The forest, dark or bright ( Katie )

Dato: 19 februar
Tid: 22.25
Sted: Et sted ved søen.
Omgivelserne: En mørk kold aften, med en stille vind og en himmel uden stjerner.
Helias: Bærer en mørk frakke, løst hængende hår, grå bukser og en sort sweater. Hans hænder er gemt i et par sorte læder handsker.

Det var nat. Himlen var skjult under tunge skyer, guidet af en let vind fra nord. Kulden havde sænket sig over søen, og livet omkring den havde trykket sig tilbage. En klagende tuden lød fra vinden som den blæste omkring den mudrede bred. Mørket var så stille bortset fra denne ene lyd, og dog virkede det levende. Dette var en nat for mørkets børn. Løfter om syn langt fra det normalle hang tungt i det dybe mørke.

Helias vandrede langs søens bred. Han var alene. Det lange sorte hår flød ned af hans skuldre og bevægede sig let i vinden og hans raske gang. Over skulderen bar en stor sort sæk. Den bumbede let for hvert skridt han tog, og hans tunge skridt og åndedræat var det eneste der brød stilheden.
Helias havde udført sit job. Sækken over hans skulder indeholdt målet for hans vandren denne nat. Som han nåede et isoleret sted ved søens mudrede bred stoppede han op, og kiggede omkring sig. Søens bund var dyb og mudret. Hvem vidste hvad der gemte sig i dens omklamrende favn? Helias havde et godt gæt. Med et grynt og et plask, forsvandt hans byrde ned i det mørke dyb.

Helias kiggede sig endnu engang omkring ham. Han kunne ikke se igennem nattens mørke slør, men hans sanser var tunet til andre ting. De mørke blik der glintede fra hans blå øjne var hårdt og koldt. Nattens mål havde været simpelt. En "snitch" der skulle skaffes af vejen. Det var gjort. Han vendte sig imod søen igen, imens hans tænker løb igennem episoden.

Katie var lige nået til byens udkant, hun havde vært på jagt, hendes bytte var en gammel mand, som lå og sov på en bænk, vinde blæste gennem hendes lange brune hår, hun havde en sort T-shirt og en par jeans på. Hun kiggede sig omkring for at se og der var nogen til stede. Hun gik med raske skridt ind i skoven, mens hun gik tænkte hun tilbage på da hun var menneske, hun havde ikke noget imod at tænke på da hun var menneske, selvom de fleste vampyr ville blive ked af det, men det blev hun ikke. Hun tænkte på den varme sol der bagede på hendes hud og hvordan menneske mad smagte. Hun syntes at det gik alt for langsom med at gå, så da hun var komme et godt stykke ind i skoven begyndte hun at løbe, hun løb den sædvanlige vej gennem skoven, nemmelig nord fra søen den var hurtigere efter hendes mening, hun nåede til udkanten af skoven kunne hun se søens mørke vand, hun kiggede op imod himlen, månen lyste klart på himlen, hende brune øjne blev lyst op af måne, de funklede som diamanter borset fra at de var mørke, hun mærkede et vind stød og rømmede sig, det føltes rart, hendes hår blæste ind over hendes ansigt, men på en elegant måde, hun tog hendes hån pop til hendes ansigt og fjernede, hun tog hendes hår og samlede det på hendes ene skuldre.

Helias frøs hvor han stod. Han havde set kvinden ved bredden, men hun havde endnu ikke set ham. Han var ikke mere end i skygge i mørket, men man vidste aldrig hvad hun havde set eller hørt.

Med stille skridt begyndte han at bevæge sig væk fra søen, i en bue imod hende. Han var nødt til at være sikker på at hun ville forholde sig stille. Ellers ville han være i problemer.

Katie tog øjne far himlen da hun hørte skridt, hun så hen mod søen og så en mand, hun fulgte hans bevægelser, hvad var han og hvad lavede han her. Han gik i en bue imod hende, hun tog forsigtig skridt til den modsatte side, for at komme stille væk. Hun holdte øjne med ham mens hun gik.

Helias så at hun havde bemærket ham. Satans. Han var nødt til at gamble her.

Helias trådte frem, direkte imod hende, velvidende at det kunne gå galt.

"Godaften. Hvad bringer dem til søen, en vinter aften som denne?" spurgte han med sin kolde blide stemme. Hans lange hår hang ned foran hans ansigt og skjulte de følelsesløse ansigtstræk bag det, samt de skræmmende intense øjne.

Helias blev ved med at nærme sig, roligt og fattet, med en afvæbnene attitude og rolige træk. Han kunne ikke lade hende løbe nu. Risikoen var for stor.

Han gik direkte imod hende, hun tog støre skridt, det her kan ende galt, tænkte hun, hendes øjne faklede på ham, hun vil ikke slippe ham af syne, hun kiggede på ham med store øjne da han sagde noget hun rømmede sig "Godaften, jeg kunne spøger dig om det samme" Sagde hun med en kold stemme, hun måtte tænke hurtigt, hvad skulle hun gøre for at slippe af med ham så hun kunne komme hjem, hun drejede forsigtig hovedet hen mod søen, hmm tænkte hun måske kunne det lade sig gøre, hun tog nogen forsigtig skridt hen mod søen, hun snublede over noget og faldt ned i søen, hun plaskede med armene, hun var ved at drukne.

Helias stod og betragtede hende lidt, imens hun kæmpede imod det grumsede vand. Han kunne lade hende synke til bunden, så ville hans bekymringer være slut. En stemme bagerst i hans sind advarede ham dog imod dette.

Helias you still haven't fallen this far.. Redeem yourself and save the poor girl.

Han sukkede for sig selv og kastede sig ud i det mudrede vand. Kulden slog øjeblikkeligt imod ham og han gispede. Vandet var tungt, stankt af råddenskab og død og kulden fra vinter natten drænede hans styrke. Med faste tag kom han frem til pigen og greb om hende.

"Tag det roligt og følg mig!"

råbte han til hende, imens han lagde armene omkring hende. Med besvær fik han kæmpet sig ind til bredden med pigen og fik dem begge sikkert i land. Den rådne stank hang i hans hår og tøj, de lange lokker hang våde og sjaskede ned af hans ansigt og hans jakke drev af det.

Hun kunne se ud af øjnekrogen at han bare stod og kiggede på hende, kom nu tænkte hun, så de kunne få det overstået, hun havde en plan og den skulle gennemføres, vandet flød om hende hun sank mere og mere ned, vandet var koldt og det var underligt at hun kunne mærke det, hun var jo vampyr, men vandet måtte havde vært koldere end hende, hun hørte et plask og nogen sekundter efter mærke hun nogen tage om hende, nu havde hun chancen, nu kunne hun få ham under vandet og stikke af, det var nu eller aldrig, men af en eller anden grund var hun udmatte efter at spille som om hun var ved at drukne, så hun lod ham føre dem begge sikkert ind i land, hun lå oppe på breden og hostede vand op, hun drejde hovedet over mod mande og kiggede på ham "Tak" fremstammede hun, hun satte sig op og vræd hendes brune hår som gik hende ned til hoften, vinde tog stille fat i hendes hår så det blæste det indforan hendes ansigt hun tog det forsigtigt væk, månen oplyste hendes brune øjne.

Helias stirrede kort på pigen. Der var noget galt her. Søens stank hang stadig i hans næsebor og han sukkede dybt. Så gik det op for ham. I nattens mørke, og med tanker distraheret havde han ikke lagt mærke til det. Der var ingen aura. Hun var som et tomt hul i natten hvor han kun kunne opfange hende med de naturlige sanser.

Helias vendte sig mod pigen og smilede koldt.

"Din tak falder uden grund."

svarede han kort og stilte sig op. Han vred selv sit hår og lod det falde foran ham igen. Hvad skulle han gøre her.. Hvis hun besluttede at angribe ville han være ildestedt.. Kun dæmoner eller vampyrer mangle det hun gjorde. En sjæl. Endnu ville han afvente og se hendes reaktioner. Det var sikrest.

Hun kiggede på ham og kunne se at han tænkte, men på hvad og hvad var han, hun kunne dømme ude for at se på ham at han ikke var et menneske, hun vræd sin top og sit hår igen, hun kiggede på ham da han talte.

"Hmm.. hvad laver du her ude"

Sagde hun koldt mens hun rejste sig op, hun var blivet en smule svimel, men hun kunne godt holde balancen, hun kigge på ham og smilte koldt igen, han virkede fjendligt, men så alligevel var han det ville han ikke springe i vandet for at få hende i land, så der måtte være noget godt inde i ham, hendes hår dryppede stadig, en dråbe gled ned af hendes kind og ladte ned på bryst, hun kiggede på ham og ventede et svar.

"Søger svar i mørket.." var hans tvetydige svar. Han kunne ikke placerer denne unge.. skabning. Hun var uden sjæl, så meget vidste han, men hun virkede ikke fjendtlig. Helias rettede sig lidt mere op og kiggede mod himlen et kort øjeblik.

"Du er ikke menneske."

sagde han pludseligt kort. Lad os for kortene på bordet tænkte han for sig selv. Dette spil var ikke noget han havde tid eller lyst til. En mørk skygge gled over hans øjne, et vidne om det frygtelige mørke der boede i ham.

Svar tænkte hun, hvilke svar, han kiggede mod himlen, hun fjernede sit blik fra ham og gik hen til søen hendes hænder var budret til, hun satte sig på knæ og dybbede hendes ned i vandet og skyllede dem, hun samlede hendes hår på hendes ene skuldre, hun kiggede på hendes spejl billede, hun kunne se på den skuldre hvor hendes hår lige havde lagt at den var mudret, hun vand på hendes hånd og og vaskede hende skuldre, da hun nåede til halen kunne hun mærke der hvor den vampyr som havde forvandlet hende havde bidt hende, hun tog hurtig noget hår over det og rejser sig hurtigt og kiggede på ham med kolde øjne, men for at være sikker holde hun en hånd over det.

"Du er ikke et menneske"

Sagde hun med en stille stemme, hun ville ikke bringe noget på banen der ikke var nødvendigt, hun kiggede ned i jorden, mens hun gjorde det tænkte hun på smerten hun måtte igennem, da forvandlingen satte igang, godt være det var længe siden, men hun tænkte stadig på det.

Helias rejste øjenbrynet let. Han kolde øjne hvilede på pigen foran ham.

"Sandt jeg er ikke menneske, men en budbringer af døden selv."

var hans svar. Hvis hun ville spille dette spil skulle hun nok få modstand. Hendes uskyldige facade ville ikke virke på ham. Han havde været naiv engang, men det var århundreder siden han havde begået sådan fejl.

Budbringer af døden selv tænkte hun, en forklarning dødsengel, hun havde mødt en før og det endte mest galt for ham og det havde hun det dårligt med, hun ville ikke være ond.


"Dødsengel? Og sandt jeg er heller ikke et menneske"

Sagde hun med et lidt venliger stemme, hun kærtegne hende mærke på halsen, og fulgte omridset det var koldere hendes hendes hud, men hvorfor det vidste hun ikke, bare tanken om det gav hende kuldegysninger, hun kiggede på ham med et blidt blik.

"Ja. Jeg ved du ikke er menneske. Enten er du dæmon eller en af de vandrende døde."

svarede han. Hun havde forbløffet ham. Hun virkede ikke udspekuleret eller som en løgner.. blot ærlig. Helias mødte foruroligende få personer man kunne kalde ærlig. Han selv løgn ved hans blotte eksistens.

"Jeg spørger igen.. Hvad bragte dig til søen i nat?"

spurgte han stille efter lidt. Han var nysgerrig nu. En last han endnu ikke var kommet af med.

Hun kiggede op på ham da han sagde noget, hun ville ikke lyve for ham, så hun tog chancen selvom det var dumt, hun rømmede sig.

"Øhm... jeg bor her ude"

sagde hun med en forsigtig stemme, hun fjernede hendes hår fra den skuldre hvor hun havde mærket, hun tog hendes hån der op og fulget igen omridste af mærket, mens hun kiggede ned i jorden.

Helias lagde mærke til hendes bevægelse og nikkede for sig selv. Vampyr. Han havde intet udestående med de andre racer. Det var tilbage i yngre dage, langt yngre dage.

"Skal vi ikke gå til dit hjem og få tørret os så? Ellers bliver det en lang kold nat.."

spurgte han, imens han kiggede op mod himlen igen. Han følte sig som et fjols. Hoppede ud i en sø for at redde en vampyr fra at drukne. En vampyr. Han burde have fornemmet hvad hun var på lang afstand. Han var ved at falde af på den.

hun lage hendes hår over hende skuldre igen og kiggede så op på ham igen da han tale, hun tænkte sig lidt om og han havde ret det ville blive en lang kold nat, hun to igen en chance.

"Du har ret, det kan vi godt"

Sagde hun forsigtigt, vendte sig om og begyndte at gå, hun stoppede og ventede på ham, hun frøs ikke særlig meget, og hendes tøj vr allerrede ved tat være tørt, men hans tøj derimod var stadig pænt meget vådt, han kom op til hende og de begyndet at gå.

Helias fulgte efter pigen, et part skridt bag hende. Han kunne mærke kulden sive ind i hans kød og knogler og han var begyndt at fryse.

Helias kiggede lidt rundt og prøve at huske vejen som de nærmede sig pigens hjem. Det var svært i mørket, men han var vant til det. Natten holdt få hemmelighed for ham.

"Mit navn er Helias." sagde han ud i mørket, en smule manere ville ikke skade.

Han holdte sig et par skridt bag hende, hun drejde sit hovede så hun kunne se ham lidt.

"Rart at møde dig, jeg er Katie"

Sagde hun med en venlig stemme, hun stolede nok på ham, men hvis han prøvede på noget, var hun ikke sød længere, de nåede ned forbi søen og lidt længere foran den var der en hytte, hun gik hen til hytten med Helias i hælene på hende, hun tog fat i håndtage og åbnede døre, hun gik ind og holdte døre åben for ham.

"Kom ind"

Sagde hun og gav et smil fra sig, da han var kommet ind lukkede hun døre, hun gik hen mod badeværelse og fandt et håndklæde til ham hun kastede det over til ham og lukkede døre efter sige. Et par minutter efter kom hun ud igen. Hendes lange brune hår var helt tørt, hun havde en sort stram top på og et par hvide shorts, hun gik hen til et skab der stod ved siden af sofaen og håbnede lågen hun tog to tæpper ud og kastede dem hen på sofaen.

"bare sæt dig ned, og tag et tæppe om dig, så du får varmen, vil du have noget"

Sagde hun med et lille smil på læben, hun gik hen til vinduet og rullede det for, hun tændte noget lys og kiggede på ham.

Helias trådte ind i hendes hjem og kiggede sig omkring. Hans blik fangede eventuelle flugtveje først, og derefter tog han indretningen ind. Da hun kom tilbage løftede han let et øjenbryn imens han betragtede hende.

"Mange tak." svarede han blot og begyndte at trække sit tøj af. Som tøjet røg afslørede han en muskuløs overkrop, med ar spredt ud over den hist og her. Han lignede en mand der havde set meget, og gennemgået mere.

Han satte sig stille ned og lod en hånd kører igennem det lange fugtige hår. Han frøs ikke så der var ingen grund til tæpperne. Han kiggede igen rundt om sig, inden han fæstede blikket på Katie igen.

"Et hyggeligt sted du har.. Omend placeringen er lidt.. tvivlsom. Hvad har drevet dig ud i skoven her, så tæt på søen?" spurgte han med sin blide kolde stemme.

Han tog hans trøje af, han havde en muskeløs overkrop, den så godt ud, hun betragte at ham lidt, enden hun satte sig ned i sofaen, hun tog et af tæpperne over sig, selvom hun ikke frøs, hun syntes at det var hyggeligt.

"Det var så lidt" Sagde hun venligt, hun fulgte hans bevægelser, også da han satte sig end i sofaen, hun kiggede på hans overkrop, men fjernede hurtigt hendes blik.

"Tak...øhh...jeg kan godt lide at bo uden i naturen, der føler jeg mig mest fri og tilpas" Svarede hun med en blid stemme, hun kiggede ham ind i øjene, med et blidt blik, hun havde ikke noget imod ham, han virkede flink.

Helias blå øjne var skræmmende intense.. Som at se ned i dybden af havet og vide at der lå meget mere under det kolde, mørke vand. Han kiggede tilbage, med et uforanderligt ansigts udtryk.

"Du kan lide at bo i naturen... Besynderligt.. Det er en god ting, men besynderligt.."

Helia vidste godt han ikke havde meget at skulle have sagt der. Han var en engel der levede i mørket. Han slog ihjel, forbrød sig imod de hellige love. Han var selv ude af plads i verden.
Han kiggede rundt engang til og bemærkede ikke hendes blik.

"Var jagten god?" spurgte han pludseligt, uden at se på hende. Han vidste ikke hvor spørgsmålet kom fra, men det var faldet ham ind at spørge. I sandhed havde han ikke haft mange samtaler med de udøde. De enten flygtede eller angreb i hans tilstedeværelse.. Som så mange andre skabninger i den fordærvede verden han kaldte hjem.

Han kiggede tilbage, hun bøjede hovedet ned, og fumlede med noget at tæppets kant, hun vidste godt at det var mærkeligt at hun boede ude i en skov, men som sagt hun føler sig tryk og tilpas i naturen, men der var også andre grunde til at hun boede her ude, som det at hun drikker dyre blod, men hvis hun virkelig har brug for styrke eller bare er meget tørstig, drikker hun blod fra mennesker.

"Ja, jeg ved godt at det er lidt mærkeligt"

Sagde hun med en stille og venlig stemme, hun fulgte hans blik som spejlede rundt i huset. Hun tog tæppet af og lage det sammen, hun rejste sig og tog begge tæpper og lage dem på plads, hun satte sig ned i sofaen igen, hun kiggede på ham da han spurgte hende om noget.

"Øhh...ja det var den"

Sagde hun med en lidt forviret stemme, hvorfor vil han vide det, det var det da lidt mærkeligt. Der var stadig et spørgsmål, hu gerne ville havde svar på, men hun turte ikke spøger om det, hun var bange for at det ville ende galt og at han ville gøre det af med hende.

Helias betragtede hende stille. Der var noget mærkværdigt over hende.. Noget.. menneskeligt.
Han tiltede let på hovedet ved hendes svar.

"Du er stadig menneske i hjertet."

sagde han kort. Et nik videregav den respekt han havde for dette. Helias selv havde mistet den grad af "menneskelighed" han havde haft for længe siden. Selv hans engle blod kunne ikke holde det i live.

"Det er prisværdigt. Meget."

Sagde han stille efter. Han havde det underligt her i skoven. Det var nyt og dog så velkendt.