En af samme art//Mazhe

Dato: 20 Febuar 2012.
Sted: Den triste skov.
Vejr: Solen skinner men det er stadig lidt småkoldt.
Tid: 15:11.


Alane fulgte grusstien væk fra byen og var nu på vej mod skoven som ikke lå så langt væk.
Når hun var forvirret eller bare ville have tid til ro så gik hun altid i skoven, hun følte sig altid rolig i nærheden af skoven og det vr nok på grund af det hun var. Alane havde et par lange tætsiddende bukser på som viste hendes slanke ben og en langærmede lettere nedringet trøje på. Hun kunne ikke mærke kulden eftersom det varme blod susede igennem hendes åre. De slidte gummisko lavede svage pladser lyde da det stadig var vådt efter morgenens regbakyld. Hun strøg det røde hår ud af øjnene og betragtede skoven som hun blot lige var gået ind i. Hendes grønne dyriske øjen gled hen over de triste træer. Hun glædede sig til sommeren, hvor alt var grønt. Hun begyndte stille at nynne mens hun gik gennem skoven. Hun kom hurtigt til lysningen i skoven og slog sig ned ved den smukke sø i midten. Stille sad hun bare og betragtede det smukke vand som glimtede i solens skær.

Mazhe' hjerte bankede så hårdt at han spekulerende på, at det da snart måtte banke sig vej helt ud af brystkassen på ham. Han smilede. Han elskede følelsen af vinden der hvislede forbi omkring ham. Han mærkede aldrig kulden på hans bare bryst, det havde han bare ikke tid til. først da han stoppede og, mærkede han endelig kulden i luften. den var behagelig, kølende, på hans varme krop. Hans hjerte var allerede begyndt at banke normalt igen, og hans åndedrag faldt ned til en stille ånden. Han elskede når han fik tidligt fri, for det gav ham muligheden for dette, bare at løbe. Sommetider følte han at han kunne løbe forevigt. Men han havde noget at skulle gøre i denne by, og det kunne han ikke bare løbe fra. Pludselig fangede en fært hans næsebor. En anden som ham. Men det var da ikke... var det? Mazhe begyndte at løbe hen mod færten.

Et lille smil lå over hendes læber, hun kunne godt mærke den kolde vind mod sig men den føltes ikke kold men heller ikke varm. Den var der bare. Det var underligt men på en måde rart, dog havde hun aldrig været glad for den hun var og det kom nok aldrig til at ske. Et stille suk forlod hendes læber mens hun forsat betragtede den glinsende vand hun fik helt lyst til at hoppe i men tænkte at det nok ikke var det klogeste træk nu igen. Nu var det jo sådan at hun ikke havde noget skiftetøj herude men sådan var dwt jo. Hun sprang nok i alligevel om lidt. Det var lang tid siden Alane sidst havde forvandlet sig og egentlig gjorde det hende ikke noget fordi hun brød sig ikke om at være forvandlet. En duft fangede hendes næse og hun så imod retningen af det, ensomhende? På dette tidspunktet endda en hun aldri havde lugtet før.

Mazhe nåede lysningen og stoppede op. Nej, det havde ikke været hende. Det burder han jo havde vidste. Men, det var dog stadig en som ham. En ulv. Han stirrede på hende. Blinkede så en gang, og og ændrede sit blink til et mere imødekommende et, rettet det mod hendes øjne. så smilede han smilede, og sagde, "Hey". Hans stemme var monotom, og afslørede slet ikke de tudsinde tanker der væltede gennem hans hoved. Men det der blev gentaget flest gange i hans hoved var også det han sagde højt, "Hvem er du?". Han lagde sit hoved lidt på skrå, og slap hendes blik med øjnene som istedet gik i gang med at analysere hende. Hun så sådan set meget normal ud, lidt yngre end ham selv, og hun så en del mere tænksom ud end mange andre i hendes alder.

Alane hørte godt den anden komme men gjorde ikke rigtig så meget, hun sad med ryggen til ham så han kunne ikke rigtig se ham.
Hun var ikke bange, han havde ikke en truende fremtoning på nogen måde, i starten virkede han forvirret og måske en smule på vagt dog blev det lige så stille erstattet af lide venlighed. Da den følelse kom frem vendte hun sig om og så på ham, langsomt rejste hun sig op og betragtede ham, han var nu egentlig en flot ung mand. De fleste varulve hun havde set altså af det mandlige køn havde ikke været særlig kønne, de havde set meget hærget ud. "Hey", hendes stemme var blød og meget musikalsk. Hun lod kort sine øjne glide op og ned af ham, han så ikke særlig stærk ud men øjet kunne jo narre. Hun så ham i øjnene igen og smilede stille til ham, hun virkede meget venlig.

Mazhe slappede nu helt af. Hendes smil og imødekommenhed var godt. Mazhe havde ikke mange venner i byen.
Han var jo også næsten lige kommet til Werclare, men havde brugt så meget tid på at træne og arbejde, at han ikke rigtigt havde haft tid til venner. Men nu, hvor den gamle brugsejer havde set sig nødsaget til at fyre Mazhe, havde han næsten ikke haft andet end tid. Tid han så havde valgt at bruge på mere træning. Men et sted i alt den træning havde han følt sig mere og mere restløs.

Han smilede endnu engang og gentog "hvem er du ? "

Alane smilede stille og gik roligt hen mod ham, hun havde bare fødder men så ikke ud til a fryser. Hendes sko lå henne ved søens bred. Langsomt stoppede hun op, hun var kommet tættere på men ikke alt for tæt på, hun ville heller ikke invadere hans personlige rum, de kendte jo ikke hinanden særlig godt. Hun strøg sit røde hår ud af øjnene og et smil listede sig igen op på hendes læber. "Alane og hvem er du så", hun betragtede ham og ventede på hans svar, hun var nysgerrig og det havde hun altid været. Hun kunne mærke den uskyldige duft omkring ham, han havde vidst aldrig gjordt nogen noget og ellers å betød det noget andet, hun kunne ikke helt finde ud af det. Men det som beroligede hendes yderligere var tanken om at han ikke havde gjort nogen noget.

"Mazhe" Svarede han kort, "Mazhe Dante Blanc". Han smilte og rakte sin hånde frem.
Husk at være høflig over for alle, hørtes Lillith's ord for hans indre.
Mazhe bemærkede pigens bare tær, smilte lidt bredder, for derefter at komme i tanke om han selv ikke havde noget tøj på overkroppen. "To sekunder", sagde han og forsvandt bag et træ.

Han fandt den hule stamme hvori hans taske lå, og smed skjorten over skulderne, knappede den, og fandt tilbage til lysningen. "Undskyld. Nu er jeg lidt mere tilforladeligt påklædt."

Han satte sig ved søen, mens han så studerende på pigen, Alane.
Hun var ulv, måske vidste hun nogle ting. Mazhe vidste ikke meget om det. Han var kun 3 måneder da ulvene havde angrebet cirkusset og der var mange ting han stadig ikke vidste.

Alane smilede stille og så ham i øjnene, "Rart at møde dig, men hvad laver du så her ude hvis jeg må spørge?", stadig var der et let smil på hendes læber mens hun betragtede ham, han virkede ikke særlig intimiderende.
Hun strøg let noget af det røde hår ud af øjnene og så så ned i vandet, hun betragtede spejlbilledet som let gyngede i vandet.
Det var underligt at se sig selv i vandet da der let kunne komme nogle gevækster som egentlig ikke var der.
"Selvfølgelig", hun så sig over skulderen og bed sig let i læben, hun betragtede ham gå og så hen mod vandet igen, der var lidt koldt stadig men dog stadig varmt. Hun lagde sig ned på ryggen og det røde hår flagerede omkring hendes hovedet og lagde sig så fint i græsset.
Stille lukkede hun sine øjne dog åbnede hun dem kort efter igen da hun hørte den fremmede.
Hendes øjne flakkede over til ham selvom hun stadig lå ned, "Det er helt okay, velkommen tilbage", hun smilede skævt og så ham i øjnene, hun var legesyg.