Grænsen

Lige på hjørnet af skovgrænsen, og den lille græs grænse der adskilte græs og stien ind i skoven stod en skurvogn. Ikke af nogen flot kaliber, mørkerød, ikke specielt iøjnefaldende. Et lille plastikbord og en plastikstol, stod udenfor. Døren var åben, men med et net foran sig, så der ikke kom små insekter ind. På trods af at det var vinter, så var der jo stadigvæk en del af dem.
I den lille plastikstol sad Tomás, og summede over en irsk, på samme tid med at han rullede cigaretter. Han dyrkede jo både tobak, og gud ved hvad, inde i hans ene køkkenskab. En skodradio kunne svagt høres, hvis man stod 25-30 meter væk. Den stod på det lille trappetrin i stål, der hang lige ud foran døren. "... Jeg er en slacker af sind, bare en passiv stener, passer mig selv og ..." kunne svagt høres, med rap beatet i baggrunden.
*Det er jo ikke koldt* tænkte han. *Ikke den mindste smule*.
Der var ikke sket noget den dag. Et par 'gratis' varer fra butikker. Det kørte. Han skulle vej i byen i aften? *Der er vel ikke så meget andet at gøre?* tænkte han. Det eneste problem var at alt hans pænere tøj var til vask, og han var simpelthen for doven til at få det vasket. Han havde aldrig brudt sig meget om vand, når det ikke blev brugt til at vaske sig.

Måske var det et lidt vågefuldt sted han havde bosat sig for den næste lille uge, men han kendte kanterne her. Der skete for det meste ikke så meget her. Han havde meget fred, men FUCK hvor han dog savnede de andre fra kolonien. Men han havde jo også brug for at være væk fra dem, og det var han nu. Men det var underligt. Meget underligt.

Cherlyn kom roligt gående inde fra skoven af, med lette og dog elegant skridt. Den stramme træningstop, og de løse joggingbukser hun havde på, behagede hende ikke det mindste. Det var usselt mennesketøj, som hun havde nakket fra en løber i skoven. Efter hendes lille oplevelse derinde, manglede hun bare noget at tage på. Så var en uheldig løber kommet forbi, og hun havde knapt noget at skrige, før hun var død. Hun nåede grænsen af skoven, og kiggede sig roligt omkring. Ingenting at se, så hun kunne være hvor som helst. Et jag af smerte skød gennem hende, og det føltes som om nogle havde stukket en kniv i maven på hende. Hun holdte vejret, og var lige ved at falde på knæ, da smerten forsvandt igen. *Pokkers lyster!* Hun forbandede sig selv, og sin uvidenhed overfor det der havde gjort hende skidt. Pludselig anede hun lyden af en radio, og rettede sig helt op. Så der var liv herude, i den dystre og dog smukke skov? Det måtte hun jo finde ud af, og måske kunne hun komme hjem. Hun trak på skuldrene, og gik barfodet mod lyden. Jo nærmere hun kom, jo mere så hun. En ung fyr, foran en skurvogn. *Fedt.. er jeg nu ude på bøhlandet?!* Hun sukkede irreteret, og gik hen til fyren, der lod til at sidde og kede sig gevaldigt. "Er det ikke et ensomt selskab?" Hun hentydede til lidt af hvert, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Bare et eller andet.

Det skulle vist ikke overraske nogen hvis Tomás allerede havde hørt hende længe forinden. Han foldede papiret, bankede cigaretten imod bordet så tobakken faldt på plads, hvorefter han valgte at lægge den ned i den tin æske der stod ved siden af ham. Den var faktisk ret stor, hvis man tog højde for at den var fyldt med cigaretter.
Uden at vende sig om og sætte hoved i hendes retning svarede han hende: "Og det kunne du jo spørge dig selv om". Det passede jo sådanset, hun var mindst så ensom som han selv havde været, for få sekunder siden. Endelig vendte han hoved, og kom med et venligt smil. Hans øjne var halvt åbne og tomme. Det var svært for ham at udtrykke sine følelser via. sine øjne, når nu han var så stære blind som han var.
Han kunne på hendes stemme høre at det var en kvinde. Det var let at genkende en kvinde generelt. De lidt følsomme gå vaner som de havde, deres stemme, og den måde han kunne føle vinden folde sig omkring deres kroppe. Og generelt lugtede kvinder sådanset bedre end mænd. Ærlig talt. Han tog en af sine hjemmerullet cigaretter op til læberne, for at tænde den, og lade den sidde der. Han afventede bare hendes reaktion.
Han lænede sig tilbage i sin plastikstol, med de ene hånd på sit lår, og den anden hånd på armlænet. Øjnene blev lukkede kort, for igen at pege i hendes retning.

Hun fulgte ham roligt med øjnene, og studere den lille æske som han lagde cigaretten i. Hans svar kom uden så meget som at se i hendes retning, og det var fint for hende. Han var jo optaget. "Jeg kender ensomheden ja. Men du lader til at være ensom, på en helt anden måde. Jeg møder folk nu og dag, ellers strejfer jeg alene" Hun så direkte i hans øjne da han vendte sig, og konstaterede hurtigt at der klart var noget galt med dem. Deres udseende og den måde han så nærmeste igennem hende. *Øjensygdom? Måske blind* Hun studere ham lidt, og måtte konstatere at han var en elver. Hun havde godt hørt rygter om at elver, ofte havde problemer med øjne, men han lod ikke til at lade sig stoppe af det. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, men blev igen hurtigt afbrudt af hendes tanker, da smerten genvandt sin styrke. Hun holdte krampagtigt om sin mave, mens hun forsøgte at holde sig roligt. Denne gang varede det et øjeblik længere, før smerterne forsvandt igen. Hun åndede lettet ud, og rankede sig. "De har vel ikke noget mod.. dårlig mave?" Hun spurgte lidt for sjov, men hun var ved at blive sindsyg af alle de kramper. Hun gik roligt lidt nærmere, inden hun igen standsede. Hun havde aldrig mødt en blind før, så hun skulle lige vænne sig til hans måder, der sikkert var lidt anderledes.

Ind med røgen, helt ned i lungerne. Og ud igen, stille og roligt. Små røg ringe. Gammel vane, men en af de bedre ting ved at ryge. "Mhmm.." begyndte han at svare på hendes første tale "Nogen af os vælger at være alene. Men da også kun engang imellem, ellers ville jeg sgu kede mig". Det kom jo ligeud og ærligt. Han måtte jo indrømme at det var kedeligt at leve væk fra kolonien, men han anede jo ikke hvor de var. De gjorde jo som andre sigøjnere, forsvandt uden spor. Speciale nummer 1. Selvfølgelig havde han anskaffet sig en telefon, så hvis de kom i nærheden af en anden, kunne de jo ringe til ham. - Skønt de ikke havde gjort det. Men det tog han nu ikke så tungt. De var vel i Sydamerika nu, så der var lang vej hen til dem, og han nød at slappe lidt af her.
Han trak på skuldrene, og hoved gled let på skrå "Ikke rigtigt, så længe du holder dig væk fra mit toilet" svarede han på hendes anden sætning. Det var et klart minus ved at bo alene, man skulle selv gøre toilettet rent. Og hele vognen for den sags skyld. Men den var nu meget hyggelig, rimelig traditionel. Den havde godt nok ikke kostet så meget, men den havde sgu også været et helvede at få sat i stand. Han kunne godt fornemme at hun klamrede sig til sig selv.

Cher så roligt mod ham, mens han sad der afslappet og røg, som om ingen problemer tyngede hans skuldre. Så utroligt rolig og selvsikker, selvom hans sad i en skurvog foran en kæmpe skov, alene og blind. Hun ville nok have reageret lidt anderledes, hvis en fremmede pludselig dukkede op. "En gang i mellem? Er det ikke svært at nå ind til byen, eller nogen andre steder når man er blind?" Hun stirrede ubevidst på hans øjne mens hun spurgte. Elvere var noget for sig selv efter hendes mening. De var lidt som naturens hippier, med alt deres dyrelesken og hyggen i skoven. Han virkede dog som en af de lidt mere, nymoderne af slagsen. Hvis det havde været en oldsag, havde hun nok ikke forholdt sig så længe passivt. Han så dog ikke ud som om han forventede det store, men hun kunne mærke på sin krop og mave at hun hellere ikke var. Hun skulede dog lidt mere i sit blik da han smed den fine kommentar. "Rolig nu. Jeg er ikke ude på at skabe dårlige minder. Det var bare om jer elvere, ikke havde rigeligt med mystiske drikke og urter" Hun lød drilsk og en lille smule hånlig i tonefaldet, uden at det var meningen. Hun var bare træt, og skidt. Var det for meget for langt med en tur hjem?! Til et afslappende bad, og hvor hun kunne ligge og knække sig i fred. Hun sukkede og rørte lidt uroligt på sig. Hun flyttede armene, så de holdte godt om maven, nærmest som om det kunne presse uroen væk. Men der ville gå et stykke tid før, så hun måtte bare vente.

Han trak på skuldrene. Han tænkte jo ikke over at han var blind, han tænkte mere over at andre ikke var det. 'Man skal altid ha' styr på andre, inden man får styr på sig selv' sagde en at de ældre fra hans koloni altid. "Vejen går jo ingen steder, så det er ikke et stort problem" mumlede han. Han kløede sig i de små skægstubbe, der voksede ud over natten. Han smækkede benene op, så de hvilede sig henover plasticbordet, med fødderne hængende slapt ud over kanten. Han rokkerede cigaretten til højre side af munden med ringe- og pegefingeren. Den kolde undertone i hans øjne pegede nu ikke imod hende længere, hun havde jo regnet ud at han var blind, så det var jo ikke specielt uforskammet ikke at kigge på hende. De stirrede bare lige ud i luften.
*Her er egentligt smukt..* tænkte han. På trods af at han ikke kunne se noget. Han vidste jo ikke hvad noget smukt var, men han havde en god fornemmelse af det. Man blev nærmest forhekset af skovens dybe indre.
Da han hørte hendes kommentar om urter og andet gøgl, kom han med et halvkvalt host, og lod røgen slippe fri af lungerne. Der kom et halvkvalt grin fra ham "Så har du vidst fået fat i den forkerte. Det mest mystiske jeg har været ude for, har været en god hjemmebryg" besvarede han.
Sigøjner regel nummer 1: Drik, hvis det bliver serveret. Kan du ikke li' det, så drikker du det alligevel og siger tak. - Almen høflighed.

Cherlyn så mod højre, hvor vejen snoede snig, som en glat og endeløs ål. Uanset hvor godt man så som hende selv kunne det virke som en umulig opgave, hvilket det gjorder, at finde hjem herfra. Og hun var ikke engang blind. Bare et normalt, okay knap så normalt 'bymenneske', der ville hjem. Hun mindes dog sin tid som barn i England, hvor de store byer, og moderne fartøje ikke lige var tilgængelige. Men hvad pokker. Når man var så gammel som hende selv, var man vant til at se både folk, og ting omkring en segne og dø eller forandre sig. "Det er ikke et problem for en der kender vejen. Men er man blind som en muldvap, har man jo aldrig set vejen før" Hun smilede for sig selv ved ordene. Så sande de var, og dog så sarkastiske. Hun undlod at se ham i øjnene mere, eftersom det bare gav hende en sær følelse af tomhed og mangel på liv. Men frisk det var han tydeligvis, og det kunne man kun respekterer ham for. Hun så sig kort omkring, da han satte sig bedre til rette, og studerede området. Selv under hendes ankomst, havde hun ikke bemærket ret meget omkring sig. Hun havde været.. optaget. Hun så på ham med et hævet øjenbryn, da han begyndte at hoste og derefter grine. Hun smilede over hans kommentar, men sukkede så. Tydeligvis ingen hjælp at hente her. "Deler man ud af hjemmebryggen?" En kop et eller andet, var lige hvad hun havde brug for. Skråt op med at det ikke hjalp hende det mindste, lidt at drikke var der altid plads eller tid til. Hun klemte en smule om maven, som rumlede en smule faretruende.