Mulighed for at strække benene

Dato: 4. maj
Årstid: Forår
Dag: Tirsdag
Vejr: Lyst, lunt, men ikke varmt. Man kan vel kalde det frisk.
Sted: Engen
Tid: Morgen/formiddag
Omgivelser: Intet andet end hvad naturen bringer

---

Loredana nød fordelen af, at hun havde valgt at undervise selvstændigt. Ingen havde tid om formiddagen, for der var alle på arbejde eller i skole. Derfor havde Loredna fri, og som så mange andre gange, tilbragte hun sin fritid i naturen. Hun havde intet imod at være hjemme, men det var en befrielse, at få lov at strække benene, alle fire, efter en lang dag med dans. Så Loredana var søgt til La Sunisha, byen, som hun foretrak. Der var så meget natur og harmoni i det hele, at hun selv blev opfyldt af en inderlig ro af at være der. I dagens anledning var hun søgt mod engen, for at strække benene ud.
Et par grønne øjne glimtede mellem buskadset, og lyden, knap hørligt, at bløde poter mod jorden kunne høres. Hun afsøgte området ganske kort, for at se om der var andre til steder, og sekunder senere trådte hun ud ad buskene, ud på engen, som et menneske. Loredana så sig rundt og indsnusede taknemmeligt den friske luft. Duggen lå stadig i græsset, for så sent var det heller ikke, og hendes sko blev ret hurtigt gennemblødte. Hun smed dem uden videre – hvad nytte gjorde de, når hun slet ikke havde brug for dem?

Qadir havde aldrig rigtig brudt sig om navnet 'den lykkelige eng'. Og så var der 'den triste skov'. Han havde aldrig rigtig forstået meningen ved at opkalde steder sådan. Det gav jo ikke nogen mening, eftersom en eng ikke kunne være lykkelig; den bedstod jo af mere end én ting. Flere blomster, planter, insekter. Noget der dog ikke var så meget af her, var flåder, og det var Qadir rent ud sagt lyksaglig over. Man blev godt træt af de små bæster i længden, og med det svingende vejr der havde været på det sidste, så vidste man aldrig om de pludselig dukkede op. Så han holdt sig på den sikre side, og undgik træerne i nogen tid. Engen var faktisk også kønnere, med de farvestrålende blomster, trods det normalt ikke var noget han satte pris på.
Han gik med hænderne i lommerne, og hovedet bagover, for at kunne se op i himlen. Han havde sit halstørlæde om halsen, men kun en t-shirt på overkroppen og så selvfølgelig de carmouflagefarvede bukser samt sorte løbesko. Det han altid havde på, stortset. Hvorfor ændre en god vane?
Han stoppede brat op og stirrede forbløffet rundt, da han fik færden af noget. Noget helt særligt. Kunne det være...?
Han så kun én anden på engen; en kvinde der ikke kunne være meget yngre end ham. En varulv.

Loredana havde samlet sine sko op i hænderne, og gik og dinglede med dem i den ene hånd. Selv havde hun heller ikke for meget tøj på – en kortærmet t-shirt samt et par almindelige lyse jeans, og så var hun jo barfodet nu. Hun så op, i næsten samme øjeblik som Qadir, da en let vind bragte færten hen til hende. Hun rynkede brynene, og hendes pupiller blev en anelse mindre. Det var ikke til at tage fejl af. Det var i sandhed et særsyn, hun havde monstro ikke mødt en anden varulv siden engang da hun var i gang med sin uddannelse.
Loredana målte manden med øjnene. Han så ikke ud til at være særlig gammel, måske lidt ældre end hende selv, men nu bildte hun sig også ind, at hun endnu ikke havde noget at frygte med henblik på alder.
Et lille smil brød frem på hendes læber – hvorfor forspilde muligheden for en lille snak? Det var derfor, at hun nu hilste på ham.
”Goddag.” Hun nikkede til ham, stadig med smilet spillende i mundvigen, og tog et par skridt længere ind i det dugvåde græs.

Qadir stirrede på hende, med et næsten vantro blik. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set en varulv. Det måtte være 7 år tilbage. Måske 5. Det var svært at sige. De var særsyn, havde han bemærket. Jagtet og nedslagtet af dusørjægere, der ikke har bedre ting at tage sig til.
Men kunne man så stole på andre varulve? Selvfølgelig; hvis man ikke kan stole på en varulv, hvem kan man så stole på? Er hunden ikke menneskets bedste ven? Tanken bragte et smil frem på hans læber.
"Godformiddag." svarede han hende roligt, og fulgte hendes eksempel, ved selv at tage et par skridt frem imod hende.
"Det må jeg sige. Hvor har du dog gemt dig? Her gik jeg og troede at jeg var helt alene i verden."
Han hævede et øjenbryn og målte hende hurtigt med blikket. En ganske køn ung dame.
Et eller andet i hans hoved fortalte ham, at han skulle træde varsomt, hvis han ønskede at have en allieret i denne sindssyge verden. Det nyttede ikke noget at springe på hende med logrende hale. Tanken i sig selv var måske også lidt absurd.

Det var nogle af de samme tanker, som svirrede i hovedet på Loredana. Kunne hun stole på ham? Så lang tids isolation, så lang tid, hvor racen var blevet blot mere og mere sjælden at se, havde blot gjort, at de måtte være mere mistænksomme overfor hinanden, når de så mødtes. Og for hvilken grund? I det mindste havde de da et eller andet til fælles. At dømme på hans stirrende blik var han mindst lige så overrasket over at se hende, som hun var over at se ham, og igen, at dømme efter overraskelsen måtte han da være mindst lige så udsultet på selskab, hvor de kunne være sig selv.
Hans ord bragte igen et smil frem på hendes ansigt. Gemt og gemt, det havde hun nu ikke, men hun havde da været optaget af andre ting.
”Jeg har boet i Deepshell knap et år.” lød hendes lige så rolige svar, mens hun betragtede ham. Spændingen mellem dem måtte være til at tage og føle på – eller måske var det kun Loredana der følte det sådan. ”Jeg må vel returnere spørgsmålet? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har kunnet passere dig, uden at opdage noget. Men skæbnen spiller ofte én et puds.” Hun smilede halvt, ikke helt veltilpas. Det var ikke ligefrem sådan et møde hun havde regnet med, da hun forlod sin lejlighed den morgen.

Han så på hende med et vurderende blik og vippede lidt fra den ene til den anden fod. Han havde ikke været i landet så længe, og der ville nok ikke gå langtid før han måtte rejse igen. Det skete jo at folk som ham modtog nødopkald fra venner og bekendte, der krævede hjælp. Han bed sig i læben og trak på skuldrene.
"Jeg har ikke været her så længe, må jeg da indrømme. Nogle måneder."
Han havde faktisk været her i snart fire måneder, og det var først nu at han havde fået taget sig sammen til at købe en lejlighed. Han forsøgte at slappe af i kroppen, og trak på et lille smil. Skæbnen, sludder. "Det er det vel. Men verden er jo også stor, så vi har vel bare misset hinanden. Utroligt nok."
Han skævede rundt på engen. Der var ikke andre. Måske en enkelt hundelufter, men ikke noget særligt. Han nød den ro og fred der herskede i eftermiddagstimerne. Ingen børn, ingen voksne, ingen biler. Bare fred. Han så atter på hende, denne gang med et mere afslappet ansigtsudtryk.
"Der er så få af os tilbage, så det er vel et under at vi stadig er nogen." mumlede han kortfattet og trak på skuldrene. Hvad skulle man sige?

”Hvad har du da lavet, som har holdt dig beskæftiget?” Loredana hævede spørgende øjenbrynene, og så interesseret på ham. Hvad kunne en mand som han lave? Hendes blik strejfede de camouflagefarvede bukser, og det trak i hendes mundvig. Hun havde tilbragt mange timer iført sådan en uniform – måske ikke lige det første indtryk man fik af hende. Hun var jo samtidig ballerina.
”Tjah, tiden er jo gået. Og her står vi jo alligevel.” Hun trak en anelse på skulderen, tiden var jo ikke til at ændre på sådan lige, så hvad kunne man gøre? Det hjalp på Loredana, at han løsnede lidt op og blev mere afslappet. Der var en mærkbar ændring i hendes holdning og måde at bevæge sig på. Han var vel ikke anderledes, end alle de andre, som hun havde snakket med?
”Ja, jeg har ikke snakket med andre i, puuh, det er vel snart fire år.” Med ’andre’ var selvfølgelig ment varulve. ”Man må gribe chancen når man får den.” Endnu et smil lyste hendes ansigt op, men det var ganske flygtigt.

Han betragtede hende indgående og trak en anelse på skuldrene, igen.
"Jeg er soldat, så jeg flyver rundt mellem lande og kontinenter." erklærede han med et skævt smil. "Men jeg skal da ikke klage. Man ser verden og oplever en masse."
Det havde aldrig rigtig været et problem for ham, med al det rejseri. Han havde aldrig rigtig slået sig ned nogen steder, derfor var det meget bizart for ham at have købt en lejlighed. Normalt ville han blot bo på et hotel; men normalt var han heller ikke i landet så længe. Han bemærkede hendes smil, da hun så bukserne, men kunne umiddelbart ikke tolke det.
"Ja. Noget af et under, må jeg sige. Tilfældet var ude efter os. Eller skæbnen, eller hvad man nu vælger at tro på." Qadir havde ikke rigtig nogen særlig holdning til skæbne-begrebet; ikke andet end at han ikke troede på det. Sådan var der jo så meget...
Han mærkede en kort brise bagfra og han nød hvordan den kølige vind omfavnede ham.
Qadir nikkede bekræftende. Det var noget á det samme med ham. Varulve var utrolig sjældne, det var ingen hemmelighed. Et smil bredte sig på de smalle læber.
"Ja, grib chancen. Det er ikke hvert årti man ser en varulv."
Han holdt en kort pause og rømmede sig lidt. Måske var det på tide at bringe et nyt emne på banen? Nu havde han jo erklæret sin egen profession, så...
"Og hvad har du så lavet, siden du har været så svær at støde på?"

”Er du virkelig? Soldat?” Hendes stemme var svær at tolke, det var ikke til at sige hvad hun tænkte. For tænkte, det gjorde hun. Så han var altså soldat. Hvor ens kunne de lige være? ”Har du et bestemt speciale?” fortsatte hun interesseret og målte ham på ny med øjnene. Jo, hun kunne godt forestille sig ham som soldat. Det havde bare ikke lige faldet hende ind, dengang hun så ham.
”Det må da siges at være på tide, alligevel. Hvis du har været i området i så mange måneder nu.” Vinden blæste igen hans duft over mod hende, og Loredana blev igen mindet om, at det var en varulv hun stod overfor. En vaskeægte en.
Det var intet under, at varulvene var ved at forsvinde. Dusørjægerne jagede dem jo noget nær konstant, med den høje pris der var på dem, og med så få tilbage i hvert et område kunne det vel næppe kræves, at de skulle begynde at formere sig igen. Loredana så det nu gerne. Hun kunne ikke huske en tid, hvor der havde været mange flere endnu, og tanken var tiltalende. Hvis varulvene kunne komme på lige fod med de andre racer.
Hun vendte tilbage til virkeligheden, da han spurgte til, hvad hun havde lavet. Det trak i hendes mundvige.
”Jeg har tilbragt de sidste fem år, inden jeg kom hertil, i militæret.” Hun hævede det ene øjenbryn en anelse. Det var næsten for stort et sammentræf. ”Jeg blev tilbudt sergentuddannelsen til flyvevåbnet og tog med glæde imod den.” Hun smilede en anelse igen.

Han lagde armene over kors og nikkede bekræfteden. Ja soldat et var han bestemt. Han vippede en anelse på fødderne og fugtede læberne.
"Jeg er uddannet i jægerkorpset." Et kort sekund så han en anelse stolt ud, eftersom jægerkorpset jo var specialstyrken, der kun blev tilkaldt når tingene så lidt for sorte ud. Det var dem der satte ting i orden, og det var dem som de fleste frygtede. Selve uddannelsen havde været en hård prøvele hvor udholdenhed, pres, stress, fysik og meget mere blev testet, og det var de færreste der klarede det perfekt. Den stolte facade blev atter gemt væk, som tankerne døde ud, og han rettede atter opmærksomheden imod kvinden foran sig.
Da hun fortalte ham, at hun ligeså havde været i militæret - ligefrem i flyvevåbnet - stirrede han blot lamslået på hende. Verden var virkelig lille. Han priste sig lykkelig for, at have holdt sine foregående tanker for sig selv; hvis han pludselig havde pralet op om sin egen uddannelse, så havde denne situation nok været temmelig akavet. Han havde svært ved at fatte at hun kunne have været i flyvevåbnet i fem år. Hun lignede ikke et enormt, pumpet kvindfolk, men på den anden side, så kunne skindet jo bedrage. Han så endnu temmelig overrasket ud, da han endelig fik talt:
"Der kan man bare se. Verden er utrolig lille på visse punkter. Hvorfor forlod du militæret?"
Han havde bidt mærke i 'inden jeg kom hertil' kommentaren. Hun måtte altså lave noget andet nu. Hvorfor mon?

”Jægerkorpset?” Loredana måtte lige have det bekræftet, af en eller andet grund. ”Det må jeg sige, det er ikke alle og enhver de lukker ind der.” Hun nikkede anerkendende. Det var ikke ofte, at hun havde stiftet yderligere bekendtskab med folkene derfra, for det var sjældent, at de mødtes. Det var trods alt to forskellige styrker.
Loredana kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, af hans lamslåede udtryk. Så usædvanligt var det vel heller ikke? Og hun lignede måske ikke ligefrem typen, som egnede sig til militæret, men der var jo varulv i hende – det var en fordel med hensyn til styrke og udholdenhed.
”Det er jo hvad der kan ske.” svarede hun ham, fortsat med smilet glimtende i øjnene. ”Jeg bryder mig ikke om at kommandere med folk.” Hun trak svagt på skuldrene. ”Og som sergent var det påkrævet, at jeg skulle være gruppefører for en 8-10 mand, hvis jeg ville blive i flyvevåbnet.” Hun havde fået gode udtalelser på sergentskolen og mange tilbud om at blive forfremmet videre. Hun havde blot behøvet at vifte lidt med lillefingeren for at blive sendt på officersskole, men heller ikke det gad hun. I starten havde hun ikke ønsket andet end at blive konstabel, og siden hen forblive i den rolle, men mange ting havde ændret sig gennem tiden. Loredana havde savnet dansen. I militæret mødte hun mest mænd, ofte nogen, som så ned på hende på grund af hendes køn, og tonen var ofte meget grov. I balletten kunne hun få lov til at vise den feminine side af sig selv, og det nød hun i fulde drag, efter så mange år med skydetræning, samarbejde, idræt og radiokommunikation.

Qadir rystede på hovedet med et mildt smil. "Hold da op. En kvindelig sergent-ulv der ikke bryder sig om at kommandere med andre. Du må da være one of a kind." erklærede han og trak straks efter på skuldrene, "Ikke at der er noget galt i det, selvfølgelig." Han skulle nødig misforstås. Der havde ikke været mange kvinder da han selv havde været i militæret, og som Jæger så man da slet ingen. Ærgeligt egentlig, for nogle gange var det godt for de unge knægte, at der var en kvinde til at sætte dem på plads. Tanken morede ham en smule. Han køede sig i det sorte hår og betragtede hende indgående. Det lå måske i kortene, at varulve skulle lave noget, hvor de udnyttede deres fordele fuldt ud. Styrke, sanser, udholdenhed. Så det var måske ikke så stor en omvæltning at hun også havde taget en militær-uddannelse.
"Så, du forlod militæret. Hvad laver du så nu, hvis du ikke har noget imod at jeg spørger?"
Han overvejede kort hvad klokken egentlig var og hvor længe de mon havde stået her. Ikke så længe. Maks fem minutter, mente han, dog uden nogen sans for tid. Noget i ham sagde, at han kunne forvente at vågne op fra dette her hvert sekund det skulle være, og indse at det var en drøm.
"Jeg fik forresten slet ikke fat i dit navn, frøken...?"

Ved hans ord kunne Loredana ikke lade være med at slå en lille latter op. Hun havde en lys og klingende latter, som ledte tankerne hen på rislende vandløb.
”Vi må vel erklære os remis på det punkt, foreslår jeg?” Man kunne stadig høre latteren i hendes stemme, da hun snakkede – Loredana var en udpræget munter sjæl, selvom hun skam også var i stand til at være alvorlig. Det var jo på det nærmeste et must at kunne forholde sig afventende og tålmodig for at gøre karriere i militæret. Der var ikke noget sløseri der. Hun hævede kort det ene øjenbryn, da han spurgte til, hvad hun lavede nu. Mange folk blev ofte mere overraskede over det, end over hendes tid i flyvevåbnet.
”Du spørger bare løs. Jeg underviser i ballet i Deepshell.” forklarede hun ham med et lille smil, og afventede hans reaktion. Det var jo en enorm omvæltning fra det barske miljø hun havde levet i før, men alligevel virkede det som om, at mange folk fandt det mere usandsynligt.
”… Sanchez. Loredana Sanchez.” Hun smilede lidt ad det. Selv havde hun glemt alt om de normale og formelle introduktioner, ved det blotte møde med en anden varulv. Hun havde ligesom haft andre ting at tænke på, syntes hun. ”Hvem har jeg fornøjelsen af at snakke med?” Endnu et lille smil. ”For det er en fornøjelse.”

Hendes latter fik endnu et smil til at bryde frem over Qadirs smalle læber. Hun virkede som en utrolig positiv person, hvilket kun kunne smitte af på andre.
"Måske. Men du har sikkert flere overraskelser oppe i ærmet, så det er måske lidt tidligt at erklære os remis." Remis var faktisk et sjovt ord. Det måtte stamme fra fransk, med det stumme s. Det blev meget sjældent brugt, men det var også de færreste der kendte til sådanne ord. Selv kendte Qadir det fra strategi-spillet 'skak'. Ikke noget unge nu til dags interesserede sig meget for. Han kom tilbage til virkeligheden, da hun atter talte.
"Ballet?" udbrød han og brød ud i latter. "Det skal da være løgn. Hvordan i al verden kan en sergent blive balletlærerinde? Du må meget undskylde, men det er da lidt skørt? Du er da utrolig alsidig. Det er positivt. Men jeg kan godt se hvordan smidigheden i ballet nok har spillet ind i din militære karriere. Smart træk." Han betragtede hende indgående; der var noget helt særligt ved hende. Hun var ikke som alle andre var her omkring; Hun var selvstændig og stærk, og det samme han pris på... Han nikkede anerkendende da hun præsenterede sig.
"Det er dejligt at møde dig, Loredana Sanchez. Mit navn er Qadir Abd-Al-Aziz, men det er de færreste der kan huske det," svarede han. "Og... Det er skam også en fornøjelse at møde dig,"

”Nåh, jeg er nu ikke sikker på jeg er den eneste der har det, men som du vil.” ’Slaget’ så ud til at ville fortsætte lidt endnu. Loredana smilede ved de tanker. Som barn havde hendes far lært hende hvordan man spillede skak, og hun var faktisk blev halvgod til det, selvom hun kun havde formået at vinde over ham en enkelt gang. Det var derfra hun kendte udtrykket, for hun var faktisk ikke sikker på, at det blev brugt i andre sammenhænge.
”Det er som regel den reaktion, jeg ser.” forsikrede Loredana ham smilende, indforstået, at det skam ikke gjorde noget. ”Det er måske lidt usædvanligt, ja.” indrømmede hun, men trak svagt på skulderen. ”Det er jo ikke fritid man har mest af i militæret, så det blev ikke til så meget dans da jeg var derinde og da jeg ikke følte jeg kunne lære mere, kunne jeg jo ligeså godt gøre noget andet fornuftigt med det, og hvad var bedre end at undervise?” Loredana var ret sikker på, at hun aldrig ville vende sådan rigtigt tilbage til flyvevåbnet – hun elskede sin nye tilværelse og ville lige nu ikke bytte den ud med noget andet. Det strejfede engang imellem hendes tanker, at hun en dag gerne ville stifte familie, men hun slog altid tanken væk igen, med argumenter om, at hun havde masser af tid til sin rådighed. Og hvem kunne vide, måske fik hun en dag igen lyst til at lave noget andet?
”Qadir Abd-Al-Aziz…” gentog hun hans navn, smagte på det. ”Det tør jeg nu godt sige, at jeg ikke glemmer lige med det samme.” tilføjede hun med et glimt i øjet. ”Jeg håber du bliver længe i området denne her gang?”

Han betragtede hende indgående og trak en anelse på smilebåndet. Hun var anderledes fra alle andre han før havde mødt; Nu da han så godt efter og lyttede lidt mere efter, så var det alligevel tydeligt at hun havde været i militæret; det kunne ikke beskrives hvorledes han kunne se og høre det, men det lå blot som en selvfølge at 'det måtte hun da have været'. Han måtte gøre sit bedste for ikke at glemme hendes navn; det var nemlig en dårlig vane efterhånden. Han huskede af visse grunde bedst efternavne, men det måtte han vænne sig af med. Loredana Sanchez. Han gentog det i sit hoved.
"Det er vel i grunden meget usædvanligt. Men på den anden side; Der er mange blandede typer i militæret. Nogle havner der helt tilfældigt, og så bliver de af uvisse grunde, selvom de har en drøm om at blive noget helt andet, såsom bager, maler eller balletdanser."
Han betragtede hende da hun talte og nikkede anerkendende. Han respekterede uden tvivl hendes valg. De fleste der forlod militæret, kunne i værste fald gå til grunde, uden nogen lyst eller trang til at arbejde igen, grundet mangel på spænding eller måske en overdosis af samme.
"Vi skal jo også lave det vi har mest lyst til," påpegede han og så en kende eftertænksom ud. "og hvis det gør dig lykkelig at danse, så er det bestemt det bedste. Og så er det jo ikke værre, end at man altid kan ændre sit valg, og prøve noget nyt. Der er mange muligheder. Især når man har været i militæret; det er et slags frikort til gode jobs."
Det var ikke løgn. Når man havde været i militæret, så så arbejdsgiveren altid lidt lysere på personens CV. Man havde kæmpet for fædrelandet og vist at man var modig, og alt det dér... Og så fik man altså bedre jobs.
Han så på hende, med et mildt blik og et smil af samme kaliber.
"Du skal være velkommen til at prøve at huske det."
Han rynkede næsen og trak henkastet på skuldrene. Smilet forsvandt. "Jeg ved ikke hvor længe jeg bliver her denne gang. Jeg blev sendt hjem for at overvære to begravelser af nogle gamle venner," han holdt en kort pause og rømmede sig derefter. "På nuværende tidspunkt er vi mange soldater hjemme; også Jægerene er hjemme, men nu har vi jo heller ikke så meget at lave. Endnu i hvert fald. Verden er så fredelig som den kan blive, desværre."

Loredana lagde godt mærke til hans indgående blik – ikke at hun gjorde noget ved det, andet end at gengælde det.
”Måske skulle vi gå lidt, mens vi snakker?” foreslog hun og slog ud med hånden. Det var egentlig mest for bare at lave et eller andet, i stedet for bare at stå, og stå. Hun nød at være aktiv, og det var jo et af hendes formål med at besøge engen – at man kunne få lov til at røre sig lidt.
”Ja, mon ikke!” gav hun ham ret, i det med de mange typer. ”Men man opnår alligevel, som oftest, et meget tæt samarbejde, selvom man måske er så forskellige som man næsten kan blive. Det er et af de steder, hvor man kan skabe nogle venskaber og bekendtskaber, som vil vare for evigt.” Loredana betragtede ham let, mens han snakkede, og strøg fraværende en forvildet tot hår om bag øret. Han så lidt bister ud, bemærkede hun, men det gjorde egentlig ikke noget. Hun fandt, at han var en ganske tiltrækkende mand.
”Absolut.” medgav hun ham. ”Alt for mange folk er gået hen og blive offer for ydre pres, og har valgt en profession de helst var foruden.” Hun trak en anelse på skuldrene. Hun havde set alt for mange eksempler på det, folk, som bare var sunket ind i sig selv og var blevet ubehagelige at være i selskab med, fordi de konstant græmmede sig over hvad de lavede, og ønskede at de lavede noget andet, men ikke gad gøre noget ved det, fordi ’skaden var sket’.
”Jeg kondolerer.” udtrykte hun kort sin medfølelse og smilede opmuntrende. Det var aldrig rart at miste nogen, som man holdt af. Hun ville ikke spørge yderligere ind til det, medmindre han selv fortalte det. Hun fandt hans måde at udtrykke sig på en anelse mærkelig, men tolkede det ganske enkelt sådan, at det var fordi verden ikke kunne blive mere fredelig, at det var ’desværre’, til at den var så fredelig som den kunne blive. Der var jo altid nogle racer, som kæmpede indbyrdes mod hinanden, der var altid nogle, som tog menneskeliv. Loredana troede simpelthen ikke på, at alle racer en dag skulle kunne enes.

Qadir nikkede, "Lad os det." sagde han kortfattet og slog blikket ned i jorden, for at kunne placere fødderne bedst muligt. Han kastede et blik henover skulderen og bemærkede hvordan der tullede en håndfuld mennesker -- eller hvad de nu var -- rundt på engen. De fleste var ældre, som ikke havde så meget andet at foretage sig, i deres arbejdsløse tilværelse; de gik blot og nød naturen og livet der hørte med dertil. Nogle børn styrtede rundt imellem dem, med en slidt bold. Pjækkehoveder, tænkte Qadir og trak på smilebåndet. Han vendte atter opmærksomheden til kvinden, der gik ved hans side. Sanchez. Lore--øh--dana. Loredana. Efternavnet var jo let at huske. Sans og chez sat sammen, og så lige uden ét s. Loredana var dog et navn han aldrig havde hørt før. Han gentog det endnu en gang et par gange i sit hoved.
"I militæret skal der være en form for sammenhold. Når man arbejder under visse situationer; et bestemt pres eller under nogle betingelser, så lærer man hinanden at kende på godt og ondt. Man lærer at respektere hinanden og forstå hinandens grænser. Man bliver knyttet samme på helt andre måder end ved tilfældige møder i den stille dagligdag."
Hun havde ret i at man stiftede bekendtskaber og venskaber der ville vare evigt; det var en af de unikke fordele ved militæret. Desværre fik mig sig også et bundt fjender oveni.
"Og nogle gange har de ikke selvdisciplin nok til at sige op og finde noget andet de hellere vil bruge deres liv på. Men på den anden side, så skal nogen jo have de jobs, som vi andre ikke vil have." Han rynkede næsen og smilte kejtet. "Det lød måske lidt nedladende; det beklager jeg." Der lå vel i grunden en ære i alle jobs.
Han slog ganske kort blikket ned og trak på skuldrene.
"Tak," mumlede han og var lidt usikker på om han skulle sige mere. Det lå i arbejdet at døden kunne komme snigende med en hævet le, bortset fra at døden oftest var en anden soldat, iført uniform med en H&K MP5 i hånden.
De gik et par sekunder i tavshed, før Qadir atter fik samling på sig selv.
"Men nok om dét. Er der så noget i det? Altså baletten? Skal det være noget helt seriøst og professionelt eller er det mere for hobbiens skyld? Nu ved jeg ikke så meget om dans."