Elyas "Naturligvis "skyndte hun sig at sige.
Hun blev siddende i sofaen, selv om hun havde mest lyst til at gå efter ham, men måske han ville synes hun møvede sig på ?

Han lod sit ansigt begrave i sine hænder...selv om han ikke havde elsket hende på samme måde mere, burde han nok være blevet hos Dawn. Så var han ikke endt med den følelse af...ensomhed. Igen.
*Ja, Zean...hvad kan jeg sige?* Leonard.
"Åhh hold op...jeg ved hvad ud mener!" mumlede han til svar, stille for ikke at vække Elyas.
"Og bare rolig...jeg skal nok styre mig...støtte op om hende, fortælle hende hun gør det rigtige...men jeg vil bare vente..." Leonard grinte i hans hovedet.
*Selvfølgelig vil du det...det viste jeg, du er så stædig!* Hvem af dem var mest stædig måske? Zean rystede på hovedet med et lille smil og gik ind i stuen igen.
*Live with the black sheep, live with me...* Han nynnede svagt for sig selv, for at berolige sit indre jeg, mens han gik over for at hente teen...

Camille syntes han var lidt længe væk.
Tastløsheden tog over og hun rejste sig op.
Først trippede hun lidt rundt, men måtte have noget mere...håndgribeligt ....at lave.
Så hun gik ud i køkkenet, hvor hun satte nyt vand over til frisk te.Dét var næsten en symbolsk handling.ud rendte dén gamle vand i afløbet imens dét nye blev gjort klart, blev tilberedt.
Hun faldt lidt i staver, i hendes egne tanker og der fandt hun at dét var blevet mere svært for hende at skilne mellem Leonard og Zean, dét var som om de gled mere sammen, var det fordi de arbejdede bedre sammen mon ?Hendes nysgerrige tanker blev afbrudt af Zeans nynnen og hun kiggede op.
"Var han okay , Elyas ?"

Han så op på hende og et øjeblik kunne man fornemme et spil mellem...Zeans forholdsvis varme øjne og Leonards kolde. Men hurtigt besluttede de sig og det kolde forsvandt.
"Selvfølgelig" smilte han en anelse ligegyldigt. Han tænkte tilbage på sit møde med Tristan. Det var vist god han kendte Camille...ellers var han død nu. Eller, det var han selvfølgelig ikke, det var nok mere ham der ville være det, men alligevel.
Han strakte sig og så hun havde sat nyt te over.
Han gik over og tændte tv´et, en tilfældig kanal, skruede ned og lod det køre, som lidt baggrundslarm så tavsheden ikke ville blive så pinlig igen.
"Hvordan går det så med dine evne?" spurgte han, for at høre om der var sket noget nyt eller noget.
Og så prøvede han bare at ignorere at det andet nogensinde var sket.

Hun nikkede.
Der var stille fra værelset, et godt tegn på han sov trygt.
Hun skulle passe lidt på med dén lille fyr, hun kunne kun al for let knytte sig til ham, hvis hun så ham regelmæssigt, han var virkelig en hjerteknuser, just like his dad.
Zean susede over til sofaen, hun regnede med dét var ham ihvertfald.
Og efter nogle minutter hvor hun færdig gjore deres te, joinede hun ham der.
"Mine evner..?.eh...jeg har .vist glemt at øve på de dagligdags ting du forslog"indrømmede hun.
Hun vidste godt hun måtte igang, da han havde helt ret i hin tog afstand fra dem og hsvde svært ved at accepterer sig selv.Alle ændre gik dét fint med, pånær hende selv.
"og dit nye job Zean ?" Spurgte hun interesseret.