sidder i tanker // Eric //

Tid: 11:50
PSted: den lykkelige eng
Vejr: mørkt. Men der tændt bål
Dag: søndag
Påklædning: lyse jeans og grå cardigan


Amber havde tændt for logge nogle hen til varmen hun havde haft en bagtanke med tænde bålet men gad ikke at gøre så meget ved jagten hun havfrue spist og var ikke sulten men det Ville være rart med selvskabte hun sukkede kort hvem ville bevæge sig her ud om natten hendes hår hængt lyst ned over hendes skulder og hun lukkede sine øjene og lignende en der sov

Ja, hvem ville bevæge sig ud på engen midt om natten? Det ville Eric. Han var vågnet med de mest fandenivolske smerter i hoften, og var i ren desperation søgt udenfor, af en eller anden grund. Han havde jo ikke mere smertestillende. Nu var han så nået engen, på relativ kort tid, syntes han, da han jo havde sine krykker at slæbe på. Det var ikke sådan, at han satte krykkerne i jorden og nærmest 'svingede sig frem' mellem dem, nej, han gik normalt, blot med den forskel, at krykkerne tog det meste af den vægt, som han udsatte sine ben for at skulle bære. Og så var hans skridt jo noget stive i det.
Han havde ikke bekymret sig om at tage en jakke på. Alt, der kunne aflede hans tanker fra smerten var velkommen, dette gjaldt også kulden, som ikke var så chokerende igen.
Da Eric humpede ind på engen opfattede han straks et lysskær i den anden ende og satte, på det nærmeste ubevidst, retning mod dette, selvom det ikke gik så hurtigt, især ikke i det høje græs.

Amber havde hørt ´ham og smilede bredt så hendes hjørnetænder kom til syne hun famdt hurtigt ud at kom slæbende med krykker lyttede til lyden af dem når satte dem i græsset hendes øjene var stadig lukket men hun var lysvågen vantede bare på han skulle komme hun lukkede munden til igen og en svag vind legede med hendes hun glad for at nogen havde hørt hendes blide bøn om selvskab hun syntes det var så frygtligt ensomt at være vampyr og det var heller ikke et liv hun havde ønsket sig skar en grimasse da jum kom til tænke på Demetri som havde gjort det her ved hende lyttede til hans hjerte som bankede og det kom bag på hende det havde hun aldrig troet hun kunne smilede kort ville ønske at hendes eget hjerte slog

Da Eric kom tættere på, opdagede han, at der sad en pige ved bålet. Hun var vel lidt yngre end ham, konkluderede han hurtigt, hun var i hvert fald ikke en dag over tyve! Han standsede kort og kastede et hurtigt blik rundt, selvom han ikke kunne se så meget i mørket. Han rynkede brynene. Den lykkelige eng. Og så var der Den fredfyldte skov. Han brød sig ikke om navnene. Det var jo ikke ligefrem fordi en eng kunne være lykkelig. Det var en følelese, og engen bestod jo ikke af andet end græs. Hvordan kunne det være lykkeligt? Eric rystede de besynerlige tanker af sig, og fortsatte hen mod ilden. Han blev stående lidt usikkert i udkanten af lysningen og betragtede pigen. Hun så meget fredfyldt, som hun sad der med lukkede øjne. Han var ikke sikker på, at han ville forstyrre hende. Ej heller var han sikker på, om han ville sætte sig ned, for han stod godt. Og at bevæge sig lindrede ligesom smerterne.

Hun vendte sit blik imod smilede med lukket mund for ikke at afsløre sin hemlighed for ham hendes øjenlåg åbende sig langsomt imens hun rettede sit blik imod ham han var ældre hende det kunne ret hurtig se men selvfølgelig var hun også fanget i sin 19 årig krop for al evighed hun savnede sit menneskelige jeg den krop som ikke var så kold og hvid hun betragtede ham stille hun faktisk stille i et pænt stykke tid " hey fremmede" sagde hun betragtede krykkerene hun havde aldrig selv gået med sådan nogle tingster og det behøvede hun heller ikke mere med denne uovervindlige krop " hvad bringer dig her ud ved mit varme bål?" spurgte hun og faktisk en del intersseret i hvorfor han kom

Eric gengældte uden tøven hendes blik; benyttede lejligheden til at studere hende også. Hun var egentlig ganske køn. Og bålets flammer kastede flakkende lysskær over hende, så hun faktisk så lidt overnaturlig ud. Han fik en utrolig lyst til at se hende med opsat hår; det ville gøre hendes ansigt mere ungt og sårbart at se på, mente han.
"Hey." gengældte han hendes hilsen med et skævt smil og bemærkede godt hendes blik mod krykkerne. Ja, dem kunne han vel ikke skjule. Han sukkede ved hendes spørgsmål og lagde hovedet tilbage, så han kunne se på den mørke himmel. En vind greb blidt fat i hans hår, inden han svarede. Han trak på skuldrene. "Jeg vågnede." Han humpede et par skridt nærmere. "Og måtte ud at gå. Lys tiltrækker de fleste." Han trak endnu engang på skuldrene, inden han lyste op i et smil og smed den ene krykke over i venstre hånd. "Mit navn er Eric." introducerede han sig selv og rakte hånden ned til hende.

Amber smilede igen med lukket mund da en underlig tanke popede op i hendes hoved gad vide om kendte til vampyre nej sikkert ikke hun tøvede en smule han ville kunne mærke at hendes hud var kold som is når han rørte ved den men tog den alligevel hun sagtens finde på noget fortælle ham hvis lagde mærke til kulden " Amber" ´svarede hun tog hands hånd gav den et hurtigt klem imens strakte hun sine ben en smule siddet ved bålet et stykke tid hun bed svagt i underlæben slap hurtigt hun håbede meget at han ikke havde lagt mærke til de kolde hænder hun lod blikket glide ind i flammerne " jeg kunne heller ikke sove" løg hun meget overbevisende hun tvunget til at skulle bevæge sig ud efter mørktes frembrud hun kiggede igen op på ham " hvad er der sket?" spurgte hun vidste ikke om han ville svare

Eric rynkede brynene, da han trykkede hendes hånd. Selvfølgelig bemærkede han kulden, men han spurgte ikke ind til det. Hun led vel af blodmangel eller sådan noget, det var der jo nogen der gjorde. Han rettede sig op og tog krykken tilbage igen. "Hyggeligt at møde dig, Amber." smilede han. Han troede fuldt og fast på hende, da hun sagde, hun heller ikke havde kunnet sove. Det kunne vel ske for enhver. Han kastede et blik ned af sig selv, da hun spurgte ind til, hvad der var sket. "Du mener med dem her?" Han viftede lidt med krykkerne, for at få bekræftet, at det var det hun mente. Men på den anden side, hvad skulle hun ellers mene? "Jeg kørte galt i min bil." Han trak lidt på skuldrene. "Jeg brækkede skulderen, hoften og diverse andre småting." Han sukkede tungt, lidt vemodigt. Han ville aldrig komme til at springe igen, det nagede ham stadig. Det havde været det, som han brugte alt sin tid på.

" det er jeg ked af høre" sagde hun trist og ville ønske hun kunne hjælpe det kunne drog godt men var masse arbejde og hun havde ikke lyst til gøre ham til et af nattems væsner hun betragtede ham lod som ingenting selvom hun kunne hjælpe ham hun betragtede ham var glad for at han troede på hendes løgn hun bed svagt læben ville gerne spørge ham han troede på det overnaturlige men andede ikke hvordan skulle spørge ham uden at afsløre sin engen hemmelighed vendte tænksomt blik ind flammerne " i lige måde" sagde hun smilede hendes hjørnetænder kom syne og bemærkede det med det samme lukkede munden igen ret hurtigt hun ville for alt verden ikke havde at han opdagede hende for allerede nu syntes hun at Eric var ville gerne lærer ham kende " jeg glad for du kom" sagde hun ærligt hun var ved kede sig halvt ihjel inden Eric kom og reddede hende

Eric trak på skuldrene. "Det er okay. Jeg er bare træt af, at jeg skal gå med dem her altid." Han viftede lidt med krykkerne igen og smilede skævt, inden en svag grimasse afløste smilet, da det gav et jag af smerte i hans hofter. Han satte krykkerne i jorden igen og humpede om på den anden side af bålet, bare for at bevæge sig. Han betragtede hende gennem flammerne. Han var ikke typen, der bekymrede sig om det overnaturlige - javist, der var noget derude - men han rynkede alligevel brynene, da hun smilede og derved viste sit mordvåben af et par hjørnetænder frem. Han bemærkede også, at hun meget hurtigt lukkede munden igen. Men han ville jo ikke spørge ind til det, og desuden mente han, at kulden i hendes hænder havde været langt mere opsigtvækkende.
"Og jeg er glad for, her var nogen at snakke med." Han smilede til hende gennem flammerne, inden han kastede et blik ud i mørket. Nu, hvor han stod inde i lyset, hvirkede det som om, at mørket var meget mørkere, på en eller anden måde. Mens man stod i mørket, var det jo ikke ligefrem sort. Først en lang række af grå nuancer og skygger, inden det gled over i det, som kunne kaldes sort. Når han stod der, så så det hele sort ud.

Hun betragtede ham igen da det gik for hende at havde set de spidse tænder sukkede hun kort hun kunne lige så godt fortælle ham sandheden om hvad hun var men ville vente for se hvordan taklede det hun rørte svagt ved det brune hår og rejste sig op gik hen imod ham hun smilede venligt men drog med lukket mund da hun ikke ville gøre ham mere Nervøs " jeg kan måske hjælpe dig af med din smerte" sagde hun selvom hun vidste den smerte han ville gemmengå var meget større og varede i et par dage men han skulle ville det hun havde ikke løst til forvandle nogen unden hun havde fået lov stoppede op ved siden af ham smilede igen men denne gang så hjørnetænderne var synlige " jeg er en vampyr" sagde hun der var vel ingen grund skjule det nu hvor han havde set hendes tænder " men jeg vil ikke gøre dig noget ondt forresten er jeg ikke sulten" sagde hun venligt hvilket også var rigtigt hun turdte ikke at lade være med at spise for sidste gang hun havde gjort var hun blevet meget aggressiv nærmest som anden person hun lod blikket glide ud mørket hendes ansigtutryk blev ulæsligt i et stykke tid da tænkte på hendes forvandling men lyste til sidst op i smil

Eric betragtede hende tilbage, da hun rejste sig om kom om mod ham. Han skar en grimasse i sit indre, da hun udtryke muligheden for, at hun måske kunne hjælpe. Hvad var hun? Læge, eller sådan noget? Ingen kunne hjælpe ham. Han ville have dårlig hofte resten af livet, medmindre han valgte at få en kunstig, men det var bare pokkers dyrt og han kunne ikke lide tanken om det.
Eric trådte spontant et lille skrift væk fra hende, da hun stoppede op ved siden af ham; ingen intimitet, tak! Han havde ventet, at hun ville komme med en forklaring på kan-måske-hjælpe-kommentaren, men det hun sagde, hylede ham fuldstændig ud af dem. Så hævede han spottende øjenbrynene og så på hende.
"Meget sjovt." bemærkede han tørt, idet hans pande glattedes ud igen. "Jeg bryder mig instinktivt ikke om folk, der spøger med den slags." fortsatte han og så væk fra hende. Det var tydeligt, at han ikke troede på hendes ord. Okay, hun havde spidse hjørnetænder, so what?! Det var der mange der havde. Han vidste, at man også kunne få sådan nogle speciallavede nogen, som man bare lige kunne klikke på. Måske havde hun en eller andet vampyr-fetish med det? Han rystede stille på hovedet af hende.

" undskyld" sagde hun skyndte sig over på den anden side af bålet og satte sig ned med et bump det havde været dumt af hende at forslå det hun sukkede kort før hendes ansigt blev ulæsligt hun ville ikke havde han skulle se hun blevet en smule flov lod sit blik hvile ind flammerne " det var dumt af mig spøge med det" svarede og hun fjernede ikke blikket fra flammerne men et smil bredte sig alligevel svagt over hendes læber hun var stille og det var tydeligt se at hun havde hylet ham ud af det " det må du undskylde, nogen gange bliver revet med af min hobby" sagde hun håbede de stadig kunne snakke " du ved intersere mig for vampyr og dæmoner sådan noget" sagde hun undskyldende før hun trak sig ud af det varme lys smule længere ind mørket men man sagtens se hendes silhuet hun rejste sig op da hun kommet smule væk imens rejste sig børstede hun sine bukser af og retttede sit blik imod ham