mennesker, mennesker .. Vampyrer.

Tid: 17:00 ca.
Dato:1. April.
Sted:I skoven ved stien
Vejr: Tørt, Solen er ved at gå ned, ingen blæst ikke en lyd.
Omgivelser: Træer og sådan.

Austin gik med hurtige skridt hen af stien, han så ned i jorden og holdte hænderne på siderne af sit hoved, Hun mumlede noget med vampyrer og virkede faktisk slet ikke til at han var til stede, han så op og gispede da han synes han så mennesker omkring sig, men opdagede det bare var træerne og endnu en af hans små illosioner(staves), han begyndte stille at løbe og følte at han blev overvåget af en masse mennesker, da alle træerne pludseligt dannede sig til mennesker og vampyrer, han stoppede så pludseligt op da han synes en af træerne var Ethan, eller han troede en af træerne var Ethan "E-Ethan?" spurgte han så og blinkede med øjnene og han så at det bare var et træ, han fik tåre i øjnene *Hvad sker der med mig?* tænkte han mens tårene strømmede ned af hans kinder.

Lucas slentrede rundt mellem træerne og blikket rettet ned. Han havde for lidt siden stukket sine hænder i lommerne på sin trøje. Det var ikke længe siden han havde spist så sulten var han ikke, selvom han var begyndt at finde sine ofre her omkring, men denne gang var det vist bare for at komme ud. Han var allerede tæt på at være sindsyg over den lille lejlighed, så han var begyndt at komme ud og se noget andet. Han var ved at komme sig over sin ekskæreste selvom det nu var 4 måneder siden det gik i stykker og de havde været sammen i 4-5 måneder. Lucas havde ikke præcise tal på hvor længe, men det var i hvert fald en 4-5 måneder. Selvom han var kommet over det så var det stadig i hans tanker af og til, men han var sikker på at det var ovre nu, og klar til at der skulle ske noget nyt.


//skal lige hjem, så svarer jeg igen. der går ikke så lang tid :3//

Austin stivnede da han synes han hørte noget, han tørte hurtigt sine tåre væk og så sig omkring, han snurrede en gang rundt om sig selv og fik så øje på en dreng "Menneske .. eller .. vampyrer" mumlede han så og blev stående, han vidste ikke, men turde ikke kontakte personen i ren og skær skræk, han beskyldte alle for at være vampyr efter som han næsten hele tiden stødte på dem og det kunne også tydelig ses på hans hals, han havde mindst fem vampyr samt et af dem var revet hen af hans hals, han tog sig til halsen og pustede ud "Menneske" tænkte han så for at berolige sig selv, han gik tøvende hen mod drengen "hey!" råbte han så og prøvede ikke at lyde usikker i sin stemme, selvom det var tydeligt at høre på ham at han ikke følte sig sikker.

Lucas synes godt at han hørte nogen men tog sig ikke rigtigt af det før han hørte en råbe hej til ham. Han stoppede og så lidt usikkert op og hen mod den dreng som råbte det. "ehm hej" svarede han stille og lidt usikkert, men vidste ikke helt hvad han så skulle. skulle han sige noget, eller vente til drengen spurgte om noget igen? Han stod stille med hænderne i lommen og rettede sit blik lidt ned på sine fødder, men så igen op på drengen.

Austin så næsten chokkeret du da han svarede, han havde faktisk ikke regnet med et svar, da han troede det var endnu en illusion, han gik stille han til ham og stod med to meters afstand ".. Lever du?" spurgte han så uden at tænke over hvor et mærkeligt spørgsmål det var, men desuden var han heller ikke længere helt normal, måske var han virkelig ved at være komplet sindsyg oppe i hjernen?, burde han søge hjælp?, nej det ville nok ikke gå så fandt de bare ud af at han var stukket af, så han slog den tanke væk igen og så kort op og ned af drengen foran sig.

Lucas så stadig lidt usikkert på drengen, men smilede dog lidt over hans spørgsmål. "tjoo.. det vil jeg da mene. jeg levede i hvert fald i morges da jeg stod op, men man kan da altid blive i tvivl" svarede han og grinede kort. Tanken om at det nok var et møg dårligt svar på den forvirrede drengs spørgsmål, kom først efter *flot svaret Lucas. han er jo forvirret nok i forvejen, og det gjorde det nok ikke bedre... og han kender dig jo ikke engang* tænke han, og rystede kort på hovedet over sig selv. Han så dog stadig på drengen.

Austin blinkede små forvirret med øjnene og så lidt ned *betød .. det så .. eller ? .. er han vampyr eller?* tænkte han forvirret, men så så op på ham igen "Vampyr .. " mumlede han så dømmende og så pludseligt ret skræmt ud, han gik et par skridt baglænds væk fra ham "Vampyr .. " sagde han så lidt højere og sank kort, før han tog sig til halsen og pludseligt skyllede forvirring ind over ham, hans stakkels sind var jo ødelagt mere en hvad der var muligt næsten, Ethan havde han ikke set meget .. meget længe og det gjore ham ufattelig utryk og gjore det hele meget værre.

Lucas så på drengen som tydeligt var skræmt nu. "eh... nej altså... jeg er ikke vampyr?" sagde han så. Han var selv lidt forvirret nu, med forholdte sig ellers roligt. Hans blik hvilede forvirret, men roligt på drengen og stod stille for ikke at skræmme drengen yderligere. *hvorfor tror han nu jeg er en vampyr?* tænke han hurtigt, og så stadig på drengen. "vil du have et bevis på at jeg ikke er vampyr?" spurtge han drengen og smilede meget svagt.