solnedgangen

Sted: stranden
Omgivelser: sand, vand...træer oppe ved husene.
Vejr: lunt
Tid: aften

Vandet slog blidt mod sandet i små bølger, det var en beroligne lyd.
Der var næsten ingen mennesker mere, det var blevet aften og folk havde forladt stranden.
Ud over havet kunne man se solen gå ned.
Arwen stod ved vandkanten, lige så vandet kunne nå hende bare fødder.
En frisk vind fra havet legede blidt med hendes mørkebrune hår som hang løst ned af hendes ryg.
Den tog også blidt fat i hendes grønne sommer kjole.
Hendes grå kappe lå lidt længere oppe på stranden, hun så ingen grund til at have den på lige nu.
Hun nød bare stilheden og den flotte solnedgang, som farvede både himlen og havet orange.

Et stykke væk på stranden kom der en engel gående, et par stramme lyseblå jeans sad på benene af ham med nogle sorte støvler som gik lidt over over knæ'erne på ham. det var svært at se de lyseblå jeans da han havde en lang sort top på som gik lidt ned over røven på ham, og et bælte som der var glimmer på og en mørkegrå læderjakke. han havde sine hænder nede i lommerne på sin jakke og sit hår hang ned af ryggen, udover top totter som hang ned af hver skulder og en rød hue på hovedet. han lignede en pige på en prik og sådan kunne han bedst lide det, der var ingen tegn på at han var en dreng udover det han havde mellem benene og det kunne man kun se når han ikke havde tøj på. han havde fået færten af nået som han ikke havde lugtet før, og havde derfor tænkt sig at undersøge det. han gik bare videre og begynde at få øje på kvinden længere fremme

Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt ind.
Lidt derfra kunne hun høre nogle måger larme, sikkert fordi der var der havde opdaget noget mad, så kaldte de altid på alle de andre.
Hun havde engang set en flok måger angribe en lille uskyldig fugl, det havde været voldsomt, at se den lille fugl blive flænset ihjel og vups! det var den fugl.
Hun gøs og åbnede øjnene igen da hun hørte lyder af nogle støvler der travede gennem sandet.
Hun tænkte at det nok bare var en eller anden der var ude og gå, og så sig derfor ikke om skulderen for at se hvem det var.

Danni gik bare videre igennem sandet og så nysgerrigt på hende, mens han nærmerede sig og blev lidt nervøs i det. da han aldrig før havde set en elver dog havde hans forældre fortalt om dem, han viste dog ikke at hun var en og tanken om hvad hun mon var kørte rundt inde i hans hoved. han stoppede op et stykke væk fra hende og bed sig kort i læben "hej" sagde han med en flot lys stemme, inden han igen begynde at gå og gik tætter på hende og stoppede op 2 meter fra hende "hvad er du?" spurgte han så om og bed sig i læben igen