Nam Nam

De sorte skygger føg om ørene på de fire kvinder i den lille gyde, Narcissa kunne godt droppe alt om at styre dem så længe englens aura slog imod hende som et oprørt hav. Hendes læber var krænget tilbage i et varmt og venligt smil, noget der slet ikke stemmede overens med situationens alvor, eller den hånd der lå tæt om menneskets nakke.

"Leave!"

Narcissas stemme var, på trods af at hun i virkeligheden ikke havde det særlig godt, klar og tydelig. Der var ingen grund til at uddybe, det havde vampyrer klaret så flot.

"Now!"

Hun havde kun lige nået at udtale det ene ord, før hun sank ned på det ene knæ, stadig med mennesket i sine arme. Faktisk var den mørkhårede kvinde nu blot endnu mere låst fast, idet dæmonens overkrop svajede faretruende over hende, og Narcissas hævede knæ var i hendes ryg.

De sorte øjne flakkede fra side til side mens hun febrilsk forsøgte at få styr på sit syn. Skyggerne voksede sig mere og mere voldsomme og far Narcissas hud stod små hidsige lysglimt. Magien omkring hende var tyk og det føltes næsten som om luften blev fortykket. Narcissa var ikke sikker på om mennesket i hendes arme ville kunne beholde fatningen under den voldsomme magiske udladning.

"LEAVE!"

Dæmonen var alt for klar over at englen forstyrrede hende og gjorde hendes magiske krop ustabil og ukontrollerbar. Jo længere tid hun blev her i nærheden, jo større var chancen for at nogle ville se det løjerlige syn i gyden. Og faktisk var Narcissas krop så uhåndterlig lige nu at hun ikke engang var sikker på at hun selv kunne rejse sig og gå. Hun kæmpede hårdt for at det andet ben ikke også skulle falde på knæ under hende, sådan her havde hun i det mindste et afsæt... endnu.

Kodashi var græde færdig men holdte igen med sine tåre da hun helst ikke ville gøre det her værre for Gracy end det allerede var. Men at stå her i den her situation var direkte ubehagelig.
Det var først nu Kodashi opdagede at Kaylin stadig var der, var det hende der havde slået Kodashi ned, eller hvad var det der skete.. hvorfor kunne de ikke abre lade hende gå

"... Gracy... lad dem gør som de vil..."

Kodashis stemme var lav og meget bange, men Kodashi ville hellere lade de 2 kvinder få deres vilje end at hun skulle dø. Dog tanken om at blive spist var direkte ubehagelig og kvalemde. Hvis ikke det var fordi Kodashi blev holdt fast som hun gjorde ville hun virede sig rigtig meget men det var nærmest umuligt.

"... Jeg vil ikke dø" sagde Kodashi stille og begyndte stille og græde. Kdoashi rettede sit blik ned i jorden og turde slet ikke se op på Gracy længere. Det var altsammen Kodashis skyld, hun skammede sig sådan over at være kommet i problemer.

Gracy havde regnet med at høre en stemme foran sig, men i stedet kom den bagfra, den var truende og ville helt klart hold sammen med hende der nu stod over for hende. Gracy trampede ud af gyden og stillede sig kun lige ved gydens ende. Hun var ikke stolt af det hun gjorde, det var meningen hun skulle beskytte Koda, og så skete alt det, men det var selvfølgelig for deres eget bedste, hvis Gracy døde ville Koda leve videre uden problemer, hun ville finde en ny engel der sikkert ville gøre jobbet bedre end Gracy. "Hun skal her ud. Lige nu." Befaldede Gracy, hun var ligeglad med om de så ville gøre skade på hende i stedet for Koda, det var hendes job at redde Koda for den slags situationer, og hvis der krævede at ofre sig, gjorde hun det. "Tag mig i stedet." Sagde hun uden at fortrække så meget som en mine på det stenhårde ansigt hun havde sat op, selvom de ikke ville kunne se det i mørket. Men det var nok også mest for at overbevise sig om der ikke var noget at være bange for. Hvis hun ikke kunne redde Koda ville hun skamme sig over sig selv, og andre skytsengle ville skamme sig over hende. Det var ikke kun for Kodas skyld, men også for sin egen.

Hendes temperament begyndte så småt at flamme op og hun måtte tage en dyb indånding for ikke at begynde at råbe af englen foran hende. Hvad var så svært at forstå? hun skulle væk, for Narcissa havde ikke haft det sådan før englen kom, og når hun var væk ville Kodashi blive kørt hjem. det kunne da ikke være så indviklet. Det var selvfølge svært bare at se til når nogle skadede en man holdt af, men nogen gange måtte man bare indse at der ikke var noget at gøre.
"Du forstår det virkelig ikke gør du?"

Pludselig stod vampyren ikke der hvor hun burde, hun var derimod i fuld fart hen imod englen. hendes bevægelser var hurtigere end øjet kunne følge til at starte med, men da hun nåede englen måtte hun sætte farten lidt ned for ikke at komme til at styrte ind i muren ved det uheld for med skyggerne og lyset der hele tiden afløste hinanden var hendes øjemål ikke meget værd. Hun greb ud efter englen i et forsøg på at få pigen over skulderen så hun selv kunne transportere englen væk. dette her ville ende tragisk hvis dæmonen ikke fik styr på sig selv.
"Jeg prøver at hjælpe.. vær nu rar og følg med"
Hendes stemme var lav da hun hviskede i englens øre. det hele var ved at komme ud af kontrol her. Narcissa kunne komme til at brække menneskets hals ved et uheld hvert øjeblik, og englen forstod bare ikke en direkte ordre, men hvornår gjorde de også det.

Hendes syn var ikke til specielt meget når det hvert sekund skulle omstille sig fra lys til skygge, men hvis hun fik fat i Gracy ville hun ryge over den lille vampyrs skulder. det var et absurd syn, teenageren med den voksne kvinde over skulderen, men lige nu var der noget der var vigtigere end at holde facaden..
Hvis hun kunne ville hun slæbe englen over på den anden side af vejen og på på et af hustagene der. der kunne huns e hvad der skete, men ville forhåbentlig være langt nok fra til at Narcissa kunne komme sig.

Mennesket i hendes arme talte... hvad sagde hun? Noget med at dø? Jamen, Narcissa havde jo lige lovet hende at hun ikke ville dø.

"You... won't... die. I'll help... you..."

Ordene kom mumlende og dæmonen rasede indvendigt over ikke at kunne styre sin krop.

Gotta get away, my body is shutting down...

I det samme skimtede hun en blond skikkelse bevæge sig ud af gyden. Det hjalp lidt på den uro der tumlede omkring i Narcissas indre og hun tog en dyb indånding. Hun snøvlede ned til mennesket

"Dangerous... she... the angel... I'll help... you. We... get home!"

Rasende mærkede hun hvordan ordene nærmest faldt ud af hendes halvåbne mund. Det hun gerne ville sige gav absolut ingen mening da det endelig kom ud gennem hendes stemmebånd. Narcissa var hysterisk, men kroppen lystrede overhovedet ikke. Med et dybt vredt støn mærkede hun hvordan englens aura pillede hende helt fra hinanden. Den samme, næsten kvalmende, fornemmelse skyllede ind over hende og kroppen gav op. Et kort øjeblik blev hun grebet af vild panik - hele den her situation mindede hende forfærdeligt meget om at blive overfaldet og indvaderet af Wicked.

Dæmonens arme slap mennesket og faldt sammen på jorden ved hendes side. De sorte øjne var matte og så bedende i retningen af pigens hoved. Narcissa havde mest af alt lyst til at eksplodere og smadre hele verden, men eftersom hendes krop ikke var til at kontrollere, måtte hun gøre hvad hun kunne for at få mennesket til at hjælpe sig.

"Ple-please... get her... get her away... you, she'll kill... you... dangerous angel... gracy dangerous."

Omkring Narcissas krop dansede flagrede skyggerne intenst og deres dans slog omkring i hele gyden. Imellem skyggerne stod stadig skarpe blændende lysglimt - i virkeligheden var scenen utrolig smuk og melankolsk, men for en forbipasserende ville den være svær at forklare.

Kodashi fik et chok da Gracy tilbød at tag hendes plads i stdet for Kodashi. Det var jo ikke meningen, Gracy skulle slet ikke komme noget til og ikke på grund af Kodashi. Tårende blev bar ved med at komme op i Kodashis øjne og der

Kodashi havde sævrt ved at tro kvindens ord, Gracy var trodsalt Kodashis skytsengel så hvorfor skulle hun være farlig, det gav ingen mening. Men stadig sank Kodashi en klump i halsen mest for at holde op med at græde.

Kodashi var hurtig til at rive sig fri fra kvinden greb da hun løsnede det og var faktisk på vej til at løbe over til Gracy da hun vendte sig om.

Kodashi satte sig på hug ved siden af kvinden der havde holdt hende fast og vidste ikke hvad hun skulle få sig selv til at gøre, næsten alle logiske tanker sagdeløb, men Kodashi kunne ikke bare efterlade hende sådan her. Det var jo alt for ondt at lade hende læggge. Og som Gracy selv havde sagt man skulle ikke altid dømme folk ud fra deres handlinger, man skulle give dem en chance.

Kodashi tørrede sine øjne og kiggede hen imod gracy og sagde stille "Jeg kan ikke efterlade hende Gracy.... "

Gracy ventede på en respons, og det fik hun da en hurtig skikkelse kom hen til hende og forsøgte at trække hende væk, hun kæmpede imod men var underlagt vampyrens styrke. Hun gav op og lod vampyren trække hende væk, hun kunne intet se i gyden, men hun kunne svagt høre hendes stemme. "Hun får det bedre når jeg er væk." Råbte hun og håbede på Koda hørte det, Koda havde alligevel lyttet til de Gracy havde sagt til hende, alle skulle have en chance. Men Koda skulle virkelig passe på hende, hun kunne ting som Gracy intet vidste om. "Må jeg godt komme ned nu? Jeg skal nok gå selv." Sagde hun og prøvede igen at kæmpe sig ned, denne gang var det mere for ikke at se så åndssvag ud, det måtte se lidt underligt ud, når en ung pige i 16 års alderen slæbte en kvinde på 22.

Hun kastede bekymret et blik på dæmonen der nu lå ned, men vidste at det ville blive bedre når hun først fik englen væk. Hun lagde begge arme om det af englen hun kunne nå og satte i løb. englens kæmpen resulterede i en smule ubehag, men takket være hendes krops regeneration var den hurtigt væk. Wil var hurtigere end de fleste vampyrer og få sekunder efter var de flere gader væk. mens hun løb kunne hun ikke tale, men stoppede kort efter i en lille gade. Nu kunne hun godt mærke at hun havde fået ekstra vægt med..
Der satte hun englen ned, men havde stadig en hånd om Gracy eller hvad hun nu heds overarm. Hun skulle trods alt ikke til at flyve tilbage nu hvor Wil lige havde fået hende væk.
"Jeg er sikker på at du selv kan gå.. spørgsmålet er bare om du ville gå langt nok. jeg ville aldrig overlade en vens liv i hænderne på en engel.. dårlige erfaringer.."

Hendes grønne øjne var hårde som ædelsten og hendes mund blev til en smal streg. for nu var det bare hendes opgave at holde englen væk så Narcissa kunne komme sig, selvom det ikke var det mest interessant job hun kunne have påtaget sig.
"Hvis du nærmer dig hende igen kan du finde din rygrad spredt ud over fortovet. Dette her er din første og sidste advarsel."
straks efter var vampyren forsvundet i et pløre af farver. Hun havde kurs direkte imod gyden som de seneste dramatiske hændelser havde fundet sted i. Så godt hun kunne forsøgte hun også at lytte efter englens hjerteslag for at bedømme hvor hun var med det blev hurtigt umuligt i takt med at hun kom længere væk.

Gyden blev straks mere behagelig da englen og vampyren forsvandt. Narcissa formåede at få tæmmet sig selv og sin krop så meget at lysglimtene stoppede. Kun skyggerne fortsatte deres forblæste dans, dog mindre voldsomt end før.

"Thank you..."

Hendes stemme var ru og træt, og Narcissa havde ingen planer om at lade mennesket vide hvor meget kontrol hun havde genvundet over sin krop. Dæmonen lå stadig på maven og de sorte øjne så mat op på den mørkhårede kvinde.

"I need... Can you... help me?"

Hun lod en hånd krybe hen over asfalten imod pigen.

"I need some... strenght... some of your strenght... Please!"

De sorte øjne var bedende og stemmen næsten kun en hvisken. Alt Narcissa behøvede lige nu var at mennesket sagde ja, så ville fælden klappe. Ja... dét lille ord og hun ville have en tag-selv-buffet. Dog havde hun lovet ikke at dræbe hende - i virkeligheden var det heller ikke at foretrække. Hellere at det unge menneske levede videre, så Narcissa kunne suge lidt af hende som det passede.

Hun hostede sagte, over ansigtet gled en forpint mine og små dråber blod løb ud af hendes mundvig.

"Please... just some... of your strength..."

Hendes arm blev forpint strukket ud imod mennesket i en bedende gestus.

Kodashi kiggede efter Gracy der blev hevet væk og ned på kvinden igen, igen var Kodashi i tvivl om hvad hun skulle gøre. Kodashi hørte Gracy råbe og afventede næsten at kvinden ville rejse sig med det samme, men nej det skete ikke.

Den svage stemme fra kvinden gjorde at kodashi måtte tættere på for at høre hvad der blev sagt.


"ja...Så tag lidt" sagde Kodashi stille imens hendes hjerte hammerede hurtigt. Kodashi vidste slet ikke hvad hun var ved at sige ja til, men hun kunne ikke holde ud at se kvinden lægge der og have det så dårligt. Kodashi rakte venligt sin hånd ned til kvinden for at skulle hjælpe hende op. Det gjorde helt ondt at se kvinden lægge der. Kodashi tog forsigtig fat i kvindens hånd da hun så mere eller mindre forpint ud.

Kodashi vidste på en måde at det her måske ikke var det helt rigtige valg og hun blot burde været stukket af, men hun kom til at tænke på sit maleri hvor en engel var faldet af at slå dæmonen ihjel. Kodashi ville ikke ende som englen og var nu sikker på at hjælpe var det rigtige at gøre

Gracy så på vampyren med et kækt smil. "Er jeg ikke din ven? Stoler du ikke på mig?" Spurgte hun provokerende, hun kunne ikke skjule hendes nervøsitet, men hun gjorde et godt forsøg. Gracy lagde hovedet på skrå mens hun ventede på vampyrens reaktion. Gracy blev nød til at være stærk, for ikke at få dem til at gøre Koda ondt. Gracy prøvede at vride sig ud af vampyrens greb, men det lykkedes ikke rigtig, hun var stærkere end Gracy havde regnet med den ville være.

"Du er en engel.. så nej, du er ikke en ven og det vil du aldrig blive. Din slags torturede mig for at finde en af jeres fejl.. intet ville gøre mig mere glad end at flå din strube ud."
De grønne øjne så foruroligende rolige ud, selvom tanken om hvad englene nåede at gøre ved hende inden Cleon trådte frem fik hende til at skælve som om is gled ned over hendes ryg.
Så rettede hun sig op og forsvandt af syne i et hidsigt løb med vreden stikkende i maven som et tjørnekrat.

Da hun nåede gyden kort efter og stoppede lige inden for indgangen ændrede hendes ansigt sig fra koncentration til overraskelse og så blev det formørket som om der hang en mindre tordensky over hendes hoved.
En dæmon der spillede svag og holdt i hånd med et menneske var ude på et eller andet.. og efter hvad hun huskede om dæmoners måde at tage næring fra mennesker så lignede dette her denne situation.
Men hvorfor havde mennesket sagt ja, hun virkede ikke til at kende ret meget til de overnaturlige for ellers ville hun forhåbentligt have sagt nej. dæmoner var særdeles sejlivede..
"Hvorfor ligger du stadig ned? du er sikkert mere sejlivet end jeg er.."

I dét øjeblik menneskets hånd lå i hendes lyste de sorte øjne op i en funklen. Igennem dæmonens hud gled en varme, eller var det kulde?, over i mennesket. Narcissa koncentrerede sit inderste, lod sig selv glide imod mennesket spinkle forsvarsværker og brød igennem som en flodbølge der smadrer en by.

I menneskets indre lagde Narcissas essens sig omkring hendes sjæl, hendes væsen. Det var bestemt ikke meningen at manneskets indre skulle invaderes af andet end menneskets egen sjæl. For den unge kvinde ville det føles som om en iskold hånd gled igennem hendes bryst og på vejen ud, forsøgte at flå noget med sig.

Dæmonen hvæsede højt da hendes essens blev stoppet, sjælen var omkranset af noget hun ikke kunne bryde.

The angel?

De sorte øjne lynede af vrede da hun i en håndvending groede en spids klolignende negl og lod den bore ind i menneskets hånd. Nu havde hun sådan lige glædet sig til at drikke pigebarnets sjæl... bah! Idet blodet flød gik en sitren igennem igennem Narcissa og hun flåede menneskets hånd til sig i sin liggende stilling og slikkede lystigt blodet op med tungen. Ved berøringen udsprang et stød fra dæmonen og over i mennesket. Igen var det den invaderende følelse, men denne gang var den anderledes... der krøb ind og lagde sig til rette som en doven kat.

Skyggerne i gaden krøb sammen og nærmest forsvandt ind i hendes mælkehvide hud. Øjnene der lynede, på trods af deres sorte farve, så på mennesket og om læberne lå et faretruende blodigt smil.

Ved lyden af Victorias stemme satte Narcissas krop sig i bevægelse. I en bevægelse der var alt for smidig til at kunne tilhøre et menneske, rejste hun sig, slap menneskets blødende hånd og mødte vampyrens blik.

"I did not kill her... I hope not."

Hendes hoved var tiltet nysgerrigt, og smilet var bredt og sardonisk da hun kiggede ned på den unge menneskekvinde.

Kodashi som havde taget fat i kvindens hånd var faktisk oprigtigt bekymret om kvinden havde det godt eller ej. Kodashi havde slet ikke regnet med hvad der skulle til at ske, bare ved hun havde sagt ja, hun havde troede at hun blot skulle støtte kvinden op på fødderne igen eller noget andet, men indet kunne forberede Kodashi på den følelse hun skulle føle nu.

Med et gisp bukkede Kodashi sig for over og havde lyst til at skrige men ikke en lyd kom ud fra hendes åbne mund. Følelsen af et eller andet som var inde i hende, eller hvad det var, følelsen var helt ubeskrivelig. Ubehagelig, kold, ondt, mange ting følte Kodashi på en gang. Kodashi trak efter vejret og kunne mærke den ubehagelige følelse fik kold sved til at dukke op på hendes pande.
"Gracy.. sagde Kodashi stille og bedene, som hun havde brug for hende.
Dog nåede Kodashi ikke at sige mere før hun måtte komme med et klynk af neglene blev borret ned i Kodashi hånd.
Det blev nærmest tåget for Kodashis øjne som da en varm og doven fornemmelse lagde sig ind over hende, og Kodashi faldt forover ned på jorden. Hun følte sig mere eller mindre helt udmattet pludselig.
Kontrakten var hermed udført, et blodsbånd var imellem Kodashi og den mystiske kvinde fra gyden. Kodashi selv ingen ide om hvad der virkelig var sket, men hendes kræfter var i hvertfald tappet helt væk.

Gracy lavede et trist ansigt da vampyren sagde de ikke var venner. "Det var da ærgeligt, jeg tror vi kunne være blevet fine venner." Sagde hun atter provokerende, det var ikke noget hun altid gjorde, men hun følte bare hun kunne i det tilfælde. Vampyren var væk før hun nået at svare på det Gracy sagde, og Gracy fulgte efter, hun løb i stedet for at flyve da det sikkert godt kunne give hende modstand og gøre hende svagere. Det tog hende lidt tid til at ankomme til stedet. Hun var forpustet og hev efter vejret. Gracy nåede akkurat at høre Koda sige hendes navn. Alt mørket var forsvundet fra gyden og Gracy kunne se de andres ansigter. Hun blev stående på gaden i tvivl om hvad hun skulle gøre.

wil indså ikke at hun var i bevægelse igen før at hun for imod Narcissa. Hun havde en svag ide om hvad det var sket, men som altid havde hun ikke hørt ordenlig efter Gwyn da hun forklarede om de andre racer. Hun havde været mere interesseret i hendes nye kræfter og nu begyndte det at bide hende i halen, for det ville have været dejligt at vide hvad der var sket. På grund af det friske blod der strømmede i hende var hun stærkere end hun havde været sidste gang de mødtes og uden at tænke greb hun ud efter Dæmonens hals for at kaste hende op imod et af husenes væg.

Den mørke sky var blevet til en større storm som afspejledes i hendes øjne. På trods af hendes uvidenhed, vidste hun hvad dæmoner kunne gøre ved mennesker.. Sjælekontrakter og alt det shit.. Hun havde accepteret at hun selv blev nød til at skade mennesker for at få føde, men hvad hun tog sørgede kroppen for kom tilbage.. men ens sjæl.. der er ikke noget at gøre. Hendes egen menneskelighed sørgede for at hun ikke kunne tage det når dæmoner gjorde sådan noget ved mennesker... Hun vidste at det alt for let kunne have været hende, men nu var Gwyn bare kommet først. Igen bevægede hun sig i et pløre af farver, som for det menneskelige øje ville være svært at opfange.. det ville snarere se ud som om hun bare forsvandt det ene sted og dukkede op det andet..
"Hvad har du gjort? hvad har du taget?"
Hun hvæsede hæst imod dæmonen og så på den anden med rasende øjne. Wils ansigt var knap 15 centimeter væk fra Narcissas ansigt, og da hun talte var det som om luften omkring dem blev lidt mere iltfattig. Wil opdagede ikke noget for hun havde kun trukket vejret en gang for at tale.

Verden vendte sig en omgang, før den endnu stod stille da hendes krop ramte murstensvæggen der udgjorde den ene side af gyden. Der lød en hul lyd af et par sten der gav efter og flækkede for den voldsomme styrke vampyren lagde i sit angreb.

Narcissa smilede til Victoris, et skævt smil med en smule vrede skjult i øjenkrogen.

"How dare you?"

Narcissa havde glemt alt om mennesket der nu lå flere meter fra dem, samtidig havde hun glemt alt om englen, eftersom hun havde det fint igen. Faktisk havde hun det rigtig godt, blodet fra mennesket summede stadig i hende og vampyrens tøsesure mine morede hende kosteligt.

"You helped me, remember? We had a deal, and you completede your task, don't act like you're innocent little Victoria. You might look young, but you are not that naive. We had a deal... now let's seal it with some food for the little human."

På trods af at Narcissas hals var holdt oppe af Victorias stærke hånd, og det burde være hendes fysisk umuligt at tale, gled hendes stemme imod Victoria som fløjl. Omkring dem fór en vind som kun kunne være vampyrens værk.

"And by the way... relax, I didn't take her soul, that belongs to the angel. Do you mind?"

Hendes hænder slog ud i en gestus der tydeliggjorde at dæmonen godt ville have vampyren til at slippe hende. Der var noget faretruende over hendes blik, en underlagt trussel. Giv slip eller...

Kodashi lå dovent på jorden og havde entelig ikke den sønderlige lyst til at skulle bevæge sig mere end højst nødvendigt da det bare føltes uoverskueligt lige nu.

Dog måtte Kodashi tvinge sig til at sætte sig op igen og kigge på hvad der skete. Kvinden blev truet af pigen fra før, hvilket bare forvirrede Kodashi lidt mere. Hun havde helt tabt tråden i hvad der forgik nu og var entelig også ligeglad nu, hun ville bare hjem i seng, så kunne den kunst udstilling være lige meget.

Kodahsi så ned på sin hånd for at opdage den stadig blødte lidt. Smerten var entelig ikke så slem længere, det havde bare været lige da kvinden havde borret sine negle ned i huden det gjorde mest ondt.

Kodashi fik til sidst endelig taget sig sammen til at rejse sig op og begyndte at akle hen imod Gracy ganske sløvt og mumlede "Jeg gider ikke mere" Forhåbeligt kunne Kodashi og Gracy bare tage hjem nu. Især nu hvor Kodashi havde hjulpet kvinden til at komme sig efter sin dårlig dom.

Gracy havde hele tiden været usikker på hvad væsnet, der nu stod presset op ad muren af vampyren, ville med Koda, og hvordan hun ville gøre det. Heldigvis så det ud som om Koda var okay. Gracy gik hen til vampyren og hvad hende den anden nu var. "Hvis du nogensinde rører Koda igen, ved jeg virkelig ikke hvad jeg bliver nød til at gøre ved dig." Sagde Gracy og pegede på hende der stod presset mod væggen. Gracy havde givet hende der havde skadet Koda en chance, fordi Koda insisterede på et. Vampyren virkede dog meget på deres side. Gracy gik tilbage til Koda og lagde en arm om skulderne af hende. "Kom, vi tager hjem." Sagde Gracy og førte Koda ud af gyden.

"ja jeg vover..jeg burde have vidst at du ville gøre det.. hvordan kunne jeg være så naiv.. du er jo dæmon."
Afsky fik hende til at rynke på næsen da hun så på dæmonen. Hendes øjne tømtes langsomt for vrede mens vinden over gyden tog til. Du hun selv havde trukket vejret var hun blevet opmærksom på manglen på ilt, og med et blink med øjet forsvandt det ind i sig selv. Hun rettede ryggen, og så mørkt ind i dæmonens sorte øjne.
"Jeg ved du tog noget.. man kunne se det på jer begge.."
I stedet for at slippe dæmonen tog hun hårdere fast og svang hende over imod den væggen på den anden side af gyden. Hun var en lille smule stærkere end den noget større dæmon, og det havde hun planer om at gøre brug af. Så slap hun dæmonen og trådte væk fra hende for at komme uden for rækkevidde.

"Englebasse.. need i remind you? Kom tættere på og du vil mangle en rygsøjle."
Et advarende blik tydeligvis rettet imod englen var det sidste tegn på opmærksomhed inden hun nåede ud af gyden. En sidste gang så hun på Narcissa, englen og Kodashi.
"Farvel.. jeg har penge at tjene."
uden at se sig tilbage forvandt hun ned imod galleriet mens hun rettede lidt på tøjet. Hun så sig en enkel gang tilbage inden hun drejede om hjørnet ned af den belyste gade. Hvad end dæmonen havde gjort kunne hun ikke gøre noget ved det, og hun orkede ikke at skændes med englen eller være sur på dæmonen.

//out//

Hun mærkede luften omkring sit ansigt da hun med lysets hast blev slynget over gyden og slået hårdt ind i muren på den anden side. Med tilfredshed så hun hvordan hendes klolignende negl havde revet nogle flotte rifter i vampyrens arm under 'behandlingen'.

Narcissas smil blev mere stift, én ting var at vampyren havde vovet overhovedet at bruge magt imod hende, men at hun gentog sig?

"Victoria, don't do anything you'll regret."

Hendes sorte øjne lynede af indestængt arrigskab imod Victoria der var på vej ud af gyden.

En pludselig bølge af aura der væltede ind over hende fik i midlertidig Narcissa til at glemme vampyren og koncentrere sig om sin egen situation.

"Angel... Pray to your god that you'll never meet me again..."

Narcissa skridtede imod udmundingen af gyden og væk fra det umage par af engel og menneske.

"Oh... and human, you can call me Narcissa. Something tells me, that we are going to spend some time together."

Hun sendte Kodashi et slesk smil fuld af tomme løfter, inden hun drejede om på´hælen og forsvandt ud af gyden.


((Out))