Åen! (Minaka)

Dag: Tirsdag.
Dato: 17. Aug.
Tid: 22:00 ca.
Omgivelser: Skov.
Vejr: Blæsende, men tørt.
Sted: Skoven.
Påklædning: Kjole


Talia sad på en bænk midt i den store mørke skove, hun havde en en selv designet kjole på, hun gik kun i tøj hun selv havde lavet og kun i kjoler. Hun svang lidt med benene da bænken var en høj bænk som så ud til at være selv lavet. Hun var ikke bange for det dybe sorte mørke som hvilede over skoven. Hun hoppede derefter ned fra bænken og begav sig til at gadedrenge hoppe ind i skoven, hun hoppede over diverse forhindringer som kom i vejen for hende og nynnede lavt. Indtil hun kom til en lille å og hun brat standsede og stirrede på åen. Hendes hjerte bankede pludseligt hurtigere og hendes vejrtræk blev mere usikkert. Hun gik et skridt baglænds men skvattede istedet i den smattede jord og gled på røven i sin nye kjole og ned i åen. Hun skreg og baskede med arme og ben, selvom åen kun var en halv meter dyb.

Minaka kom vandrene igennem skoven. han holdte i den ene hånd en stor tyk bog med rødt omslag. selvom han holdte bog næste helt oppe i ansigtet så han intet kunne se, gik han behændigt over alle skovens forhindringer. han zig-zaggede mellem træerne med tankerne dybt begravet i bogen. han havde smøget buksebenene op på den grå storbukser, og gik bar fodet. den enkelse sorte t-shirt sad løst over hans smalle overkrop. han trådte over en væltede træstamme, stadi med tankerne dybt begravet i bogen sætninger. de fingbefyldte fingre havde boret sig ind i bogens omslag. han stoppede brat op da han hørte et skrig. hurtigt kastede han et blik rundt og prøvede at opfange duften af et eller andet. han rynkede brynende og satte bogen under armen mens han gik imod lyden.

Talia baskede videre og var begyndt at græde voldsomt, som var nogen ved at dræbe hende "Jeg dør!" skreg hun, selvom hun sagtens ville kunne gå op af vandet, men hun var for rædselslagende for vand til at kunne fokusere. Hun havde allerede druknet en gang og vidste hvor ubehageligt det var at ens lunger blev fyldt med vand og overfladen blev mere og mere utydelig. Hendes tøj og hår var helt vådt og hvis hun havde været menneske, var hun nok blevet forkølet.

Minaka satte farten op og nåede endeligt frem til den fremmede. han skjulte sig bag nogle træer og lyttede til hende stemme. han sukkede lydløst og kørte hånden igennem håret før han trådte ud i den lille lysning omkring åen. han stod på breden med hænderne roligt i lommerne, bogen under armen og betragtede hende stille. han sagde intet og gjorde ikke den mindste hentydning til at han ville hjælpe hende. han prøvede at genkende duften selvom den blev en smule sløret af vand, og bekendte at det nok var en dæmon. *ret køn * tænkte han roligt og lagde hovedet på skrå.