Jeg er ikke god til overskrifter... Fail. (Jazz)

Dag + Dato: Irl.
Tid: 21:40
Omgivelser: Blomster, blomster... græs, og blomster.
Vejr: Tørt, lettere overskyet, en smule koldt.
Kluns: lilla sneakers, og grå trøje, plus sorte cowboybukser.

Embry havde sat sig midt i blomsterfloret, og lod sit blik glide rundt på.. ja der var jo ikke så meget at kigge på. Han tog endnu et sug af smøgen og så op på den mørke nattehimmel og pustede langsomt den hvide røg ud og fulgte den med øjnene da den svævede op mod himlen. Han dumpede ned og ligge, tænkte egentlig ikke over at han bare sådan uden videre maste blomsterne og...græsset. Han askede og så sig lidt om. Der var ikke meget at lave sådan et sted, men det var et meget godt sted og tænke.

Blomsternes duft nåede hurtigt Jazz’s næsebor, og de kærtegnede hendes næse, så englen et kort øjeblik måtte lukke øjnene af nydelse. Hendes øjne samt hår skiftede farve, fra den normale blå, til den saglige og behagelig grønne for nogle korte minutter. Hendes skridt blev en anelse længere, og hun nød jorden mod hendes nøgne fødder. Jazz’s lille kridhvide krop, var beklædt med en lang T-shirt, med Pluto printet på brystet.
Da Jazz havde sat gang i fodtøjet igen, vendte den blå hårfarve tilbage igen. Det var ganske tydeligt, at englen var utrolig klodset. Hele hendes aura udstrålede, at hun var naiv, klodset og utrolig kærlig. Hendes blå hår var tykt, og hendes øjne var store. Hendes hoved var smalt, men samtidig pænt, og hun havde lige tænder. Hendes beklædning var anderledes, end folk fra byen, men man kunne ikke bebrejde hende. Hun havde aldrig sat sin fod i byen.
Efterhånden som Jazz nåede blomsterengen, begyndte hun at nynne stille. En kendt jazz-melodi. Hendes melodi. Jazz sukkede tungt, men muntert, i det hun begyndte at hoppe hen over blomsterne, rundt i blomsterne eller over dem.

Embry lå stadig og så op i himlen. Han tog endnu et sug af smøgen og pustede røgen op i luften.
Han fulgte skyen med øjnene, og smilede da den gik i opløsning. Han hørte en nynnen, og drejede hovedet lidt. Det eneste ummidelbare han kunne se var blomster. Han rynkede let på næsen og satte sig op og kiggede sig omkring efter den svage nynnen.
Han fik øje på noget blåt, og kunne ikke rigtig sætte en finger på om det var hår, eller hvad det var? Han sad lidt og stirrede på det blå "h..Hej?" forsøgte han sig, for at få en reaktion fra den...blå.
Den hoppede nu kunne han se, og han forstod det ikke rigtigt. Han fik øje på et ansigt midt i alt det blå, med endnu større blå øjne. Embry veg automatisk lidt tilbage, og trak sine ben op til sig. Det var en pige at dømme efter krop og ansigt.

• Nogle sekunder efter blev lugten af røg strejfet Jazz’s næsebor, og hun skar en grimasse. Hun brød sig ikke om den skarpe lugt. For et kort øjeblik blev hendes øjne og hår en skrækkelig lilla farve, som afslørede hendes åbenlyse afsky for røgen.
Derefter skar en stemme igennem luften, og englen fandt hurtigt dæmonen som lå skjult i blomsterne. Af dømme på udseendet var den en han. Hun kløede sig på den kridhvide kind, før hun sendte dæmonen et fortryllende, blindende smil. Ganske langsomt begyndte hun at bevæge sig over mod den, elegant men samtidig klodset. Det var svært at definere, helt præcist hvordan hun gik. Da Jazz langsomt nærmede sig og hun til sidst stod nogle meter fra den, vinkede hun.
”Hey”, mumlede hun med sin, fine bløde stemmen.

Embry skodede langsomt smøgen, da han så reaktionen der kom fra englen. Han gloede. Der var ingen anden forklaring, han gloede simpelthen på den blåhårede skabning der stod lidt fra ham. Hun skiftede jo hårfarve? Og øjenfarve?
Han sad stille da hun pludselig begyndte at gå hen mod ham. Det var vist første gang han var blevet bange for en engel, hun virkede bare.. anderledes men det farveskiftende hår og øjne havde sikkert også deres virkning. Ligesom sommerfuglen, smuk, men dens design var rent faktisk skabt for at få fuglene til at flygte. Han gloede stadig, og blev lidt forskrækket da han pludselig opdagede at hun stod en lille meter fra ham. Han smilede langsomt tilbage til hende, og løftede hånden til hilsen. "Hej.. " sagde han i sit eget bløde tonefald, og betragtede nysgerrigt englen "det er virkelig.. en interessant hårfarve du har" sagde han og smilede til hende.

Embry gloede stadig og nu hang hans hage måbende, mens han stadig sad og betragtede den farveskiftende engel, hun mindede ham om et neon skilt, der skreg 'jeg er lige her!'. "Ja det må man sandelig sige du er.." hviskede han for sig selv, og rejste sig. Han skævede til sit eget røde hår der slet ikke nåede den lysende glans som hendes havde, hendes strålede jo som hvis der var nogen der havde sat små pærer ind i det. Det var fascinerende, og skræmmende på samme tid. "Ja jeg har rødt hår" grinede han, og kørte en hånd gennem sit hår. Han rakte sin hånd frem mod hende, menneskenes hilsen, i hvertfald den fornemme hilsen. Hvis hun havde været David havde han givet hende et kram, men mange blev foragrede over den slags hilsen når man ikke kendte hinanden. "Jeg hedder Embry.. hvem er du?" spurgte han, og stirrede stadig på hende, selvom han gerne ville lade være. Hun var bare.. fascinerende.

• Jazz lod sin blege hånd falde mod hendes kind, og hun kløede sig på den, før hun rømmede sig svagt. Derefter sendte hun ham et lille, fortryllende smil og lod sig dumpe ned i skrædderstilling. Hun rankede ryggen, og lod de nu blå øjne(samt hårfarve) glide rundt i omgivelserne. Hun betragtede ham fort en kort stund, før hun de krystal blå øjne lande på ham. Hun betragtede ham og alt imens blev hendes hår og øjen-farve mat gul. "Hvad må du sige jeg er?" spurgte Jazz, en anelse forvirret før hendes hårfarve skiftede fra den matte gule, til den skrig gule. Det var ikke med vilje, den hele tiden skiftede som en diskotekslampe, men når hun mødte nye mennesker varierede den meget imellem gul og blå. "Men det er ikke ligeså rødt som mit, når jeg bliver sur", brummede hun med sin fine lille stemme, før et bredt grin forlod hendes læber. Hendes grin var sødt, næsten fangen, alt imens hendes hår/øjenfarve ganske kort blev grøn. "Jazz", hilste hun og vinkede smilende til ham.

Han satte sig ned overfor hende og betragtede den diskolampe af en engel der sad overfor ham, nu var det fascinerende, skræmmende, og dybt morsomt. Han smilede af hende, og til hende for han ville ikke gøre grin med hende. Han lagde mærke til at hvis øjnene skiftede farve, så skiftede håret også. "Jeg tænkte bare at du var tydelig.. du må være nem at finde i en menneskemængde" sagde han og smilede skævt. Han kiggede på de gule nuancer og sad helt stille. Han vippede lidt frem og tilbage mens han stadig så på hende "nej jeg kunne forestille mig at dit var mere skrigende.. mit er jo dybrødt, men det er ikke til at se i det her mørke" forklarede han og lagde sine pegefingre mod sine sko mens han lyttede. "Jazz?.. okay, jeg hedder Embry" sagde han og smilede. Hendes navn overraskede ham ikke, en så speciel person havde nok også et specielt navn. Hans eget var heller ikke et folk havde hørt før, men hele hans familie havde haft sære navne hans søster havde heddet Piper, og hans bedstemor havde heddet Belsebub.. Så hans skøre personlighed var ikke noget han havde fra fremmede. Han vinkede smilende tilbage til hende og betragtede den grønne farve.

Jazz bed mærke i hvordan Embry rokkede frem og tilbage. Et øjeblik lod hun sit fortryllende smil, falde over hendes hjerteformede læber, alt imens hun betragtede ham. ”Det er jeg sikkert” konstaterede Jazz roligt, før hun skar en svag tænksom grimasse. Farven skiftede hurtigt og igen blev den lettere gullig. ”Men jeg er ikke i menneskemængder. Så du skal ikke lede efter mig der”, sagde hun og lo kort, før den dybblå farve hurtigt faldt over hende igen. Jazz glippede med øjnene, og da hun åbnede dem igen var hendes øjne dybblå, præcis som hårfarven. Jazz kløede sig på kinden, før hun vendte sit blik mod Embry. ”Embry? Det er et pænt navn Embry”, brummede Jazz muntert, før hun kløede sig på næsen. ”Jeg tror mit skriger mere. Min far synes i hvert fald ikke det er så kønt. Jeg ligner en vampyr med rødt hår og øjne”, mumlede Jazz leende og kløede sig igen under næsen.

Embrys ansigt ændrede sig til et skævt smil, og interessen lyste ud af hans øjne, hun var morsom! "Jeg skal nok lade være med at lede efter dig der så" grinede han. Han rykkede svagt nærmere, ville virkelig gerne se ordentligt hvad hun var for en discolampe. Han nåede ikke engang at tænke over hvorfor hun ikke befandt sig i menneskemængder, han befandt sig tit i en menneskelig traffikprop i Werclare. "Tak Jazz er også ret smukt, minder mig om Jazz, og en papegøje jeg engang kendte.." sagde han med et smil. Han rakte ud, og rørte forsigtigt ved hendes hår med et fascineret ansigtsudtryk "er det dit temperament/følelser der styrer farverne?" spurgte han så nysgerrigt, og så på Jazz's smukke blå øjne. Han nikkede "jeg tror dig gerne, hvis det nogensinde sker, skal jeg nok love at prøve at dække dit hår med mit så det ikke ser så slemt ud" grinede han, selvom det nok ikke gav særlig meget mening.