Hyggeligt strandtur? - Zack

Dato: Irl
Sted: Stranden xD
Årstid: Sommer
Tid: 23.04
Vejr: Mørkt, men lunt.

Artemis sad i det varme sand, og betragtede vandet. Det var længe siden hun havde været ved stranden sidst... Hendes normalt så udtryksfulde grønne øjne, var sorte som to stykker kul. Hun var sulten. Men hun var ikke meget for at finde et menneske... Sidst havde været utåleligt...

Zack sad også i det varme sand, dog bare 40-50 meter fra Artemis, han var blevet meget solbrændt og havde i de sidste 3 måneder undladet at barbere sig, dog groede han ikke normalt særligt meget skæg, fordi han kun var de 18 år gammel, men efterhånden havde han fået skægstubbe kendte man ham ikke særligt godt kunne man ikke genkende ham, han var også vokset lidt, det samme med musklerne, han havde tilbragt 5 måneder i den brazilianske jungel, sammen med nogen indfødte, ingen havde vidst hvor han var, og ingen havde vidst hvem han var, hvor han var, dog havde heller ingen stillet spørgsmål. Det var helt underligt for Zack at have normalt tøj på igen, han havde en lidt nusset hvid undertrøje på og en skovmandsskjorte med korte ærmer i rød, den var også mere eller mindre nusset, men ren, ligesom resten af tøjet, han han nogen sorte jeans på det var rullet op til under knæene, lidt ligesom shorts, og et par military-boots som havde fulgt ham på hele hans rejse, som derfor så ret brugte ud, men ikke faldefærdige.

Da lugten af menneske nåede Artemis, løftede hun hovedet med et ryk. Hun søgte hurtigt efter kilden med blikket, og fik så øje på den mand, der sad lidt fra hende. Så rejste hun sig op. Hun var jo nødt til at gøre det før eller siden. Og efter som der var et menneske inden for rækkevide, kunne det lige så godt blive før... Langsomt begyndte hun at gå over mod ham, med blikket vendt mod sine fødder.

Zack stirrede koncentreret på havet, men hørte lyden af skridt selvom de var 30 meter, væk. Tiden hos de indfødte i junglen havde skærpet hans sanser meget, fordi de konstant var på vagt over for de vilde dyr i junglen. Zack havde til gengæld også lært dem en del af hans 'færdigheder', men han havde ikke fortalt hvor han havde dem fra. Zack kiggede hen på personen der kom hen mod ham... Personen var lav, langhåret og af det modsatte køn af hans konkluderede han hurtigt.. Mon den var hende der pigen.. Hende han havde mødt en mørk aften engang? Som ikke havde troet på ham... Måske var det?.

Artemis holdt stadig blikket rettet mod sandet, selvom hun godt mærkede blikket på hende. - Hendes øjne lignede jo noget nær kul, og ville derfor afsløre hende med det samme.. Og hvis det skete kunne hun ikke rigtigt så godt komme til at bide manden, med mindre han faldt for en af hendes evner...

Zacks blik flakkede op på hendes øjne hvor han så de kulsorte øjne, lynhurtigt sprang Zack op af sandet og stirrede på hendes hals, måske havde han ikke jaget vampyrer eller dæmoner i månedsvis, men det var tydeligt det at han havde med en vampyr at gøre, han vidste de fleste havde evner, og de oftest brugtes ved øjenkontakt eller længere berøringer. Zacks hånd fløj derhen hvor hans bowiekniv, med sølvbladet plejede at sidde, men den var der jo selvfølgeligt ikke, hurtigt fløj hænderne rundt til de steder han plejede at have våben, til sidst fik han trukket en springkniv med en tyk sølvstribe smedet ind i bladet af rustfrit stål. "Et skridt tættere og de næste mennesker du kommer i nærheden af er bedemændene." sagde Zack, det var tydeligt han var en rutineret 'jæger'.

Forskrækket løftede Artemis nu blikket, og vaklede så et skridt tilbage. Havde... Havde hun ikke set ham før?... Hun var ikke sikker, men der var et eller andet ved ham, som virkede bekendt... Artemis stod en tid, og bare så på ham med sine ulæselige øjne. "Hvem er du?" spurgte hun så, uden tage blikket fra ham.

"Hør kammerat... Sådan leger vi ikke... Hvem er DU" spurgte Zack og kiggede meget mistænkeligt på hende dog stadig uden at lade hende komme på fysisk afstand eller kigge ham i øjnene. Zack trådte et skridt frem som om han skulle til at lave et udfald men brugte istedet det den han havde trådt frem med til at give sig et skub så han hoppede en meter bagud, hurtigt stod han stabilt igen og pegede på pigen med kniven.

Igen vaklede Artemis let tilbage, da han så udtil at ville gøre et udfald mod hende. "Artemis..." svarede hun stille, da han spurgte efter hvem hun var. Hun blev stående, hvor hun var, og så indgående på ham. Forsøgte langsomt at samle sin koncentration om ham. Det var forsøget værd...

Zack lagde ikke mærke til hun prøvede at samle hendes opmærksomhed på ham.... For hun havde jo haft sin opmærksomhed på ham hele tiden. "Jeg er... Grant!" sagde Zack og undrede sig over det hurtige dæknavn han havde fundet på, men det var vel nødvendigt. Zack holdt øje med hver eneste af hendes bevægelser undtagen øjnene, dem ville han ikke se på, og han ville forsøge at forhindre fysisk berøring fra hende også. Zack trådte endnu et skridt tilbage og et til venstre så han stod med havet i ryggen, så vinden blæste mod hende, det var en lille fordel, det burde give ham, men hellere en lille end ingen.

Artemis nikkede stille, men sagde ikke noget. Han virkede altså stadig bekendt... Der var et eller andet ved hans ansigt.. Ved hans øjne... Artemis rynkede svagt panden, og langsomt ville Grant - eller hvem han nu var - begynde at høre stemmer i sit hoved. Stemmerne af tusindvis af kvinder og børn, der græd i munden på hinanden, og tiggede om hjælp, og nåde. Artemis vidste godt at det kunne være farligt at gøre sådan, fordi hans reaktion ikke var til at forud se. Men det var jo sådan set det eneste hun rigtigt kunne gøre, og hun ville have hans blod... Uanset hvor væmmeligt det var at bide en anden person...

Zack hørte stemmer, de kom fra rundt omkring, han kiggede omkring sig, det kunne lyde som en familie... Måske flere det var ved at blive slået ihjel? Zack kiggede rundt for at finde dem men fandt ingen. Zack kiggede på pigen, og strammede grebet om kniven, var det den møg mide, der fremkaldte det? Zack sprang frem mod pigen for at gribe hende om halsen med den hånd kniven ikke var i, samtidigt med han huggede kniven ned mod hendes hals oppefra, for at slå hende ihjel.

Artemis så på ham med store øjne, da han angreb hende, og tumlede så bagud. Nej, forkert taktik. Hun bed sig kor i læben, og så på ham. "Vil du slå mig ihjel?" spurgte hun så forsigtigt, og fortsatte med at bakke, til der var en nogenlunde sikker afstand mellem dem igen.

Zack nikkede bare "Vis det er nødvendigt... FÅ DET TIL AT STOPPE!" det sidste nærmest råbte Zack, og gik frem mod hende igen, denne gang, var han bare mere behersket, men han knugede stadig hårdt om knivskæftet, og lavede få gange nogen hug fremad, for at få hende til at tro han angreb, men trak sig hurtigt lidt tilbage. Zack var ligeglad hvor gammel denne vampyr var, for hun kunne enten være nyfødt, eller hun kunne være en gammel vampyr, der var 'undfanget' i barnestørrelse.

Artemis nikkede kort, og så væk. På den måde spredtes hendes konsentration, og stemmerne ville høre op. Hurtigt så hun dog tilbage på ham, så han ikke skulle få mulighed for at angribe hende mere. I hvert fald ikke uden hendes viden om det.. Hun kunne jo ikke rigtigt så godt forhindre ham i at angribe, med mindre han så hende i øjnene...

Zack sænkede kniven og bakkede lidt tilbage, langsomt som stemmerne spredtes og forsvandt. Zack vendte ikke ryggen til hende bakkede bare op af mod parkeringspladsen, hvor der sikkert også ville være nogen få mennesker, der ville hun sikkert ikke turde angribe ham... Ved mindre hun enten var rigtig god eller rigtig dumdristig. Zack stirrede på hende et øjeblik og blinkede så, mens han bakkede.

Artemis søgte efter hans blik, med et fortvivlet udtryk i ansigtet. Hun sagde ikke noget, men fulgte blot efter ham, så afstanden mellem dem ikke øgedes. Jo, hun havde godt set hvor han var på vej hen, men hun var nødt til at have blod meget snart.. Så der var ikke så meget andet at gøre, end at følge efter ham...

Zack var snart oppe ved menneskerne, menneskerne kunne se ham nu og han ville kunne se dem vis han vendte sig om, og det vidste han. Zack gemte kniven væk før den blev set, men havde den lige så han kunne gribe den vis han skulle bruge et våben. "Hvad vil du gøre nu?" spurgte Zack.

Fortvivlelsen voksede i Artemis' ansigt. Hun rystede let på hovedet, og så ned mod sine fødder. Hun så virkeligt lille og fortabt ud. Følte sig lille og fortabt. "Overleve. Bider jeg ikke dig, bider jeg en anden..." mumlede hun lavmælt, før hun vendte blikket op mod ham igen. "Jeg har ikke lyst til at bide nogen!" sagde hun så med grødet stemme. Selvom hun ikke kunne få øjenkontakt, kunne hun stadig forsøge at vække de samme følelser i ham, som hendes evne ville. - Det var bare lidt sværer uden evnen.

"Jeg er ligeglad hvad du vil, vi får fat på dig uanset hvad. Jeg er.. Lad mig sige det pænt, ligesom en gud overfor dig, jeg bestemmer om du skal leve..." Zack holdt en lang kunstpause "Eller dø." det sidste fik han til at lyde meget dramatiseret og endnu mere brutalt, for at skræmme pigen.

Artemis lagde hovedet på skrå, og betragtede ham med de sorte øjne. "Jeg skulle have været dusørjæger..." sagde hun så, og lod så blikket løbe over de andre mennesker, der alle var på vej hjemad nu. Så rettede hun igen blikket mod Grant. "Har jeg ikke mødt dig før?... Mens jeg var menneske?" spurgte hun så, og kløede sig let på kinden.

"Muligvis." sagde Zack og trak endnu en gang kniven, og kiggede tænksomt på pigen, "Det kunne godt være jeg kendte dig... Men ikke længere!" Zack ville selv lade denne gåde gå op for hende, det kunne jo være svært at tyde hvad han mente, lige nu.

Artemis dristede sig til at tage et skridt tættere på ham. "Blot fordi jeg er vampyr, betyder det ikke, at jeg ikke stadig er den samme pige, som før det." sagde hun, uden at fortække en mine. Det var egentlig ikke helt sandt. Hun var ikke længere den samme. Efter oplevelser som dem Artemis havde haft de seneste måneder, ville det være et helt urimeligt krav, at forvente at hun ikke ændrede sig...

"Jo det gør, men desuden hentydede jeg heller ikke til dig." sagde Zack hårdt og kontant, han var nok den af de to der havde ændret sig mest... Eller det regnede han da selv med han var. Zack kiggede et øjeblik ud over stranden og forsøgte at få hendes opmærksomhed på havet, mens han lod som om han stirrede på noget, og så så hurtigt han kunne satte han i sprint op mod parkeringspladsen, stadig med kniven i hånden.

Artemis lagde hovedet på skrå, og skulle til at spørge ham hvad han dog så havde ment, da han stak i løb. Artemis spildte ikke tiden med at stå og glo efter ham, men sætte også i løb. Godt nok havde hun noget kortere ben, end han havde, men takket være hendes vampyriske hurtighed nåede han ikke ret langt, før hun satte af mod jorden, og fik fat med begge arme om halsen på ham. Hun slog de spinkle ben om livet på ham, og åbnede let munden. "Undskyld.." hviskede lavmælt til ham, før hun satte tænderne i halsen på ham, og sultent drak af hans blod.