Går i tavshed... - Matt

Tid: 00:13
Dato: irl
Vejr: roligt, nattekølig brise, mørkt men månen oplyser en del
Omgivelser: vand, vand, vand og tavshed

Wills fødder strøj blidt gennem det kolde vand som let gav ham lov til at gå der. Et lille smil havde taget sin plads på hans læber og mens han elegant gik langs strandkanten, var hans grønne øjne rettet mod månen som oplyste den sorte himmel og forhindrede natten i at blive helt sort. Will tænkte sig lidt om, men gik så lidt længere ud i vandet så det nu gik ham til anklerne, men han gik stadig langs strandkanten. Den blide, nattekølige brise tog fat i den hvide, halvåbne skjorte og legede lidt med det tynde stof. Udover skjorten havde han også et par sorte jeans på, men ingen sko eftersom han ikke fandt det nødvendigt på en nat som denne.

Matthew havde haft et anfald, og havde derfor brug for at få noget luft, og var derfor gået sig en tur. Han havde besluttet sig for at tage til stranden, selvom den lå lidt langt væk fra Wereclare. Indtil videre havde han bare gået rundt i sine egne tanker, i den kølige, forfriskende nattebrise, men havde fået øje på en skikkelse længere fremme, gå den modsatte retning af ham - imod ham. Så vidt han kunne se, var det en dreng. En dreng med hvid, flagrende skjorte, og sorte bukser. Matthew kiggede ned af sig selv. Han havde selv varmere tøj på. Sorte halvstramme bukser, stor mørkeblå sweatshirt, med hætten oppe over hovedet, var hans sorte pandehår stak lidt ud under. Hans blik kørte ned på hans sorte converse all star, som langsomt betrådte sig fremad, og førte ham tættere på skikkelsen. Matthew løftede hovedet, og kiggede på skikkelsen, der stadig var langt væk. Han undrede sig over hvad drengen mon lavede herude midt om natten, især med den flagrende skjorte. Matthew begyndte at fryse, bare ved tanken.

Will gik lidt længere ud i vandet og nød at mærke den behagelige kulde mod sin hud. En blid brise strøj imod ham og bragte duften af menneske med sig, og smilet forsvandt langsomt, men det var ikke fordi han havde noget imod mennesker. Det var pga tanken om at skulle gå igennem den lange procedure det var at hilse på hinanden og gennemføre en snak som en stum person. Han så sig diskret over skulderen mod mennesket og tænkte lidt. Will var ikke typen der uden videre tog kontakt til folk, og hvordan skulle han overhovedet gøre det? Sige hej kunne han ikke. at prikke på skulderen var bare uhøfligt. Et imødekommende smil kunne han godt men det bragte jo ikke en i snak eller godt selskab. Han stoppede op i vandet som gik ham til en smule over anklerne og så ud over horisonten.

Matthew bevægede sig langsomt tættere på, og var nu et par meter fra drengen. Han stoppede op 2-3 meter fra drengen, og betragtede ham lidt, hvorefter han fulgte drengens blik, ud over horisonten. Han stak hænderne i lommen, på hans sorte bukser, og nød de små vindpust, der blidt kærtegnede hans ansigt, mens han kiggede ud over det smukke hav. Det var en smuk aften, og han havde næsten fuldstændig glemt hvor han var. Han kiggede kort over på den fremmede dreng, og overvejede om han skulle sige noget. Han drejede hovedet mod ham, og smilte prøvende, "Hej?", sagde han små-tøvende. Han vidste ikke om det var specielt smart at snakke med fremmede drenge, midt om natten, på et øde sted, men hvad kunne der ske? Drengen så ikke ud til at være meget ældre end hamselv, og heller ikke stærkere.