Mit træningsområde (Dale)

Tid: 23:13
Dato: irl
Sted: i en lysning
Vejr: støvrenger
Omgivelser: ingen

På: http://4.bp.blogspot.com/_yHeBGXbjZo8/SUTrNkXrbzI/AAAAAAAAAfA/THC5HKvDPJk/s400/kjole.jpg og bare fødder

Amber løb i vampyrløb i skoven hun brugte lige netop den fredfyldte skov til træningsområde fordi der kunne forkomme mange forhindringer hun smilede forsigtigt da stoppede og oppede op i træ hun satte sig på en gren med ryggen imod stammen hun havde ikke gidet gøre noget ud af sig så den kjole hun havde på var der nogle men alligevel synelige pletter på hun havde ikke noget imod slå når hun brug for men blodet på kjolen var fra igår hun sulten og den brændende fornemelse stak i halsen

Dale havde bevæget sig ind i den fredfyldte skov, da han absolut slet ikke havde haft held med at falde i søvn derhjemme. Derfor havde han besluttet sig for at gå en tur og var der et sted han elskede at gå, var det den fredfyldte skov. Han lyttede til de mange lyde, uglerne, bladenes vislen og nattedyrenes puslen. Selv om natten, kunne denne skov være vidunderlig, på trods af, at man næsten ikke kunne se noget. Han stoppede op, lænte sig op af det nærmeste træ og lod sine tanker få frit løb. Det var nok også det der havde været problemet, da han skulle sove. Alt for mange tanker. Alt for mange ligegyldige tanker om alt og ingenting.

Amber lugtede næsten lydløs til luften den duft var så vidunderlig sød at næsten måtte komme fra et væsen men det var bare med hvorfor et hun kiggede sig omkring da hun opdagede lugten kom nedenunder hende hun fik øje på en dreng lugten kom helt klart fra ham hun betragtede ham hans så ud til have en masse at tænke på hun vidste ikke rigtig om skulle gøre væsnet opmærksom på hun var det undrede sig hvilket et væsen der kunne lugte så godt hun kendte kun selv til mennsker, varulve og vampyre hun betragtede drengen enddnu gang nej hun ville ikke gøre sig opmærksom på sig selv hvis han var et væsen ville han tids nok opdage hende hun lænte sig tilbage på stammen og lukkede sine så det så ud som hun sov i regnen

Dale irriterede sig lidt over alle hans larmende tanker og lukkede derfor øjnene, og lyttede istedet til alle lydene. Det fik ham også til at blive opmærksom på en lugt, han genkendte med det samme. Lugten af vampyr. Han åbnede øjnene og kiggede sig søgende omkring, men kunne ikke se hvem lugten kom fra. Ud fra lugten kunne han heller ikke bedømme hvor langt væk denne vampyr var, men et sted var den. Han måtte være varsom, da han vidste engleblod var noget de holdte af, men forholdt sig i ro. Det var jo ikke sikkert denne vampyr var ondsindet, hvis han var heldig, ville vampyren ikke gøre ham noget. Altså blev han stående ved træet og kiggede ud i mørket, det pludselig syntes at være endnu mørkere end før. Det er et dumt sted, at støde ind i en vampyr, tænkte han bittert. Det var svært for Dale at flyve væk, begrund af alle de træer.

" hey hvem er du" sagde hun hun hverken venlig eller vred hun betragtede ham kort før hun bevægede sig oppe træet oven over ham og rejste sig op og stod på stammen hun bed sig svagt læben sulten nagede hende og hans lugt var så sød og uimådstålig hun kæmpede alt hvad hun kunne for holde sig tilbage " og hvad er du?" tilføjede hun til sidst og afslørede at var af de nyere vampyre som ikke kendte så meget til de andre væsner hun hoppede til sidst ned fra træet i et elegantspring og stod nu ved siden af ham hun trak vejret en smule tungt før hun holdte det hun havde ikke lyst skade ham før hun havde fået at vide hvilket væsen han var

Ved stemmen, kiggede han straks oppe i træet. Tænk at han ikke havde fået øje på hende.
"Jeg er Dale," svarede han, forholdte sig stadig rolig, selvom mistroen alligevel sad i ham. Nu stod hun foran ham, og Dale studerede hende. Det virkede lidt som om hun holdte sig tilbage og han håbede da også hun ville blive ved med det.
"Hvad jeg er? Det troede jeg du vidste," sagde han med lidt undren i stemmen. Hun kunne da ikke have været vampyr i særlig lang tid, hvis hun ikke kendte duften af engel endnu. "Hvornår er du blevet vampyr?" spurgte han og undgik med vilje hendes spørgsmål. Det var nok meget godt, at hun ikke vidste hvad han var.

Amber betragtede ham hun kunne mærke den brændende fornemelse i sin hals måske skulle hun angribe narj hun ville vente " det gør jeg åbenbart" sagde hun køligt fordi hun var irrteret over at han ikke ville fortælle hende hvad var " Hvad tror du selv" svarede hun og bed tænderne hårdt sammen hun betragtede ham og forsætte i den retning hun var løbet i før hun regnede med at han ville følge efter grunden til hun gik var for at få styrr på sin irration

Dale lod mærke til hendes irritation. Måske var det noget der lå til racen, at blive irriteret nemt.. I hvert fald tydede det ikke på, at hun var i særlig godt humør.
"Jeg ved ikke hvor lang tid, men går ud fra.." han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, inden hun gik igen. Dale kiggede efter hende og kom så med et let skuldertræk. Han havde ikke troet, at han slap så let, men heldigvis var der vampyrer, der kunne beherske sig. Selvom han overvejede at følge efter, besluttede han sig alligevel for at lade være.. Det sagde hans fornuft sig. Altså gik han afsted på vej ud af skoven, kastede et blik hen over skulderen, før han kom med et høfligt: "Farvel." Han håbede ikke, at hun fortrød, at hun havde ladet ham gå.

Amber smilede bredt han var ikke gået efter som hun havde planlagt i sit hoved det hun fulgte hans vidunderlige fært tilbage men hun holdte sig skjult end til videre hun var opsat på at få at vide hvad han var om så hun tvinge var hun lige glad hende øjene lysere men stadig blågrå hun betragtede ham iagttog hans bevægelser hun havde prøvet med sød nu ville hun tvinge ham til at fortælle det " lad jagten begynde" mumlede hun svagt og næsten uhørligt hun gik stille og roligt imellem træerne han var ikke ret lang den her væsen dreng hun hvæsede svagt af fryd over den dejlig lugt som han udsendte hun lod sine tænder løbe vand han skulle fortryde at han ikke havde fortalt hende hvad han var og på måde var det smule pinligt at kendte til alle væsenerne

Der gik ikke lang tid før Dale igen var fordybet i sine egne tanker, og glemt alt om mødet med vampyren. Det havde været en god aftentur, men nu skulle han altså også hjem og sove, for trætheden havde så småt begyndt at snige sig ind. Et lille gab undslap hans læber, ved tanken om den bløde dejlige seng. Jo, søvn var vidst det han trængte til lige nu.
Han snublede over en gren, men fandt hurtigt balancen igen. Han måtte være lidt mere opmærksom på sine omgivelser..

Hun løb adræt imellem den tætte bevoksing hun var blevet sulten af betragte ham og sneg sig langsommere tættere på hun havde helt glemt at holde sig tilbage henddes øjene lysede i en lys blågrå hun var lige bag ved ham da snublede i gren da han genvandt sin blanacen greb hun fat i hans skulder en smule men heldigvis brækkede hun ikke noget i hans skulder hun slikkede sig om munden imens hun tvang ham til at gå imod et træ