Nogen gange går det bare galt. (Emily)

Dag: IRL
Sted: Inde på hospitalet
Dato: IRL
Vejr: lunt i det
Tid: 21:55
Omgivelser: Sygesenge, skranke, osv.

William lå i en sygeseng, og sukkede stille. Han havde glemt at tage sin piller og lå nu i drop. Han så op i loftet og kunne kun tænke på at han måtte da være en kæmpe idiot at han kunne glemme sådan noget. Han lænede sig tilbage mod den bløde pude og lukkede øjnene. Han håbede bare på at de snart ville slippe ham ud.

Emi kom ind i lokalet som William lå i hun havde forbining for højre øje og tynd forbining om hånden hele højre arm hun lå i en seng som blev kørt ind i lokalet "undskyld der er lidt fyldt op så i to bliver nød til at dele rum" sagde sygeplejesken og efter hun var gået satte Emi sig på og kiggede på drengen der lå i den anden seng "hej" sagde Emi lidt hæst med et smil

William så på sygeplejrsken, og smilede blegt til hende "det er helt iorden, jeg har ikke noget imod lidt selvskab" sagde han med svag munterhed. Han så over på pigen i den anden seng, og lagde hovedet på skrå, han kunne ikke helt finde ud af om hun måske havde brækket armen, og han tænkte stadig over hvad der var med hendes øje. Han så hende i øjenene da hun sagde hej han smilede venligt til hende "hej" hviskede han træt.

"hvad er der sket med dig?" spurte Emi og Emi fangede Williams duft og kiggede op i loftet *en dæmon?* tænkte Emi men sagde dog ikke noget hun smilte bare venligt/varmt til ham imens hun studerede ham med det øje der ikke van forbining på (self. xD)

"jeg skulle til at spørge dig om det samme" sagde han med et varmt smil. Han så på hende "jeg har glemt at tage mine piller, så det gik lidt galt" han hviskede det stille, hvilket han gjorde hver gang han snakkede som om han ikke havde kræfter til andet. Han skubbede sig en smule op og sidde med lidt besvær, "hvad med dig? det ser voldsomt ud, jeg håber ikke det gør for ondt?" sagde han spørgende.

Emi rystede på hovedet "det gør ikke ondt, jeg kom ummm *hostede* op og slås og ende med at blive skubbet ud af et vindue" sagde Emi med en lidt lav stemme hun var kommet op og slås med en vampyr som åbenbart ville drikke Emi's blod "huh? piller? hvad fejler du af?" spurte Emi bekymret

William smilede en svagt "nå det er godt" han rynkede bekymret brynene "det lyder voldsomt.." sagde han stille. Han sad stille i sengen, og betragtede hende lidt "en blodsygdom.. den gør mig svag hvis ikke jeg får mine piller, fordi mit indre ikke vil funke ordentligt hvis blodet er svagt" hviskede han. Han smilede svagt det var rart at få en at snakke med, når alting virkede så stille.

Emi's smil forsvandt "en blodsygdom" gentog hun med en sørgelig mine "jeg hedder forresten Emily, men folk kalder mig Emi og du er?" spurte hun. enlig var det ikk så volsomt Emi var en engel eller rettere en dødsengel hun var van til at blive skadet

Han nikkede langsomt "ja" sagde han stille "men den plager mig ikke, kun hvis jeg ikke tager pillerne, og jeg glemmer desværre tit at tage dem.." sagde han med et suk. Han så hen på hende "Hej Emily.. Eller Emi" sagde han med et lille smil "jeg hedder William" sagde han og sank lidt tilbage i puden.

"William? må jeg kalde dig Willy? eller noget lindene? " spurte Emi "og jeg har et spørsmål du... er ikk menneske vel? du har samme lugt som en dæmon" sagde eller forklarede Emi men hun var ikke bange for ham dog vidste hun ikke hvilken slaks dæmon han var

William så på hende og grinede lidt, selvom han var svag "Willy? som i filmen med den der hval? jaja hvis du vil.." sagde han og smilede fjollet. Han så roligt på hende "nej jeg er ikke menneske og det er du vist heller ikke, for jeg kender ikke mange der overlevet et fald ud af et vindue, og så virker du anderledes" han sagde det i et beroligende tonefald.

Emi grinte med da han snakkede om den der film med hvalen Willy dog kende hun ikke filmen men hun grinte dog over at hvalen hed Willy "hvilken slags dæmon er du?" spurte Emi nysgerig "nej det er der dog ikke mange mennesker der har overlevet og efter det fald ville de nok heller ikke være så frisk som mig" sagde Emi og smilte man kunne mærke hun var en optimistisk person

Han smilede af hendes optimisme. Han så kort ud af vinduet, og fik sat sig en lille smule op igen "Scuro" svarede han kort da alt den rykken rundt og snakken udmattede ham lidt. Han så på hende og smilede "nej du har ret, hvad er du? en slags.. engel eller er det mere.." han ledte efter ordene, kunne ikke rigtig finde ud af hvad han skulle sige.

"engel..eller rettere en dødsengel " sagde Emi "jeg dræber dog ikke uden grund" sagde hun, selvom hun var en dødsengel hadet hun død og ødelæggelse "Scuro dæmoner tag de ikke folks glæde?" spurte Emi for at være sikker

William hævede imponeret et øjenbryn "ser man det.." sagde han stille. Han så på hende og fugtede kort sine læber "nej vi låner bare lidt... jeg kunne aldrig drømme om at tage al glæden fra dig, vi tager bare en lille smule" sagde han med et lille smil "men du har i hvertfald intet at være bange for, den kunne slå mig ihjel ved at kaste en pude efter mig nu hvis du havde lyst til det" sagde han og grinede.

"jeg er ikke bange for dig" sagde EMi og smilte hun var ærlig og sagde tingende lige ud "desuden har jeg ikke sååå meget glæde ingen inden i mig så jeg er ikke ret meget 'mad' for dig" forklarede hun

"Nå så det er du ikke?" sagde han og smilede skævt, han rakte armene frem og gjorde sig skiløjet "frygt mig!" han grinede lidt, og tog armene ned igen. Han så over på hende "alle har glæde, selv den mest selvmorderiske-dræbermaskine med skyldfølelse har stadig glæde indeni, så det tror jeg ikke på" sagde han roligt, og sad stille.

Emi grinte "arhhh uhyggeliggggg" sagde Emi ironisk og nikkede "det er vel rigtig nok vis jeg ikke havde glæde ville jeg ikke kunne smile eller grine men jeg er dog stadig ikke et særlig stor midag " sagde Emi og smilte "hvad er din evne?" spurte Emi

William smilede varmt "jeg er meget uhyggelig" sagde han og grinede. Han rystede på hovedet "det kan godt være du ikke ville mætte så godt" sagde han roligt "men jeg foretrækker at tage lidt frra mange mennesker, for så tager jeg ikke al deres glæde, det bryder jeg mig ikke om" sagde han stille. Han så på hende "is.." sagde han stille. "Hvad er din?" spurtge han.

Emi tog hendes hånd frem og gristen kom først ville man tro det var ild men man kunne alligevel godt se hende evne var eliktrsitet "jeg kan kontrolere eliktrisitet" sagde hun smilende

William så på hende, og betragtede gnisten. "interessant" sagde han stille og smilede lidt. Han kunne mærke at han havde fået kræfter igen, efter han havde tyvstjålet lidt af sygeplejrskens glæde. Han havde allermest lyst til at undskylde men det ville jo lyde sært, og så ville de bare prøve at indlægge ham eller noget i den stil.

Emi smilte "er du sulten?" spurte Emi og mente at hun godt kunne gi ham lidt glæde hun ville hellere hjælpe ham end at ha lidt mere glæde

Han så overrasket på hende. "Nej det er ikke så slemt, jeg har tyvstjålet lidt fra sygeplejrsken, jeg håber ikke det gør hende noget" sagde han og smilede lidt. Han slappede af i Emi's selvskab, hun var en behagelig person.

"jeg ved jeg er dobbel moralsk jeg siger jeg ikke har meget glæde og alligevel tilbyder jeg dig 'mad' såå jeg ved goft jeg er mærkelig" sagde Emi og grinte

Han grinede lidt af det hun sagde "du er jo bare venlig" sagde han smilende, og betragtede hende. "Og mærkelig er vi alle sammen." svarede han roligt, og smilede skævt.