tilfældigvis en god dag (Marilyn)

s: engen
V: lunt, solen skinner!
o: græs? blomster?
t: eftermiddag

Mihael kom roligt gående igennem det høje græs.
Han havde sin sædvanlige sorte t-shirt på og et par lidt løse siddende jeans på, hvor han havde begravet sine hænder i lommerne.
Ellers havde han bare tæer.
Han vadede igennem det høje græs mens han så sig lidt omkring.
"Ikke et øje, er denne planet bare tom for levende sjæle!?" sukkede han og slog ud med armene.
"Jeg går aldrig væk fra byen igen!" han smed sig i græsset og så op på skyerne i himlen.

Guitarens toner fyldte Marilyns sind.
"I'm going away for a while, but i'll be back, don't try to follow me - 'cause i'll return as soon as possible." sang hun.

Marilyn sad imellem de høje græsstrå og nød musikkens smukke øjeblikke. Hun sad med benene strakt ud, over kors på græsset. Hun havde taget sine hvide shorts på. De var højtalede og gik ud over en sort tanktop som matchede hendes sorte stiletter.

"See i'm trying to find my place, but it might not be here where i feel safe. We all learn to make mistakes and run from them, from them - with no direction. We'll run from them, from them."

Dem havde hun taget af og lagt ved siden af sig da det var for svært at gå rundt i høje hæle her på engen. Himlen var blå og den varm brise fik hendes krøllede, blonde hår til at vejre.

"'Cause i'm just one of thoose ghosts. Travelin' endlessly. Don't need no roads, in fact they follow me."

Han hørte guitar og sang lidt derfra.
Han satte sig hurtigt op, men da han ikke kunne se ud over græsset rejste han sig og kiggede sig omkring.
Snart så han hvor musikken kom fra, en kvinde sad og sang og spillede lige så stille for sig selv.
Han gik hen mod hende mens han lyttede...Endelig en levende sjæl

"And we just go in cirkles"

Melodien var trist og mindede hende om hendes liv. Marilyn havde selv skrevet sangen ud fra hjertet af. Hendes baggrund bestod af masser af forfærdelige ting. Voldtægt, misbrug og en sindssyg og depressiv mor.

"But now i'm told that this is life, and paying is just a simple compromise, so we can get what we want out of it. If someone cared to classify a broken heart and some twisted minds, so I can find someone to rely on and run to them, to them. Full speed ahead. Oh you are not useless."

Hun lukkede øjnene og mærkede kun musikken i hendes krop.

"We are just misguided ghosts. Travelin' endlessly. The ones we trusted the most pushed us far away. And there's no one road. We should not be the same. But I'm just a ghost, and still they echo me!"

Hun sluttede langsomt sangen af og åbnede øjnene. Hun fik øje på en dreng der stod og lyttede til hende, men kunne ikke se hans træk da solen blændede hende.

Han så på hende, endtil han stod foran hende.
"Hejsa" smilte han og vinkede lidt
"Hørte din musik, det lød rimlig godt, men var lidt trist?" smilte han, og stod så han skyggede for solen.
Ud over at han i forvejen strålede lidt, da han var engel, fik solen han ihvertfald til at lyse op.

Hun holdte en hånd op for solen.
Nu så hun drengen. Hans hår var mørkt med lyse totter og hans hud var solbrun. Han så godt ud.
"Hej." svarede hun og lagde hovedet på skrå.
Hun rejste sig op og lagde sin guitar på græsset. Drengen var nogle centimeter højere end hende, men med høje hæle ville de være på samme højde.
"Alle sange kan ikke være glade." svarede hun bare med et lille smil. Hendes irgrønne øjne lyste smukt op i solen og hendes røde læber formede sig i et lukket smil.

Hun gik et skridt tættere på og rakte hånden ud. "Jeg er Marilyn. Marilyn Foxcroft." sagde hun. Hendes hånd var bleg, fingrene tynde, lange og feminime. Marilyn var en yderst smuk og tiltrækkende pige.
Hun så drengen i øjnene.

"Jeg er Mihael" smilte han, med sit perfekte tandsæt.
Han gav hende hånden, hans hånd havde en ligeså brun farve som i hoved, hans håndtryk var fast.
Hans blik gled over hendes krop og hendes feminine træk.
"Det giver jeg dig ret i, men man bliver alligevel gladere ved en glad sang" sagde han, han så sig lidt omkring
"Men ellers er det et fredeligt sted at spille"

"Rart at møde dig Mihael!" - hans hånd var blød og varm.
Hun lod mærke til hans blik. Det undrede hende ikke, mange så sådan på hende.
Hun ignorerede hans kommentar om glade sange. Han havde ret, men hvad skulle hun dog svare?
"Engen er altid fredelig. Den giver mig meget inspiration til at skrive." sagde hun med et smil. Hun så sig omkring og mærkede den magiske stemning som altid hang over engen.
"Hvad bringer dig herud?" spurgte hun. Hendes grønne øjne søgte hans.

Han gengældte hendes blik...wow nogle øjne!
Han smilte lidt og slog ud med armene
"Tja..." sagde han
"....Har ikke rigtig fundet nogen, så gik bare herhen...og bum! så var der nogen" smilte han, et lød nok lidt underligt...
En lille brise fik græsset til at rasle blidt, eller var fugle og insekter det eneste livstegn, ud over dem.