Sunshine - Eric

Dato: 3.Maj
Dag: Torsdag
Tid: 12:30
Sted: Den lykkelige eng
Omgivelser: Ingen
Vejr: Solen skinner og det er mellem 12-15 grader
Påklædning: Den grønne kjole, nede i højre hjørne(Klik)

Ikke en vind rørte på sig, det gjorde bare solen endnu varmere, men det gjorde nu ikke noget. Den lykkelige eng, var begyndt at blomstre, den duftede i hvert fald himmelsk. Det var som at være i himlen, imens man sad på engen. Det var som om at hvis man ikke passede på, så kunne tyngdekraften lige pludselig give efter også lettede man bare fra jorden. Sådan havde Maija det i hvert fald, men måske var det fordi hun var engel, hun elskede at flyve, den frihed man havde i luften, ingen holdte en tilbage og ingen kunne hive en ned igen. Maija var helt væk i sine egne tanker, imens hun sad midt ude på engen, mellem alle blomsterne. Alle de farver, de gjorde bare et eller andet ved hende. Hun gav dog ikke tegn på at hun var væk i sine tanker, fordi hun så lys vågen ud. Hendes hånd bevægede sig elegant hen over papiret, imens hendes fingre styrede hvor blyanten skulle tegne henne. Hun tegnede den blå himmel, de grønne træer og alle de andre dejlige farver. Hun sad i skrædder stilling i sin lille pige kjole. Men alligevel så hun ikke så lille ud. Hendes hvide hår var bundet op i en grøn sløjfe, så den passede til kjolen. Men noget af hendes pandehår hang løst og hendes hår var heller ikke bundet fejlfrit op, der hang nogle totter hist og her, men det var ikke noget hun tog sig specielt meget af. Hun elskede at hun ikke så perfekt ud, selvom der altid var nogen som skulle sige hende imod. Hun fjernede lidt fa sit hår fra sine øjne med en rolig bevægelse og begyndte ellers bare at tegne videre. Hendes fyldige rosa læber, formede sig i et lille uskyldigt smil, fordi hun blev mere og mere tilfreds med sit værk, hun havde nu også kunnet øve sig i 50 år, hun havde altid tegnet, det var en stor del af hende nu. Maija slog dog kort sine blå øjne op fra sit papir, og lod dem glide rundt på engen, der var så stille, så fredeligt. Hun smilte lidt igen, hvorefter at hun gav sig til at nynne en lille vise, en vise hun altid havde fået nynnet af sin mor og nu sad den bare fast i hende. Dog lagde hun mærke til at der kom nogle små lyde bag ved hende, men hun regnede med at det bare var et dyr, fordi hun gad ikke rigtig dufte om der var et andet væsen tæt på hende, hendes smidighed skulle nok hjælpe hende, hvis det var. Hun slappede bare af og lod sin nynnen fortsætte. Hun ville ikke have noget imod selvskab, men lige nu var der fred. Hendes elegante bevægelse på papiret stoppede op, da hun opdagede at hun var kommet til at tegne forkert, hun stirrede bare på det, hun så ikke særlig overrasket ud. Hun lagde blort blyanten og begav sig til at viske fejlen væk, så hun kunne tegne det rigtigt.

Alt var næsten perfekt. Sol og sommer for hele femøren samt fri for skole, fordi åregangens lærer skulle til et eller andet møde, men så stoppede glæden også. En del af drengene fra åregangen havde aftalt at tage en smut forbi fodboldbanerne om morgenen, for så at ruinere den nærliggende pølsevogn for mad, og til sidst ende deres tur på stranden, hvor de ville bruge rasten af dagen, og muligvis også aftenen hvis nogle af pigerne gad at slå et smut forbi, så det ikke blev den rene homo feste, men fodboldbanen var overtaget af skolens fodbold hold, der udnyttede dagen til at spille og pølsevognsmanden havde fridag - sikkert fordi han ikke troede der kom nogle - så turen var aflyst, i hvert fald de første to skridt. Muligvis ville nogle af drengene mødes på stranden senere hvis ikke stranden var tilklæbet af små irriterende unger der løb nøgne og skrigende rundt. Derfor havde Eric fået en fri dag i kalenderen, som han ikke vidste hvad han skulle stille op med. Der var mange muligheder, han vidste bare ikke hvilke han skulle benytte sig af. Stephen havde også fri, men han havde fundet en god veninde som han ville bruge dagen på, samt det bjerg af lektier han havde fået. Det var sådan det gik når man ikke havde lavet lektier i tre dage, fordi man havde fundet noget andet at lave, en erfaring Erics bror havde fået, og en lærdom han havde taget til sig. Han havde ikke lyst til at bruge en hel dag med snuden i lektier.
Så for at undgå at blive slået til plukfisk, af sin lektie besatte storebror, var Eric flygtet ud i naturen hvor han hørte hjemme. Eller det var der i hvert fald flere dele af ham der mente. Både hans glæde for vand, men også hans ulveside, som trak og sled for at få ham af sted. Op på cyklen og af sted gik det. Der var ikke noget direkte mål for hans tur, så han cyklede formålsløst rundt, og så hvordan parkerne tiltrak flere og flere mennesker. Især børnehaver havde overtaget de store græs områder. Så meget at Eric ikke turede at gå ind i parken, så han valgte at cykle væk, for at komme over til en anden park, eller nærmere eng, som havde det åndssvage navn 'den lykkelige eng'. Vedkommende der havde fundet på det navn, havde bestemt ikke haft sin bedste dag. Som forventet var stedet næsten tomt, med undtagelse af en lille pige der sad og tegnede. Hvor var hendes forældre? Eric studerede lidt pigen, som så noget stor ud, men hun var sikkert bare stor af sin størrelse. Med lidt slinger, fik han dirigeret sin cykel ind af en lille sti, hvor han cyklede et par meter, til han nåde et træ, hvor han sprang af cyklen, og lænede den op mod den ru bark.
Eric drejede rundt, stak hænderne i lommerne på sine sandfarvet bukser og betragtede pigen der var iklædt en nydelig fin kjole. Pludselig gik det op for Eric at pigen ikke var en pige, men nærmere en ung kvinde, eller hvad man fortrak at blive kaldt. Hun kunne gå på samme åregang som han selv. Det havde været det meget lille-pige dress der havde narret ham, så hans eneste redning ville være at pigen ikke kunne læse hans tanker. Der var ikke store chancer for det, men han kunne mærke auran af noget unaturligt omkring kvinden, hvilke fik ham til at tvivle.
For at gøre det hele endnu bedre, kunne Eric lidt efter tage sig i at glo på pigen som var hun et abe i et bur. Det gik rigtig godt. Et lydløst opgivende suk forsvandt ud i den blå luft, mens han vendte hoved rundt, og begyndte at traske af sted, sammen med stien der førte rundt i en del af engen, før den ville dreje væk. Ud over de sandfarvet bukser, bar Eric en hvid t-shirt - som han så tit bar - samt et par Converse All Star, de klassiske mørkeblå uden alt muligt tjavs. De var næsten nye, hvilke kunne ses på den kridhvide sål. De gamle havde han slidt både stof og hæl af, så de var ikke til meget hjælp.

Maija, havde ikke rigtig opdaget at det ren faktisk var en varulv der gik bag ved hende, måske var det som sagt fordi at hun ikke rigtig havde taget sig tid til at se ordentligt efter, fordi hun brugte altid sin næse først. Men denne her gang, havde hun dog ikke startet med det. Men hun kort et lille stik i den ene side, havde nogen trådt indenfor hendes aura kreds? Hun kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet, hun sukkede lidt for sig selv, og viste ikke rigtig om hun turde at vende sig om for at kigge. Hvad nu hvis det var noget som hun ikke havde lyst til at se? Hvad nu hvis det var et ondt væsen, selvom det nu også godt bare kunne være et menneske. Maija tog sin ene lille hånd ned til sin ankel og kløede den lidt, hun havde bare tærer, hendes ballerina sko lå lige ved siden af hende, de var hvide, uden noget pynt på, så de også passede til det hvide som var på den grønne kjole. Hun kørte sine fingre gemmen noget af sit hår, imens hun bed sig tænkende i læben. Hun lagde sin tegneblok fra sig, ned på græsset, men der lå også nogle løse sider i blokken. Hun regnede ikke med at der ville komme noget vind, men lige da hun tænkte det, kom der lige pludselig et kort vindstød som overraskede Maija. Nogle af hendes papirer begyndte at flyve væk fra hende, hun rejste sig op og prøvede at gribe dem, men forgæves, vinden havde blæst hendes tegninger over imod den dreng, som Maija med det samme fik øje på, da hun kiggede bag sig, idet hun havde rejst sig. Hun stivnede i et kort øjeblik, hvor længe mon drengen havde stået det. Men så ung så han nu heller ikke ud, han lignede en på hendes alder, så han var vel en ung mand. Hun stirrede på ham, med sine blå øjne, men hun sagde ikke noget, hendes hænder havde grebet fast i hendes kjole, så den krøllede lidt, men det var ikke hendes mening at krølle den, det var en refleks. Hun lagde dog hovedet lidt på skrå, da duften af varulv passerede hendes næse, så helt almindelig var han dog heller ikke, men han var nok det tætteste væsen på et menneske, fordi de blev jo ældre ligesom mennesker, de kunne bare forvandle sig til ulve, det var der forskellen lå. Et uskyldigt svagt smil dukkede op på Maija's læber, bare for at se nogenlunde venlig ud, og ikke kold. Fordi hun havde tit et koldt udtryk når hun ikke lavede noget med sit ansigt, men hun var verdens sødeste person normalt.

//Undskyld at det bliver lidt kort, men det er fordi jeg er i skole lige nu (': //

Hørelsen fejlede ikke noget, det fik Eric bekræftet, da han pludselig hørte et hvin bag ved sig, så han i ren refleks snurrede rundt og betragtede kilden. Det var kvinden, eller hvad hun nu fortrak at blive kaldt, som nu, da hun stod op, så en smugle mere voksen og kvindelig ud, hvilke sikkert skyltes hendes barm, der var betydelig større end hos en hver piges, samtidig med et par kropslige former, der gav ham lidt mere at stirre på, selvom det ikke rigtig var det han kiggede på. Det skulle dog ikke være nogle hemmelighed, at han da lige havde taget et kort kig ned af hende, før han rettede sine klare grønne øjne, mod de blå, der så ham i møde. Hun mindede Eric utrolig meget om en pige, når hun stod der, stivnet - eller hvad hun var - til stedet, med et næsten krampagtigt tag i sin kjole. Det virkede som om pigen var stivnet i få sekunder, før et smil sprang over hendes læber, og blødte hendes overrasket ansigt en smugle op.
Det var bestemt ikke Erics stærke område han var trådt ind på, men han forsøgte sig med et lille smil, bare en lille bue i mundvigen, før han bukkede sig ned, for at gribe et af papirerne der var fløjet hen til ham. Han havde ikke rigtig tænkt på at det kunne være noget privat, så han uden videre omtanke, vendte han papiret, så han kunne se motivet der var tegnet. Han hævede en smugle det ene bryn, mens hans øjne tydeligvis noterede sig hver streg på papiret. Kort stod han opslugt af papiret, før han kom i tanke om at han ikke befandt sig på et kunst gallari. Noget der bedre kunne kategoriseres som et smil, havde sat sig fast, idet Eric fjernede papiret fra sit synsfelt. "Flot tegning." Lød det tamt fra ham, imens han hurtigt tilbagelage afstanden mellem dem, så han kunne give papiret tilbage til sin ejer.
Eric kunne hurtig konstatere, at han ikke ligefrem fremstod helt som ønsket med hans intro replik, men frem for at jogge mere rundt i spinaten, valgte han at holde sig på land, eller i hvert fald forsøge, frem for at komme for langt ud at svømme. Bare for at putte ekstra salt i såret, kunne han også lidt efter godt se hvor de var på vej hen. Godt nok havde de ikke kendt hinanden i mere end et par sekunder, men alligevel ville der hurtig blive skabt en pinlig, eller mere akavet stilhed i mellem dem, hvis der ikke snart var en der gjorde noget. At Eric gerne ville gøre et eller andet, for at afværge det var ingen hemmelighed, han skulle bare have en idé, og det var ikke noget der lige blev sendt fra himlen i form af en regndråbe. Den ville sikkert også fordampe før den overhoved nåde jorden.
"Du er god til at tegne." Eric kunne derefter forsøge at bide tungen af sig selv. Et tamt forsøg på at undgå en truende tavs akavet stilhed mellem dem, hvilke ikke ligefrem gjorde det bedre. Med faretruende store skridt, trådte faren tætter og tætter på, for til sidst næsten at ånde ham i nakken. Lige nu kunne han godt tænke sig, at han havde evnen til at teleportere sig væk, meget langt væk, så han kunne slippe for at skyde sig selv i foden, men det var ikke noget der var ham muligt. Han måtte tage det som det var, om han så kunne lide det eller ej.

Maija blev til sin overraskende lidt undrende da hun bemærkede at denne fremmede unge mand som stod foran hende lige nu, havde samlet en af hendes tegninger op. Hun åbnede munden hurtigt, som om at hun ville sige noget, men det var nok bare en ren refleks når folk rørte ting som ikke var deres, men hvem var endelig også vild med at andre man ikke kendte skulle røre med fingrene. Men det var da også pænt af ham, at han fangede hendes tegning inden den fløj helt væk fra hende. Maija lagde sit hoved lidt på skrå, og strøg med 2 af sine tynde fingre, en tot løs hår om bag øret og fugtede sin underlæbe. Dog så hun ikke ud til at tage sig af at denne fremmede unge mand, kom tættere på hende, så der ikke længere var så stor afstand imellem dem. Hun stod bare stille og studerede ham, med sine lyse blå øjne. Duften af varulv blev dog også større af at han kom tættere på, men hun ville nu ikke sige at varulve duften var så slem. Den duftede af jord, natur, men på den gode måde. Hvor Maija nok i stedet for duftede af vand, fordi hun tit legede med det, hun elskede vand og det var også hendes evne. Men hun duftede sikkert også af luft. Selvom det godt kunne lyde lidt mærkeligt. Men nu kunne luft altså godt have mange forskellige dufte, så håbede hun da bare at hun også duftede godt.
Maija så lidt overraskende på den unge mand, da hun hørte det han sagde, men hun kunne ikke lade være med at smile taknemmelig til ham. Hun tog nogle små yndige skridt hen til ham, det var nærmest som om at hun i et kort øjeblik lettede fra jorden og var ovre imod ham på ingen tid, men hun gik nu normalt som alle andre. Hun løftede sin hånd i en rolig bevægede og tog sin tegning fra den unge mand. Hun gav den et kort blik, men kiggede så tilbage på den unge mand og tænkte hurtigt en tanke. "Mange tak.. Jeg har også haft nogle år at kunne øve mig i, men man kan jo altid blive bedre" sagde Maija og smilte en anelse sødt, men det lå bare til hendes natur. Hun tog derefter 2 små skridt baglæns, inden hun vendte sig og samlede sin tegneblok op fra jorden og lagde tegningen ind mellem nogle af siderne. Derefter tog hun blokken under armen og lod sine lyse blå øjne glide over på den unge mand igen. Hun viste ikke hvorfor hun hele tiden tænkte på ham, som en ung mand, de fleste ville nok bare tænke at han var en ung varulv, men nu så Maija ikke på hvordan folk så ud, men hvordan de var. Derfor var Maija tit ligeglad med racen på væsnet hun snakkede med.

Det var ikke med vilje at Eric så åbenlyst ville kigge på hende, han gjorde det blot fordi det var det mest interessant der var at se på i følge ham. Engen i sig selv, var ikke specielt fangende, grønt græs, grønne træer og mærke stammer, noget der burde tiltale hans ulveside, men aldrig så meget som vand tiltrak hans menneskelige side. Han var lidt splittet mellem de to elementer, så det passede ham fint, at være optaget af noget helt andet. Da hun havde fået samlet papirerne, stod Eric stadig og kiggede på hende, ikke nogle bestemt del af hendes krop, men nærmere generelt alt hvad hans synsfælt kunne indfange af væsnets krop. Han kunne ikke rigtig afgøre hvem eller hvad hun var, så han lod være med at gætte, og blev blot stående uden rigtig at vide hvad han skulle gøre af sig selv.
Da tavsheden mellem dem, begyndte at blive en smugle akavet, opgav Eric deres stirre leg, og slog blikket ned. Han fandt pludselig et lille græsstrå ganske interessant. Han pressede læberne en smugle sammen, før han så til sidst rettede blikket op mod kvinden foran ham. "Du siger du har haft år at øve dig i, hvor mange år præcist?" Når sandheden skulle frem, interesserede svaret ham egentligt ikke rigtig, men han ville langt heller høre svaret, frem for at stå uden at vide hvad han skulle sige. Det ville være lidt underligt, hvis han bare vente ryggen til hende, så frem for at stikke halen mellem bene, og fortsætte den vej han egentligt havde i tankerne, tyede han til et spørgsmål, der muligvis kunne få deres kontakt til at vare en smugle længere tid.
Der var ikke noget direkte svar på hvorfor Eric var så interesseret i at de skulle fortsætte med at holde kontakten, det var jo ikke ligefrem fordi de var bedste venner, og havde kendt hinanden i ti år. Kvinden havde en ganske betryggende fremtoning, men det kunne ikke være den eneste grund til at han fandt hende så interessant. Der måtte være endnu en anden grund, han kunne bare ikke se hvad det skulle være.

OOC: Beklager det ikke blev længere.

Maija kunne ikke lade være med at finde det lidt sjovt, at denne unge varulv bare stod og kiggede på hende, hun var nok heller ikke bedre selv, fordi hun stod også bare og stirrede på ham. Men hun bevægede nok sit blik lidt mere rundt end han gjorde? Hun studerede hans kropssprog, hans udseende, hans øjne, ja alt på hans ansigt, han var en køn dreng, eller ung mand skulle hun nok hellere kalde ham, men hun sagde det dog ikke højt, så så meget gjorde det vel heller ikke? Hun tog sin hånd op til sit ansigt og kløede sig lidt på næsen, måske fordi duften af varulv blev en smule stærkere, fordi at de stod en anelse tættere på hinanden. Maija anede det ikke, det kunne også bare være en refleks?. Hun gav sig til at smile lidt igen, da han begyndte at spørge ind til hvor lang tid hun havde øvet sig. Maija var en pige af få ord, lige når man mødte hende, derfor kunne hun godt virke lidt uinteresseret i folk, men faktisk elskede hun at snakke med nye mennesker, hun kunne bare ikke snakke, og hun viste ikke hvorfor. Maija slog sit blik ned inden hun tog sig sammen til at snakke, fordi hun lige samtidig ville rette på sin kjole, fordi hun jo havde krøllet den. "Hmm.. Svært at sige, jeg er holdt lidt op med at tælle, fordi jeg har holdt pauser i et par år. Men.. Måske mellem 15-20 års øvelse" svarede Maija og slog sit blik op på den unge varulv igen. "Men nu ser jeg jo også yngre ud, end jeg ren faktisk er. Jeg er nok meget ældre end du er, min unge varulv" sagde hun lidt efter og gav sig til at smile lidt mere. Hun sagde det ikke for at fornærme ham, langt fra. Hun sagde bare sandheden helt naturligt, som hun altid gjorde. Det lå til hendes natur at være ærlig, omsorgsfuld osv. Selvom sandheden selvf godt kunne gøre ondt nogle gange, men hellere det end at leve på en løgn, det kunne jo nogen gange være værre. Maija lagde hovedet lidt på skrå og ventede tålmodigt på at den unge mand skulle svare hende, der var meget stille imellem dem når de ikke snakkede, og det var faktisk en del akavet, men der var jo ikke så meget at gøre ved det. Der var ikke engang særlig mange dyrelyde, som Maija havde håbet på.

// Helt i orden (: //