Solnedgang (Chace)

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Irl
Vejr :: Solnedgang og en kølig brise
Sted :: Stranden
Tid :: ca. 20.32
Omgivelser :: Havet
Tøj: Stramme jeans og en lang, sort top

Der sad en pige med fødderne begravet i sandet og så på solnedgangen. Hendes blik var en smule fjernt, som om hun fokuserede på noget der slet ikke var der. Den pige var Harley. Hun var flygtet til La Sunisha, da de andre byer ikke var nær som smukke som den. Solnedgangen var også noget fuldstændig andet end de tre andre byer. Solnedgangen i La Sunisha var nærmest magisk, den tryllebandt hende. Hvordan kunne noget være så smukt? Det var ud over hendes fatte evne.
Selv om det stadig var forår og ikke særlig varmt, havde hun hverken sko eller jakke på. Det behøvede hun ikke, når nu hun jo var den hun var. Hun frøs aldrig, hvilket var en fordel. Det betød at hun stort set aldrig kunne blive syg, og gik i let tøj hele året rundt. Det gjorde en del af menneske pigerne også, men de gik altid rundt med de koldsede dunjakker om efteråret og vinteren. Det så vildt humoristisk ud.

Chace kom roligt gående hen langs strandkanten og havde blikket rettet foran sig. Hans påklædning bestod af en halvåben sort skjorte, et par grå jeans og nogle slidte converse som han bare havde taget uden at tænke sig om før han smuttede. Chace's opmærksomhed blev dog fanget af en ung pige der sad i sandet ikke så langt væk, og et lille smil viste sig på hans læber. Dog lod han blikket glide væk fra hende igen og over til den smukke solnedgang.

//sorry det kortfattede svar, men jeg skal lige noget--'//

Harleys blik blev dog klart igen, da hun opfangede lugten af et menneskene. Ret tæt på hende faktisk. Fik øje på mennesket skikkelse ud af øjenkrogen. Turde dog ikke kigge direkte på mennesket, men kunne se at de måtte være en dreng. Pigerne gik vist ikke med deres skjorter og hvis de gjorde, var de ikke åbne uden de havde noget inden under. Mente hun i hvert fald.
Bed sig i underlæben og prøvede at fokusere på solnedgangen. Dog blev hendes blik hele tiden draget mod mennesket. Det så ikke umidlbart ud til at mennesket havde noget våben på sig, så hvorfor reagerede hun sådan? Personen så jo slet ikke ud til at være farlig. Hun kunne sikkert nedlægge ham nemt, hvis han viste sig at være fjendtlig.
Den tanke beroligede hende. Nok til at kunne fokusere på solnedgangen.

//Ok//