I søens vand.

Dag:Lørdag
Dato:irl
Omgivelser:Er ved en sø
Tid:19.32
Vejr:sOLEN ER ved at ned.
Årstid:sommer
Tøj: http://www.mallvibes.com/attachments/sale/2185d1209317829-nwt-guess-cherrywood-summer-dress-size-3-af25_1.jpg


Linda havde taget alt sit tøj af og hvor gået ude i søens klare vand,
hun sprang derefter i og hendes krop blev våd.
HUn kom efter lidt tid til overfladen igen, vandet var varmt og dejligt.
og det fik hende til at slappe af.
Hun satte sig på hug i vandet så vandet gik hende til skuldernde, hendes røde
hår hang ned af hendes skulder og det der rørte vandet flad lige så roligt i overfalden.

Lange skridt førte Artemios gennem skoven. Han havde hørt den plaskende lyd af vand, og havde bestemt sig til at følge den. Det kunne jo være, at han rent faktisk var heldig, og stødte på noget mere indbringende end et menneske.. Mennesker burde virkelig ikke opholde sig ude i skove om aftenen...

Linda smilte lidt for sig selv og lod sig så dykke under igen.
Hun lavede små bobler under vandet og følte sig endelig som et
lille barn igen, det var rart at være fri for alt det hun havde af byrder.

Artemios fandt kvinde tøjet ikke så langt fra breden, og kunne gætte sig til resten. Han satte sig på en sten og så ud ud over vandet, i et forsøg på at finde den kvinde, der ejede tøjet.

Efter noget tid under vandet rejste Linda sig helt op så hun kom op og stå på benene,
hendes røde hår skyggede for hendes syn så hun anede stadig ikke at Artemios var der
og at han sad på en sten og så ud over søen.
Enlig ville det nok se ret forbavsende at der lige pluselig kom en nogen kvindekrop op af
vandet sådan lige pluselig.

Artemios så kort forbavset på den pludselige tilsynekomne kvinde, og rejste sig dernæt, og vendte ryggen til hende. Rømmede sig let, for at gøre hende opmærksom på at der var andre tilstede.

Linda delte sit hår i to dele og kiggede så forbavset op på praden hvor der stod en mand.
Dernæst i samme sekundt satte hun sig ned i vandet og holdte sig for sine bryster og underliv.
Hun sad helt hvid i hoved og stum der midt ude i vandet.

Artemios stod fortsat med ryggen til søen, og stirrede ind i et træ. "Du må undskylde hvis jeg har forstyrret dig i noget. I så fald vil jeg lade dig alene igen." sagde han, med en rolig stemme. Han lukkede et øjeblik øjnene hårdt sammen, men åbnede dem så igen. Han brød sig ikke om at have ryggen til en anden på den måde, men han ville bestemt ikke vende sig om igen.

Hun sprang nærmest op og løb hen til sit tøj, imens hun stadig holdte sine bryster og tog kjolen på og det undertøj som hun jo også havde taget af.
"Det må de undskylde" sagde hun meget underdanlig.
Og rettede sig hår så det ikke sad nede i kjolen.
"Og nej de forstyrre bestemt ikke, jeg...sad i min egen lilel verden"

Artemios så stadig ikke på hende, af frygt for at hun endnu ikke havde tøj på. "Er du påklædt?" spurgte han, og havde stadig blikket stift rettet mod træet. Han sagde aldrig 'De' til andre, end måske Paven, eller en biskop, eller en anden højere stående person.

"Ja det er jeg" sagde hun og nikkede, hendes tøj var delvist vådt og hendes rødehår var drivvådt.
Hun stilte sig nu ret og lige med ryggen da hun hviste hvem denne mand var, hun havde set ham i
kirken mange gange.
Og ja hun var selv katolsk.

Artemios nikkede let, og vendte sig så mod kvinden. Eller pigebarnet... Han betragtede let hendes ansigt, og smilede så svagt. "Undskyld endnu engang at jeg afbrød dig." sagde han, og bøjede let hovedet, i en ydmyg gestus. Artemios havde det virkeligt ikke godt med det, og det kunne ses på ham.

"De skal ikke undskylder fader" sagde hun og nikkede lige så ydmydt til ham.
Hun stod lidt og så på ham og så så ned af sig selv, hendes tøj var helt forfærndeligt
og nu stod hun og snakkede med præsten, *Fantastisk Linda* tænkte hun og følte sig
mest pinlig berørt, "Jeg er forresten Linda" sagde hun og negede lidt, hvorefter hun nikkede
ned i jorden.


//fader=præst??//

//Jeps, Fader = Katolsk præst^^//

Artemios nikkede let, og betragtede hende. "Linda." gentog han så, som om han smagte på navnet. Hvilket smukt navn det var.. "Jeg går udfra at du kender mig, eftersom du kalder mig ved titel?" spurgte han så, med en mild klang over den dybe stemme.
Et svagt smil formede sig over hans læber, og han søgte lidt efter hendes blik. "Se ikke ned i jorden. Jeg bider ikke, selv om du ser op." Det sidste var helt klart godmodigt dril, beregnet til at få hende til at føle sig i det mindste en smule bedre tilpas.

Et lille smil kom på hendes læber og hun kiggede nu op på Artemios, "Ja, jeg kommer i kirken, til tider" sagde hun og hviste at en god katollik altid kom i kirken, men i sine øjne var hun ikke en god Katollik (staves).
Efter at havde smilet lidt tog hun sit røde hår om bag skulderned så det ikke faldt foran hendes ansigt.
"Men fader hvad laver de enlig herude" sagde hun og så spørgende på ham.

"Jeg går somend en tur. Intet andet." svarede han, og kørte sit eget hår om bag ørene. Han skulle nok have lavet en hestehale.. "Kald mig endelig Alexander. Fader er så højtideligt." bad han så, og nikkede let.

"Alexander" sagde hun så og drejede hoved lidt på skrå.
Hun nikkede så og smilte til ham, "Men det skal du da have lov til" sagde hun og viste selv hvor
dejligt det var at kunne gå helt alene ude i en skov og bare nyde den smukke natur som var blevet givet denne verden, hun kiggede lidt rundt da nogen fugle pluselig fløj op fra nogen træer helt fra dem.

Artemios nikkede. Det skulle han da.. "Kan vi gå?" spurgte han så, og lavede en lille bevægelse med hånden, mod den videre skov. Mest fordi han var træt af at stå stille. Han havde valgt ikke at interessere sig for Lindas race, da han ikke ville dræbe en katolik. Helst ikke, i hvert fald.. Desuden, hvis han ikke kendte hendes race, så kunne han jo bilde sig ind, at hun var et menneske?

Hun nikkede og gik i det samme fordi Artemios og den vej han havde vist hende at de skulle gå.
Hun så frem for sig men stoppede så op og vendte sig lidt så hun kunen se Alexander, "Kommer du Alexander"
Det var underligt at kalde præsten ved fornavn og at kalde ham for du, eller hun regnede med at hvis hun måtte kalde ham ved navn måtte hun også sige du til ham.
Hun så afventede på ham med sine mørkeblå øjne som lyste på en måde af glæde og venlighed.

Artemios nikkede, og gik med hende. "Selvfølgelig, ja." svarede han hende, og nikkede kort endnu engang. Artemios betragtede kort hendes øjne, og smilede så venligt til hende.

Hun vendte sig og gik igen efter lidt tid kiggede hun op på ham imens de gik, "HVorfor blev du enlig præst Alexander"
sagde hun og ville gerne vide det, selv havde hendes fars familie været katoliker, men hendes far havde aldrig været den der gik i kirke, iværtifald ikke hvad Linda huskede af og hendes mor, ja hun havde iværtigfald ikke nogen menneskelig tro.