I Månelysets Skær

Sted. Den lykkelige eng
Omkring. Ingen lige foreløbig
Vejr. Det er stjerneklart, der er fuldmåne og det blæser ganske svagt
Tid. 01.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. https://media.photobucket.com/image/White%20dress/NrllAless/blog/mine/white-dress-3.jpg

Roses skikkelse kunne ses på den måneoplyste eng. Der var lysere end der plejede og månens skær gav hele verdenen omkring en et helt andet lys. Blomsterne på den store eng lod sig hive blidt i af vinden som tog rundt om tingene med blide tag. Roses blonde hår bølgede osse ganske let i vinden og hendes ryg var mod verdenen. Hendes blik var fraværende op på månen. Det var så sjældent at hun så månen være fuld og det var sjældent at hun så verdenen i sådan et skær. Hun havde bare fødder så hun kunne mærke jorden under sine fødder og græsset mellem sine tæer. Det var beroligende og det var rart med lidt stilhed omkring sig. Hun havde ikke kommet op at skændtes med nogen her det sidste stykke tid og det lod til at gøre hende til en meget mer gladere person. Det var hårdt hele tiden at skulle tænke over hvem man nu helst skulle undgå og det var bare rart ikke at støde ind i nogle ubehagelige personer. Hendes hvide kjole lyste nærmest op i månelyset og Roses skønhed kunne næsten tage luften væk fra et menneske. Selvom at det var nat, havde den ikke den samme uhyggelige stemning, så Rose følte sig ikke særlig bange for at være alene i mørket. Når bare at månens lys var fremme, følte hun ingen frygt..

En skikkelse i sort kom gående ned af La Sunisha's gader, og de lysende grå øjne skinnede i månelysets skær trods de var vendt ned mod fliserne. Der kom et sving i vejen og siden dæmonen ikke skulle noget eller nå en aftale, drejede han bare med og fulgte den lille sti som efterhånden blev trangere og trangere at gå på i takt med at græsset voksede indover. I den kølige natteluft, lod himlen en blid brise køre henad luften og mildt stryge gennem dæmonens hår som lige i øjeblikket bare var fladt og hang skråt ned over hans ene øje som faktisk lyste. Det var et tegn på kedsomhed fra hans side af, da hans øjne skiftede farve efter humør hvilket ikke var ret praktisk for på den måde kunne andre gennemskue hvordan han havde det. Med en lidt halvdyster mine, lod han langsomt blikket glide op og væk fra stien under sig, og det første der fangede hans opmærksomhed var den hvide kjole som blafrede en smule hver gang der kom en brise og forstyrrede hendes ellers så rolige stilling. Et lille glimt af den sædvanlige klare blå farve overtog hans øjne, men de var stadig grå. Will betragtede hende kort og efter duften at dømme, var hun engel hvilket han intet havde imod. De var langt fra hinanden men ikke så langt alligevel, men ihverfald udenfor hørervidde.

Rose kunne høre hver gang at vinden ramte noget. Hun kunne høre den blafrende lyd af hendes kjole og hvis hun lyttede godt efter, kunne hun også høre at vinden ramte en anden. Hendes blik gik først langsomt omkring foran sig, men da hun ikke kunne se nogen, vendte hun sig langsomt om og var lidt bange for hvem det mon kunne være som delte denne eng med hende. Hendes blik faldt på en fyr som stod lidt længere henne ad engen. Hun kunne mærke at han ikke var et menneske, men kunne ikke mærke præcist hvad han var. Hendes gæt på det tidspunkt var at han enten var vampyr eller dæmon. Lige meget hvad, skulle hun passe på. Hun stod i en rolig stilling, men hendes krop udviste varsomhed og man kunne godt se at hun var klar til en del. Men det var hun altid når hun var udenfor. Man kunne ikke slappe af nogen steder og der kunne altid ske et eller andet uforventet. Men hun vidste ikke helt om denne fyr var venligsindet eller ude på noget..

Will lagde hovedet på skrå i en form for nysgerrighed, og han fulgte hende med øjnene da hun langsomt og tydeligvis kampklar vendte sig mod ham og mødte hans nu helt klare havblå øjne. Det var af ren nysgerrig og imødekommehed at de havde skiftet farve, og med antydningen af et smil på læberne, rettede han sig en smule op, og studerede kort hendes ansigtstræk. Hun var utrolig smuk. Siden han var kunstfotograf havde han en dårlig vane med at studere alting og bemærke alle detaljerne, og det var som regel en ulempe. Trods englen så på ham og udviste tydelige signaler på at hun havde opdaget ham, vidste Will ikke hvor god en idé det mon var at gå hen og tage kontakt til hende, men tilsidst besluttede han sig for at prøve nogle grænser af. Med rolige og lydløse skridt gik han mod hende med et venligt ansigtsudtryk og med hænderne i lommerne og stoppede så op foran hende så de nu ca var omkring 3 meter fra hinanden "hey" hilste han høfligt men havde ikke et smil på. Bare et venligt ansigt.

Der var lidt stilhed mellem dem, men så måtte Rose svare ellers virkede hun jo bare uhøflig "Hey" sagde hun og sendte ham et venligt smil. Hun tvang sig selv til at løsne lidt op. Hvis han havde været ude på noget havde hun fundet ud af det. Og hun havde ikke rigtig følt noget farligt ved ham endnu, så hun kunne lige så godt blive lidt mere imødekommende. Hun så lidt på ham og så på hans ansigt med sine isblå øjne. Hun så undersøgende på ham så hun ville kunne huske hans ansigt og rakte derefter en hånd lidt tøvende frem "Rose" præsenterede hun sig lidt prøvende og lod sine øjne møde hans og smilte et varmt smil.

Will smilte venligt da hun endelig svarede, men bebrejdede hende ikke for ventetiden, da han i hendes øjne jo sagtens kunne have været en vampyr eller noget andet der var farligt for engle, men nu var han jo dæmon og havde ikke tænkt sig at gøre hende noget ondt...Endnu. Will nikkede svagt til navnet og smilte lidt "William" sagde han og tog blidt hendes hånd. Når hun mærkede hans kropstemperatur ville mistanken om at han var vampyr sikkert blive udryddet fordi han jo var varm i modsætning til dem.

Rose mærkede varmen og så op på William "Hmmm... Dæmon?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

// Skal i seng -.-' Sees! ^^//

Will smilte svagt da hun gættede hans race og så lidt på deres hænder "præcis" sagde han og slap hendes hånd igen så det hele ikke bliv akavet. Han håbede ikke det skulle vise sig at hun var total bange for dæmoner men hvis det havde været sådan hun havde haft det, var hun nok allerede forsvundet. Han så på hende "hvad synes du om månen?" spurgte han stille og lod blikket glide op til den lysende cirkel i universet med et lille smil.

//okay sov godt nat nat^^//

Rose så lidt på William og var ikke bange. Hun var blot forsigtige omkring dæmoner, da de jo kunne være temperaments fulde og ikke særlig behagelige nogle gange. Hun lod sit blik gå op på månen da han spurgte hende om hvad hun syntes om den "Den er smuk" sagde hun og lød lidt drømmende. Hun elskede at se op på den og syntes at den gav et flot skær om natten.