Not normal!!! (Elisabeth)

T: Nat
V: Blæsende
O: Træer, døde dyr, buske og et menneske lig eller flere!
P: En langærmet skovmands skjorte og militær bukser, begge med læder som forstærkninger.

Han var vendt tilbage til sit gamle skjule sted i skoven, skjult særligt godt var det dog ikke men der var nok ikke ret mange der ville bryde sig om at bevæge sig herind. Området omkring den lysning han var i var dækket med en masse fælder de fleste, hvis ikke alle var dog blevet aktiveret, og derfor lå der en del dyrelig rundt omkring og rådnede det var ikke en dejlig lugt for ret mange, i lysningen lå der også et par menneske lig, der var spændt fast de var anbragt, af ham, der for nyligt. Han havde for cirka fem dage siden været på jagt for at finde mad, hvor han pludseligt fik lyst til menneske.
Han gik bare rundt nu inde i lysningen og kiggede på det, gik hen til det ene menneske og tog lidt af kødet og begyndte at tykke på det, han var i sit meget kolde humør i dag, eller humør var måske forkert sagt da han lige nu var så kold at han intet følte lige nu. Han kiggede på nogle af dyrene og tænkte at man kunne vel tage deres knogle og bruge dem til noget?
Han gik rundt og begyndte at samle deres knogler specilet ribben fra alle dyr, gnavede dem rene og smed dem i en bunke midt i lysningen han tog også et par rygsøjler og nogle andre knogler, i det hele taget samlede han bare knogler sammen, for at se hvad han kunne få lavet ud af dem.
Han gik i gang med en større mosaik med alle disse knogler. det var noget af et projekt men han havde heller ikke rigtigt noget han skulle, det hele var lidt tåget for ham, han vidste ikke hvad det var han lavede, men inden han var færdig var det blevet npget senere. Han trådte lidt tilbage og kiggede på hvad han havde lavet.
Han havde helt spontant og ubevidst lavet et keltisk flet i et kors. Han stod bare og kiggede roligt på det, et stykke tid og gik så over til korset og satte sig ned midt i det.
Han fandt det lidt interssant at det var det han var endt med at lave, men det overraskede ham ikke, men nu måtte der godt ske noget spændende.

”Og du siger det først nu? Ja ja .. selvfølgelig… jeg kan godt.. hold dog op jeg er ikke 8”

”Nej du er ikke Cat, men hvis du ikke kan klare det får en anden opgaven”

”JEG ..gøre det…”

Elisabeth havde fire dage forinden snakkede med en af sine kontakter, denne havde givet hende besked på at finde en såkaldt Segovax, denne skulle holde til i skovene og racen var varulv. Hun ville have foretrukket en vampyr, men anyway, et bytte var et bytte og sådan var det, i det mindste fik hun noget at lave andet end at sidde på sin røv og forsøge at skrive nogle sange. Hendes kreativitet var også dalet på det sidste, hun kendte grunden, det var det samme hvert år på denne tid. Godt nok var det 13 år siden nu, men at se sin søster og hendes venner blive flåede og tømt for blod af en vampyr var aldrig sjovt, og ikke noget man bare ville glemme. Hendes liv havde forandret sig siden da, ret meget… til det bedre? Det kunne vel diskuteres, hun havde jo kun været barn dengang.. men det var ikke blevet bedre, for hun havde været så alene, så ensom, og efter så mange år gik hun stadig og bebrejdede sig selv.

Elisabeth havde været på farten i tre dage nu, hun havde efter opkaldet sat kursen mod dusørjægernes tilhold sted, fundet de ting hun skulle bruge der og ellers forladt Sheria, rettede kursen mod Den triste Skov. Hun havde nu været i skoven i snart nogle dage, fundet nogle sporer men endnu ikke personen i levende live. Hun bevægede sig fortsat dybere og dybere ind i skoven, standsede kun når hendes følsomme høresans opfattede noget eller hun fornemmede fare. Som menneske var det dog vært at spor, lugte, eller se godt i mørke, og mørket gjorde det ikke lettere at finde det hun søgte. Pauserne hun holdt var ret korte, og så fortsatte hun sin jagt. Tidligere på dagen havde hun fundet nogle friske sporer, og så havde hun kun holdt kort pause og ellers fortsat siden da. Hun var ikke træt, nærmere opstemt for hendes jagt så ud til at bringe noget med sig nu.

Snart kunne hun se spor af dyr, døde naturligvis, i forrådnelse. Lugten var stærk, men hun end ikke foretrak en mine eller rynkede på næsen. Lugten var hende efterhånden så almindelig, hun bemærkede den næsten ikke. Jo dybere hun kom ind i skoven, nærmere dem område varulven holdt til, jo flere fælder så hun, og stærkere blev lugten. Lys forude fik hende til at standse op, hun standsede og kastede et blik rundt. Et træ i nærheden hvis blade endnu var ret tætte fangede hendes opmærksomhed og hun trådte forsigtigt og lydløst nærmere hen til det. Hun kravlede op i træet, forsigtigt, og opmærksom på hverken at larme eller miste fod- eller håndfæste. Snart var hun oppe i træet og så hen imod lysningen. De grønne øjne gled hen over lejeren, faldt på enkelte lig og fortsatte søgende efter den der var skyld i deres død. Øjnene som var det eneste man kunne se på hende. Resten af hovedet og ansigtet var skjult af en sort maske, på kroppen havde hun en sort dragt, denne sad tæt ind til kroppen, lagde ikke skjul på nogle former men derimod afslørede den slanke krop, og enhver form og folde på hendes krop. Dragten var lavet af stof der kunne holde til en del, ved brystet var der en slags panser, ret tynd men en god beskyttelse. Hænderne var skjulte i nogle handsker, og et bælte rundt om livet indeholdt enkelte våben, en taske på ryggen ligeledes. Dolke og andre våben lå i de sorte støvler hun havde på.

Blikket fandt endelig varulven, men kun ganske kort idet han bevægede sig ud fra hendes synsfelt. Hun havde dog fået et godt overblik over lejeren og kravlede nu ned af træet igen, lod blikket glide rundt inden hun forsigtigt nærmede sig lejeren. Hun var opmærksom på ikke at træde i nogen fælder, og larme mindst muligt. Snart var hun ude for lejeren og kunne se ham sætte sig midt i noget der lignede et keltisk kors. Han nærmest bad om at blive dræbt!

Han sad baare stille og roligt på jorden, han gad ikke kigge sig omkring. Han havde ikke lagt mærke til at hun var kravlet op i træet, det var ikke så ofte han gad at gøre den slags med at sidde og kigge efter om der var nogen der forsøgte at snige sig ind på ham, han havde jo aldrig haft de store problemer med jægere eller andre folk der forsøgte at dræbe ham. Han sad og kiggede ud over lysningen, da han nød synet af alle de døde dyr der lagde rundt omkring i lysningen.
Han lagde ikke mærke til at hun kravlede ned fra træet, han hørte intet, men det var jo nok fordi det var en person der forstod sig på at snige sig ind på folk. Han vidste intet om det indtil han kunne lugte hende, lugten af menneske var gennemtrængende når der ellers kun var lugten af døde dyr. Han kunne tydeligt kende den, og begyndte at koncentrere sig om at høre hvor hun var henne. Han gad ikke blive overrasket for meget så han koncentrerede sig om hende og hver eneste lyd der kom fra hende, det var det der gjorde det så dejligt at være varulv, det at man havde så gode sanser var altid en fantastisk ting når folk forsøgte at snige sig ind på en.
Han vendte sig langsomt rundt i den retning hun kom fra og stirrede bare på hende mens han langsomt rejste sig op fra jorden. Hans øjne var kolde og døde, uden nogen følelser overhovedet. Han kiggede kun på hendes øjne, uden rigtigt at kigge da han ikke var klar i hovedet nok til at kunne gøre det.

Han sad fuldkommen roligt, men hun kunne se at hun var blevet opdaget. For han sad for stille, hun kunne nærmest mærke hans vakte sanser og opmærksomme holdning der gjorde det klart at han havde opfangede hendes tilstedeværelse. At skjule sig var derfor ikke af betydning længere, og at snige sig ind på ham var heller ikke nogen løsning. men det havde hun heller ikke forventede, blot haft et lille håb om. Som varulv var hans sanser jo meget stærke, og derfor burde han faktisk havde opfanget hendes lyde og fært for længe siden. Hun vidste at hvis hun flyttede sig så meget som en millimeter vil han vide hvor hun stod, men at blive stående og glo var ingen løsning. At vende sig om og tage flugten var heller ikke en tanke der strejfede hende, hun var på jagt efter ham, han havde dræbt nogle mennesker, og disse havde sikkert familie der nok havde lidt siden disse var forsvundet. Hendes blik gled kort hen over disse menneskers lig hvor en vrede voksede op i hende, den vrede der altid dukkede op lige inden jagten begyndte, og blev dæmpede for at blive skubbet helt tilbage i sindet inden kampen for ikke at lade følelserne eller vreden overtage og derved blive blændet af netop denne vrede.

Efter endnu nogle sekunders observation af varulven trådte hun, lydløst og forsigtigt frem. Hans blik blev straks vendt mod hende hvor deres blikke mødtes. Kulden og tomheden i hans blik var ikke nyt for hende, for tit var væsner af hans slags ejere af denne slags øjne, og de hverken skræmte hende eller fik hende til at blinke. Den eneste følelse de bragte i hende var foragt. Hun foragtede ham og hans slags virkelig, ikke kun dem, dæmoner og vampyrer hørte også ind under den gruppe hos hende, og endnu havde hun ikke mødt nogen af disse som var værd at give en chance for at leve. Hun var ret stædig når det kom til jagt og missioner, fik kun en mission blev hun ved med at forsøge uanset hvor mange skræmmer det måtte koste hende. Hun flyttede sig ikke, ikke med det samme i hvert fald hvor hun blot studeret de tomme øjne i endnu nogle sekunder. Sekunderne gik, og så trådte hun et skridt nærmere, klar til at forsvar sig eller angribe hvis der var behov for dette lige nu. Den ene hånd var skjult bag ryggen, denne holdt om et våben, hvilke… kunne man kun gætte sig til.

Han stirrede bare intenst på hende, uden følelser da hans hjerne var dugget grundet den kraftige form for blod rus han var i. Han havde stadig blod siddende omkring sin mund, efter han havde spist noget fra det eneste menneske. Hans hænder hang slapt ned af siderne på ham, uden at bevæge sig eller røre på sig mens hun gik tættere på ham. Han kunne fornemme tydeligt at kvinden ville ham ondt men det var ikke noget der gjorde ham noget. Han var ligeglad og blev bare stående. Han gad ikke flytte på sig, hvis hun havde tænkt sig at angribe ham måtte hun bare være forberedt på at komme til skade. Han var ikke typen man skulle tage let på og slet ikke hvis man valgte at gå til angreb på ham.
Han mindedes kort sin tid med sin far, der hvor han havde levet indtil han blev bidt af ham, og sendt ud i skoven og måtte klare sig selv. Han mindedes den måde han var blevet forladt på og måtte klare sig selv på den måde han var blevet kastet rundt det ene sted efter det andet fordi der ikke var ret meget at gøre for ham hvor end han kom frem. Han mindedes de to piger han havde elsket gennem sit liv og som begge havde valgt at vende sig imod ham på den ene eller den anden måde.
Han mærkede hvordan et paar tåre trillede ned af hans kind. Han var ked af det inderst inde men forsøgte stadig at holde det samme ansigt hele tiden. Han ville ikke vise sig som svag over for hende, hvilket han da heller ikke var. Han var ved at være træt af at folk jagtede ham konstant, bare fordi han levede som det dyr de allesammen var, som det dyr hun også selv var inderst inde. Han holdt som sådan ikke af at dræbe mennesker, men det var ofte en nødvendighed når de forsøgte at dræbe ham som denne kvinde der stod foran ham.

Hun tøvede ikke, den slags var der ikke plads til her og i sådanne tidspunkter. Hun elskede jagt, ikke fordi hun elskede at dræbe men fordi hun vidste at når hun dræbte et af disse væsner, var der en mindre af dem til at plage verden. Derved havde hun redet uskyldige menneskers liv. At denne ikke var ond af sig, eller ikke kunne lide at dræbe mennesker vidste hun ikke, hun var ikke tankelæser. På den anden side betød det intet, for han dræbte mennesker, det var disse lig et godt bevis på, desuden udtrykte han ingen følelser og blodet han havde rundt om munden indikeret hvor lidt menneskelighed han havde i sig. For ikke at sige at han levede i skoven, omgivet af lig tilhørende måde mennesker og dyr. Tanken om at denne person kunne være misforstået strejfede hende heller ikke, i hendes hoved var han et bæst som skulle tilintetgøres, hun havde intet tilovers for disse væsner og ingen følelser overfor dem overhoved. De skulle bare dræbes, en mindre… en større chance for at et barn mister en forælder, en mor mister et barn, en søster mister sin bror.


Hun trådte roligt nærmere, observeret enhver bevægelse der måtte forlade ham dog flyttede han sig ikke. Han rokkede sig ikke ud af stedet. Dette gjorde hende intet, for hun vidste hvor hurtig han kunne være hvis han endelig bevægede sig og derfor måtte hun være fuldkommen opmærksom og forberedt på at han angreb hende. pistolen hun havde gemt bag ryggen var ladet, klar til brug, det eneste hun skulle gøre var at skyde ham og det kunne hun godt på den afstand. Hun var en god skytte, ikke den bedste i verden for sværd, knive og dolke havde altid været noget hun havde foretrukket men hun var næsten sikker på at hun kunne ramme ham på den afstand. Desværre var næsten ikke godt nok og derfor trådte hun nærmere så hun nu var godt 10 meter fra ham. Hun var fuldkommen fokuseret, dog uden at være spændt om end hun følte en smule nervøsitet i maven som hun altid gjorde inden hun tilintetgjorde sit bytte. Måske var hun ikke mere menneskelig end ham, men hun tænkte ikke over det, det betød intet for hende, intet betød noget! hun trak sit våben og rettede det mod ham kun for at opdrage en trækning i hans ansigt, synet af tårer fik hende til at hæve brynet. Normalt var det vrede, had eller vildskab hun så… græd han? Hvorfor?

Han blev bare stående uden at rykke på sig overhovedet. Hans øjne blev mere sorgmodige og der trillede et par tåre mere ned af kinden. Han var ikke vred på hende eller sig selv. Han var faktisk slet ikke vred nej han var bare trist over at der altid skulle vold ind i billedet når han var sammen med den slags folk. Han kiggede kort til siden, inden han hurtigt vendte blikket tilbage mod hende.
"Hvad vil du?"
Hans stemme var kold og sorgmodig. Hans hjerne var stået af og han tænkte ikke men var blot blevet sat over til at blive overvældet af de mange minder der dukkede op inde i hans hjerne. Han blev meget overvældet af dem, men endnu mere overvældet af de følelser der dukkede op inde i ham. Han hadede når han fik det sådan men det skete dog også sjældent. Han hadede endnu mere når det skete, når han var sammen med jægere. Han havde fået det på en lignede måde da han havde været sammen med Procella. Han var træt af hende, og så var han jo flygtet her til øen for at slippe væk fra hende, men her stødte han fandme også på hende, og nu, ja så skulle han fandme også møde en anden der mindede ret meget om hende hvorfor skulle han da også det.
Han trådte ud fra der hvor han stod og gik lidt rundt om hende, med stille og rolige skridt. Han lod blikket glide hen over hende for at se hvad hun var for en størrelse. Han ville gerne være mere sikker på hvilken type hun var, om hun var den hurtigere eller den mere slagkraftige person. Han ville være mere sikker på hvad han skulle forvente hvis hun altså valgte at angribe ham.

Hun forstod ikke hvorfor han flabede, det var for lamt! Alligevel stod hun og gloede på det uden at trykket på aftrækkeren. Pistolen var rettet imod ham, og den nærmest tiggede og bad om at blive fyret men alligevel rokkede hun sig ikke ud af flækken. Hun tøvede ikke, men var blot forundret. Tårer? Krokodilletårer? Det var meget muligt! hans slags havde ingen følelser. Og hun havde hverken sympati eller empati for hans slags. Hans ord fik hende end ikke til at blinke, og slet ikke til at rykke sig. Hun havde ikke for vane at snakke med sit bytte, blot tilintetgøre det i tavshed. Det havde hun ikke i sinde at ændre på, om det så skete alligevel måtte de se. Dette var allerede et underligt møde, så mon ikke det vil blive mere underligt som tiden kig. Så burde man vel standse det nu og slutte mødet!

Han begyndte at kredse om hende og hun stod ikke bare stille men flyttede sig i takt med ham så hun aldrig stod med ryggen til ham. Det ville kun være dumt, for hans slags var slet ikke til at stole på og at vende ryggen til ham var som at underskrive på sin egen dødsdom. Han havde spurgt hvad hun ville, var det ikke tydeligt? Hun havde i hvert fald ikke i sinde at hyggesnakke og når man stod med et våben – om man følte sig truet eller ej – så var det et budskab om hvad man havde til hensigt. Hendes blik veg ikke et eneste sekund fra ham, hvor hun endte med et tage en beslutning, og trykkede på aftrækkeren, klar til at skyde igen hvis hun ikke skulle ramme.

Hans tåre stoppede da hun rettede sig om mod ham med hævet pistol. Han ventede ikke på at skuddet vil ramme ham, men gad heller ikke flytte sig ret meget, han trådte et skridt til siden så den piercede ham igennem den ene over arm. Han reagerede ikke voldsomt på smerten der gik igennem ham da kuglen ramte, ikke fordi han ikke mærkede det men mere fordi han var for vant til smerte. Han gik roligt videre, uden at gøre noget videre voldsomt. HAn syntes stadig hun mindede ham meget om Procella, som han havde mødt for lang tid siden.
"Du minder mig om en anden jæger..."
Hans stemme var ikke længere kold men stadig sorgmodig. Han var halvt om halvt ligeglad med om hun var her for at sræbe ham, men han ville bare gerne vide hvad han nu havde gjort for at få sendt endnu en jæger efter sig. Han orkede dog ikke at spørge hende, men satte istedet bare end hånd for såret i overarmen, hvor skuddet heldigvis var gået helt igennem. Han kunne mærke hvordan endnu en tåre trillede ned af kinden på ham, da hans blevet mindet om hvordan han havde ladet folk komme tæt på ham, og såre ham i det indre. Han var en meget fysisk udholdende person men han var psykisk ret så ustabil, man ville aldrig kunne være helt sikker på hvad man risikerede at ende med hvis man gjorde noget overfor ham.

Tårerne forsvandt så snart hun havde affyrede den første skud.. eller kun for en stund. Pistolen havde selvfølgelig ikke almindelig skud men sølvskud, hun havde jo vidst hvad hun jagtede og havde derfor sørgede for de rette våben. Desværre blev skuddet ikke sidende men røg igennem og derfor måtte hun skyde nogle flere. Endnu engang ignorerede hun hans ord. Virkede hun bekendt? Havde han nok mødt en masse jæger, og hun skilte sig vel ikke meget ud fra de andre i hans øjne. At han kunne havde mødt Procella strejfede hende ikke, Procella var jo hendes bedste veninde, havde hjulpet hende med træningen hvis ikke selv stået for en del af den og havde været der for hende. At hun lignede sit forbillede og mentor var ikke utænkeligt, faktisk slet ikke men hvorfra skulle hun vide at han havde mødt hende. Tanken hang ved, men hun svarede ikke. Som sagt snakkede hun aldrig med byttet og hun havde heller ikke planer om at snakke med ham. Flere skud kunne høres om end der næppe ville være nogen der opfattede det så dybt inde i skoven som de var. Hun indstillede sine skud og havde allerede ladet pistolen igen for at begynde at skyde igen. Hun var ligeglad med om han tudede, hvilket han nu gjorde igen. Hans tårer påvirkede hende ikke, eller… hun sørgede for ikke at lade dem påvirke sig ved at se sin søsters ansigt for sit indre blik og holde fast ved synet, når søsterens døde øjne ikke længere var nok så hun for sit indre syn alle de døde der var blevet dræbt for hænderne af væsner som om. Hun trådte nærmere og gjorde sig klar til at skyde igen.

Han holdt hele tiden øje med hende, og lagde mærke til da hun flyttede fingeren så hun affyrede skud fra pistolen, og flyttede sig hurtigt ud af deres bane, stadig med ansigtet rettet direkte mod hendes øjne. Han blev ved med at kigge efter om hun havde gule øjne, måske de var søstre. Han kunne ikke lade være med at mindes hende, eller nogen af de andre han havde mødt igennem tiden. Han syntes hende måde mindede ham om hende, fordi hun bevægede sig meget som et rovdyr, hvilket mindede ham om Procellas rovdyrs øjne.
"Du minder meget om hende, dine smidige rovdyrs bevægelser og hendes gule rovdyrs øjne, som et katte dyr."
Han var ligeglad med om hun valgte ikke reagere på de ting han sagde, og han gad ikke angribe hende, fordi han ikke så nogen grund. Han ville ikke dræbe mennesker medmindre de angreb ham og trængte ham op i et hjørne. Han spiste også kun mennesker hvis de var døde under forsøget på at dræbe ham, men det var dog sket for ham at han var vågnet op om morgenen med et lig ved hans side uden rigtigt at kunne huske det.
Han rykkede sig stadig rundt om hende, og var ikke særligt påvirket af hendes skud, han var ved at være vant til at blive skudt på. Han var vant til smerte og han plejede at nyde den når den kom til ham. Han elskede smerte da den fik ham til at leve, eller fik ham til at føle at han var i live, og ikke et dødt væsen uden et liv.

Hun brød sig ikke om ham men det vidste han vel godt, og dog.. bare fordi man forsøgte at dræbe en betød det ikke at man hadede vedkommende, det behøvede jo ikke være personligt. Dette var sådan set heller ikke personligt, men det var som man så på det. Hun havde hverken empati for ham eller for andre når de først var blevet stemplet som byde så det ændrede ikke på noget. Hendes skud ramte desværre ikke hvilket hun tydeligt kunne se da han bare farede omkring hende. Kunne han bare ikke stå stille så hun kunne gøre en ende på hans usle liv? Og hvor han dog snakkede! Godt nok havde han kun sagt tre sætninger, men det var tre sætninger for meget efter Elisabeths mening. Desuden var hun ikke typen der snakkede særlig meget, og slet ikke med sit bytte. Faktisk skulle hun kende den anden ret godt før hun førte noget der mindede om en almindelig samtale med vedkommende. Når det en sjælden gang skete og vedkommende ikke var en hun havde nær eller kendte godt, så var det af en meget god grund, hun gjorde intet uden formål. Hun ignorerede hende engang hans ord hvilket han ikke så ud til at have noget imod. Han havde vidst ikke forventet svar. Til trods for at hun ikke svaret kunne hun ikke andet end trække svagt på smilebåndet ved hans ord, dette kunne dog ikke ses da hendes ansigt – bortset fra øjnene – var skjulte af den sorte maske. Men sjovt som han valgte at bruge ordet kat, for det var lige hvad hun var kendt for blandt de overnaturlige væsner. Navnet Cat var måske endnu ikke blevet berømt endnu, men det var kun fordi hun kun var 21 og så ung at hun endnu ikke havde haft en chance for at vise sit værd som jæger.

Hun kunne se at pistolen ikke duede, og det irriteret hende bare at hendes lærer altid havde sagt at den var fornuftigst at holde afstand til byttet i starten indtil man var erfaren nok til at komme tættere ind på livet af dem. Hun kunne risikere at blive dræbt, eller hvad værre var! at blive bidt, hvis hun kom for tæt på, men det tænkte hun ikke over som sådan. Hun ville af med ham og det skulle være nu, blev hun bidt kunne hun sagtens nå at tage livet af sig selv… eller sådan noget. For ved Gud hun nægtede at blive et af disse væsner, ja det var endelig hendes største frygt!

Han fortsatte sin vandring rundt om hende, og var fuldstændig ligeglad med hendes skud, og han var også ligeglad med at hun var ligeglad med de ting han sagde til hende. Han blev ved med at se kvinden Procella foran sig, og ikke denne fremmede kvinde som det faktisk var, der stod foran ham, klædt i sort som om hun håbede på at det ville hjælpe hende, hvis først han valgte at angribe hende, ikke fordi han havde planer om at gøre det, men han ville gøre det hvis han følte sig truet eller presset.
"Du minder så meget om hende, du skulle bare have haft gule øjne og så ville jeg have troet i var tvillinger."
Han var fuldstændig ligeglad med om hun lyttede eller ej, men han blev dog ved med at hæve sin stemme så der var større chance for at den ville trænge igennem til hende.
Han kiggede rundt i lysningen kort og kom til at se på stubben der sad midt i det hele. Han mindedes hvordan han havde mødt sin elskede der for en tid siden, og han mindedes hvordan de skulle have været gift i den lysning. Han begyndte langsomt at gå i retning af den og satte sig ned på den, på samme måde hun havde sat den første gang de mødtes, den dejlige engel han havde mødt. Han glemte helt kvinden der var til stede i lysningen, da folk aldrig betød noget for ham, ahn gjorde hvad han havde lyst til, og lige nu var det at lade de små tåre løbe ned af hans kinder.

Hvad fanden foretog han sig? hun forstod ham ikke. Pludselig vente han ryggen til hende og gik hen mod en træstub. Hun havde selvfølgelig bemærkede at han havde hævede stemmen, og ordene havde trængt ind som de der var blevet sagt før men de ændrede på intet og dog. Pludselig tøvede hun, tvilling? Hun tænkte ikke selv at han kunne mene Procella, tanken om at Bethany – hendes søster – var blevet forvandlet ved bidet dengang for længe siden og muligvis var i live.. men var hun nu blevet bidt? Hun var blevet flåede levende så hun kunne umuligt havde overlevet det. det måtte være et af hans tricks, et forsøg på at bringe hende i tvivl og det havde lykkedes ham for nogle sekunder men nu genvandt hun kontrollen. Hendes blik blev om muligt koldere og mere følelsesforladt. Hvad fanden var der galt med den mand! Hvis han var så trist hvorfor ikke lade hende dræbe ham!? så slap han for livet! Hendes blik fulgte ham idet han forlod hende og i stedet satte sig for sig selv. Havde han virkelig følelser siden han virkede så trist og mut? Hvem havde dog formåede at vække så store følelser i ham siden han blev påvirket. Vent! Det hun så var sikkert bare krokodilletårer, intet andet! hun nægtede at tro at hans slags havde følelser, men fint. Spillede han det spil, skulle hun nok spille med!

Hun blev dog stående i et stykke tid, snart tabte hun pistolen på den kolde jord, og trak tasken af ryggen. Den var alligevel tung og kun i vejen. Tasken var roligt til jorden, med et lille bump gled den ned at ligge lige oven på pistolen. Hun vendte blikket mod ham, virkede til at tøve i enkelte sekunder inden hun forsigtigt trådte nærmere hen til ham. Denne gang uden nogen våben i hånden. Hun sagde fortsat intet, men enten snart med at standse lige foran ham. Havde en lærer stået ved hendes side ville han have pryglede hende, det var dumt og farligt at gå så tæt på en fjende, men hun ænsede slet ikke ordene var hendes lærer som hendes sind ellers skreg ud til hende. Hun stod faktisk ret tæt på indså hun, han kunne let smadret hende, og dog.. et slag ville næppe dræbe hende, medmindre han ramte hårdt og præcist. Dette var ikke umuligt. Hun lænede sig frem mod ham, forsigtigt med den ene hånd strakt og med en smule tvivl om hvad hun dog foretog sig. Den behandskede hånd nåede snart hans ansigt for den strøg en enkelt tåre bort, blikket hvilet i hans uden at vige et eneste skridt, og hendes krop var spændt som var den en fjeder.

Han blev bare siddende på stubben mens hun gik over til ham. Han ænsede hende ikke og lagde knap nok mærke til at hun fjernede en tåre fra hans kind, det betød intet for ham. Han ville bare efterlades her, for sig selv. Han ville ikke dø, og han ville ikke have nogen til at bekymre sig om ham, men han havde fået bevist noget han altid havde vidst om jægere selvom hun måske bare gjorde det for at komme tæt på ham. Han løftede langsomt sit blik mod hende.
"Se vi har alle noget i vores bagage der gør os til den vi er, noget som vi lider under, vi har nok alle mistet nogen. Jeg kan se på dig du har mistet nogen, sikkert til et væsen og derfor dræber du os alle sammen, men se på dig selv du er jo mere et monster end mange af os."
Hans stemme var kold men meget venlig. Han kiggede på hende med våde, sorgmodige øjne. Han havde grædt en del fordi han var blevet mindet om alle de ting han havde gjort gennem sin tid. Der var ikke noget af det han havde gjort, som var noget han var stolt af. Han var måske tilfreds med at han havde dræbt sin far, fordi han selv var skyld i at han havde fået evnerne og kræfterne til det. Han elskede at have de kræfter men han hadede det der kom med det, aggresiviteten og trangen til kød og blod. Han hadede det dog ikke nok længere til gerne at ville dø som han gerne havde villet inden han havde mødt Ziga.
Han kunne stadig ikke se andre for sig en Procella når han så på kvinden, men han vidste jo ikke noget om, om hun kendte hende.

Han flyttede sig ikke. Utroligt! Hun havde faktisk forventede at han ville angribe hende, eller i det mindste skubbe hendes hånd væk. I stedet for vendte han blot blikket mod hende, og skilte atter læberne for at lade endnu nogle ord forlade læberne. Hendes blik hvilede roligt i hans hvor hun endnu ikke udviste nogle følelser. Alt i hende sagde at hun skulle dræbe ham, denne chance fik hun ikke igen! Hun vidste desuden at han havde ret, i en del af hvad han sagde, men havde det ikke været for hans slags… uhumsk! Var hun nok aldrig blevet til den hun nu var. At beskylde ham for det og ønske at dræbe ham for det var ikke i orden, men hun havde fået en opgave, og den måtte hun fuldføre… sådan var det. Omsider besluttede hun sig for at svare, dog uden at trække masken af eller flytte sig

”Hvem minder jeg dig om?”

Stemmen var som forventet kvindelig, rolig og fuldstændig blottet for følelser om end den lød ret musikalsk. Hendes spørgsmål havde intet med hans sidste ord at gøre, men mere med hans forrige for nysgerrigheden drog hende til at spørge og han så ikke ud til at have lyst til hverken at angribe eller dræbe hende så hun kunne altid tilintetgøre ham når han havde svarede. Tid havde de jo en masse af, om end hun ikke ville spilde mere tid på ham end de fire dage hun allerede havde spildt.

Han blev bare siddende på stubben hvor han kiggede op på hende. Han vidste ikke hvorfor han ikke havde valgt at dræbe hende, men måske det havde noget at gøre med at han syntes hun mindede ham om Procella, den jæger der havde fået ham til at blive utroligt forvirret. Han kunne bare huske at hun havde gjort noget for ham så han nemmere kunne flygte men ikke helt præcist hvad det var hun havde gjort. Han flyttede ikke sit blik fra hende på noget tidspunkt da han stadig halvt om halvt frygtede at hun ville angribe ham.

"Du minder mig om en jæger jeg mødte for nogle år siden, samme krop som dig cirka og samme stil, men det mest slående ved hende er at hun har gule eller ravfarvede øjne. Hun valgte at redde mig for nogle år siden..."

Han sagde ikke mere om hende, men lod hende selv se om det var fordi hun kendte personen, uden at han faktisk vidste noget om det men de mindede bare så meget om hinanden at det næsten ikke kunne være en tilfældighed. Han flyttede for første gang sit blik fra hende, men kun meget kort før han rettede det mod hende igen.

Hans blik forlod hende ikke, og hendes forlod ikke ham for de var begge klar hvis den anden skulle vælge at angribe. Hun ville gerne gøre det af med ham og smutte, men noget holdt hende fra at gøre det. Hans svar huede hende ikke, men alligevel var det et svar, han sagde ikke noget navn men ved beskrivelsen af øjnene havde hun en klar ide om hvem det kunne være. Hvor typisk! Var der mon et overnaturligt væsen som Procella ikke havde mødt? Hun havde sin tvivl. Hun var Elisabeth bare mere i tvivl, hvorfor havde Procella så ikke dræbt ham, og her påstod han at hun derimod havde redet ham, mon det var sandt?

”Rede dig…? Hvorfor mon..”

Det sidste var mest et spørgsmål til sig selv. Hun havde ikke altid forstået de forskellige ting Porcella foretog sig, men nu var kvinden jo heller ikke alvidende og kunne også begå fejl. At lade denne mand leve og give ham en chance var klart en fejl når han igen havde dræbt nogen, uanset hensigten.

Han vidste jo ikke selv hvordan, eller hvorfor hun havde valgt at redde ham dengang. Han kunne bare huske at hun havde sagt hun ville gøre noget, og at lyset bag ham så var blevet slukket. Det var nok fordi hun ikke fandt ham som alle de andre væsner som bare rendte rundt og dræbte ting på må og får og uden at have nogen følelser med i det på nogen plan over hovedet. Han vidste godt hvordan folk ofte så væsner som monstre og intet andet, men det var de ikke de forsøgte jo bare at skabe et liv, uden at blive opdaget.

"Jeg må sige at jeg ved det ikke helt præcist, hun ville have dræbt mig, men af en eller anden grund skete der nogle problemer og hun valgte istedet at redde mig ved at sikre mig en sikker flugtvej. Jeg kan bare huske at vi var oppe og slås men det endte med at hun sikrede mig en flugtvej, uden nogen form for lys så politiet ikke kunne følge efter mig."

Han rykkede lidt på sig, men ellers sad han bare hele tiden stille. Han havde blikket fæstnet på hende, så han kunne være sikker på at hun ikke fik et overtag, uden at han ville være forberedt på det. Han kløede sig lidt i håret, over at alle disse jægere altid endte med at gøre noget hvor de ikke dræbte ham, hvorfor gjorde de det enligt ikke?

Hun sukkede lettere irriteret ved hans svar. Hvad skulle hun nu gøre! vent.. det lød endda meget bekendt om end der var en del information der manglede. Hvis hun huskede rigtigt – hvilket hun sikkert gjorde – så var det den varulv Procella i sin tid havde forført hvorefter han havde kvalt hende og det var endt i en kamp hvor han på et tidspunkt var flygtet. Hun huskede tydeligt hvor irriteret Procella havde været over at han var sluppet fra hende. Nå.. så kunne hun lige så godt dræbe ham.

”Åh.. jeg skulle hilse fra Procella… hun ville gerne selv have været her men du ved.. hun havde lidt travlt”

Lød hendes stemme nærmest flabede inden hun med en hurtig bevægelse trak sølvdolken op fra støvlen og kastede sig over ham. Om det ville lykkedes hende at slå ham ihjel måtte de jo finde ud af men det ville nok blive en hård kamp og nok ikke uden skræmmer.

Han holdt hele tiden øje med hende og han havde ikke tænkt sig at stoppe med det. Han kiggede på hende hele tiden og han var meget glad for at hun fortalte ham hendes navn. HAn kendte ikke hendes navn men nu vidste han jo hvem det var hun skulle spore og hvem det var der sikkert også kunne finde på at spore ham, hun var jo den eneste han var bare lidt bange for at kunne dræbe ham.

"Tak for navnet, nu ved jeg da hvem jeg skal lede efter, og hvem det er der leder efter mig. Jeg kendte det ikke før men så er det jo godt at møde nye folk, nye venner der kan fortælle en det."

Han smilede til hende og rullede baglæns mens han sparkede efter hendes hoved. Han havde ingen planer om at lade hende kom ind og dræbe ham, så han hev sin pæne sølvdolk frem fra sin skede i bæltet. Sikkert et mystisk syn, en varulv med en sølvdolk, ret mystisk. Han rykkede sig lidt tilbage fra hende, og stillede sig klar. Igen mindede hun om Procella med deres forsøg på at tage ham.

"Dumme tøs, tror du du kan dræbe mig når hun ikke kunne?"

En fejl var det at hun nævnte Procellas navn, men så måtte hun sørge for at han ikke forlod stedet levende. Hun himlede med øjnene ved hans svar, hvor han dog elskede at snakke. Han var nærmest en talemaskine! Kunne han dog bare ikke tie! Hun ignorerede endnu engang hans ord og valgte i stedte at angribe ham hvor han endte med at flytte sig hurtigt, slå ud efter hendes hoved hvilket ikke var et kæmpe chok for det var trodsalt ikke den første varulv hun stod overfor. Heldigvis var hun ret akrobatisk så med en hurtig bevægelse vil hun bøjede ryggen så meget at hun faktisk så hans fod lig oversig hvor hendes hoved havde været ikke mange sekunder tilbage. Hun tøvede ikke og flyttede sig ud af rækkevidde hvor hun bemærkede det våben han havde trukket frem. Spændende! en varulv med sølvdolk, han havde vidst selv mange fjender blandt sine egne. Hun begyndte at kredse om ham ganske roligt og efter nogle sekunder hvor hun syntes hun så en åbning gjorde hun et udfald mod hans højre side.

Han nåede ikke ordentenligt at se hende, så da hun angreb nåede han kune lige ud ved siden af hendes angreb. Han fik sig revet til side så han stod med fronten mod ehndes arm, han greb fat i armen, så han ville kunne brække den mod sit knæ hvis han altså fik fat i den. Han ville efter forsøget på det trække sig hurtigt væk fra hende, ikke fordi han var bange men han ville gerne have kampen til at vare så længe som muligt. Han elskede en god kamp men hun virkede til at være en ret nem modstandet.

"Pas på dig selv, du lader til at vide hvad du er oppe imod, så du burde også at vide at det er for dumt det du laver."

Hans stemme var hård og fast, men den var også fyldt latter. Han fandt hende morsom da han hadede folk af hendes slags ikke fordi de dræbte dem, men fordi de mente de havde ret til det, fordi hvis de har ret til det, har væsner vel ligeså meget ret til at dræbe dem de dræber. Begge dele drejer sig om overlevelse på et eller andt plan.

Hvis han undervurderede hende, hvilket han tydeligvis gjorde ved sine ord, så var det kun en fordel for hende. for hun var måske ung, men hun var også kommet i træning som ret ung og hendes krop kunne holde til mere, var hurtigere og smidigere end så mange andres. Derudover var hendes beklædning heller ikke tilfældigt valgt, for det var ikke bare fordi at dragten var sort at hun havde valgt den, for det første bare hun en bh under den som var specielt lavet til at beskytte brystet. Selvfølgelig betød det ikke at det var umuligt at ramme hende for det var jo trodsalt bare solidt metal som overnaturlige væsner kunne smadre men det tog imod en del slag og beskyttede også, over albuerne havde man samme metal, og ved knæene ligeledes. Støvlerne var måske store men ikke tunge og klodsede som de ellers kunne virke. Derudover var dragten ikke lavet af bolmuld helt igennem, det inderste lag var, det yderste var af læder med en slags olie over der gjorde grebet om det usikkert. Man skulle tro at modstanderen af den grund havde besvær med at holde grebet, hvilket også passede men ikke helt alligevel, for da han greb fat om hendes arm vidste hun hvad han havde i sinde at høre. Hurtigt tog hun kniven i den anden hånd og mens han ville brække hendes arm forsøgte hun at hamre kniven ind på siden af ham. At han lo og virkede sindssyg var ikke noget chok, for få sekunder siden sad han og stortudede, typisk disse væsner.

Han hoppede baglæns fra hendes stik, og slap derved hendes arm. Han blev ståedne et godt stykke fra hende meget afventende. Han havde ingen ide om at ville angribe hende lige nu, nu ville han se hvordan hun reagerede. Han vidste godt man ikke skulle udnervurdere sin modstander hvilket han ikke gjorde. Han lod hende ikke og stod bare afventende på hvad hun havde tænkt sig at gøre, om hun ville gøre noget dumt eller om hun tænkte sig om.