En fremmed på rundtur - Procella

T.- Medio december, kl. 17.45
V.- Mørkt, køligt, blæsende
S.- Markedspladsen
O.- En del mennesker, flere af boderne er dog ved at lukke for idag. Så småt begynder folk at drible hjem, vejret er koldt og der er snart aftenmadstid.
B.- Sorte stramme bukser, en sort uldjakke i et meget kantet og hårdt snit, åben hals og løsthængende mørkt hår. Høje støvler med stillet. om hendes venstre håndled er en tynd sølvkæde og om hendes hals hænger en lille amulet i form af en patron i en lang kæde.

Hun havde lejet en bil ved et udlejningsfirma i nærheden af hendes hotel på Sheria. I nogle timer havde hun kørt rundt på vejene mellem de små 'øer'. Hun havde observeret og nydt at se mere end bare den store by. Ofte havde hun holdt ind til siden og havde været ude at gå lidt.

Nu gik hun rundt på en markedsplads i Deepshell. Hun spankulerede rundt med klikkende hæle, hænderne i lommen og et tomt blik i øjenene. Hun skannede alting omkring hende og virkede måske en smule paranoid. Siden hendes afgang fra Sheria havde hun haft det som om nogen fulgte efter hende. hun gennemspillede scenen i sit hoved... *Nej, jeg efterlod ingen spor.* Hun så liget for sit indre blik, liggende dér i den lille gyde, med opskåret hals. Hun smilede lidt for sig selv og slikkede sig om munden. Aldrig før havde hun været så mæt, så ofte, som efter hun kom til denne øgruppe, *Det er næsten for let* klukkede hun for sig selv.

*Damn it's cold. Maybe it's about time to go home?* Hun skuttede sig lidt og bevægede sig lidt væk fra pladsen. Hele tiden forsøgte hun et erindre hvilken vej hun kom fra, så hun på et tidspunkt kunne finde sin bil igen. Den sidste uge havde virkelig budt på mange nye oplevelser. For Narcissa, der godt nok havde eksisteret i mange år, men som først rigtig var begyndt at leve sit eget lidt for små 10 år side, var mødet med engle og andre dæmoner er stort øjeblik i hendes liv.

En ung kvinde møvrede sig tæt forbi hende i menneskemængden og Narcissas næsebor vibrerede. *Mmmm... food!* Uden at være sig fuldt ud bevidst om det begyndte hun at følge efter den unge kvinde.

Procella snoede sig gennem menneskemængden uden egentlig at registrere dem som enkelt individer. De var smeltet sammen til én stor levende organisme i hendes bevidsthed, og hun bøjede automatisk af for den.

Hendes ravfarvede øjne var ufokuserede og dog fangede hun ubevidst tusinder af informationer som hendes hjerne lagde i forskellige kasser, så hun ikke behøvede at spilde aktiv tankevirksomhed på ligegyldigheder. Den lange tunge læderduster slog mod hendes lægge. De fleste flyttede sig automatisk for hende. Det evigt vagtsomme men ufokuserede rovdyrblik, behøvede ikke dvæle ved mennesker før de trak sig. Det lå i luften. Det lå som en aura omkring hende. Som en fært man næsten kunne fornemme prikke på tungen. Fornemmelsen mennesker fik når en fare lurede. Den lette rejsning af de fine hår i nakken. En let kuldegysning. Som når man kiggede på et rovdyr i en zoologisk have og havde bevidstheden om at stod man ansigt til ansigt med skabningen i naturen, ville man ikke have en chance.

Nogle få var dumme nok til ikke at vige hurtigt nok. Det var nok at Procella lod blikket glide over dem. Hun låste ikke blikket, og alligevel skiltes menneskehavet for hende, på trods af hendes ringe højde og slanke skikkelse. Måske var der ikke noget at sige til det. Ikke i aften. Procellas evigt lurende vrede, lå som en synlig hinde omkring hende. De stølvbeslåede støvler skridtede tungt mod brolægningen imens hun med et kattedyrs smidige bevægelser gled sammen med menneskemængden. Det var ikke gået som hun havde ønsket. Langt fra.

Procellas læber blev strammet over tænderne da hun arrigt bed tænderne sammen og slugte den dybe snerren. De nærmeste trak hurtigt bort fra hende, så hun fik en ø af frirum på den ellers trængte gade.

You need a kill moon-child
- Tell me something i dont know
You want me to, or you wanner be pissed of?
- I cant be both?
Stop bitching moon-child...

Procella blottede kortvarigt de unaturligt skarpe tænder i en lydløs snerren, og atter trak menneskerne omkring hende sig instinktivt bort fra den lurende fare som de på et ubevidst plan registrerede

DONT YOU DARE MOCK ME RIGHT NOW!
- Im sorry...i know you are upset...you want me to sing for you?
To wha? NO! I WANT TO KILL SOMETHING! I DONT WANT A FREAKING LULLABY!
- You dont have to be rude...

Procella var ved at koge over

Fine, fine! Ill help you. I sense one. Its a shadow...like him...
- Thank you...
Im always here moon-child...you know ill never leave...

Procella skar ansigt. Hun vidste ikke helt om hun skulle se det som en trussel eller et løfte. Hun løftede ansigtet let og vejrede i vinternatten. Den bragte en let krydret duft med sig. Et langsomt ulvegrin bredte sig om hendes læber da hun drejede ned af en sidegade og fulgte færten af bytte.

Hun stak sine hænder dybere i lommen og trak skuldrene op om sine ører. Hendes næsebor vibrerede og hun smilede for sig selv. Menneskemængden lå snart bag hende og hun fulgte denne ene duft med lethed; faktisk havde hun slet ikke brug for at se sit bytte, hendes næse havde for længst låst sig fast på pigens duft.

De mørke øjne pilede fra side til side, som for at opfange uvelkomne bevægelser omkring hende. Hun mærkede den indre varme begynde at brede sig i hende ved tanken om det forestående måltid. Sådan var det altid... denne varme fornemmelse og stikken i læberne. Hun vidste at hendes læber nu var rødere end normalt og at de stod som en flot, om end uhyggelig, kontrast til hendes eller så blege hud. *Piggabooh, little friend... come here now.* Hun klukkede lavt for sig selv og nød at være ude i mørket. Nød følelsen af at være jægeren, af at vide at byttet om kort tid ville blive indfanget og det sjove kunne begynde.

Hun drejede ned af en sidegade og snusede lydløst ind. En stank af urin ramte hende som et hårt slag i ansigtet, med et host rynkede hun utilfreds på næsen. Med lettere irriteret mine skannede hun gaden foran sig, mens hun sendte en arrig forbandelse af sted imod det menneske der nu var skyld i at færden fra hendes bytte var væk. *But not for long, soon... verry soon. Forward... onward!* pacede hun sig selv.

Med lange skridt travede hun længere ned af den halvt mørklagte gade. Med ét gik det op for hende at hun var kommet på afveje og ikke anede hvordan hun skulle finde tilbage til sin bil. Hun bandede lavmælt for sig selv, irriteret over denne detalje, men fortsatte ned af gaden. Og dér... lidt længere nede opfangede hun færden igen. Hendes dæmoniske instinkter tog over, hun var simpelthen for tæt på sit bytte til at opfange andet end duften og glæden ved snart at skulle stille sin sult. For enden af gaden så hun den unge pige dreje til venstre. Narcissa satte med en veltilfreds grynten i løb... hendes sorte øjne skinnede og hendes tænder blev hurtigt mere og mere spidse.

Procella fulgte stemmen i hendes hoved der ledte hende. Hun var helt sporet ind på duften nu. Den var printet ind i hendes sanser. De rovdyrgule øjne lyste farligt af forventning. Den metaltunge læderduster fik eget liv da den, grundet hendes fart og nattevinden, med et smæld foldede sig ud.

Got her...

Procella trådte ud fra sidevejen og skubbede menneskekvinden brutalt bort. Hun havnede i en bunke af forskrækket udråb og juleindkøb. Procella havde allerede luet hende fra. Hendes øjne var halvt lukkede da hun vendte sig mod duften der pirrede hendes lugtesans.

De dyriske øjne og de blottede skarpe tænder der mødte den fremløbende dæmon, kunne få én til at spekulere på hvem der var jæger og hvem der var bytte denne vinternat.

"Not tonight sweetheart...come dance with me..."

Narcissa løb med hurtige skridt ned ad gaden og drejede smidigt til ventre dér hvor pigen kort forinden var drejet fra. Duften fra hendes bytte sad i hendes næsebor og mundvandet stod højt om hendes tænder.

Da hun drejede om hjørnet opdagede hun med det samme at noget var galt. Foran hende stod en kvinde, men det var ikke den unge pige. Gule øjne mødte hende som små flammer og hun havde et sammenbidt, men målrettet ansigt.

*What the fuck!?* Der var et eller andet heeeelt galt! Hvor fanden er pigen, og hvem helvede er dét?

Narcissa forsøgte at stoppe sit løb, det lykkedes, men ikke så adræt som hun havde håbet. Med et par kluntede hop landede hun på benene og stod stille. Hendes sorte øjne tindrede og hendes læber var trukket op om hendes sylespidse tænder i et frosset grin.

Hun fornemmede at kvinden foran hende var farlig, men hun kunne ikke gennemskue hvem eller hvad hun var. Lidt længere nede så hun en bunke mennesker stå og forsøge at samle noget op. *HER!* hun så sit bytte rejse sig, med hjælp fra en ældre herre.

*Aha... guess this isn't gonna be that easy? But not here... too many eyes*

Med et hurtigt vrid og tre skridt drejede hun omkring og løb ned af den tomme gade hun kom fra. Hun vidste at det var et farligt træk, sådan at lade sin ryg være fri. Men hun var nødt til at komme væk fra menneskemængden, kunne umuligt konfrontere hende, hvem end hun var, derude. Forhåbentligt gjorde kvinden sig de samme tanker. Hun bed tænderne sammen, klar til at tage imod indkommende angreb og smerter.

I gaden stoppede hun op, sprang ind bag en bil og krøb sammen i skyggen. Ganske få sekunder efter stod mørket fra hende som en aura og med hjælp fra den gled hun sammen med gadens skygger.

*Now... come play!*

Procella lagde hovedet let på skrå og så efter den flygtende skikkelse

"Hm...clever girl...its not gonna be that easy to get rid of me..."

Jægeren knipsede læderjakken op imens hun roligt skridtede efter dæmonen. Hendes fingre trak flippen på jakken tilbage og greb om sølvstagen. Hendes universelle våben. Den gamle ritual dolk fra de gamle kelteres tid, som senere var faldet i hænderne på den romersk katolske kirke som havde omsmeltet det til et kors, som derefter var spidsfindigt lavet om til den stage der havde taget livet af vampyre, varulve og dæmoner. Det magiske våben der var kølet i vievand havde skaft som et kors, og var prydet med gamle hellige symboler fra sin skabelses dage.

Stagen blev øvet trukket. De havde mange liv og uliv på samvittigheden. Det seneste en dødsengel på stranden. Procella havde allerede glemt hende, hun var ikke længere vigtig. Hun var endnu et liv, som kunne have været menneskeligt og reddet. Det var hendes arbejde at gøre det.

Come out, come out wherever you are...

Sang en lille stemme i hendes hoved. Det fik hendes læber til at kruse sig i et smil. For en gangs skyld havde hun ikke noget imod at have selskab på en jagt. En gang i mellem betalte det sig at være mere end én.

Where is she?
- playing hide and seek...
I know that...where?
- The wheels on the bus go round and round, round and round, round and round...

Procella rynkede sine bryn et øjeblik før hun lagde brikkerne sammen. Hun klukkede lavt i halsen.

Oh come on...really?
- Peek a boo...i see you...
I love you sometimes
- Oh stop it moon-child...just go get her

Procella måtte sluge en latter ved det stolte tonefald i hendes hoved. Der gik ikke skår af hende ved at være venlig ind i mellem. Det kunne betale sig i det lange løb at stryge hunden med hårene.

Legende og drillende lod hun stagens spids glide langs med husmuren så en sprød knasen lød hørligt gennem den forladte gade, imens hun langsomt bevægede sig langs bilerne, og mod færtens ophav.

*That fucking cunt... ruined my dinner!* Naricssa var rasende, og dét blandet sammen med de ynkelige rester af byttets duft der hurtigt forlod hendes næse, var hun ved at miste besindelsen. Hun måtte kæmpe af alle kræfter for ikke at gå ind i sig selv og bare gå bersærk. *Hush now girl... easy now, wait for it, wait.* Hun trak vejret tungt og var klar over at der ikke ville gå længe inden sammenstødet med kvinden.

*Who the fuck is she? ..must be some kind of a hunter... bitch!* Méd ét stod hendes tanker stille. hun kunne høre en lyd komme nærmere. Som om noget af metal raslede imod cement eller mursten. Det rislede hende ned af ryggen og med sine tanker samlede hun mørket tættere om sig.

Pludselig slog en duft om i hendes næse. Den var hende fuldstændig ukendt, men tydeligevis fra kvinden. *She's too close... I need to move... NOW*!

Med ét sprang hun frem af mørket, forsøgte at komme rundt om bilen på den modsatte side af de gule øjne. Eftersom bevægelserne krævede hendes opmærksomhed, specielt hvis hun skulle gøre sig håb om lidt fart i de høje stilletter, forsvandt mørket omkring hende og hun var nu synlig for alle der befandt sig i gaden.

*Crap... gotta get a better hang of that freaking dark...* Hun landede på den anden side af bilen og forsøgte at tage bestik af situationen... *Now, where is she?*

Procella var for gammel i gårde til bare at vade direkte ind i armene på sit bytte. Selv den mest venligtsindede hund ville bide hvis den blev trængt op i en krog, og hun gik ikke med nogen illusioner om kvindens evne til at gøre skade på hendes krop hvis hun lod hende få fingre i hende. Mørket havde været unaturligt, selv ikke hendes natteklare øjne havde kunne gennemskue det. Hurtigt havde hun taget omgivelserne ind. Sidegaden var en klassisk beboelsesgade, komplet alt hvad hun havde brug for til sit angreb.

Procella sprang hurtigt og lydløst op på kølerhjelmen af en bil. De stålbeslåede støvler lavede en let skraben og vognen vuggede på sine fjedre da hun satte videre af. Brandstrappen der var trukket op agerede som vippepunkt da den gled ned og gav hende yderligere momentum.

Procellas fødder samlede sig i stilling til et kraftspark der i øjeblikket havde retning direkte mod dæmonens ryg. Med lidt held ville hun have overraskelsesmomentet på sin side. Procella udnyttede sit fald til fulde, med den ekstra styrke det gav sparket.

Et menneske ville blive knust under styrken og stålet. Desværre skulle der som oftest langt mere til at tage livet af dæmonerne. Det var en kedelig tendens der besværliggjorde hendes arbejde, men også gav det den kant af spænding hun hungrede efter.

Hun mærkede hvordan blodet brusede i hendes årer og hvor svært det var for hende at tænke klart. *Where's that girl? Wonna rip out her heart... just get it over with and back to my dinner..*

Inden hun nåede at fange kvinden med sit blik blev hele verden vendt på hovedet. Et voldsomt stød ramte hende i ryggen og sendte hende hovedgrus hen ad asfalten. Alt luft blev slået ud af hendes lunger og hun mærkede smerten forplante sig ned af hendes rygrad. Et lille sekund senere var smerten fra ryggen dog ingenting at regne imod dén der ramte hendes kind. Hun kurrede lidt hen af jorden og forsøgte febrilsk at få vendt sig.

Med en kraftanstrengelse af de store vred hun kroppen og sparkede benene bagover, så hun fik lavet en slags kikset forlæns rullefald - med ansigtet som stødpude. Da hun endelig var oppe igen flammede hendes øjne af raseri, hendes mund stod åbent i et hult hvæs og omkring hende hang en nærmest levende aura af mørke.

Med en hånd tørrede hun hurtigt og vred lidt blod af ansigtet og kiggede så mod kvinden bag sig. Alt i hende summede i en blanding af smerte og hysterisk raseri. Da hendes blik mødte de to små gule flammer udstødte hun igen en hult og hæst hvæs, klar til at tage imod endnu et angreb.

Procella fulgte sparket til dørs. Hendes overnaturlige hørelse registrerede den lette klikken af nakkehvirvler der blev skubbet mod hinanden. Havde Narcissa været et menneske var hun sikkert blevet paralyseret og nerverne flået over. Procella vidste dog at der maksimalt kunne være tale om piskesmæld og det var kun hvis hun var virkelig heldig.

No time to glowering...get away...

Procella blottede tænderne i en snerren og kastede sig hurtigt bort, imens faldet og sparket fik kvindens krop til at kurre et stykke bort fra hende. Procella betragtede kvinden med let sammenknebne øjne da hun blev skreget af.

"Oh will you stop being such a girl and just come and kill me? I messed up your hair - so? Make me pay for it!"

Hånede hun. Procella var ganske tilfreds med at kvinden syntes så let at få ud af sindsbalance.

We need to eat soon
- Not now...
But we do!
- Will you PLEASE let me focus here?!

Procella begyndte at knurre lavt og rumlende, dybt i halsen, og de rovdyrgule øjne nærmest glødede i nattemørket.

Smerten i hendes ryg og kæbe hamrede af sted efter asfaltkysset fornemt fasciliteret af kvinden med de gule øjne. Hun kunne mærke hvordan læben var flosset itu, og ville slet ikke gætte på hvordan hendes ansigt så ud. Arrigt spyttede hun en klat blod ud på asfalten foran sig.

Narcissas ene øjenbryn hævede sig ved kvindens ord og antydningen af et smil faldt over hendes ansigt. *So, she's witty too...* Et fnys slap hånligt hendes næse, mens hun rettede sig op. Hun mærkede hvordan hele hendes ryg gav knæk fra sig. Det umiddelbare raseri havde lagt sig en smule, og hun studerede nu kvinden rigtigt for første gang. Hun var i særdeleshed overrasket over den styrke der lå i denne lave kvinde... men omvendt, hun selv var ikke kendt for at ramme nogen lofter, og hun var såmænd heller ikke den svage lille pige folk tog hende for at være. Der var noget dyrisk over den gul-øjede kvinde, noget skræmmende og noget... hun kunne ikke umiddelbart sætte fingeren på det.

Kunne hun vinde den her kamp? *Stop fucking whining... just do this.* Når Narcissa var i dette humør var hun ikke ligefrem beregnende, og det næste træk hun tog, ville mange nok ikke vurdere som videre gennemtænkt.

"Kill you? I can do that... or better, you could be my dinner!"

Ved den sidste sætning bøjede hun ned i knæ og brugte hendes stærke lårmuskler til at sætte af med. Som en kat sprang hun frem imod sit bytte, med en hvæsen og flimrende øjne.

Procella lo lavmælt over den dybe knurren

"Dont write checks your ass cant cash"

Tingene gik hurtigt nu, og tiden virkede som om den blev sat i slowmotion. Hendes fingre lukkede sig hårdte om sølvstagen da dæmonen kastede sig gennem luften. Hun holdt stand, hvis hun flyttede sig for tidligt ville hun have ryggen til, hvis hun flyttede sig for sent ville hun blive væltet omkuld.

Procella skrævede og lagde vægten så balancepunktet var så godt som perfekt. Så slog hun opefter med sølvstagen efter kvindens mave, imens hun snurrede sig sidelæns, så den metalforstærkede læderjakke fungerede som en matadorkappe

Dont play too much...
- Why?
We get tired...we are not as agile as before...
- Geeeh thanks, i really needed you to remind me!
You are very welcome Moon-child

I et blink var kvindens hånd fremme imod hende og i den glimtede en stage af sølv. Narcissas øjne trak sig sammen da hun indså hvad hun var på vej imod.

Narcissa kunne umuligt nå at stoppe sit spring nu, eftersom hun allerede hang i luften. Som i en refleks rakte hun armene ned foran sig, og i luften greb hun om kvindens håndled og spændte hendes arme alt det hun kunne.

Da hun ramlede sammen med sølvstagen, mærkede hun hvordan den krævede sin vej ind gennem hendes maveskind og borede sig ind i hendes mellemgulv. Hun mærkede hvordan spidsen stoppede lige under hendes ribben. Et dybt støn slap hendes læber da smerten indtraf.

*Aarhhh.... damn that woman!*

Eftersom kvinden havde flyttet sig en smule efter Narcissa var sat af, ramte hun forbi hende. Men med hænderne låst fast om hendes håndled, styrtede Narcissa forover. Hun forsøgte febrilsk at lande på fødderne, men det var som om de ikke ville lystre på grund af den rivende stikken maven. Hun landede med knæene først og rev samtidig alt hvad hun kunne i kvinden arm for at få hende med sig i faldet. Så længe hendes greb holdt ville hun forhåbentligt kunne flå kvinden med sig, eller i det mindste gøre skade på hendes arm.

Bloody Hell!

Procellas ansigt fortrak sig i raseri da hun mærkede hvordan dæmonens greb lukkede sig om hendes håndled.

Bent or break moon-child...
- I KNOW SHUT UP!

Procella flåede stagen ind mod sit bryst så den ikke blev flået ud af hendes greb, samtidig med at hun forsøgte at bruge det uventede greb i sin arm. I stedet for at flå sig fri - hvilket nok ville være lige så effektivt som at stoppe en lastbil ved at bede den om det - kastede hun sig ind mod dæmonen i håb om at hun ville lande øverst, og at den uventede manøvre ville få hende til at give slip

Damnit! Now i get a bruise again! He is gonna be pissed!
- We are wrestling a demonic girl, and you are worried about your boyfriend?
Not helping! Help or shut up!
- You dont have to be such a bitch about it...

Det her gik hurtigt, og kvinden Narcissa kæmpede med var tydeligvis dygtig. I hvert fald formåede hun at vende situationen igen.

Narcissa skreg hæst af vrede da hun mærkede hvordan vægten pludselig blev forskudt igen.

*...this is bad.... real bad!*

Nu kunne hun enten vælge at slippe hånden og forsøge at rulle til siden; det ville resultere i endnu en tur hen over asfalten, og hendes modstander ville få en positionel fordel. Til gengæld ville hun ikke få jaget den ubehagelige sølvstage i sig igen... lige foreløbig.

Hun kunne også fastholde sit greb, tage imod stagen og flå kvinden ind en en voldsom omfavnelse. Dette ville give hende den fordel at være tæt på hende og forhåbentlig kunne få nogle seriøse slag ind. Men... Narcissa græmmede sig ved tanken om stagen der flåede i hendes krop igen.

Uden megen tid til at tænke, slap hun kvindens håndled og forsøgte et vride sig væk fra hende. Ryggen var bestemt ikke tilfreds med disse bevægelser og hun kunne mærke hvordan knæene brokkede sig imod de hårde fliser.

"Why me?"

Spyttede hun da hun endelig faldt til ro på jorden, siddende på knæ med siden til kvinden. Hun kunne række hånden ud og prikke på spidsen af stagen, hvis altså det lige var dét hun lystede... eller havde tid til. Hun stirrede på stagen, som om hun troede den ville forsvinde, hvis hun var så rasende nok ud.

Procella begyndte at le lavmælt selvom hun smækkede sidelæns ned i brolægningen. Hun kom hurtigt på ret køl igen.

"Are you kidding me? Why you? Why NOT you? im a hunter, you are a demon? This is how it works...why you...because its not gonna be me...stop being stupid..."

Procella rullede med øjnene og huggede ud efter pigen i en sidelæns "slasher-effekt", der ville flænse hendes skulder og arm med mindre hun rykkede sin røv i en aller helvedes fart.

Stupid? Thats my word...you like my words?
- Well...they can be kinda useful sometimes

Procella rullede rundt med det andet håndled og forsøgte at få en fornemmelse af hvor stor skade der var sket. umiddelbart føltes det ikke som om noget var brækket eller hevet af led, men med adrenalinet pumpende i kroppen ville hun alligevel først mærke den fulde effekt af jagten når rusen havde lagt sig, og det store smæk ville først komme i løbet af en dags tid eller to.

Narcissa smilede da hun hørte kvindens svar. Et kort sekund senere slyngede kvinden stagen ud imod hende og Narcissa rullede hurtigt væk fra hende. I en glidende bevægelse kom hun op at stå. Da hun forsøgte at rette sig op skar et jag igennem hende og hun måtte læne sig lidt forover for ikke genere det dybe sår i maven unødigt.

*...hell, she got me good there. Perhaps it's time to get the fuck out of here? ...dinner somewhere else!*

"I guessed so... well... exsuse me... haven't met many hunters, ya know! So, they're all as fat-assed as you?"

Hun kunne mærke hvordan hendes top var våd og varm af klistret blod. Hun var virkelig snart nødt til at finde en udvej, det var uendeligt mange år siden hun havde været i så tæt nærkamp, og hun var ikke sikker på længe hun kunne holde endnu. Det irriterede hende grueligt, at kvinden end ikke blødte. Med en irriteret mine førte hun hånden op til sin hals og trak en smule i amuletten, kæden havde i faldet fået snoet sig og skar ind i hendes kød. uden at værdige sine egne bevægelser megen tanke, drejede hun den og lod den atter dumpe ned på plads på sit bryst.

"So, now what? You're gonna kill me with that?"

Hun nikkede hen imod stagen.

"Haha,, right ya are..."

Narcissa trak hurtigt og grådigt en mundfuld luft ind og koncentrerede sig alt det hun kunne. Hun mærkede hvordan hendes blik blev slørret og hvordan hendes krop tændtes i et voldsomt lysglimt, som var et lyn slået ned i hende lige dér hvor hun stod. Udmattet studerede hun kvinden imens.

Procella fnøs hånligt og fulgte dæmonens bevægelser så også hun gled op at stå.

"If you met hunters, and survived, they where not all that good now where they? And im not fat you ugly piece of trash! Not unless you wanner get killed by a fat chick!"

Narcissa kunne jo ikke vide hvor meget det rent faktisk prikkede til den stump af forfængelighed der boede i Procella. Procella glemte dog hurtigt sit raseri over den flabede kommentar da dæmonen begyndte at pille ved noget.

Wait...we know....that....
- We do?

Et forvirret udtryk gled over jægerens ansigt og hun lagde hovedet let på skrå og betragtede indgående genstanden mellem dæmonens fingre

I think we do...its...its...

Procella gav et svagt skrig fra sig da lyset smertede gennem hendes følsomme øjne, der havde vendet sig til nattemørket. I nytteløs refleks holdt hun underarmen op foran ansigtet for at skærme sig mod det. Blå og grønne pletter dansede for hendes blik og hun kunne intet se.

Hun vaklede nogle skridt baglæns og krøb halvt sammen i en beskyttende position, forventende et angreb.

Hun havde set et forvirret udtryk i kvindens øjne, sekunder inden hun klemte øjnene sammen imod lyset og krøb baglæns. Narcissa smilede over at hendes lille trick virkede. Dog varede smilet ikke længe... for da hun trådte frem imod kvinden for at angribe mærkede hun hvor træt hun var.

Blodet løb stadig uhæmmet ud af det gabende sår i maven, halvdelen af hendes ansigt lignede noget det havde leget med et rivejern og hendes syn var sløret efter at have brugt så mange kræfter på lysglimtet. Hendes angreb imod kvinden var derfor meget langt fra så kraftfuldt som hun havde ønsket. Faktisk virkede det blot som en slags hjerteligt skub... i ansigtet... med klør.

*Gosh... need... to get away... now!*

Hun trak to skridt tilbage og stod nu med hænderne imod såret i maven. Hun skulle virkelig skynde sig, ville hun væk var det nu eller aldrig. Hun vendte sig væk fra den blændede kvinde og prøvede at tvinge sin udmattede krop i løb.

Procella slog blindt ud i luften med stagen da kløerne gled ned af hendes kind. Det gjorde ikke rigtigt ondt. Ikke rigtigt. Men de trak nogle lette rifter ned over hendes kind der hurtigt rødmede og hævede svagt op, som smårifter fra katteklør havde en tendens til.

Procella kunne stadig intet se. Alt var slørret for hendes blik i et væld af underlige farver. Tårene løb ned af hendes kinder da de smertende øjne febrilsk kæmpede for at vinde synet tilbage igen, og hun begyndte at skimte skygger mod de klare farver.

Det var hendes hørelse der gjorde hende opmærksom på dæmonens flugt og ikke synet. I refleks kastede hun sig frem mod kvinden - og bragede sekundet efter ind i den bil hun overhoved ikke kunne se.

Procella gik bagover, og det hele sejlede atter engang for hendes øjne.

Oh great...there goes dinner
- Fantastic...tell me something i DONT know!
If you are going to be like that im not gonna talk to you!

Procella kæmpede sig op på den ene albue og blinkede tårene bort. Bilen trådte uskarpt frem for hendes blik. Fedt. Hun havde leget rambuk på en mindre varevogn. Så var den pludselige hovedpine nok slet ikke så underlig alligevel...

Narcissa hørte et brag bag sig, men havde ingen intentioner om at vende sig om.

*I don't need that bitch in my face... AGAIN!*

Hun humpede af sted med en grim grimasse. Det gjorde helvedes ondt, faktisk var hun et kort sekund bange for om alle hende tarme var på vej ud.

*Stop it... just move*

Efter at have slæbt sig selv af sted et par gader var hendes kræfter brugt op. Hun var simpelthen nødt til at hvile. Med en anstrengelse smed hun sig op imod en grafittiovermalet mur. En ung mand stod og stirrede vantro på hende. Narcissa fattede ikke at han var der før hun hørte hans stemme.

"Hey, lady? Are you okay?"

Hun hvæsede af ham, med tænder og kulsorte øjne. Havde ikke engang energi nok til at overveje om han kunne ædes. Med et forskrækket ansigstudtryk stak fyren i løb... han glemte sine to cans.

Med sine rystende hænder undersøgte hun sin mave. Det var slemt.. ved hver eneste vejrtrækning piblede blodet. Narcissa bandede lavmælt og pressede febrilsk sine hænder imod såret.

"Where's my damn car?"


//Fortsættes her: // http://deploratus.heavenforum.org/t6669-scarred-azuriel#198243 //